Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

En ægte klassiker

For lige omkring 60 år siden rullede en af verdens mest ikoniske biler ned af samlebåndet i England. Austin-Healey 3000 blev skabt af bilgeniet Donald Healey, og det er en af de smukkeste vintage sportsvogne i verden. Den stammer fra dengang, britisk var ensbetydende med bedre, og den er stadig højt skattet med en stor fanskare. Det kan godt være, at både Porsche og Mercedes kan køre fra den, men Austin-Healey vinder afg jort på sine svungne linjer. Og det, den muligvis ikke har som racerbil, har den som GT. Den er en drøm at køre tur i, måske ned gennem det kønne sydengelske landskab til Cornwall, hvor historien om Austin-Healey tog sin begyndelse. AF FINN CLAUSEN FOTO: GETTY IMAGES.
Austin Healey
Den første Austin Healey fik tilnavnet 100, fordi den kunne køre mere end 100 miles i timen. Den klarede hele 117.

Austin Healey

Krigshelt og fartelsker

Manden bag den smukke sportsvogn var Donald Healey, krigshelt og en mand, der holdt meget af fart og hurtige biler. Under 1. Verdenskrig fløj han engelske bombefly, men blev skudt ned under et togt, kun 18 år gammel. Det blev afslutningen på militærkarrieren, Healey var blevet såret, men hans store interesse for teknik var intakt, og han tog et brevkursus i bilteknik for kort efter at åbne et bilværksted i hjembyen Perranporth i Cornwall i Sydengland.

Donald Healey elskede at køre bil. Det skulle først og fremmest gå stærkt, og han stillede op til Monte Carlo rallyet flere gange og kom som regel ud med fine placeringer.

I 1931 vandt han rallyet i en Invicta, et britisk bilmærke, der var stort i 1920erne og 30erne, og som formentlig har inspireret ham, da han langt senere byggede sin berømte Austin-Healey.

I 1930erne var Healey chef for Triumph Motor Company, men efter afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945, grundlagde han Donald Healey Motor Company Ltd for at udleve drømmen om at bygge sine egne modeller. Han satsede på dyre, hurtige biler, og i 1948 kom Elliot Sedan med en såkaldt Rileymotor. Bilen blev på det tidspunkt regnet for at være verdens hurtigste sedanmodel, og herefter fulgte et antal biler i forskellig udformning, nogle åbne, andre lukkede, nogle mere salgbare end andre.

Austin Healey
1. Austin Healey 3000 – en ægte klassiker. 2. Rattet og instrumentbrættet i Austin Healey er indbegrebet af klassisk design.

Austin-Healey 100

Nu valgte Healey at droppe Rileymotoren og lægge en hurtig Austinmotor i en tosæders sportsvogn. Bilen, der var en konkurrent til Triumphs TR-serie, tegnede til at blive en stor succes, da den blev lanceret på det toneangivende London Motor Show i 1953. British Motor Company så store muligheder og gik ind i projektet. Bilen, der startede med at hedde Healey 100, skiftede nu navn til Austin-Healey 100, og den blev en darling, ikke kun hjemme, men også i USA. Ikke mindst på grund af det smukke udseende med de svungne linjer, den lave frigang og de store hjul med eger. Den slog konkurrenterne i elegance; i sammenligning med den så selv de mest sporty amerikanske biler pludselig klodsede ud. Austin- Healey placerede sig prismæssigt et sted mellem MG og Jaguar. Bilen fik tilnavnet 100, fordi den kunne køre hurtigere end 100 miles i timen, – nærmere betegnet 117 miles, svarende til 188 km/t. Bilen ser stadig sensationelt godt ud og er blevet et eftertragtet investeringsobjekt.

Austin Healey
Før Donald Healey selv lavede biler, kørte han ralley, her i en Invicta i 1931.
Austin Healey
Nash Healey blev produceret til det amerikanske marked 1951-1954.

Frøøje

I 1958 kom den lille charmerende Austin-Healey Sprite, der fik øgenavnet Frøøje, Frogeye i England og Bugeye i USA, på grund af lygterne. Den oprindelige tanke var, at lygterne skulle kunne lukke ned, når de var slukket, på samme måde som man mange år senere kunne se hos eksempelvis Porsche 928. Men der var ikke råd til at udvikle mekanikken, så lygterne endte med at sidde fremme oven på motorhjelmen, og det var dette træk, der gav bilen dens ret nuttede udseende. Donald Healeys søn, Geoffrey Healey, stod for Sprite, der var tænkt som en lille, enkel og relativt billig sportsvogn, fin at se på, fin at køre, både på racerbanen og på vejene. Frøøje er i dag et skattet samlerobjekt.

Austin Healey
Fronten på Austin Healey 100 ændrede sig fra tid til anden, her en version fra 1956.

Big Healey

I 1959 kom den ikoniske Austin Healey 3000, også kaldet Big Healey. Smuk, med de fineste detaljer såvel ude som inde i cockpittet. Den er både skøn at skue og skøn at køre. Det er meget få biler, der på samme måde som Austin- Healey 3000 rummer grundessensen af en sportsvogn i alle ordets betydninger. Med et lavt tyngdepunkt, et smukt og klassisk design med bløde linjer og samtidig hestekræfter og hår på brystet nok til at stjernekørere som Pat Moss var vilde med den, var den på mange måder sublim. Den førte sig frem på racerbanerne men den var allerbedst i rally og kørte sejre hjem både i Monte Carlo og Mille Miglia. Særlig legendarisk er sejren i det krævende Liège-Rom-Liège rally i 1960 med Pat Moss ved rattet. Også i dag er den stilfulde tosæders sportsvogn med det klassiske look ideel til kørsel på vejen.

Austin Healey
En Austin Healey på banen i Daytona International Speedway i 1961.

Austin-Healey 3000 blev en dundrende succes. Mellem 1959 og 1967 blev der solgt ikke færre end 42.926 eksemplarer, og bilen er stadig eftertragtet. I dag kan prisen snildt ramme millionen eller mere, alt efter model og stand. Den dyreste Austin Healey blev solgt for 500.000 engelske pund for et par år siden. Det var ikke en Austin Healey 3000, men en 100 i en helt unik udgave. En Austin Healey 100 testbil, vinder af Monte Carlo i 1953 og involveret i en voldsom ulykke i 55 og derefter restaureret efter alle kunstens regler. Priserne på den elegante sportsvogn er for opadgående, og Austin-Healey er derfor et eftertragtet investeringsobjekt blandt bilelskere.

Austin Healey
Austin Healey 3000 eller Big Healey, som den også kaldes, blev en stor succes i 1960erne, og den er stadig eftertragtet som vintage samlerobjekt.