Et filmikon på fire hjul

320 hestekræfter belastede biografens højtalersystem til bristepunktet. Og i mørket kunne publikum næsten mærke duften af brændt gummi, når Steve McQueen alias Lieutenant Frank Bullitt sparkede speederen i bund i ’68-filmen ’Bullitt’. 50 år senere har Ford netop introduceret en ny Ford Mustang GT Fastback ’Bullitt’ på det danske marked. Nu med over 450 hestekræfter – og en knap til at dæmpe motorstøjen, så naboerne ikke ringer efter politiet før, du når ud på motorvejen.
Missing image alt text
Sådan så Mustangen ud da Steve McQueen af leverede den efter optagelserne til filmen Bullitt.

Ford Mustang

Der er kun få biler på film, der har opnået større berømmelse end Steve McQueens Highland Green-lakerede Ford Mustang GT Fastback fra 1968-filmen Bullitt. Den ti minutter lange biljagt gennem San Franciscos gader regnes i almindelighed for den bedste i filmhistorien. Og i ’68 var det simpelt hen et hit, der drev millioner af actionhungrende bilentusiaster til biografernes mørke.

Filmens succes var enorm. Og faktisk blev den så sent som i 2007 af det amerikanske Kongresbiblioteks nationale filmregister kåret som værende kulturelt, historisk og æstetisk betydende. Om det så var på grund af Steve McQueens skuespil eller den ikoniske Ford Mustang GT Fastback, er nok svært at sige. Bilentusiaster vil påstå, at det var bilen, der gjorde udslaget. Men én ting er sikker. Det er ikke mange action-film, der har fået denne hæder.

Filmen gjorde Mustang-brandet kendt og elsket. En ægte amerikansk muskelbil, der havde en ’bad-ass-udstråling’ som mange andre biler manglede. Noget som så rigeligt kom til udtryk i filmens nu legendariske 10 minutter lange biljagt gennem San Franciscos gader, der er så stejle, at det er svært ikke at lave flyve- hop, når bilen med topfart drøner hen over toppen.

Mustang gjorde Bullitt-filmen til noget særligt. Men bilen i sig selv var også en succes. Også blandt helt almindelige mennesker. For helt fra starten var målet at skabe en typisk amerikansk muskelbil, men at gøre det så billigt, så alle havde en chance for at købe den. Faktisk betød en simpel konstruktion og masseproducerede komponenter, at amerikanske bilister i 1965 blot skulle hoste op med 2.368 dollars. I dagens mønt svarer det til ca. 18.735 dollars – eller i omegnen af 120.000 danske kroner. Og dét på et tidspunkt, hvor amerikanske industriarbejdere typisk havde en årsløn på ca. 5.000 dollars. Eller hvad der svarer til godt 250.000 danske nutids-kroner.

Missing image alt text
Steve McQueen ikoniserede Ford Mustang GT Fastback i filmen Bullitt fra 1968.

To biler – en biljagt

Ford leverede i sin tid to eksemplarer af Mustang GT Fastback årgang ’68 til Warner Brothers. Begge med en 6,4 liters V8 motor, der ydede 320 HK. Den manuelle gearkasse havde som tidens standard fire fremadgående- og et bakgear.

Filmproducenten ombyggede bilerne og monterede en forstærket affjedring, så bilerne kunne klare de nu klassiske hop over bakketoppene på San Franciscos gader. Desuden forsvandt tågelygter, det klassiske ’Pony-grill’ mærke, Mustang-navnet og GT-mærket fra bilen. Med speederen i bund kunne Steve McQueen presse bilen op på ca. 170 km i timen.

Kun én bil overlevede optagelserne. Den ene var så ødelagt, at den røg gennem en bilknuser på bilkirkegården. Rygterne vil vide, at Steve McQueen selv forsøgte at købe den anden.

