Din indkøbskurv er tom
Du mangler at købe for DKK 499,- for at få fri fragt.

    Muhammed Ali

    Muhammed Ali

    Ali har lige knockoutet Sonny Liston og endnu engang bekræftet, at han ER The Greatest.


    THE GREATEST


    Inden for de fleste områder er der nogle ganske få udvalgte, der rager op over alle andre som fyrtårne. I musikkens verden er det mænd som Mozart og Michael Jackson. I bokseverdenen er det uden nogen som helst tvivl Muhammad Ali. Da han døde den 3. juni, 74 år gammel, mødte sportsstjerner, Hollywoodstjerner og tidligere og nuværende præsidenter op sammen med Alis familie og tusindvis af fans for at ære The Greatest. Og Muhammad Ali var The Greatest, ikke bare i boksesporten, han var måske den største sportsstjerne nogensinde.


    H

    an boksede 61 kampe og vandt 56 af dem, heraf 37 på knockout, og han var verdensmester hele tre gange. Han var 1.90 meter høj med en kampvægt på omkring 100 kilo. Men i ringen var han let og lynhurtig både hvad hænder og fødder angik. Han var elegant, og hans stil var nærmest yndefuld, hvis man ellers kan bruge det ord om en ualmindeligt hårdtslående mand. Ali løftede boksesporten op til nye højder, fordi han med sin stilistiske elegance kunne slå sine rå og ofte skræmmende modstandere.

    Men Muhammad Ali var ikke kun en mester i ringen, han havde også magt over ordene og elskede at drille sine modstandere og imponere journalister med rim, der minder om vor tids rappere. Hans selvfølelse kendte ingen grænser, og det var også selvtilliden, der gjorde ham uovertruffen i ringen.

    "I am America. I am the part you won’t recognize. But get used to me. Black, confident, cocky; my name, not yours; my religion, not yours; my goals, my own; get used to me."


    Cassius Clay

    Muhammad Ali blev født 17. januar 1942 i Louisville Kentucky og fik navnet Cassius Marcellus Clay Jr. Hans far, Cassius Marcellus Clay Sr, var skiltemaler. Cassius kom i gang med at bokse, da han som 12-årig fik sin cykel stjålet og fortalte en politimand, at han havde lyst til at banke cykeltyven. Politimanden, der hed Joe Martin, og som havde et boksestudie, foreslog drengen at lære at bokse først. Og det må man jo sige, han havde held med.

    En imponerende amatørkarriere tog sin begyndelse og kulminerede, da Cassius Clay deltog i de Olympiske Lege i 1960. Han hentede guld og fik en fortjent heltestatus i sit hjemland. Og nu blev han professionel.


    Muhammed Ali

    1. Muhammad Ali tjekker lige udseendet for foran spejlet.
    2. Muhammad Ali dengang han stadig hed Cassius Clay, 20 år gammel, fotograferet i New York.


    Duel på svinere

    I begyndelsen af 1960erne var Sonny Liston verdensmester, men Cassius Clays fantastiske sejre på knockout gjorde ham til den mest oplagte udfordrer til titlen. Ingen forventede dog, at den unge Clay kunne slå Liston, der var en intimiderende type med en kriminel fortid og stærke bånd til mafiaen.

    Dagen for kampen oprandt, og allerede under indvejningen af de to sværvægtere begyndte et battle, en regulær duel på svinere. Ali kaldte Liston for en bjørn, beskyldte ham for at lugte af bjørn og, at han ville aflevere ham i zoo, når han havde tævet ham sønder og sammen. Den slags orddueller var ikke set før, og da slet ikke i det omfang, men nu skulle verden lære hvad Cassius Clay kunne med ord.

