Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Drømmebil i særklasse

"Den er aldrig kommet i en familieversion, Ferrari er en fuldblods sportsvogn, der signalerer kraft, fart og styrke. Den er de fleste mænds drømmebil." Det er svært ikke at føle sin indre fartdjævel banke på, når en Ferrari passerer gennem synsfeltet. Man kan høre de mange hingste under hjelmen, og er man heldig at få lov til at træde på speederen, mærker man dem som en voldsom G-kraft.
Ferrari
"Enzo Ferrari kørte sit sidste ræs i 1391, men han slap aldrig passionen for at køre hurtige biler"

Ferrari

Enzo

Ferraris skaber er Enzo Anselmo Ferrari, født i den norditalienske by Modena 18. februar 1898. Hans far ejede et lille ingeniørfirma, der især arbejdede for de statslige italienske jernbaner med at bygge broer og andre anlæg. I 1908 tog han Enzo og hans bror med til racerløb i Bologna, og den 10-årige Enzo var solgt. Otte år senere døde både faren og broren tragisk, og Enzo måtte forlade skolen for at arbejde. Første verdenskrig hærgede Europa, og Enzo havde en kort, men glorværdig tid som soldat.

Efter krigens afslutning får han omsider sit drømmejob. Han bliver testkører for den dengang meget ansete racerbil, Torpedo. Snart er han ikke længere kun testkører, han kører ræs, og det går godt.

I 1920 kører han for Alfa Romeo, og det bliver starten på en 20 år lang karriere, hvor han både er testkører, racerkører og forhandler, og ender som chef for Alfa Racing Corse, en titel, han besidder frem til 1939. Der står respekt om den dygtige italiener, og i 1924 adles han første gang. Det sker igen i 1925 med en højere rang, og i 1927 får han endnu en statslig hædersbevisning, Commendatore, for sit virke. Enzo Ferrari er også bidt af journalistik og er med til at grundlægge det legendariske sportsmagasin Corriere dello Sport, ligeledes i 1927. I 1929 skaber han Scuderia Ferrari, en slags racer-stald, hvor ejere af racerbiler får mulighed for selv at køre i ræs.

I 1939 forlader Enzo Ferrari Alfa Romeo for at søge sin egen lykke. En 4-årig konkurrenceklausul falder sammen med 2. Verdenskrig, men efter krigen kan han etablere sin fabrik i byen Maranallo, tæt påfødebyen Modena. I 1946 ser den aller første Ferrari dagens lys med det karakteristiske logo, en stejlende hingst på gul baggrund. Idéen til logoet fik Enzo Ferrari, da han så en af verdenskrigens heltes fly med en stejlende hingst malet på benzintanken. Han mødte senere heltens forældre, greveparret Baracca, og grevinden sagde til ham, at det ville bringe lykke, hvis han malede hendes søns stejlende hest på sine biler. Den gule farve er fødebyen Modenas farve.

Enzo Ferrari indser dog snart, at der ikke er penge nok i præmierne, så han kaster sig ud i produktion af gadebiler til farthungrende entusiaster. Priserne for at køre med det eftertragtede hingstelogo på hjelmen er tårnhøje, men der er alligevel efterspørgsel på de hurtige biler, for der er mænd, der elsker det der vrooooom og følelsen af et øjebliks vægtløshed under accelerationen. De høje priser har været med til at gøre Ferrari til noget helt særligt – uopnåelig for langt de fleste.

Navnet på den første gademodel var Ferrari 166 Inter, motoren var en V12, og både chassis og motor var designet af Gioacchino Colombo. Den kom i 1948. Siden har mange forskellige modeller set dagens lys, alle hurtige, alle eftertragtede, alle dyre og de fleste af dem i Ferraris klassiske røde farve. Enzo Ferrari døde 90 år gammel i 1988. 20 år tidligere havde han solgt halvdelen af aktierne i firmaet til Fiat. Da han døde, erhvervede Fiat 40 procent af de udestående aktier i racerteamet, mens Ferraris ”uægte” søn Piero Lardi Ferrari arvede de sidste 10 procent. Efter Enzos død har Fiat formået at vedligeholde myterne og legenden om Ferrari som noget særligt.

Ferrari
Enzo Ferrari på sin fabrik i 1966.

Modeleksemplar

Der er et utal af modeller, nogle til ræs, andre til gadekørsel. Enzo Ferrari agerede ikke kun i Europa, han havde blikket rettet mod det amerikanske marked og fremstillede eksempelvis i 1957 250 GT California Spyder LWB. Der blev kun lavet 50 af slagsen, og det gør denne model til et samlerobjekt. I 2008 betalte en britisk tv-mand 10.894.400 dollars for et eksemplar, der havde været ejet af den amerikanske skuespiller James Coburn.

Dinoen, opkaldt efter Ferraris søn, blev den første af mange modeller med motoren placeret midt i bilen. Den blev produceret mellem 1968 og 1976. Der er siden kommet flere biler i Dino-serien. Til Enzo Ferraris store sorg blev Dino kun 24 år. Han led af en alvorlig muskelsygdom, men nåede at arbejde med udviklingen af Ferrari.

