Luksus på havet
Jetsettets foretrukne yacht
Man kan møde yachts fra Riva overalt i verden. Firmaet er i dag blandt verdens største producenter af luksusyachts, og Rivas både kan kendes på det tidløse design og ikke mindst de svungne, slanke linjer. Under dæk finder man samme standarder som på et 5-stjernet luksushotel, helt ned til mindste detalje – som for eksempel en lynhurtig champagnekøler. Materialerne er eksklusive, al finish er håndlavet, og det interiørets italienske design er i en klasse for sig.
Den perfekte båd
Brigitte Bardots eksemplar var en Riva Florida med en enkelt motor. Bådens navn var Nounours, (Teddybjørn), og den sejler stadig. Seneste auktionspris lå omkring 163.000 Euro, ca 1.200.000 kr. Riva Yachts fra 1950erne og 60erne er eftertragtede samlerobjekter, og priserne er høje, ofte endog meget høje. Den formentlig ultimative Riva Yacht er Aquarama fra 1962. Navnet var inspireret af tidens store biografdille, widescreenformatet cinerama.
Aquaramaen kom med 2 motorer, og den var udført i det fineste mahogni med smukke årer og en varm glød, poleret til perfektion og lakeret 12 gange. Lædersæderne er enten turkis-hvide eller rød-hvide, og også soldækket over motorerne er polstret. Turkis er Rivas farve, og bådene er forsynet med et turkisblåt bånd i vandlinien.
Det var fjerde generation i Rivadynastiet, Carlo Riva, der stod for Aquaramaen. Han havde en benhård ambition om at skabe den perfekte båd, og mange vil mene, at Aquaramaen netop er det: et mesterværk. Der ligger godt 3.000 arbejdstimer i den smukke båd, den ligger fantastisk på vandet, stilen er overlegen, nærmest lidt doven, takket være den halvplanende konstruktion. Og den er hurtig med sine to motorer, hver især med en ydelse på mellem 185 og 400 hestekræfter, alt efter kundens ønske. Motorerne kom fra blandt andre Cadillac og Chrysler – udsat for en særlig Riva-tuning. Fra 1967 fik Riva lov til at bruge Rivanavnet til tilpassede Chevrolet Corvette-motorer.
Aquarama er blevet kaldt havets Ferrari og havets Lamborghini, og gennem tiden har store italienske bilmagnater da også fået bygget specialversioner med egne motorer. Det gælder bl.a. Enzo Ferrari og Ferrucio Lamborghini. Sidstnævntes Aquarama blev bygget i 1968. Skroget var Riva nummer 278, og hver af de to 12-cylindrede 4-liters Lamborghinimotorer ydede 350 hk. Med andre ord: Riva Aquarama Lamborghini var ekstremt hurtig. Efter Ferrucio Lamborghinis død tilbage i 1990erne, stod båden gemt væk i nogle år for i 2010 at dukke op igen. Restaureringen stod på i tre år og kostede millioner, men resultatet er også enestående.
Ejeren af Fiat, Gianni Agnelli, var i 1962 med til premieren på Aquaramaen og udfordrede Carlo Riva ved at påstå, at båden ville få problemer, når den kom op i høj fart. Carlo Riva tog udfordringen op og sendte Agnelli på havet med ordre om at give fuld gas. Hvis Aquaramaen ikke klarede det, ville Agnelli få båden gratis. Carlo Riva vidste selvfølgelig, at hans båds konstruktion netop gjorde det muligt at manøvrere også ved meget høj fart. Agnelli gav gas, og båden lå perfekt på havet – Carlo Riva vandt væddemålet.
I dag er USA’s tidligere præsident George Bush set sejle rundt i en klassisk Riva fra 1960erne ved The Hamptons i New York, og på Comosøen sejler George Clooney rundt i sin Aquarama, der i overlegen stil kløver søens bølger. Efterspørgslen efter de klassiske modeller fra guldalderen i 1950erne og 60erne er i det hele taget stor. Aquarama blev produceret fra 1962 til 1996. Der blev i alt fremstillet 769 eksemplarer. Ejerne bruger år og millioner af kroner på at restaurere deres Riva Yachts. Bådene sælges for op til 500.000 Euro, eller godt 3,7 millioner kroner.