    Liston var dog stadig fuld af selvtillid, da de to kombattanter entrerede ringen. Han var sikker på, at han slå sin unge modstander ud på knockout. Men han skulle blive klogere. I 6. runde måtte Sonny Liston se sig besejret – oven i købet af den yngste udfordrer til sværvægtstitlen nogensinde. En revanchekamp gav samme resultat, og Cassius Clay var ikke til at skyde igennem: This is the legend of Cassius Clay, The most beautiful fighter in the world today. He talks a great deal, and brags indeed-y, Of a muscular punch that’s incredibly speed-y. The fistic world was dull and weary, But with a champ like Liston, things had to be dreary. Then someone with color and someone with dash, Brought fight fans are runnin’ with Cash. This brash young boxer is something to see And the heavyweight championship is his destiny.

    Cassius Clay så godt ud, han havde den hurtigste venstrehåndi boksningens historie, og han vidste det.


    Elsket af Gud

    Samme år smed han Cassius Clay-navnet og sprang ud som Muhammad Ali med ordene: ”Cassius Clay er et slavenavn. Jeg har ikke selv valgt det, og jeg vil ikke have det. Jeg er Muhammad Ali, et frit navn – det betyder elsket af Gud, og jeg insisterer på, at folk bruger det, når de taler til mig og om mig.

    Det kom som et chok for mange, at tidens ubestridte bokseidol pludselig tog en religiøs og politisk stilling – oven i købet en, der var så markant.

    Muhammad Ali voksede op i en tid med raceadskillelse i USA’s sydstater. Det vil sige, at hvide og sorte ikke måtte benytte de samme skoler, busser, toiletter, biblioteker. Hvor de hvide havde magten og alle rettighederne, og de sorte var undertrykt. Og han brugte sin fame og sin selvtillid til at bekæmpe dette system. Han blev muslim og borgerrettighedsforkæmper, han sluttede sig til Malcolm X’s bevægelse, og han vendte sig, ikke mod sit land, men mod den hvide overmagt.

    USA var i krig med Vietnam, men Ali ville ikke deltage. ”Hvorfor beder de mig iføre mig en uniform for at rejse 10.000 miles og kaste bomber på brune mennesker i Vietnam, mens såkaldte negermennesker i Louisville bliver behandlet som hunde og nægtet de mest simple menneskerettigheder? Jeg har intet udestående med Viet Cong. Ingen Viet Cong har nogensinde kaldt mig ”nigger”. ”Det standpunkt kostede Ali titlen som verdensmester og 3 år, hvor han ikke måtte bokse. Måske de tre vigtigste år, fordi de faldt lige der, hvor han fysisk var på toppen, og hvor han karrieremæssigt rejste mod tinderne.

    Men efter de tre års karantæne vender han tilbage i topform og vinder over Jerry Quarry på knockout i tredje runde. På det tidspunkt er Ali på samme tid en superstar og en af de mest kontroversielle personer i USA. Han kan ikke gå i fred på gaden, kvinder vil røre ved ham og river i hans tøj, og paparazzierne forfølger ham hæmningsløst.


    Århundredets kamp

    I 1971 oplever Muhammad Ali sit første nederlag som professionel bokser. Det sker i det, der bliver kaldt Århundredets Kamp. Den fandt sted på Madison Square Garden i New York, og modstanderen var den frygtindgydende Joe Frazier. Det var to ubesejrede mesterboksere, der skulle mødes i ringen. Billetterne ved ringside kostede en formue, og begge boksere var sikret 2.5 millioner US dollars for kampen. Der var en næsten cirkusagtig stemning i Madison Square Garden. Politi i hobetal forsøgte at kontrollere fans, der var mødt op i i vilde udklædninger. Blandt tilskuerne var New Yorker-berømtheder som Woody Allen, Norman Mailer og Frank Sinatra, og selveste Burt Lancaster kommenterede kampen.

    For USA var Ali og Frazier ikke bare boksere, de blev symboler på to sider i amerikansk politik. Vietnamkrigen buldrede derudaf, og Muhammad Ali repræsenterede den venstreorienterede antikrigsbevægelse, mens Frazier blev støttet af de konservative krigsforkæmpere. Der var lagt op til spænding, til had.