Ferrari
Shirley MacLaine og Alain Delon kører Ferrari.

Testarossoen var som 1980erne. Overdrevet – længere og bredere end tidligere modeller og selvfølgelig Wall Street-drengenes foretrukne køretøj. F40 er den sidste model, der afsløres i Enzo Ferraris levetid. Som navnet antyder, er det Ferraris 40 års jubilæumsmodel. Også her ligger motoren i midten.

Starten på det nye årtusinde blev markeret med F 60 Enzo, opkaldt efter Ferraris Godfather og på mange måder den ultimative bil, mens Michael Schumacher kørte racerudgaven til sejr på de største racerbaner, kom denne bil med en 6 liters 12-cylindret motor med hele 660 hestekræfter, og et aerodynamisk superdesign og en tidsmåling på 0-100 på 3 sekunder. F458 Italia var en sensation. Mens den forrige model, F430, havde 480 hestekræfter, bød Italia’ens 4.5 liters 8-cylindrede motor på hele 562 fuldblodskræfter. Nu var det også slut med det traditionelle manuelle gear, i stedet havde bilen en 7-trins gearkasse og dobbeltkobling. I 2014, 60 år efter Ferrari ramte USA for første gang, kom Ferrari F60 America, en elegant 2-døres vogn, med et monster af en motor, på hele 730 HK. Hingsten springer afsted med en V12 motor, igen med en 7-trins gearkasse og dobbeltkobling. F60 America løber fra 0-100 på 3.1 sekunder. Bilen er produceret i 10 eksemplarer og meget efterspurgt.

Den nye Berlinetta, F12, er et studie i enkelt og skulpturelt design. Nede under den udstrakte motorhjelm brøler en 6.3 liters 12-cylindret motor med 730 hestekræfter, der snildt klarer 0-100 på knap 3 sekunder, 2 sekunder hurtigere end Enzo’en.

Ferrari
Ferrari 250 GTO 1961.

Ferraris farver

Op mod 90 procent af Ferraris nyere biler sælges i Ferraris røde farve (rosso corsa = Italiens officielle racer farve). Gul er imidlertid også en vigtig farve for Ferrari, jævnfør den sorte, stejlende hingst på en gul baggrund. Gul symboliserer byen Modena hvor Ferrari er født og hvor han startede sit motorsport team.

Ferrari i Danmark

I mange mange år var det en sjældenhed at spotte en Ferrari på de danske veje. Men nullernes opsving betød en ændring. På blot 5 år fordobledes antallet af danskere, der udlevede drømmen og erhvervede drengedrømmen. Mens der i 2001 blev solgt 15 Ferrarier i Danmark, havde tallet i 2007 sneget sig helt op i 30. Langt de fleste var røde, en overvejende del af dem var F-430-modellen, nok det tætteste, man kommer på en discount udgave af den ultimative sportsvogn. På det tidspunkt kostede den omkring 4 millioner kr., mens den dyre 620 Scaglietti stod i 6 millioner.

Kendte Ferrari-ejere

Det er de færreste, der har råd til en Ferrari. Elvis Presley og John Lennon kørte Ferrari. Eric Clapton har en, Pharrell Williams, Paris Hilton, Kim Kardashian, Lindsay Lohan, Justin Bieber, David Beckham, Christiano Ronaldo, Hugh Grant, Arnold Svhwarzenegger, Nicolas Cage, Eddie Murphy, og Tommy Hilfiger kører Ferrari. Herhjemme havde den nyligt afdøde liebhavermægler Jan Fog, en rød Ferrari og brugte gerne mange penge på et kørekursus på Ferraris baner i Italien. Danske Jan Magnussen har kørt Ferrari, Thorkild Thyrring har gjort det – og masser af danskere drømmer om at gøre det.

Leg med Ferrari

Et sted i verden hvor der nok kører en hel del flere Ferrarier rundt end i Danmark, er i den rige oliestat Abu Dhabi. Her findes også verdens største indendørs temapark, og navnet er Ferrari World. Tagkonstruktionen er udført som sideprofilen på en Ferrari, og hovedattraktionen er verdens hurtigste rutsjebane, den 2.7 kilometer lange Formula Rossa med en topfart på 240 km/t. Andre forlystelser bærer navne som G-Force, Fiorana GT Challenge og G-Force. Børnene kan prøve Junior Grand Prix eller 4D-oplevelsen Speed of Magic. De allermindste kan tage en tur i Ferrari- karusellen. Det danske firma Rambøll har været med til at bygge den forlystelsesparken. De har stået for den spektakulære tagkonstruktion, hvor det kendte logo naturligvis også er repræsenteret.

Ferrari som politibil

I nabostaten Dubai er det ikke kun de rige forretningsfolk, der kører Ferrari. Menige politibetjente kører til daglig rundt i de dyreste udgaver af Ferrari, som patruljevogne.