Ralph Lauren er stadig kongen af cool

Ralph Laurens æstetik har i et halvt århundrede været symbolet på den amerikanske drøm. Alligevel drømte han ikke om at blive designer og bryder sig grundlæggende ikke om mode. Af Anna Murphy.
Ralph Lauren
Ralph Lauren modtaget publikums hyldest klassisk klædt i cowboy-støvler, denim og læderjakke. Foto Chris Jackson.

“Jeg kan ikke lide mode,” siger den 78-årige Ralph Lauren til mig. Vi mødes lige før et modeshow i New Yorks Central Park. Ralph Lauren har fejret 50-års jubilæum i modeverdenen, en begivenhed der blev fejret med de 500 nærmeste venner. En vennekreds der tæller navne som Hillary Clinton, Oprah Winfrey, Robert De Niro og Kanye West.

Hvorfor kan du ikke lide mode?

”Det er så foranderligt. Det skifter hele tiden,” siger han, men holder så en pause. ”Foranderligt er måske ikke det rigtige ord. Det handler mere om tid. Jeg kan godt lide stil. God stil. Stilen definerer og fortæller, hvem du er. Du viser, hvem du er, og bruger dine sanser, og hvad du godt kan lide til at demonstrere det. Jeg har aldrig gået på en eller anden fashion-uddannelse, men alligevel så er jeg tøjdesigner. For mig handler det om at komme op med en drøm, en god drøm, og jeg vil have at den drøm er uden tid og kan vare evigt. Mode derimod skifter hele tiden.”

Drømmen

The American Dream. Den har ingen som Ralph Lauren foldet ud til resten af verden. Vi ved, hvordan den amerikanske drøm ser ud på grund af ham. Selv om en drøm er flygtig og svær at definere. Men for ham handler det altid om mikset. Denim-stoffet og cowboystøvlerne. Indianernes tekstiler og detaljer eller Rat Packs smokinger. Præriens bomuld. Katharines Hepburns elegance og selvfølgelig poloen.

Og selvfølgelig en knivspids anglofili som reference til, hvad den amerikanske drøm ikke er. ”Jeg elsker, når stil har noget aristokratisk over sig. Da jeg begyndte at designe elskede jeg Hertugen af Windsor. Ikke ham som person, men hans stil.”

Laurens succes gør, at man let glemmer de uendeligt mange timers arbejde bag kollektionerne.

Sammensætningen af det smarte og det afslappede, høj og lav. Brug af denim i alle tænkelige kombinationer og til alle begivenheder. En stor del af den måde som kloden klæder sig må tilskrives manden, der tidligere hed Lifshitz som søn af jødiske immigranter fra Hviderusland. Han voksede op i New Yorkbydelen Bronx, så med andre ord var han i det rette land, men langt fra drømmen.

”Bronx havde visse udfordringer,” som Lauren forklarer det efter en lille pause. ”Vi var ikke fattige, men min far var kunster, og vi var fire børn, der skulle mættes. Jeg havde ikke en cykel, så jeg voksede op med ønsket om at få visse ting. Man stopper op foran et butiksvindue og tænker, ’kan jeg få de sko der?’ Jeg var nødt til at arbejde for at få de ting, som jeg drømte om. Hvis jeg var født med sølvske i munden, så ville jeg måske ikke være nået hertil. Så ville jeg ikke have haft den samme drøm.”

Ralph Lauren
På vej til et velgørenhedsarrangement afholdt af den britiske kongefamilie er der ingen tvivl om, hvem der er kongen af cool. Laurens smoking-reference til The Rat Pack er tydelig. Foto Chris Jackson.

Outsider

Det krævede en outsider at forstå den amerikanske drøm og forvandle den til tøj. Lauren voksede op uden at vide, hvad han ville være som voksen, fortæller han klædt i kunstfærdigt kvalitetsdenim.

”Jeg brugte meget tid på ikke at vide, hvem jeg var, eller hvad jeg skulle. Jeg var sikker på, jeg ikke havde arvet min fars kreative talent, jeg vidste bare, at jeg ikke ville være en ’grå’ person. Grå? ”Ja, en grå person.”

Slipset

Det stod dog hurtigt klart, at Lauren var alt andet end grå. Da han var ti år gammel opdagede han tøjets magt. Klæder skaber som bekendt folk.”Jeg skulle være min klasses duks og talsmand i elevrådet. Jeg rullede ærmerne på min skjorte op og tog et slips på, som jeg lod hænge løst. Det var ret cool. Det føltes cool. Og der var en stærk reaktion. Pigerne kunne lide det og blev interesserede i mig. Drengene? Jeg var en god og stærk atlet, så de generede mig ikke”

Det var netop modet til at bære en personlig stil, der satte gang i karrieren. Lauren som slipsesælger og mødte op i store, berømte butikker som Bloomingdale’s klædt i en genreeksplosion af slips, bomberjakke, jeans og cowboystøvler. ”De så den her unge flab træde ind ad døren med læderjakke og jeans, som ville sælge dem slips, og tænkte ’hvem fanden er han’.

