Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Kronprinsessernes dronning

Det kunne næppe gøre mere ondt på Englænderne, at se Indien overtage Jaguar. Men som en ydmyg gestus blev F-type lanceret, en tosæders sportsvogn, med klare noter til Jaguars klassiske modeller. En prinsesse, der blot skulle produceres nogle få år. Men i dag, 7 år senere, sender den yndefulde skønhed stadig sus gennem gaderne verden over, og står som en substantiel stolthed i kattedyrets modelprogram. Bilen på billederne er fra modelåret 2018.
Jaguar F-Type

Jaguar F-Type

De fleste kender Jaguars helt klassiske sportsvogne, XK og XKR. De klassiske silhuetter, der er helt sin egen, med små bagsæder, produceret som både coupe og cabriolet. Modellen blev fra 2014 taget ud af produktion, hvilket var salt i såret for Englænderne. Nok havde Indiske Tatamotors overtaget det ikoniske engelske mærke i 2008, men at de seks år senere skulle fjerne dets signaturmodel, var ganske enkelt ubærligt. Netop derfor blev konceptmodellen F-type lanceret i 2013. Ved konceptmodel forstås en bil, der ikke som sådan passer ind i kataloget, men mere skal markedsføre mærket for en stund, og herefter gå i glemmebogen.

Det var lige præcis meningen med nyskabelsen, der nu kun havde to sæder, men alligevel udstrålede Jaguars genkendelige linjer. En døgnflue, der skulle markere respekten for de tidligere modeller, dermed også produceret i et strategisk perspektiv, hvor den ikke i sig selv ville være rentabel, men et bidrag til branding og identitet. Men F-type havde andre planer. Helt andre planer.

Klassisk konstruktion

To sæder, motoren i front, bagagerum bagest og baghjulstræk. Et udgangspunkt, der ofte har været kategoriseret som en roadster når der er tale om cabriolet, og coupé, når er tale om fast tag. Fra starten var mange rationelle betragtninger mod den, primært fordi modellen havde en uheldig kombination af pris kontra anvendelighed.

Jaguar F-Type
Silhuet. Den smukkeste

Ved lanceringen på det danske marked i startede prisen i niveauet 1,2 million kroner. Overfor det stod, at den ikke havde nogen anvendelighed for en familie, og for et par ville det beskedne bagagerum være utilstrækkeligt. Der skulle altså være tale om bil nummer to, og for dette publikum vil budgettet ofte række til væsentlig kraftigere sportsvogne. Samtidig havde F-type helt fra begyndelsen, som følge af konstruktionen problemer med vejgrebet i accelerationerne. Det skyldtes ikke en dårlig bil, men helt naturlig konsekvens af vægtfordelingen. Dog tilføjede Jaguar en opsigtsvækkende detalje, i form af et køreprogram, hvor antispin blev elimineret kortvarigt når der blev lagt hårdt ud fra nul. Resultatet er et diskret hvin fra baghjulene, mens bilen slår lidt med hækken. Eller, med hende her, kan vi vel tillade at sige vugger elegant med numsen.

Jaguar F-Type
Hækken. Eller numsen på denne skønhed

Det sikre vidne om succes

Ved Geneve Motorshow i 2016, lanceredes to nye versioner. Den ene med manuelt gear. Isoleret set kunne denne tolkes som en afrunding på bilens æra, et ønske om at skabe en udgave for feinschmeckeren. Men den anden nyhed beviste det stik modsatte. Det var en firhjulstrukken version, AWD. For det betød, at Jaguar nu havde foretaget omfattende investeringer i udviklingen af F-type. En sådan nyskabelse, var en basal nytolkning af bilens konstruktion. Nyt chassis. Nyt drivetrain (gear og transmission). Ny balancering. Ny opsætning af motor. Alt sammen elementer, der mere eller mindre kunne sidestilles med konstruktion af en ny bil. Hertil kommer ny produktionslinje, noget af de mest kostbare i bilbranchen. Med udviklingen var først for alvor begyndt i 2016. I dag, tre år senere bliver der stadig flere og flere søstre, prinsesser i familien. Den ultimative model, SVR V8 AWD i cabrioletudgaven, koster i udgangspunktet 2.5 mio. kr. Hertil lægges udstyr, der bringer prisen op over 3 mio. kr. Ingen tvivl om topudgaven er den sjoveste. Den mest populære er cabrioletudgaven, med 3.0 liters V6 turbomotor og baghjulstræk. Det bemærkes, at denne udgave på ingen måder er beskeden i sine præstationer. Tophastigheden ligger omkring 260-270 km/t, hvor der kun er lidt vibrering med hækken, der eller ofte forekommer ved høje hastigheder i frontmotorsportsvogne.

