TIlbage til fremtiden
Baseball 2020
Moneyball
Det er Brad Pitt-filmen om Oakland A’s fra 2011. En film om baseball. Og en film om statistik med tre decimaler, der fortæller om den enkelte spillers styrker og svagheder – og om hvordan et mindre hold med hjerte, kløgt og den rette strategi kan stjæle sejren fra de store og rige klubber. Filmen fortæller historien om, hvordan manager Billy Beane sammen med en nyuddannet tal-nørd fra Yale Universitetet nedbryder de vante forestillinger om, hvordan baseball skal spilles – og hvordan man får det optimale ud af hver enkelt spiller, når man nu ikke har råd til at købe de bedste af de bedste.
I virkelighedens verden måtte Oakland Athletics forud for 2002 sæsonen se sine bedste spillere forsvinde til større og ikke mindst mere velpolstrede klubber som New York Yankees og Boston Red Sox. Sådan rent økonomisk betragtet.
Finanserne i den stolte californiske klub var slet og ret ikke til at forstærke holdet gennem nyindkøb. Løsningen finder han i form af nyuddannet Yale-økonom ved navn Peter Brand. Sammen fokuserer de på hver enkelt spillers forcer. Og naturligvis også på modstandernes.
I stedet for at betale millioner af dollars for komplette stjerner, der både kan sælge billetter og fungere som reklamesøjler for klubben og dens sponsorer, finder de frem til de skæve talenter, som de store klubber ikke vil investere i. Uanset hvad medierne eller klubbens ejere måtte mene, gav Beane spilletid til en aldrende David Justice og en albueskadet Scott Hatteberg.
På banen betød det, at Oakland A’s fokuserede entydig på deres egne styrker – og modstandernes svagheder. Eksempel: Nogle battere (slåerne) har det med konsekvent at slå den 142 gram tunge bold med et hårdt fyld af gummi og kork ud til banens venstre side. Normalt fordeler det forsvarende hold sig med tre gribere længst ude på banen, mens de resterende placerer sig ud for baserne på den diamantformede bane. Ergo trak Oakland A’s forsvar mod venstre for at opsnappe bolden og forhindre et pointgivende Home Run. Systemet blev kaldt Moneyball.
Det gav succes. Efter nogle startvanskeligheder præsterede det – på papiret – middelmådige hold fra Oakland at vinde 20 matcher i træk. De kom i slutspillet – men formåede ikke at gå videre til finalekampene: World Series. Beane blev beskyldt for at have et uromantisk forhold til den amerikanske nationalsport. Ord som kynisme, kedelig og dumt blev brugt i flæng i karakteristikken af Oakland-manageren. Selv om man naturligvis kan hævde – som mange også har gjort det i årene efter Moneyballs introduktion – at han egentlig var en romantiker, der ganske enkelt forsøgte at nedbryde storkapitalens dominans og skabe lige vilkår for den amerikanske drøm. I hvert fald på baseball-banen. Eller som Brad Pitt i rollen som Billy Beane siger det i filmen Moneyball: ”Det er svært ikke at være romantisk omkring baseball.”
Men som formanden for Dansk Baseball Forbund – den amerikanskfødte Rod Moore – udtrykker det:
”Med Moneyball begyndte holdene at tegne kontrakter med mindre kostbare spillere, der kunne udføre specifikke dele af spillets facetter til perfektion i forhold til spilstatistikkerne. Eksempelvis viste statistikkerne, at et hold fik flere points (runs), hvis spillere kunne signifikant oftere komme på base med små slag eller forsvarsfejl når modstandsholdenes kastere l (pitchers) havde en tendens til upræcise kast. Udover det var man også begyndt at gå op i forsvarssiden af spillet, hvor man med statistikken kunne forudse, hvor opponenten med størst sandsynlighed ville slå bolden hen. Så kunne man skifte forsvarsopstillingen til det statistisk set mest korrekte forsvarsmønster.”
Pengene afgør mesterskabet i 2020
Som nationalsport med mange millioner udøvere – både som fritidsfornøjelse og på klubplan – er det ikke overraskende en sportsgren, hvor penge spiller en stor rolle. I filmen Moneyball fokuseres der på manager Billy Beanes kamp for at sikre de mindre hold en fighting chance i bestræbelserne på at nå frem til slutspillet og World Series.
