Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Elitesoldat i CYBERSPACE

Scenen er sat. Den er global. Tusinder af fans fylder medlevende de store haller i England, Brasilien eller USA. Mange tusinde træningstimer er gået forud. Det første angreb eksekveres. Taktiske mål bliver beskrevet til mindste deltalje. Der kæmpes. Blodet flyder. Det kunne have handlet om VM i håndbold eller den olympiske bokseturnering. Men det handler om e-sport på højeste niveau. Counter Strike Global Offensive for at være præcis. Og i særdeleshed om en af verdens dygtigste spillere: Danske Finn Andersen. Call sign ’karrigan’. AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: POLFOTO.
Finn karrigan Andersen counter strike
Finn karrigan Andersen, 28, hyldes som de største sportsstjerner, når han og holdet FaZe Clan sejrer i internationale Counter Strike-turneringer.

Counter Strike

Egentlig burde der stå cand.merc.aud. på visitkortet. Men den akademiske revisor-titel mangler. Derimod står der ”Finn Andersen – Call sign: karrigan – Taktisk Leder – Professionel Counter Strike-spiller”. Og får du nu billeder på nethinden af en bleg yngling i et mørkt, beklumret teenageværelse, hvor den flimrende computerskærm er eneste lyskilde, og bordet flyder med coladåser og chips, så kan du godt tro om igen!

For når den 28-årige Finn ”karrigan” Andersen sætter sig til tastaturet, er det enten i den fireværelses ejerlejlighed med udsigt over Teglværkshavnen eller på podiet i store sportsarenaer rundt om i verdenen, når han og FaZe Clan-holdet spiller om pengepræmier på mange hundrede tusinde kroner.

Faktisk har han vundet så mange turneringer, at præmiekontoen er svulmet op til over fire millioner kroner. Altså måske lige bortset fra de penge han har spenderet for at kunne nyde brølet fra de 300 HK, som turboboxermotoren i hans spritnye Porsche 718 Cayman leverer, når speederen presses i bund.

Men selv om Rolex-uret glimter på håndleddet, er det bestemt ikke billedet af en ung, nyrig mand med hang til bling, der presser sig på. ”Jeg er bestemt ikke til jakkesæt og pressefolder. Jeg er mere til et casual look. Men det er da klart, at min succes i Counter Strike-turneringerne med store pengepræmier har givet mig en økonomisk frihed. Og en fed lejlighed, bil og ur er ting, som jeg værdsætter og gerne vil betale for, ” fortæller Finn ”karrigan” Andersen.

Hård træning

Selv om hverdagsluksus bestemt er inden for rækkevidde, er der for så vidt ikke megen tid til at nyde det. For livet som professionel e-sports-gamer er ikke kun en dans på roser. Før store turneringer ligger han og resten af holdet i en virtuel træningslejr, hvor den står på taktiske oplæg og træning af færdigheder mandag til torsdag fra kl. 14-22. ”Der er ikke meget tid i overskud. Ud over træningen tærer de mange udenlands rejser. Sidste år havde jeg i omegnen af 180 rejsedage. Så når jeg holder fri fredag og lørdag, handler det det først og fremmest om kæresten – og måske en biograftur.”

Alene i juni måned i år rejste han først til London for at deltage i ECS Season 5 Finals. Og direkte fra London de mere 9.000 km til Belo Horizonte i Brasilien, hvor en turnering med en præmiesum på $200.000 ventede.

Finn karrigan Andersen counter strike
Støvet på Finn ”karrigan” Andersens Porsche 718 Cayman viser tydeligt, at jobbet som profession e-sport gamer kræver over 180 rejsedage om året

8.000 skærmtimer

Finn ”karrigan” Andersen er bestemt ikke kommet sovende til sin succes som Counter Strike spiller. ”For at nå op på det niveau, hvor du bliver tilbudt at underskrive en professionel kontrakt, skal du investere tusindvis af træningstimer. Og selvfølgelig vinde nogle turneringer. Jeg har vel mere end 8.000 timer på bogen,” fortæller Finn ”karrigan” Andersen.

