The Greatest

"I am America. I am the part you won’t recognize. But get used to me. Black, confident, cocky; my name, not yours; my religion, not yours; my goals, my own; get used to me."

Cassius Clay

Muhammad Ali blev født 17. januar 1942 i Louisville Kentucky og fik navnet Cassius Marcellus Clay Jr. Hans far, Cassius Marcellus Clay Sr, var skiltemaler. Cassius kom i gang med at bokse, da han som 12-årig fik sin cykel stjålet og fortalte en politimand, at han havde lyst til at banke cykeltyven. Politimanden, der hed Joe Martin, og som havde et boksestudie, foreslog drengen at lære at bokse først. Og det må man jo sige, han havde held med.

En imponerende amatørkarriere tog sin begyndelse og kulminerede, da Cassius Clay deltog i de Olympiske Lege i 1960. Han hentede guld og fik en fortjent heltestatus i sit hjemland. Og nu blev han professionel.

En revanchekamp gav samme resultat, og Cassius Clay var ikke til at skyde igennem: This is the legend of Cassius Clay, The most beautiful fighter in the world today. He talks a great deal, and brags indeed-y, Of a muscular punch that’s incredibly speed-y. The fistic world was dull and weary, But with a champ like Liston, things had to be dreary. Then someone with color and someone with dash, Brought fight fans are runnin’ with Cash. This brash young boxer is something to see And the heavyweight championship is his destiny.

Elsket af gud

Samme år smed han Cassius Clay-navnet og sprang ud som Muhammad Ali med ordene: ”Cassius Clay er et slavenavn. Jeg har ikke selv valgt det, og jeg vil ikke have det. Jeg er Muhammad Ali, et frit navn – det betyder elsket af Gud, og jeg insisterer på, at folk bruger det, når de taler til mig og om mig.”

Det kom som et chok for mange, at tidens ubestridte bokseidol pludselig tog en religiøs og politisk stilling – oven i købet en, der var så markant.

Muhammad Ali voksede op i en tid med raceadskillelse i USA’s sydstater. Det vil sige, at hvide og sorte ikke måtte benytte de samme skoler, busser, toiletter, biblioteker. Hvor de hvide havde magten og alle rettighederne, og de sorte var undertrykt. Og han brugte sin fame og sin selvtillid til at bekæmpe dette system. Han blev muslim og borgerrettighedsforkæmper, han sluttede sig til Malcolm X’s bevægelse, og han vendte sig, ikke mod sit land, men mod den hvide overmagt.

USA var i krig med Vietnam, men Ali ville ikke deltage. ”Hvorfor beder de mig iføre mig en uniform for at rejse 10.000 miles og kaste bomber på brune mennesker i Vietnam, mens såkaldte negermennesker i Louisville bliver behandlet som hunde og nægtet de mest simple menneskerettigheder? Jeg har intet udestående med Viet Cong. Ingen Viet Cong har nogensinde kaldt mig ”nigger”. ”Det standpunkt kostede Ali titlen som verdensmester og 3 år, hvor han ikke måtte bokse. Måske de tre vigtigste år, fordi de faldt lige der, hvor han fysisk var på toppen, og hvor han karrieremæssigt rejste mod tinderne.

Men efter de tre års karantæne vender han tilbage i topform og vinder over Jerry Quarry på knockout i tredje runde. På det tidspunkt er Ali på samme tid en superstar og en af de mest kontroversielle personer i USA. Han kan ikke gå i fred på gaden, kvinder vil røre ved ham og river i hans tøj, og paparazzierne forfølger ham hæmningsløst.

Århundredets kamp

I 1971 oplever Muhammad Ali sit første nederlag som professionel bokser. Det sker i det, der bliver kaldt Århundredets Kamp. Den fandt sted på Madison Square Garden i New York, og modstanderen var den frygtindgydende Joe Frazier. Det var to ubesejrede mesterboksere, der skulle mødes i ringen. Billetterne ved ringside kostede en formue, og begge boksere var sikret 2.5 millioner US dollars for kampen. Der var en næsten cirkusagtig stemning i Madison Square Garden. Politi i hobetal forsøgte at kontrollere fans, der var mødt op i i vilde udklædninger. Blandt tilskuerne var New Yorker-berømtheder som Woody Allen, Norman Mailer og Frank Sinatra, og selveste Burt Lancaster kommenterede kampen.

For USA var Ali og Frazier ikke bare boksere, de blev symboler på to sider i amerikansk politik. Vietnamkrigen buldrede derudaf, og Muhammad Ali repræsenterede den venstreorienterede antikrigsbevægelse, mens Frazier blev støttet af de konservative krigsforkæmpere. Der var lagt op til spænding, til had.

Ali kontrollerede kampen i de tre første runder, men derefter tog Frazier mere og mere over, og i den sidste afgørende 15. runde ramte Frazier Ali med et meget præcist venstre hook, der sendte Ali ned. Han kom på benene og blev stående til runden var slut, men dommernes dom var klar: Frazier havde vundet og Ali havde lidt sit første nederlag. Revanchekampen fandt sted i 1974. Og her vandt Ali. Fraziers nederlag førte til, at det nu var Ali og George Foreman, der skulle dyste om titlen.

