Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Det danske schweizerur

Urban Jürgensen. Det lyder lidt som firmanavnet på et gammelt jernstøberi i Valby. Men intet kunne være mere forkert. For navnet er derimod kendt for finmekanik, præcis tidsmåling, og kunsthåndværk. En næsten 250 år gammel dansk succeshistorie, der har skabt nogle af verdenens fineste ure. Et urmager-dynasti, der har sine rødder i Danmark – og som i dag producerer schweizerure til flere hundrede tusind kroner. AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: PAUL NASH.
Urban Jürgensen vintage ur
Urban Jürgensen urets visere med den karakteristiske cirkel på timeviseren.

Urban Jürgensen

Vintage ure

Patek Philippe. Rolex. Breguet. Det er navne på internationalt kendte urmærker, som de fleste nok kender navnet på. For med priser, der i bedste fald starter på langt over 100.000 kr., er det de færreste, der om morgenen iklæder sig et originalt schweizisk ur. Især ikke i dag, hvor smartphones og -watches styrer tiden for de fleste.

Men hvad kun få ved er, at et af de mest eftertragtede schweizerure faktisk er dansk. Navnet er Urban Jürgensen. Helt billige er de ikke. Du skal nok være indstillet på at hive mindst 125.000-250.000 kr. op af lommen. Og skal du helt til tops på prestige- skalaen, skal der lægges næsten 6 mio. kroner på bordet.

Urban Jürgensen vintage ur
Kristian Haagen er skribent og udgiver tidsskriftet TimeGeeks. Er inkarneret ur-aficionado og er med en fortid hos Bruun Rasmussen, en af Skandinaviens mest anerkendte eksperter på området.

Detaljernes mangfoldighed

”Men så får du til gengæld også et ur, som efter min mening burde sælges med en lup, så man rigtig kan de mange fine detaljer, der er Urban Jürgensen urets kendetegn. Og i hvert fald er du sikker på at købe et ur, hvor der er flere hænder end maskiner som har stået for produktionen. Heldigvis, for maskiner har det lidt svært med æstetikken,” fortæller Kristian Haagen, der er en af Skandinaviens mest respekterede urspecialister.

Urban Jürgensen uret hylder de klassiske dyder: Det er håndlavet, og udstråler en sjælden kvalitet fra præcisionsværket til de særlige timetal i massivt guld på urskiven.

Urban Jürgensen vintage ur

Det er et ur med en lang produktionstid. Urban Jürgensen producerer måske op mod 1.000 ure om året, hvorimod et brand som Patek Philippe sender over 50.000 ure ud om året,” siger Kristian Haagen og fortsætter: ”Anderledes kan det nok ikke være, når de også selv fremstiller selve urværket. Mange andre af de dyre urfabrikanter køber et standardurværk, som de så lægger i deres egen urkasse.

Et nålestribet Dress Watch

Læg så dertil, at designet måske er det, der er længst væk fra nutidens smart-watches, ja, så er det med Kristians Haagens ord ”ikke det første ur, en ur-aficionado vælger at investere i.” Det er med andre ord de noble og noget klassiske designlinjer, der præger urene. ”Selv ejer jeg ikke et Urban Jürgensen ur. Det passer ganske enkelt ikke til min livsstil med mange rejser og et aktivt fritidsliv. Men til det moderne jakkesæt, slipset og den hvide skjorte er det perfekt. Et klassisk ur med et hav af designdetaljer og af teknisk høj kvalitet. Har du købt et ur med månefaser, har du også fået fingrene i et ur, der ikke skal justeres de første 120 år. Det er et rigtigt Dress Watch,” fastslår Kristian Haagen.

Urban Jürgensen vintage ur

Historiens klokkeslag

Måske er det netop derfor, at mange ur-aficionados ikke helmer før, de har et Urban Jürgensen ur i samlingen. I de senere år har det især været populært blandt japanske samlere. At det er et brand, der har mange år på bagen, betyder meget. Og faktisk kan historien dateres hele 245 år tilbage i tiden. Urmager Jørgen Jørgensen grundlagde i København den første forretning, der sidenhen skulle brede sig til flere byer – og med en produktion Le Locle i Schweiz.

I starten handlede det om kronometre til skibsfarten, hvor en præcis tidsmåling var afgørende for navigationen. Jørgen Jørgensen havde udsyn – og vidste også, at hans viden og evner som urmager havde international klasse. Måske derfor er det ikke overraskende, at han ændrede navn til Jürgen Jürgensen. U’et med umlaut havde trods alt en mere international klang. Han var en velrenommeret urmager, hvis fulde titel lød ’Hofurmager og generalinspektør for den offentlige tidsmaaling i Kjøbenhavn. Men det var hans søn, Urban, der for alvor bragte den danske urmagerindustri frem i det internationale rampelys. Hans uddannelse var international. Den foregik i Genève, Le Locle, Paris og London. Og faktisk var det den danske regering, der med en forløber for vores dages eksportkreditter, betalte ham for at stå i spidsen for et dansk fremstød inden for ’kronometerindustrien’ eftersom han beviseligt var en af tidens mest fremragende urmagere og kunsthåndværkere. Han døde i 1830 og efterlod firmaet til sønnerne Jules Frederik og Louis Urban.