    Ali kontrollerede kampen i de tre første runder, men derefter tog Frazier mere og mere over, og i den sidste afgørende 15. runde ramte Frazier Ali med et meget præcist venstre hook, der sendte Ali ned. Han kom på benene og blev stående til runden var slut, men dommernes dom var klar: Frazier havde vundet og Ali havde lidt sit første nederlag. Revanchekampen fandt sted i 1974. Og her vandt Ali. Fraziers nederlag førte til, at det nu var Ali og George Foreman, der skulle dyste om titlen.


    Muhammed Ali

    Float like a butterfly, sting like a bee – his hands can’t hit what his eyes can’t see.


    Dræb ham – boma ye

    Det skete i en af historiens mest legendariske boksekampe. Den skulle finde sted i det, der dengang hed Zaire og i dag DR Congo i det centrale Afrika. Kampen fik navnet Rumble in the Jungle, og det blev en kamp, som hele verden fulgte med tilbageholdt åndedræt. Tidspunktet for kampen, kl. 4 om morgenen lokal tid, var valgt af hensyn til tv-transmissionen, og Rumble in the Jungle blev måske den sidste sportsbegivenhed, der for alvor samlede hele kloden. Selvom klokken kun var 4 om morgenen, var luften varm og fugtig på 20. Maj-stadion, hvor 50.000 tilskuere maste sig sammen for at overvære kampen. Atmosfæren var spændt til det yderste. Over stadion hang store fotostater af landets magtfulde præsident Mobuto. Forud for kampen havde Mobuto efter sigende ryddet byens gader for 1000 kriminelle og anbragt dem under stadion, hvor han henrettede 100 af dem for at sætte et eksempel. Så byen lå hvid og renskuret og som støvsuget for kriminelle, da de to boksere og deres omfattende entourage ankom. Ali havde befolkningen i Zaire i sin hule hånd. Hans erklærede syn på de sortes rettigheder havde givet genlyd, og i gaderne lød det taktfaste kampråb ”Ali, boma ye”, Ali, dræb ham.

    Alle skulle se kampen. Hvis ikke Mobuto allerede havde erklæret dagen for national fridag, var der nok ingen, der var gået på arbejde alligevel. Begge parter havde ligget i træningslejr i Afrika for at vænne sig til varmen og det fugtige klima. Foreman, gjorde en frygtindgydende figur, og han var kendt for sin voldsomme slagstyrke, mens Ali var smuk og kendt for sin hurtighed og sin smidighed. Men også for sit taktiske talent.

    Ali tilbragte størstedelen af den legendariske kamp hængende ude i tovene, mens han gav Foreman lov til at slå på sine arme og sin krop. Taktikken, som fik navnet Ropea- dope drænede Foreman for kræfter, mens Ali forekom ret uberørt af de mange slag. Og i 8. runde slog han til. Da Foreman troede, at nu havde han ham helt ude i tovene, slog Ali tilbage. Uventet og hårdt. Og han blev ved, til Foreman var nede på knockout og Ali igen mester i sværvægt.


    Thrilla in Manila

    I 1975 havde Ali indvilliget i at møde Joe Frazier en gang til. Kampen skulle finde sted i Filippinernes hovedstad Manila. Landets enevældige præsident Marcos havde lagt land til kampen for at flytte fokus fra de problemer, som landet oplevede i form af korruption, opstand og ekstrem fattigdom.

    Ali, der ankom fra Hawaii, blev modtaget i Manila som var han Paven selv. Han nægtede at acceptere Frazier som en værdig modstander, også selvom han havde måttet se sig besejret af ham, og den legendariske kamp fik sit navn efter Alis forsøg på at tirre sin modstander. For som Ali sagde: ”I like to get a man mad, because when a man’s mad, he wants ya so bad, he can’t think, so I like to get a man mad.” For at tirre Frazier, opfandt Ali smædedigtet “This fight will be a killa and a thrilla and a chilla, when I get that gorilla in Manila.

