Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Verdens smukkeste yacht blev reddet fra uværdigt endeligt

Sir Thomas Sopwith. Historiekyndige vil umiddelbart forbinde navnet med Sopwith Camel Biplanet, som var med til at vinde 1. Verdenskrigs luftslag over skyttegravene i Frankrig. Sejlkyndige vil vide, at han udover flyvningen var en passioneret sejler. Yachten Endeavour, der blev søsat i 1934, var skabt med et eneste formål: at vinde America’s Cup i den navnkundige j-class. Den var bygget for at vinde. Men … Af Claus Vesterager Martinus - Foto: Jens Fischer Photography
Yachten Endeavour
Superyachten Endeavour blev skabt tilbage i 1934 med ét formål: At vinde America's Cup sejladsen.

Yachten Endeavour

Den er beskrevet som en stålnæve i en fløjlshandske. Lange, slanke smukke linjer med en stævn, der som en sylespids kokkekniv skærer sig yndefuldt gennem bølgerne. En mastehøjde på næsten 48 meter fører næsten 712 kvadratmeter sejl. Et hovedsejl og et genoasejl samler vinden og maser yachten frem med en fart på op til 13 knob. Imponerende for et 130 fod (40 meter) langt skib med displacement på næsten 175 ton. Yachten bærer navnet Endeavour – og er et af verdens mest legendariske sejlskibe. En luksus- yacht, der blev bygget med ét eneste formål: At vinde America’s Cup i 1934.

Den 16. april 1934. Himlen over Gosport ved Portsmouth på den engelske sydkyst var grå og trist. Måske et varsel om urolige tider. Men denne dag var trods alt en festdag. På Camper & Nicholson Shipyard blafrer faner og vimpler i forårsblæsten for at fejre stabelafløbningen af værftets seneste nybygning. Den 40 meter lange luksusyacht Endeavour mangler blot den sidste aptering inden den kan stikke til søs.

Yachten Endeavour
Mange ser Endeavour som verdens smukkeste yacht.

De mørke skyer er måske et varsel. For selv om den smukke yacht med de store udhæng for og agter ligner en vinder, og ligger elegant i vandet, er den også en historie om at være lige ved og næsten. Og det til trods for, at den er udstyret med den ypperste teknologi, som kunne opdrives i 1934: Fleksibel bom, mekanisk log og som den første America’s Cup deltager, er hele skroget konstrueret i stål. Endeavour var den første yacht i det, der blev betegnet som J-klassen.

Som alle yachts i denne klasse er det en af tidens rigmænd, der bestilt dette prægtige fartøj: Sir Thomas Octave Murdoch Sopwith, CBE. Med en baggrund som ingeniør var han bidt af de teknologiske landvindinger inden for motorsport og luftfart. Allerede før 1. verdenskrig lærte han at flyve. Faktisk fik han sit certifikat i hus allerede i 1910. Han var nummer 31 af disse engelske vovehalse, der i flyvningens barndom fik luft under vingerne.

Yachten Endeavour
Endeavour er skabt til fart og kapsejladser. Med sine mere end 700 m2 sejl skyder den op til 13 knob i timen. Men den vandt aldrig America's Cup, som den ellers blev bygget til.

Historiekyndige vil umiddelbart forbinde hans navn med det navnkundige jagerfly – The Sopwith Camel – der under krigen udkæmpede drabelige luftslag over skyttegravene i Frankrig. Familiens fabrik byggede ikke mindre end 5.747 af denne flytype under 1. verdenskrig.

Dræbte sin far med vådeskud

Men han bar på en frygtelig tragedie. Som tiårig var han på ferie på Isle of Lismore i Skotland. Den 30. juli 1898 sad han på en stol i farens værelse. Der lå en pistol i hans skød. Og ved et uheld blev et skud affyret. Vådeskuddet dræbte hans far på stedet. En oplevelse der forfulgte ham resten af livet. Måske også derfor søgte han til tider ensomheden på havet. I hvert fald blev sejlsporten hans store passion.

Yachten Endeavour
Det var en festdag med blafrende vimpler, da Endeavour blev søsat den 16. april 1934.

I 1934 havde engelske sejlsportsfolk i årevis set America’s Cup trofæet blive vundet af amerikanske både. Faktisk havde en engelsk båd aldrig nogensinde vundet den kapsejlads, der bliver betragtet som den hårdeste i verden.

Men nu skulle det være. Og de første prøvesejladser viste også gode takter: Endeavour vandt stort set alle de kapsejladser, det deltog i. Udfordringen af den amerikanske dominans syntes reel.

Desværre tårnede besværlighederne sig op inden, der blev kastet los til den alt afgørende styrkeprøve. Besætningen nedlagde arbejdet, da forhandlingerne om en lønforhøjelse brød sammen. Thomas Sopwith reagerede prompte og hyrede en amatør-besætning, der leverede en flot præstation. Men de manglede både dygtighed og erfaring. Og de tabte de seks matchraces 4-2.

Yachten Endeavour
Sir Thomas Sopwith var en inkarneret sejler, der ofte søgte ensomheden på havet.

Endeavour levede herefter en omskiftelig tilværelse. Yachten blev solgt, og Sir Thomas Sopwith kastede sig over endnu en nybygning: The Endeavour II. Den tog kampen op ved America’s Cup kapsejladsen i 1937. Men heller ikke denne gang formåede Sopwith at vinde trofæet.

I 1947 blev Endeavour solgt til ophugning, men blev reddet på målstregen. I årene efter skiftede den flere gange ejer inden, Elizabeth Meyer i 1984 købte og restaurerede yachten. Den blev bragt tilbage til sin tidligere storhed inde som ude. Restaureringen af såvel Endeavour som en tidligere America’s Cup udfordrer ved navn Shamrock betød også, at Meyer kunne stå i spidsen for genindførelsen af J-klassen i America’s Cup sejladserne.

Yachten Endeavour
Endeavour var tæt på at blive ophugget inden Elizabeth Meyer i 1984 købte yachten.

Restaureringsarbejdet tog det hollandske værft Royal Huismann fem år: Yachten blev udstyret med nyt dæk, rigning, sejl og fuldstændig opdateret indretning. Endeavour satte sejl den 22. juni 1989. For første gang i over 52 år. Elizabeth Meyer solgte yachten i år 2000 for 15 mill. dollars.

Endeavour blev for nogle år siden sat til salg. Handelsprisen er ukendt. Men udbudsprisen lå på ca. 150 millioner danske kroner.

Den legendariske yacht sejler stadig. Den blev bygget for at vinde America’s Cup. Og tabte. Ikke desto mindre er den et levn fra en gylden æra. En tid hvor yachts lignede rigtige skibe med smukke linjer og imponerende sejl, der fyldes af verdenshavenes vinde

Yachten Endeavour
I 1989 blev Endeavour total restaureret og ført tilbage til fordums pragt.