Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Most wanted car in the world

Ferraris skaber, Enzo Ferrari, har kaldt den for den smukkeste bil, der nogensinde er lavet, og da Frank Sinatra så den første gang udtalte han: "jeg vil have den bil, og jeg vil have den NU!" Bilen, der er tale om, er den legendariske Jaguar E-type.
Jaguar E-type

Jaguar E type

Den blev første gang præsenteret på den internationale biludstilling i Geneve den 15. Marts 1961, og der var så lange køer for at se vidunderet, at Jaguars grundlægger, Sir William Lyons, kommanderede sin testkører nr. 1, Norman Dewis, til at bruge natten på at køre endnu et eksemplar fra fabrikken i Coventry i England til Geneve. De mange tilrejsende motorjournalister var begejstrede, og Daily Mail udnævnte den til The Most Wanted Car in the World.

Nogenlunde lige sådan gik det en måned senere i New York, hvor The New York International Automobile Show gav metropolens indbyggere et førstehåndsindtryk af bilindustriens seneste mekaniske og designmæssige landvindinger.

Det var nemlig ikke et af de lokale dollargrin, der tiltrak den største opmærksomhed, men derimod en bronzefarvet engelsk sportsvogn med kurver, en bil forud for sin tid. Jaguar E-type var udstillet på en roterende platform i selskab med Playboy-modellen Marilyn Hanold, der var iført en skinnende aftenkjole, lange hvide handsker og et gulvlangt silketørklæde.

50.000 amerikanere kæmpede om pladsen for at få et glimt af vidunderet på åbningsdagen, og i løbet af udstillingen blev den første Jaguar E-type set og beundret af mere end 300.000 mennesker.

Jaguar E-type

Og der var da også rigtig mange, der gerne ville have The Most Wanted Car. Stilikoner som fodboldstjernen George Best og skuespilleren Tony Curtis kørte Jaguar E-type, Beatlen George Harrison kørte en smuk sølvgrå version og Steve McQueen testede Jaguar E for magasinet Sports Illustrated på Riverside International Raceway i nærheden af LA, en hurtig bane, hvor han også havde kørt med sin Porsche Speedster, og han var begejstret. Herhjemme bestilte den legendariske rejsekonge Simon Spies et eksemplar – i rød. Langt de fleste kendte ejere er mænd, og der er heller ingen tvivl om, at den sensuelle og kraftfulde bil har lokket mange kvinder ind på passagersædet. Men kvinder har også siddet bag rattet. Brigitte Bardot var tidens hotteste stilikon – og hun kørte Jaguar E-type.

Jaguar E-type
Mange har drømt om at sidde bag rattet i en Jaguar E-type

Bilens design med svungne linier og inddækkede forlygter blev næsten øjeblikkelig synonymt med 1960ernes popkultur, E-typen ramte plet i en tid, hvor efterkrigstiden trange kår var ved at ebbe ud til fordel for optimisme og overskud og appetit på stil og moderne design. Snart kunne bilen da også ses på MOMA, Museum of Modern Art, New Yorks celebre samling af designikoner. Helt op til i dag har Jaguar E-type indflydelse på moderne bildesign. Det var med andre ord en bil forud for sin tid.

Designeren bag Jaguar E-Type hed Malcolm Sayer (1916– 1970). Han var en erfaren luftfartsingeniør, som havde arbejdet for Jaguar siden 1951, en af mændene bag Jaguar C-type, der vandt Le Mans tre år i træk, og derefter bag D-typen fra 1952, en af de mest succesrige racerbiler nogensinde. E-typen udsprang af D-typen, der var en decideret racerbil. Holdet bag den vindende baneracer blev bedt om at lave en gademodel, og i 1961 kom så den første E-type. En sportsvogn i et futuristisk design, der oven i købet kostede det halve eller mindre end sine konkurrenter fra Ferrari, Maserati eller Aston Martin, og som kunne det samme med sin 3.8 liter sekscylindrede Jaguar XK6-motor. Topfarten var 240 km/t – i hvert fald på en god dag.