Historien om Riva
Riva Aquarama er en efterfølger til den næsten lige så ikoniske Tritone fra 1950erne. Også den var forsynet med 2 stærke motorer og store brændstoftanke, der til sammen gjorde det muligt at sejle både hurtigt og langt, samt en ekstra række sæder bag førersædet og et soldæk agter. I 1950erne var Tritone Rivas dyreste model. Men historien om Riva Yachts begynder meget før, nemlig i 1848 ved den smukke Iseo-sø i det nordlige Italien, hvor den lokale Riva-familie allerede dengang var anerkendte bådebyggere. Grundlæggeren, Pietro Riva, var en sand mester i at reparere fiskernes både, og han havde en drøm om at bygge både som ingen havde set dem før. Han realiserede drømmen, og hans håndbyggede både vakte stor beundring. Sønnen Ernesto videreførte familiearven og kunne samtidig se samtidig et stort potentiale i fragt af mennesker og varer mellem byerne ved søens bred. Han byggede sine både med plads til både passagerer og last og forsynede dem derudover med stempelmotorer.
Den næste fornyelse kom, da familien entrerede scenen for racerbåde. Det var også Ernesto, der stod for dette afgørende skridt, og det blev en stor succes. Ernestos søn, Serafino, fortsatte i samme spor. I 1912 opnåede han en fart på 24 km/t, hvilket var imponerende på den tid. Riva Yachts vandt mange sejre med deres lynhurtige speedbåde i 1920erne og 30erne, og de elegante fartøjer vakte opmærksomhed for deres store skønhed.
Fra ræs til luksus
Ligesom racerbiler ofte har været forgængere for luksuriøse sportsvogne, var Rivas racerbåde også et skridt på vejen til de luksusyachts, firmaet er kendt for i dag. I 1960erne var italienske sportsvogne kommet i høj kurs som legetøj for de rige, og Serafinos søn, Carlo, fjerde generation i Rivadynastiet, begyndte at designe yachts for feinschmeckere. I løbet af 1950erne lykkedes det ham at skabe et decideret luksusbrand med Tritone og andre successer, og i 1962 kom så det ultimative flagskib, Aquaramaen. Kendte og kongelige fik øje på de sofistikerede både, og takket være det internationale jetsets interesse kunne de nu ses i have, søer og fjorde rundt om i hele verden. Nogle af verdens rigeste og mægtigste anskaffede en Riva Yacht, og listen over kendte Riva-ejere er lang og imponerende.
Tradition og innovation
I 2000 blev Riva en del af Ferretti-gruppen, der producerer nogle af verdens mest eftertragtede yachts. Der er i dag grundlæggende to typer af Riva yachts. De klassiske åbne modeller, direkte efterkommere af de klassiske Riva både fra 1960erne, og coupémodellerne. Dertil kommer modeller med flybridge og de helt store specialbyggede superyachts. Men hvad enten der er tale om en 33 fods åben yacht eller en 122 fods Mythos med 3 eller 4 luksuskahytter, er de 100 procent Riva design med klassiske materialer som træ, stål og læder som vigtige elementer i indretningen. Produktionen er flyttet til La Spezia ude ved Middelhavet, men Rivanavnet nyder samme store anseelse, som det hele tiden har gjort. I dag er det Officina Italiana Design, der står for designet af bådene, og tradition er – sammen med innovation stadig vigtige nøgleord. Aquariva Super er bygget som en genskabelse af Aquaramaen, men selvfølgelig i en innovativ version, og den er, som sin legendariske forgænger, blevet et flagskib for Riva.
Alle Rivas yachts bærer traditionen for kvalitet, stil og elegance videre, og Riva er et uomtvisteligt luksusbrand. Designet er tidløst, originalt og sofistikeret, bådene er uforlignelige på havet, og der er kælet for alle detaljer. Riva Yachts er stadig, efter mere end 150 år, præget af grundlæggerens drøm om den perfekte båd.
Sjældne Aquarama
Der er produceret 768 eksemplarer af Aquarama i årene 1962-96.
Aquarama (1962-72) 281
Aquarama lungo (1972) 7
Super Aquarama (1963-71) 203
Aquarama Special (1972-1996) 277