Men pengene betyder i dag mere end nogensinde. Ifølge det økonomiske tidsskrift Forbes repræsenterer de 30 største – og rigeste – klubber i Major League Baseball en samlet værdi på lidt over 370 milliarder kroner. I runde tal svarer det cirka til prisen på 37 Storebæltsbroer.
Og det har betydning for amerikansk baseball anno 2020.
”Klubberne har nu oftere pengene til at købe de komplette spillere i modsætning til tiden omkring år 2000, hvor Moneyball-systemet betød, at man få færre penge kunne stable et godt hold på benene ved at se på statistikkerne. Og det gør de så. Det betyder, at store og rige klubber som New York Yankees, Boston Red Sox, Los Angeles Dodgers og Chicago Cubs nok også er dem som slutspil og mesterskabskampen kommer til at stå imellem,” fortæller Rod Moore og fortsætter:
”Det betyder ikke, at der ikke fortsat bliver fokuseret på spilstatistikkerne. Men de store klubber har i dag ganske enkelt råd til at købe de spillere, der har de kompetencer, der kan afgøre en kamp.”
Rod Moore mener, at klubberne på en måde er på vej tilbage til fremtiden.
”Moneyball kan ses som en ensidig fokus på sandsynlighederne i de enkelte aspekter af spillet. I dag ser vi en udvikling hen imod en en blanding af strategier baseret på statistik med en mere traditionel spillestil, hvor kompetencer i spidssituationer igen får stor betydning. Vi vil se flere strike outs (når slåeren misser tre bolde i træk), fordi det er vigtigere, at man swinger hårdt og slår Home Runs ud over hegnet. Noget så hurtigt kan afgøre udfaldet af en kamp. Men samtidig skal der fortsat være spillere, der formår at slå bolden ud i spil i de – statistisk set – bedste områder af banen og nå frem til basen.”
Den amerikanske drøm
Baseball er så indarbejdet i den amerikanske folkesjæl, at når World Series løber af stablen i slutning af oktober, går landet stort set i stå. Det er indbegrebet af den amerikanske drøm: At du som lille udvikler et talent for at ramme bolden med et bat, der maksimalt er 106,7 cm langt, eller at du kan holde øjet på bolden og gribe den, når den kommer susende imod dig med ekstrem fart. Kan du kaste så batter’en ikke kan ramme den, er du klar til en karriere på den diamantformede bane omgivet af tusindvis af entusiastiske tilskuere. Og ikke mindst et liv, hvor de bedste sikrer sig en årsløn på mange millioner dollars.
Alt hvad det kræver er talent, hårdt arbejde – og evnen til at forstå spillets taktiske finesser. Derfor kan det heller ikke undre, at gribehandsken af læder, en samling baseballs i hvidt læder med røde syninger og en hård kerne af kork og gummi og et bat i asketræ er standardudstyr i amerikanske drengeværelser. Når skolen er overstået, er det ud på gaden, hvor der spilles på interimistiske baner med et brønddæksel som Pitcher’s Plate. Slåeren – the batter – står 15-20 meter længere henne ad gaden og forsøger at slå baseball’en væk fra griberne i marken. Og helst uden at smadre bolden ind i de parkerede biler.
Det er en scene, de fleste genkender fra amerikanske spillefilm. En sommervarm gade i storbyen, hvor ungerne spiller baseball, mens vandet fosser af brandhanerne. For de fleste amerikanske drenge – og piger – er baseball en sport, de stifter bekendtskab med meget tidligt i livet: Og er der talent at spore går vejen forbi den lokale baseball-klub, hvor drenge og piger fra 4-års alderen kæmper med at få styr på såvel bat, bold og gribehandske. I skolen er det mindst lige så populært at spille på baseball- holdet som på football-holdet.
Ikke mindst derfor er baseball blevet til den amerikanske nationalsport.
2020-turnering med fuldt program i tre divisioner – West, East og Central – i hver af de to nationale ligaer, der eksisterer i dag: National League og American League – blev skudt i gang i slutningen af marts. Samlet set udgør de to ligaer Major League Baseball med i alt 29 amerikanske og ét canadisk hold.