Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

KUNSTEN AT DESIGNE EN SUPERYACHT

AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: NOB ISKRUG/X-YACHTS
Yacht
Sailing Yacht A har kostet den russiske Andrey Melnichenko mere end to milliarder kroner. Den er designet af Philippe Starck og vejer mere end 12.000 tons.

Den russiske oligark Andrey Melnichenko mangler ikke penge. Tværtimod. Det er hans lystyacht Sailing Yacht A et bevis på. Søsat i 2015 fra skibsværftet Nobiskrug i Kiel er der tale om verdens største motordrevne sejlbåd. Og den har stået ham i mere end to milliarder kroner! Til gengæld er den med sin længde på 143 meter også større end de gamle DSB-færger Peder Paars og Niels Klim, der i sin tid sejlede mellem Kalundborg og Aarhus. Den rummer otte etager, og dækket prydes af tre tårnhøje master, der er højere end Big Ben – og tre gange så høje som Rundetårn.

Den enorme yacht vejer over 12.000 tons – og alene sejlene dækker, hvad der svarer til en halv fodboldbane. Det er designeren Philippe Starck, der har skabt denne kolos, der kræver en besætning på 59 mænd og kvinder for at fragte de maksimalt 20 passagerer rundt på verdenshavene. Til en pris på to milliarder kroner kan det ikke undre, at den er udstyret med såvel helikopterlandingsplads som en ubåd, der kan give passagererne en undersøisk oplevelse ud over det sædvanlige. Og ønsker man at vågne op til en ekstraordinær god udsigt, ja, så er der såmænd indbygget et mindre soveværelse i toppen af den midterste mast!

Hånden på hjertet: Det fjerner alt andet lige noget af den maritime oplevelse at skulle have en lystbåd på størrelse med en jernbanefærge for at holde sin egen private krydstogtsferie. Men ikke desto mindre har Philippe Starck selv sat ord på det selvmodsigende i at designe luksusyachts for russiske milliardærer og samtidig hævde, at ”creation, whatever shape it takes, must make life better for the largest number of people possible.” Og de teknologiske løsninger ombord på Sailing Yacht A siver da også med tiden ned til mindre – og prismæssigt set mindre sejlbåde.

Yacht
X-Yachts i Haderslev skaber luksusyachts, hvor det stadig er muligt at mærke vind og vand. Her i form af X49 med en startpris på ca. 6,2 mio. kr.

Moralsk paradoks

Ikke desto mindre er Starck – som en inkarneret sejlsportsmand – i stand til at skære eventuelle moralske dilemmaer væk og udelukkende koncentrere sig om det rent designmæssige. ”Min opgave var at fjerne det vulgære, at nedtone pengenes magt og erstatte det med intelligens og elegance ved det lykkelige liv.” Desuden er han sig bevidst, at der er tale om et rendyrket paradoks. ”Bortset fra monumenter rummer bygninger jo en eller anden funktion. Det håber vi i hvert fald. En yacht er ikke skabt for at være nyttig. Derimod krystalliserer en barndomsdrøm. En fantasi, der er skabt med den nyeste og mest perfekte teknologi. Det er her, paradokset består.”

 

Imponator-effekten

Thomas Mielec, der er direktør for Design & Engineering på Danmarks største yachtværft X-Yachts i Haderslev, er behørigt imponeret over Philippe Starcks arbejde med Sailing Boat A. ”Men det er jo ikke den slags både, der bliver bygget flest af. Når det er sagt, så kan man jo diskutere, hvorvidt det er en smuk båd eller ej. Den er bygget for at imponere. Og er alt andet end en klassisk yacht,” siger han. Dét at bygge en luksusyacht handler ifølge Thomas Mielec ikke om størrelsen alene. ”Grundlæggende handler det om at træffe de rigtige valg,” siger Thomas Mielec og fortsætter: ”Når det så er sagt, har Starck og ingeniørerne bag fundet frem til nogle rigtig gode løsninger, som med tiden også bliver implementeret i andre sejlbåde. På samme måde som teknologien i Formel 1-bilerne også er endt i de biler, vi selv kører rundt i i dag.”

Selvom Sailing Yacht A kræver en besætning på 59 mand, er den udstyret med en mængde teknologiske finesser som eksempelvis en stor touch-screen på broen, der styrer alt lige fra motorer til sejl og al øvrig teknik ombord.

”Det er en rigtig god løsning. Først og fremmest slipper man for et virvar af knapper og håndtag. Men det øger den intuitive betjening og dermed sikkerheden. Det er også en løsning, som vi nu arbejder på at implementere i vores yachts,” fortæller Thomas Mielec.

Yacht
Failing Yacht A er bygget for at imponere. Alene sejlene fylder det samme som en halv fodboldbane.

Hos X-Yachts bygger de ikke sejlbåde for denne verdens multimilliardærer. Selvom det er Danmarks største yachtværft, handler det om yachts i en noget mere håndgribelig størrelse. Men de har dog bygget en række smukke både, der fuldt apteret snildt løber op i 15-20 og enkelte endda over 40 millioner kroner. Blandt andet skabte de en 73 fods yacht til Mærsk Mc-Kinney Møller.

New Nordic Design

Der, hvor det danske værft for alvor skiller sig ud, er i designet af interiøret. ”Nok har vi ikke Philippe Starcks approach til design. Vi opererer med respekt for den traditionelle sejlbådskonstruktion, hvor det i høj grad handler om at sikre bådens gode egenskaber på vandet og hele fornøjelsen ved at sejle,” siger Thomas Mielec.

Til gengæld ønsker også danske sejlere både luksus og et moderne touch i en ny yacht. Og så skal den stadig kunne indfri drømmene om det frie liv på såvel verdenshavene som de indre danske farvande.

”Vores kunder fra hele verden køber ofte – og får konfigureret – yachts for at kunne indfri en drøm om en verdensomsejling en gang i fremtiden. Det er ikke sikkert, det nogensinde sker. Men muligheden skal være til stede.”

Yacht
X-Yachts bygger både til kunder, der drømmer om at kunne foretage en verdensomsejling engang i fremtiden.

Thomas Mielec fortæller, at udviklingen i indretningen af en moderne yacht går i retning af at skabe de samme rammer, som folk har hjemme. ”Der skal være plads til et ordentligt pantry med stort komfur, ovn, opvaskemaskine og en Quooker varmtvandshane. Der skal også være ekstra plads, så det er muligt at have nogle private rum både til sig selv, gæster og en eventuel besætning. Vaskemaskine, tørretumbler, aircon og watermaker er også typiske krav.”

Og på et område adskiller Thomas Mielec og X-Yachts designløsninger sig markant fra fortidens drømme om en luksuriøs yacht: ”Tidligere var de mørke træsorter som eksempelvis teak ensbetydende med kvalitet og luksus. I dag bruger vi ofte lysere træsorter kombineret med andre lyse overflader – og vi placerer større vinduer i båden. Vores kunder vil gerne have store, lyse opholdsarealer i en nordisk moderne stil.”

Det kan tage op til to-tre år fra de første skitser på tegnebordet, til en ny yacht-ejer kan stå ud af havnen til jomfrusejladsen. X-Yachts producerer årligt 75 nye sejlbåde.