Jaguar E-type
Jaguar E-type Serie 3

E-typen var begyndelsen på en ny type sportsvogne. Indtil da havde sportsvogne været konkurrencebiler, hvor der slet ikke var tænkt i komfort. I begyndelsen af 1960erne opstod en ny kundekreds, der ønskede fart, stil og kørekomfort på en og samme tid. De ville køre tur i de hurtige biler, krydse kontinenter i dem. Så komfortable sæder, endog bagsæder til eventuelle børn og plads til bagage blev, med tiden, en del af Jaguar E-type.

Jaguar E ramte verden, men især det amerikanske marked, oven i købet til trods for, at den havde manuelt gear. For amerikanerne, der ellers svor til deres egne flydere, skulle rigtige sportsvogne i 1960erne være små, hurtige og udenlandske. Jaguar E-type blev dog også offer for den amerikanske lovgivning, der blandt meget andet ikke accepterede de inddækkede forlygter, der ellers var en del af bilens aerodynamiske design, og forlangte dem fritlagt. Den modificerede version af E-typen fik uofficielt navnet Serie 1 ½ Jaguar E-type.

Jaguar E-type
Premieren på Jaguar E-type i Geneve 17. marts 1961

Den klassiske 3.8 liter Jaguar E-type Serie 1 har lædersæder, et aluminiumsbaseret instrumentbræt og ditto konsol, og en firetrins-gearkasse uden synkronisering (en Moss-gearkasse). 4.2 liters modellerne har mere komfortable sæder, synkroniseret gear, forbedrede bremser og elektriske systemer og et skilt bag på, hvor der star Jaguar 4.2 litre E-type. På 3.8 liter-modellerne star der blot “Jaguar”.

Serie 2 kom i 1968, med kosmetiske modifikationer, der primært hidrørte fra amerikanernes krav. Der var bl.a. tale om ændringer i instrumentbrættet, forlygter uden inddækning og en ændret kofanger. Serie 3 kom i 1971 med en 5.2 liters V12 motor, der producerede 314 hk og gik fra 0-100 på 6.8 sekunder. Det var den ultimative ”kat” – lynhurtig og samtidig lydsvag. Der blev produceret lidt under 8.000 af denne model.

Jaguar E-type var en drøm, det var en sensation at få øje på en på vejene og det var et privilegium at få lov til at køre en. I dag er bilen tilgængelig for priser, der afhænger af stand og ikke mindst model.

Jaguar E-type
Selvom E-typen var designet til at køre på gader og veje, har den også brilleret på racerbanerne

Selvom Jaguar E-type blev raffineret igennem de 14 år, hvor den blev produceret, er det de allerførste modeller, der er de mest eftertragtede og dermed de dyreste. Johan Bendixen fra danske Jaguar House har solgt mere end 200 Jaguar E-type.

Han var selv i 20 år været den glade ejer af en Jaguar E-type fra 1961, som han havde købt af racerkøreren Phil Hill. Bilen havde stelnummer 875369 og var nr 369, der er produceret. Bendixen solgte den i 2011 for 1 million kroner i Tyskland. I alt blev der produceret 72.529 Jaguar E-Type mellem 1961 og 1975 – som roadster, coupé og i den såkaldte 2+2 version. 80 % var venstrestyrede og af dem kom 84% til USA.

Special edition

I 1963-64 blev der, udover den normale produktion, også lavet et lille eksklusivt antal letvægtsmodeller til racerbrug med en udbredt brug af aluminium. Blandt andet havde denne miniserie en aluminiumversion af 3.8 liters-motoren. Der var planlagt 18, men modellen klarede sig ikke fantastisk til Le Mans, så serien kom til at bestå af 12 eksemplarer, hvoraf 2 er ombygget til unikke dragstermodeller. I 2014 bebudede Jaguar’s Heritage Business, at de ville bygge de manglende 6 eksemplarer efter nøjagtig samme specifikationer som de originale.