Til gengæld kan han i dag leve et liv som professionel, hvor e-sporten både leverer en fast månedsløn, præmiepenge, rejser, fysisk træning og diætplaner, så hverken kondition eller dårlig mad kan forstyrre ham under turneringerne. De mange skærmtimer var som helt ung ved at tage overhånd. Skolen var hans forældres krav for at tillade de mange timers computerspil. Til gengæld opgav han fodbolden, så han kunne koncentrere sig om skolen, uddannelse og Counter Strike.

”Det har været vigtigt for mig at gennemføre min uddannelse. Og ikke mindst et krav fra min far. Det kan være, jeg lige skal læse op på nye regler og lovgivning. Men når min professionelle karriere lakker mod enden, har jeg en uddannelse at falde tilbage på. Og det giver jo en vis tryghed.” Som taktisk leder på sit hold, mener han dog, at der er mange år tilbage med computermusen i hånden. Og at der efter dagene med de store turneringer venter en karriere, hvor han kan fungere som træner, rådgiver for kommende stjerner eller endda spiller-agent.

E-sport eksploderer

Fra at være et særdeles ungdommeligt fænomen, er e-sport i dag en global sport. Den professionelle tilgang til sporten ligner til forveksling dén, som fodboldverdenen lever med og under. Om end der måske stadig mangler nogle nuller bag på lønnen. ”Naturligvis er det entertainment. Når der sidder tusindvis af tilskuere og følger kampene på storskærm, er der både jubel og mishagsytringer. Vi har nået et niveau, hvor du ikke når særlig langt, hvis din eneste motivation er begejstring for pengene. Det kræver hård træning og masser af talent. Og ikke mindst viljen til at ville vinde,” fortæller han.

Finn ”karrigan” Andersen er både ambitiøs og en vinder natur. Noget der til dato har kostet indtil flere keyboards, der er blevet smadret i frustration over et uventet nederlag. ”Når et hold vinder en af de store turneringer, regner det ofte med konfetti. Og noget af det, der virkelig kan gøre mig rasende, er at komme hjem med en andenplads og se konfettien drysse ud af tastaturet!”

Finn karrigan Andersen counter strike
Finn ”karrigan” Andersen, 28, uddannet cand.merc.aud. lever og ernærer sig 100 procent som professionel Counter Strike gamer. Er taktisk leder for holdet FaZe Clan.

Siden den spæde start er pengepræmierne vokset til rigtigt store summer i international e-sport. Desuden kan selv helt unge spillere på kontrakt hive en fast månedsløn på 50.000 kr. hjem. Sin egen månedsløn kommer han ikke ind på. Men i branchen er det ikke unormalt, at stjernerne tjener omkring 100.000 kr. om måneden.

Hvis man kaster et blik på sponsorerne til de store turneringer og professionelle hold, er det da også internationale computerfirmaer som Benq og Microsoft, der åbner for pengeposen. Herhjemme har også FCK, TV2, Elgiganten, Power og Hungry.dk investeret i sponsorater. Og forventningen er, at pengepræmier og lønninger kun bliver større.

Bagsiden af medaljen

Med pengene følger også nogle mere ubehagelige sider af e-sporten. For med mere eller mindre legale væddemål er der naturligvis også nogle, der taber store summer, når de ’forkerte’ hold vinder eller taber. ”Jeg har da også fået hademails fra folk, der har tabt store pengesummer på væddemål. De lægger ikke fingrene imellem. Du får at vide, hvor elendig du er. Hvor dårligt du spiller, og hvor dum du er. De verbale trusler er også en del af gamet. Men der ikke andet at gøre end at trykke på delete-knappen og komme videre,” siger Finn ”karrigan” Andersen.

Hademails er ikke noget, der får Finn ”karrigan” Andersen til trække følehornene til sig. Forsommerens turneringer i London og Belo Horizonte i Brasilien krævede fuld opmærksomhed – og den første lørdag i november i år, skal han og holdet deltage i et af de helt store events. Denne gang på hjemmebane, når Royal Arena i København slår dørene op til ’Blast Pro Series – Copenhagen’. En turnering, hvor FaZe Clan blandt andet skal op i mod hans gamle hold, Astralis i kampen om en samlet præmiesum på $250.000. En dyst, der skal vindes. Ikke mindst fordi FaZe sidste år måtte tage til takke med en tredjeplads efter netop Astralis-holdet, der indtog andenpladsen.