Missing image alt text
1965 FORD MUSTANG SHELBY GT350 Kraftværket er en 4,7 liters motor, der leverede ca. 270 HK. 1968 FORD MUSTANG BULLITT 320 hestekræfter var 'state of the art' i 1968. 1970 FORD MUSTANG FASTBACK En af de sidste årgange af Mustang First Generation med en bad-ass attitude. 1970 FORD MUSTANG BOSS 302 Knaldgul med sorte ’ishockey stave’ på siderne.

Ville restaurere originalbilen til ’Eleanor’

Den overlevende bil forsvandt imidlertid inden McQueen kunne få fingrene i den. Men mange år senere dukkede den op af glemslen hos en mexicansk autoophugger. En Mustang-entusiast købte den og gemte den væk. Lige indtil hans søn arvede den og dykkede ned i dens historie og opdagede, at bilen var den originale bil fra Bullitt-filmen.

En sjov detalje er, at hans far havde planer om at restaurere bilen, så den fremstod som en anden ikonisk berømt bil, nemlig ’Eleanor’ fra filmen ’Gone in Sixty Seconds’ (dansk filmtitel: 60 sekunder). Det var imidlertid en Mustang Shelby GT500, der også opnåede kultstatus efter sin rolle i filmen fra år 2000, hvor Nicholas Cage sad bag rettet.

Heldigvis nåede han aldrig at komme i gang med restaureringen. Og derfor kunne hans søn præsentere bilen med skrammer, buler og forkromning angrebet af rust. Men rust eller ej, så er bilen legendarisk og indbegrebet af Den amerikanske Drøm. Den har sågar været udstillet foran den amerikanske kongresbygning på National Mall.

Missing image alt text
2011 FORD MUSTANG SHELBY GT500 Nu med et V8 kraftværk med over 400 HK. 2017 FORD MUSTANG V6 Fastback med en 3.7 liters, 6 cylindret motor under hjelmen. 2018 FORD MUSTANG GT Nu med valget mellem en 5 liters V8 eller en mere økonomisk 2.3 liters eco-boost motor. 2019 FORD MUSTANG BULLIT 50 år efter er den vokset til en 5 liters motor med 475 HK.

Ny Mustang ’Bullitt’

McQueens Mustang GT Fastback kom igen til ære og værdighed 50 år efter Bullitt-filmens premiere, da hans barnebarn, Molly McQueen, ved et bilshow i San Francisco præsenterede 2019 udgaven af Ford Mustang Bullitt.

I Europa blev Mustang Bullitt præsenteret på Geneva International Motor Show dette forår. Og danske bilejere, der kan og vil lægge de godt 700.000 kroner, som V8-udgaven kommer til at koste, kan formentlig sætte sig bag rattet en gang sidst i 2018.

Bilen er opdateret, så den 5-liters motor i dag yder 464 HK, men mange detaljer fra McQueens Mustang findes også i den nye Bullitt. Gearknoppen er som en hvid billardkugle, læderinteriøret har grønne kantsyninger – og den vrinskende Mustanghest på kølergrillen mangler naturligvis også.

Missing image alt text
50 års udviklingshistorie: Side om side præsenterer McQueens barnebarn Mustang Bullitt årgang 1968 og 2019.
Missing image alt text
Filmplakaten til 60 Sekunder.

Ford Mustang GT500 Skelby:

60 Sekunder nok til kultstatus

En anden Mustang, som har opnået kultstatus, er Mustang GT500 Shelby. Eller rettere: Eleanor, som bilen var navngivet i action-filmen ’Gone in 60 Seconds’ (dansk titel: 60 Sekunder). I filmen er det Nicholas Cage, der sidder bag rattet og presser sin yndlingsbil til det yderste. Handlingen er forholdsvis simpel: Cage må overtage et job for sin bror, der havde fået til opgave at stjæle 50 super-biler. Den sidste bil – Mustang GT500 Shelby fra 1967 – må han bare have. Uheldigvis sker det med politiet i hælene, hvilket er optakten til en forrygende biljagt, der ender med et flyvehop over en lang kø på en bro.