Urban Jürgensen og sønner forblev et familieejet firma helt frem til starten af 1900-tallet. Urene blev produceret i både København og Le Locle i Schweiz indtil 1886, hvor en ansat - Heinrich Eduard Kiens - overtog firmaet. Herefter levede selskabet en omskiftelig tilværelse. Den schweiziske del blev overtaget af Tag Heuer. Den danske del blev solgt fra til fire danske familier i 50erne, der førte firmanavnet videre i Danmark. Lige indtil Peter Baumberger – en schweizisk urmager – i 1985 købte firmaet. Han døde imidlertid pludseligt i 2010, hvorefter en gruppe danske investorer overtog brandet. De har lige siden arbejdet hårdt på at genskabe Urban Jürgensen urene som et internationalt anerkendt brand.

Det var selskabets nuværende bestyrelsesformand Lars Erik Nielsen og hans to fætre – Jesper og Rene Mourir, der gik i spidsen for reetableringen af Urban Jürgensen- brandet. De tre havde skabt en formue på salget af vandflyselskabet Maldavian Air Taxi. Også Søren Lindberg Cristofoli og Nikolaj Vejlsgaard, der har tjent deres penge på smykkefirmaet Pandora, er en del af de nye investorer.

Urban Jürgensen vintage ure
THE ALFRED Pris ca. 107.000 kr. ex. moms. REFERENCE 1140L HVIDGULD Pris ca. 196.000 kr. ex. moms. REFERENCE 1140L RØDGULD Pris ca. 196.000 kr. ex. moms. REFERENCE 2240 RØDGULD Pris ca. 205.000 kr. ex. moms. REFERENCE 2140 HVIDGULD Pris ca. 216.000 kr. ex. moms. REFERENCE 1140 L PLATIN Pris ca. 295.000 kr. ex. moms. REFERENCE 2340 HVIDGULD Pris ca. 303.000 kr. ex. moms. REFERENCE 10 Pris ca. 640.000 kr. ex. moms.

Holder fast i den exceptionelle kvalitet

I dag har Urban Jürgensen hovedsæde i Biel i Schweiz, hvor direktør Søren Jenry Petersen og en stab på 10-12 medarbejdere producerer de eftertragtede ure. Og de holder en standard, der måske kun er en 4-5 andre urfabrikanter i verden, der kan overholde. ”Naturligvis har vi også underleverandører. Men et Urban Jürgensen ur er i modsætning mange andre færdigsamlet i hånden. Vi skaber selv urskiverne, der tager op til to dage at producere. De produceres af ædelmetaller, så der er forskel på om de er lavet om sommeren eller vinteren. Når vi med vores månefase-ure med såkaldt evighedskalender kan lave det i en sådan kvalitet, at det ikke skal justeres før efter 120 år, har vi skabt et produkt, der er så unikt, at kun få kan være med,” siger Søren Jenry Petersen og slutter: ”De store mærker har opnået deres succes ved effektivt markedsføringsarbejde og ved at sende stadig flere ure ud, men håndværket ryger. Vi forsøger at fastholde håndværket ned til sidste detalje med nogle af branchens dygtigste håndværkere. Vores ure er som et ægte, velrenommeret maleri i forhold til en god reproduktion – eller som en Rolls Royce i forhold til en Mercedes. Mercedes producerer hundredtusindvis af biler. Rolls Royce lever godt med blot 4.000 biler. Det mærker vi. Især yngre kunder er særdeles interesserede i at købe et Urban Jürgensen ur. De er fascineret af historien. Og måske i særdeleshed håndværket og et design, der ikke lige går af mode sådan med det første.”

Finesser, design & mekanik

  • Urskiven: Det siges, at urskiven udgør 80 pct. af uret. Den er derfor håndlavet enten som en emaljeret skive, grenage eller såkaldt guilloché.
  • Time-tal: Den særlige skrifttype stammer fra de tidligste lommeure og er skåret individuelt ud af tre omgange for at opnå finheden af et ark rent guld. Håndpoleret.
  • Horn: På engelsk 'teardrop lugs'. De ’beslag’, hvor remmen monteres. De smedes individuelt i det materiale urkassen er produceret i. Påloddes efter varmebehandling.
  • Unik viser-design: Et af urenes særpræg er det lille åbne øje på time-viseren. Håndlavede.
  • Urkassen: Selve kassen fremstilles i guld, rødguld, hvidguld eller platin.
Urban Jürgensen vintage ur
Mikkel Qvistgaard

STOLT og GLAD

Mikkel Qvistgaard driver et ambitiøst eventbureau – og så er han en ægte uraficionado. Ovenikøbet med hang til det danske schweizerur med navnet Urban Jürgensen. ”Jeg har et Urban Jürgensen Reference 2 ur med månefase. Vistnok fra 1992. Det har siddet på min morfars håndled, og jeg har fået det forærende af min mormor. Netop derfor er det et ur, der har en enorm betydning for mig,” fortæller Mikkel Qvistgaard. ”Det er et elegant ur. Og jeg er fascineret af de fine detaljer. Teardrop lugs, som er håndlavede og loddet fast på urkassen i stedet for det en traditionel støbt urkasse med horn. Uret er enkelt og let at aflæse trods den avanceret månefase-visning. Selve urskiven med guilloche mønster er fantastisk håndværk.”

Det er detaljen og ikke mindst Urban Jürgensen urets historie, der fascinerer. Og ikke mindst det faktum, at urets såkaldte evighedskalender er så præcist, at det ifølge vejledningen først skal justeres igen i år 2112! ”Det er et ur, som har startet en sand passion for netop Urban Jürgensen- brandet,” slutter Mikkel Qvistgaard.