Så byen lå hvid og renskuret og som støvsuget for kriminelle, da de to boksere og deres omfattende entourage ankom. Ali havde befolkningen i Zaire i sin hule hånd. Hans erklærede syn på de sortes rettigheder havde givet genlyd, og i gaderne lød det taktfaste kampråb ”Ali, boma ye”, Ali, dræb ham.

Alle skulle se kampen. Hvis ikke Mobuto allerede havde erklæret dagen for national fridag, var der nok ingen, der var gået på arbejde alligevel. Begge parter havde ligget i træningslejr i Afrika for at vænne sig til varmen og det fugtige klima. Foreman, gjorde en frygtindgydende figur, og han var kendt for sin voldsomme slagstyrke, mens Ali var smuk og kendt for sin hurtighed og sin smidighed. Men også for sit taktiske talent.

Ali tilbragte størstedelen af den legendariske kamp hængende ude i tovene, mens han gav Foreman lov til at slå på sine arme og sin krop. Taktikken, som fik navnet Ropea- dope drænede Foreman for kræfter, mens Ali forekom ret uberørt af de mange slag. Og i 8. runde slog han til. Da Foreman troede, at nu havde han ham helt ude i tovene, slog Ali tilbage. Uventet og hårdt. Og han blev ved, til Foreman var nede på knockout og Ali igen mester i sværvægt.

Thrilla in Manila

I 1975 havde Ali indvilliget i at møde Joe Frazier en gang til. Kampen skulle finde sted i Filippinernes hovedstad Manila. Landets enevældige præsident Marcos havde lagt land til kampen for at flytte fokus fra de problemer, som landet oplevede i form af korruption, opstand og ekstrem fattigdom.

Ali, der ankom fra Hawaii, blev modtaget i Manila som var han Paven selv. Han nægtede at acceptere Frazier som en værdig modstander, også selvom han havde måttet se sig besejret af ham, og den legendariske kamp fik sit navn efter Alis forsøg på at tirre sin modstander. For som Ali sagde: ”I like to get a man mad, because when a man’s mad, he wants ya so bad, he can’t think, so I like to get a man mad.” For at tirre Frazier, opfandt Ali smædedigtet “This fight will be a killa and a thrilla and a chilla, when I get that gorilla in Manila.”

Gorillaen var Frazier, som superæsteten Ali betragtede som laverestående. Så det var på mange måder varmt den morgen i Manila. 28.000 tilskuere havde fundet vej til fods, i tuktuker, i busser og i taxaer, og selvom aircon’en arbejdede på højtryk, lagde heden sig som et tungt tæppe over arenaen. På balkonen sad præsidentparret, Ferdinand Marcos og hans smukke kone Imelda og drak te.

Byens gader var tomme. De, der ikke havde fået plads på stadion, sad ved tv-skærmene. De første tre runder havde Ali overtaget. Men i fjerde runde trådte Frazier i karakter og Ali fik kamp til stregen. I sjette runde havde Frazier, der ellers ikke var en mand, der log sig drive af had, fået oparbejdet så meget raseri, at det lykkedes ham at plante to hooks så knivskarpt på Alis kæbe, at han blev sendt til tælling.

Slagene var så voldsomme, at præsidentfruen måtte se væk. Og Ali kom først for alvor ud af det ingensmandsland, som Fraziers hooks havde sendt ham ud i, i elvte runde. Først her blev det en lige kamp, og endelig, i 13. og 14. runde, fik Ali overtaget. Han samlede alle sine enorme kræfter, og da kampen endelig sluttede, havde Joe Frazier ikke kunnet se i de sidste 2 runder. Ali var mester igen efter en ond, ond kamp. Øjenvidner fortæller, hvordan Frazier lå blind på sit værelse, mens Ali, sjældent rystet, var til middag i Filippinernes præsidentpalads Malacañang Palace, hvor han omgivet af den vildeste luksus og med den smukke Imelda ved sin side knap kunne holde gaflen og føre den op til munden. Ali havde vundet, men han var ramt. Hans ene øje var lukket, og han kunne knap tygge den fornemme mad, der blev serveret for ham. I 1981 bokser Ali sin sidste kamp. Og i 1984 meddeler han, at han lider af den frygtede sygdom Parkinsons. I 1996 tænder han med rystende hænder den olympiske fakkel ved åbningsceremonien til OL i Atlanta.

Boksekarrieren er uigenkaldeligt forbi for den største til alle tider. Men det er drømmen ikke. Så sent som da han var 65 drømte han stadig om et comeback. Men sygdommen gjorde det umuligt, og Muhammad Ali tilbragte de sidste år omgivet af sin familie. I januar 2016 begyndte han at få åndedrætsproblemer, og herefter gik det ned ad bakke for the greatest. Den 3. juni udåndede han, men hans navn lever videre – han er en af de udødelige.