Mustang GT500 Shelby har nok den mekaniske hovedrolle. Men mange biografgængere har nok været mere splittet, når det handler om skuespillerne: Var det mon Nicholas Cage eller Angelina Jolie, der var det største trækplaster?

Drømmen om den amerikanske Mustang

Har du ikke lige 6-700.000 kr. til en spritnyt Ford Mustang Bullitt, ja, så kan mindre også gøre det. Især hvis du har hænderne skruet rigtigt på og ikke har noget imod en bil med mere end 25 år på bagen.

Missing image alt text
Kim Sennenwald har sammen med sin hustru restaureret en ’65 Mustang Convertible. Den pink farve er en original Ford farve. Bestilt første gang af Hugh Hefner til Playmate of the Year 1965. (Privat foto)

Leder du efter en lidt ældre Mustang Bullitt, så bør du i første omgang nok indstille dig på, at et godt eksemplar stadig står i 250-300.000 kr. Så er der også tale om en bil, der kan køre som veteranbil, hvilket er ensbetydende med en lav registreringsafgift – og en forholdsvis billig forsikring. Men drop tanken om at købe bilen i USA. Sådan lyder rådet fra formanden for den danske Mustang-klub Kim Sennenwald. ”Kig efter en dansk bil. Normalt vil så gamle biler i Danmark være rustdøden nær. Men når vi taler veteranbiler – og da især en cabriolet – så kører vi jo ikke i dem om vinteren. Og forsikringsreglerne betyder også, at det ikke er tilladt at bruge den til arbejdskørsel. Desuden er de ca. 3.000 Mustanger, der er indregistreret herhjemme passet og plejet af entusiaster,” siger Kim Sennenwald.

Missing image alt text
Et ikon udstillet på National Mall i Washington.

Helt generelt mener han, at de danske biler er i bedre stand. ”Hvis du ser efter en amerikansk bil, skal du jo have en kontakt, du kan stole på, til at bese bilen, inden du køber den. Ellers skal du så også lægge rejseomkostninger til bilprisen. Hertil kommer ca. 25.000 kr. for at få fragtet bilen til Danmark, hvor registreringsafgiften til staten kommer til at stå dig i andre 25.000 kr.” Kim Sennenwald er ikke i tvivl om, at netop en Mustang Bullitt vil være et godt køb for mange.

Shelby er en Hollywood bil

”Det er en original bil, som du stadig kan få reservedele til. Derimod er en 1967 Mustang Shelby GT500 “Eleanor” en ren Hollywood-bil, der let løber op over 1.000.000 kr. Simpelthen fordi donorbilen i sig selv er meget eftertragtet, og dertil kommer en komplet opbygning af hele bilen med et 17-dele fiberglas “Eleanor” kit. Hertil kommer en forstærket undervogn og en kraftig drivline. Endelig skal der investeres i fælge, rat, lygter, sideudstødningsrørhaler, den karakteristiske omdrejningstæller og andre detaljer, som det kun er muligt at opdrive som originalt ekstraudstyr, da de ikke har været produceret i mange år. Og lige netop dét gør, at sådan en bil er fantastisk dyr og svær at finde.”

Missing image alt text
Filmens bil var en 1971 Mustang Sportsroof krævede 250 værkstedstimer inden, den var klar til optagelserne. Den blev lakeret. Hertil kom støddæmpere, ekstraudstyr og stafferinger. I øvrigt blev alle Ford eller Mustang-mærker fjernet. Selv den springende ’Pony’ på kølergrillen røg.

Selv ejer han flere Mustanger. Men den der betyder mest er nok en pink udgave af ’65-versionen, som han har renoveret sammen med sin hustru. Og han forstår sagtens drømmen om en amerikansk muskelbil: ”Det er jo et spørgsmål om den evige frihed og lyden af en brølende V8-motor under fronthjelmen, der betyder noget. Der skal kun en kort køretur til at eliminere en dårlig dag på kontoret,” slutter han.