Jaguar F-Type
Legesyg og lækker

Konkurrenterne?

Mercedes byder på de gamle kendinge, SL og SLC, hvor SL kan ses parallelt til F-Type 5.0, og SLC til 3.0 udgaven. Biler, der præsterer en stor aura, men også en aura, som den blot 7 år unge lady allerede har omgivet sig med. BMW´s Z4 har samme basale konstruktion, og set i forhold til 3.0 udgaven har den tyske topmodel faktisk lidt bedre acceleration i det nede fartspektrum, samtidig med prisen ligger lidt under. En anden sportsvogn, der ofte nævnes som konkurrent, er Porsche 718. Hendes konstruktion adskiller sig helt basalt, ved at være centermotorsportsvogn. Alligevel er der nogle facetter, hvor de to har samme positive skæbnefællesskab. For 718 blev lanceret som et billigere alternativ til 911 Carrera, hvilket hurtigt gav den lidet flatterende øgenavne. Men i dag er der blandt testkørere ingen tvivl om, hvorvidt den er langt bedre og mere velkørende end storesøsteren. Det kom bag på Porsche, der i dag har store problemer med at holde den i skak, for ikke at devaluere ikonet 911. Med motoren placeret lavt i midten, har 718 en optimal konstruktion, og ingen tvivl om den her overgår F-type når der for alvor køres sportslig. Igen understreges det, at Jaguaren med udgangspunkt i sin konstruktion, er blandt klassens mest velkørende, hvis ikke den mest velkørende. I praksis er der mere tale om to biler der supplerer hinanden. Men på et punkt der ellers altid kan diskuteres, har F-type i vid udstrækning formået at fjerne uenighederne. For hvem kan stå for noget smukkere end selv den yndigste prinsesse?

Jaguar F-Type

Den smukkeste

Hvor XR og XKR havde bagsæder, er disse som nævnt fjernet. Der er nu tale om en sportsvogn, der på ingen måder kan betragtes som blot en marginal snert af brugsbil, men udelukkende et køretøj til nydelse. De designmæssige finesser fortsætter i både eksteriør og interiør. Hækspoileren, der først rejser sig ved 90 km/t, og dermed sikrer den helt enestående silhuet når der holdes stille, i særdeleshed på cabriolet versionerne med taget nede. Det førnævnte køreprogram, hvor den – i en meget kærlig term – vugger elegant med numsen. I cockpittet forsætter de små lækre detaljer, med racerfelter i speedometret, øjensynlig omdrejningstæller, der understreger sportsligheden. Håndtaget til passageren, som kan holde fast når legen for alvor starter. De elegante shiftpads bag rattet, sammenfattet i den finish, der altid har kendetegnet Jaguar.

Måske finder vi aldrig ud af, hvad der skabte succesen, men et godt bud er den yderligere raffinering af de modeller den for en stund skulle hylde. Eller måske er det lige præcis uvisheden, der skaber den magi, som gør F-Type til et unikum. En prinsesse, der var mest til pynt. Men der var født til mere end det, for det eneste der er smukkere end prinsesserne er kronprinsesserne. Og blandt kronprinsesserne findes der kun en eneste dronning. Hun tituleres Jaguar F-type.

Jaguar F-Type