    Gorillaen var Frazier, som superæsteten Ali betragtede som laverestående. Så det var på mange måder varmt den morgen i Manila. 28.000 tilskuere havde fundet vej til fods, i tuktuker, i busser og i taxaer, og selvom aircon’en arbejdede på højtryk, lagde heden sig som et tungt tæppe over arenaen. På balkonen sad præsidentparret, Ferdinand Marcos og hans smukke kone Imelda og drak te.

    Byens gader var tomme. De, der ikke havde fået plads på stadion, sad ved tv-skærmene. De første tre runder havde Ali overtaget. Men i fjerde runde trådte Frazier i karakter og Ali fik kamp til stregen. I sjette runde havde Frazier, der ellers ikke var en mand, der log sig drive af had, fået oparbejdet så meget raseri, at det lykkedes ham at plante to hooks så knivskarpt på Alis kæbe, at han blev sendt til tælling.

    Slagene var så voldsomme, at præsidentfruen måtte se væk. Og Ali kom først for alvor ud af det ingensmandsland, som Fraziers hooks havde sendt ham ud i, i elvte runde. Først her blev det en lige kamp, og endelig, i 13. og 14. runde, fik Ali overtaget. Han samlede alle sine enorme kræfter, og da kampen endelig sluttede, havde Joe Frazier ikke kunnet se i de sidste 2 runder. Ali var mester igen efter en ond, ond kamp. Øjenvidner fortæller, hvordan Frazier lå blind på sit værelse, mens Ali, sjældent rystet, var til middag i Filippinernes præsidentpalads Malacañang Palace, hvor han omgivet af den vildeste luksus og med den smukke Imelda ved sin side knap kunne holde gaflen og føre den op til munden. Ali havde vundet, men han var ramt. Hans ene øje var lukket, og han kunne knap tygge den fornemme mad, der blev serveret for ham. I 1981 bokser Ali sin sidste kamp. Og i 1984 meddeler han, at han lider af den frygtede sygdom Parkinsons. I 1996 tænder han med rystende hænder den olympiske fakkel ved åbningsceremonien til OL i Atlanta.

    Boksekarrieren er uigenkaldeligt forbi for den største til alle tider. Men det er drømmen ikke. Så sent som da han var 65 drømte han stadig om et comeback. Men sygdommen gjorde det umuligt, og Muhammad Ali tilbragte de sidste år omgivet af sin familie. I januar 2016 begyndte han at få åndedrætsproblemer, og herefter gik det ned ad bakke for the greatest. Den 3. juni udåndede han, men hans navn lever videre – han er en af de udødelige.


    Tilmeld nyhedsbrev


    Hvorfor handle hos Kaufmann Kundeservice Handelsbetingelser Mit Kaufmann
    Hurtig og Gratis leveringGratis levering ved køb over DKK 499,-  Telefon: 87 30 46 47 Generelle handelsbetingelser Login
    Hurtig og Gratis leveringHurtig levering: 1-2 hverdage E-mail: kundeservice@kaufmann.dk Cookiepolitik Favoritliste
    ReturretAltid 14 dages returret Levering & retur Persondatapolitik Tilmeld nyhedsbrev
    Click & CollectClick & Collect Størrelsesguide Om KAUFMANN Afmeld nyhedsbrev eller SMS
    Find butik & åbningstider
    Jobs

    Betaling © 2018 KAUFMANN.DK | DANMARK | TLF: 87304647 | CVR: 19098192   emærke

    På kaufmann.dk anvender vi cookies til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer.

    Du accepterer det ved at klikke videre på siden. 

    Læs vores cookiepolitik her


    Acceptér
    Vind et gavekort på 1.000,-

    Tilmeld dig KAUFMANN's nyhedsbrev og deltag i konkurrencen.

    Læs vilkår