BLÅ BOG:

Navn: Finn Holmfred Andersen Call Sign: karrigan Alder: 28 år – Født i Helsingør Bopæl: København Arbejdsgiver: FaZe Clan, USA – Startede som YouTube-kanal med fokus på spillet Call of Duty i 2010. Er i dag repræsenteret med hold på computerspil som Call of Duty, Fortnite, FIFA og altså Counter Strike Global Offensive. FaZe Clan har i dag næsten 65 millioner YouTube-abonnenter verden over. Uddannelse: Folkeskole og gymnasie. Tog en bachelorgrad på ABSS i Aarhus, kandidatgrad – cand.merc.aud – fra CBS, København, 2016 Karriere: Spillede sin første internationale turnering i Moskva, 2008. Siden 2016 kontrakt med FaZe Clan, har tidligere spillet for: n!faculty, Copenhagen Wolfes, mousesports, Team SoloMid, Team Question Mark, Team Dignitas, Fnatic, ESC Gaming, og Astralis Præmiesum: §656.421 fra i alt 139 turneringer.

Finn karrigan Andersen counter strike
Counter Strike er et holdbaseret, førstepersonsskydespil.

Husk passionen - og pas din skole!

Laurids på 13 år kunne sagtens forfalde til at drømme om de store pengepræmier, som han kan læse om på nettet. Men da han mødte Finn ”karrigan” Andersen var meldingen klar: Pas din skole!

Lidt genert, men ellers en typisk dansk teenage-dreng på 13 år. Laurids Vesterager har let ved at begejstres over de moderne net-baserede computerspil. Minecraft har været et hit. Det samme gælder Counter Strike. Lige nu er han og kammeraterne fascineret af spillet Fortnite, der går sin sejrsgang verden over.

Denne dag er han imidlertid taget til København for at mødes med et sine idoler: Finn ”karrigan” Andersen. Med 500 spilletimer på bogen er der endnu langt op til ”karrigans” niveau. Så han ser fascineret til, da ”karrigan” sætter sig til skærmen og viser ham nogle af de spilsekvenser, som han skal mestre til perfektion i de kommende turneringer i England og Brasilien. ”Jeg forstår godt, at du er fascineret af spillet. Det har jeg selv været, siden jeg var teenager. Men skal du blive rigtig god, skal du ikke kun kigge på pengene,” fortæller han Laurids og fortsætter: ”Du skal kunne lide spillet og huske begejstringen. Det er dét, der skal til for at kunne vinde. For at vinde skal du nemlig bruge tusindvis af træningstimer foran skærmen.”

Pas skolen!

Når selv helt unge spillere kan tjene 50.000 kr. om måneden på at spille for de professionelle hold, kan det være svært at holde koncentrationen i skolen. ”Jeg er en af de få spillere, der rent faktisk har en videregående uddannelse. Da jeg begyndte at bruge rigtig meget tid på e-sport, var det hurtigt ved at tage overhånd. Jeg opgav fodbolden. Min far accepterede, at jeg spillede – også selv om han ikke rigtig forstod fascinationen. Men han havde et krav: Uanset hvad, skal du passe din skole og få en uddannelse!”

Det er det helt kontante råd til både Laurids Vesterager – og til alle de forældre, der oplever deres talentfulde teenager presse på for at deltage i de store turneringer og de mange pengepræmier.

Lige nu er det dog svært at flytte 13-årige Laurids Vesteragers begejstring for de muligheder, der åbner sig med succes i de virtuelle kampscener på computerskærmen. Ikke mindst da han og ”karrigan” løsriver sig fra spillet og begiver sig ned på parkeringspladsen, hvor den sorte Porsche 718 Cayman holder parkeret. Kort sagt: Drømmene overlevede mødet med idolet. Så må forældrene træde til med fornuften.