Enkelt, gedigent brag.
Kawasaki Z900
Mens motoren varmer, klikker vi op og ned i køreprogrammerne. Valget ender på road, som betyder fuld effekt, mens der samtidig er høj grad af traction control. For nok er det en standardmotorcykel, en naked bike, men lige præcis det udgangspunkt synliggør udviklingen af effekten gennem de senere år – en 948 ccm motor, i en 4-cylindret rækkekonfiguration, der leverer 125 hestekræfter, samt 98 nm i trækket. Og for perspektiveringen, så svarer det til en stor mellemklassebil har over 1000 hk, når der måles på forholdet mellem vægt og effekt. Hertil kommer, at Kawasaki har haft stort fokus på at gøre Z900 relativt letkørt, en mission som er lykkedes et rigtigt godt stykke henad vejen. Sammenlagt lyder det underholdende, det er absolut også blevet underholdende.
Skræddersyet motor
Motoren har et godt bundtræk, hvorefter effekten udvikler sig rigtigt fint op gennem spektret. Her er det historiske tilbageblik så interessant, for skrues tiden 25 år tilbage, kæmpede fabrikkerne indædt om at være de første med en kraftigere vare end de magiske 100 hestekræfter. I dag er det helt almindeligt med muskler et godt stykke herover, hvilket dog ikke ændrer ved den himmelske konsekvens under kørslen, i form af maskinens præstationer. For nok sidder vi på en standardmotorcykel, måske endda kaldet en almindelig motorcykel. Faktum er imidlertid, at da vi første gang lukker op for sluserne, er speedometret i løbet af få sekunder tættere på 200 end 150 km/t. Til det bemærkes i øvrigt, at vores model ikke engang er udstyret med quick-shift, således skal vi koble ud hver gang der skiftes gear, hvilket forsinker accelerationen.
Daglig slider. Og legetøj.
Vi sidder godt. Oprejst, behageligt. Og den digitale instrumentering er fuldstændigt ligetil, som den er anno 2020, overskuelig, logisk, rationel. På motorvej, ved hastigheder over 120 km/t skal vi lægge os ind over tanken, samtidig med den manglende kåbe begynder at kunne mærkes. Omvendt, på landevej og i byen er den håndterbar, behagelig. Hertil kommer den livlige dimension, når vi for alvor begynder at lege i kurverne og på bakkerne – her træder den høje effekt i karakter, og åbner for den sportslige køreoplevelse. Susanne var med på bagpå, hvilket skete med en vis stolthed fra frøkenen – hun kunne nemlig konstatere at hendes numse næppe kunne være blandt de større, når der var plads til den på dette bagsæde.
Bemærkelsesværdig pris
En absolut trumf må siges at være prisen, der starter ved 120.000 kr. Det er absolut rimeligt for en gedigen motorcykel, der på effekten ligger i den øvre ende af skalaen, mens den kan fungere som både transportmiddel og potent legetøj. Z900 har været savnet, og er lige præcis det vi har manglet i motorcyklernes verden - en gennemført klassisk maskine, der opviser de sidste 20-30 års landvindinger, såsom styreprogrammer, balancering, aerodynamik, for slet ikke at nævne effekten. Når alle facetterne sammenholdes, er der en god sandsynlighed for den bliver pejlemærke for de kommende lanceringer i klassen. Helt enkelt, ligetil og gennemført, bare en lækker motorcykel.
Kawasaki Z900
- Motor: 948 ccm, 4-cylindret rækkemotor.
- Effekt: 125 hk, 98 nm.
- Vægt: 212 kilo, fuld tanket.
- Pris: Fra 119.990 kr.