Han var nogen. Det er det, som tøj kan gøre for en ung mand. Og Laurens slips var anderledes end alle andres. ”Det var en tid, hvor slipset var vigtigt for mænd. Det var en hjørnesten af mænds garderobe, men som vedhæng og ikke som udtryksplatform. Det var deres koner, der købte deres slips. Jeg gik en anden vej og lavede smukke slips.”

Og slips der lige var lidt bredere med mere volumen, og derfor mere cool end konkurrenternes. Lauren havde en evne til at kommunikere via sin påklædning, og hvad kunne være mere udtryksfuldt end at tage slipsefolkets vigtigste beklædningsgenstand og forvandle den til et kommunikationsmiddel?

Mod

Det var tydeligt for ledelsen i Bloomingsdale’s, at denne Lauren knægt (han skiftede navn, da han var 16 år) havde et eller andet i sig, og det var noget, som de ikke allerede havde ombord. ”Det var en meget stor og populær butik. Markedsførende og toneangivende. Og de sagde ’vi har denne unge fyr her, hvad ellers kan han finde på?”

Bloomingsdale’s ansatte Lauren til at designe skjorter, der passede til de modige slips, og derefter jakkesæt der matchede skjorter og slips. En designer var født. En designer med mod. Modig nok til at låne 50.000 dollars og etablere sit nu ikoniske brand, Polo. På det tidspunkt var der få modebrands, og de var alle europæiske. ”Jeg vidste, hvad jeg kunne lide, og det jeg kunne lide, det var ikke på markedet.”

Han var ikke aggressiv i sin indgang til markedet. Han tilbød bare kunderne noget andet, og ramte en tidsperiode, hvor det kunne være et salgsargument i sig selv, at man tilbød noget, der ikke allerede var der. Det var nok til at støbe fundamentet til et brand. ”Jeg havde visionen. Jeg vidste, hvordan fyren så ud. Jeg vidste, hvordan pigen så ud.”

Kult

Mange forstod ikke, hvad han ville med sit brand, men endnu flere gjorde.

”Det var som en kult. Folk var sådan ’jeg kan godt lide den her designer, han virker cool. Jeg køber hans tøj.’ Lauren blev på mange måder, personificeringen af sine styles og design. I takt med den stigende succes tiltog rollen som frontfjæs, og myten blev underbygget med ranchen i Colorado og den Gatsby-agtige samling af uvurderlige Bugatti-biler. Men uden at han virkede elitær. Han havde den der jordnære hverdagsmands-attitude.

”Jeg satte mig ikke for at blive designer. I fastholdt mig selv som kunde. Jeg gik ind i butikker, tog en jakke ned og spurgte, hvorfor er den ikke lavet sådan og sådan. Det vil jeg have som kunde. Tøj er for mig et statement. Jeg vil se cool ud i dag, så jeg laver den jakke, der får mig til at se cool ud. De fleste designere drømmer om, hvordan deres tøj skal se ud. Det gør jeg ikke. Det er i bund og grund mit eget tøj, jeg designer. Det jeg selv vil gå med. Det er min stil.”

En ikke-drømmende drømmer. Et modens paradoks.

Kvinder

Men hvordan transformerede han denne tilgang fra herregarderoben til design af tøj til kvinder. Et spring han tog i 1971. ”Jeg havde en kone. Jeg har en kone. Jeg så på kvinder med det blik, som en mand ser på kvinder med og ikke det blik, som en designer ser på kvinder med.”

Det var alligevel et nervepirrende øjeblik, indrømmer han. ”Da Bloomingdale’s åbnede en butik med mit tøj ved siden af Saint Laurent, var jeg ved at besvime. Oh my God!”

Efter et par kollektioner var han stadig usikker på, om kvindetøj var hans stærke side. ”Jeg havde ikke lyst til at fortsætte. Det sagde jeg til Bloomingdale’s, men de sagde, det er du nødt til. Vi har åbnet en butik for dig. Dine ting er populære, det går godt, du skal bare blive ved. Så det gjorde jeg.”

Og med hvilken effekt. ”Jeg siger ikke til kvinder, hvad de skal have på, men jeg vil altid blive tiltrukket af kvinder, der ser naturlige ud. Som ikke ser komplicerede eller utilpasse ud i deres tøj.

Ralph Lauren stod bag Diane Keatons påklædning i Woody Allens klassiker ’Annie Hall’, og Annie er altid til stede et eller andet sted i hans modeshows. Som en reference. Et snit. ”Det skal ikke handle om tøjet, men personen der bærer det.”

Ikon

Ralph Lauren er i dag mere end en designer. Han er et ikon med bred reach. USA’s førstedame går regelmæssigt i Laurens brand – ikke mindst da hendes mand Donald Trump blev indsat som præsident. Lauren kendte Trump før præsidentvalget, men han nævner ikke navnet Trump. ”Jeg kendte ham, før han blev præsident. Jeg vil ikke kommentere på det, men bare sige at USA forandres, forandres igen og så igen og forhåbentlig sker der ingen stor skade undervejs.”

Han kender Trump, men det var Clinton, der var med til jubilæumsmiddagen. Lauren designede Hillary Clintons nu berømte bukser, som hun bar under præsidentvalgskampagnen.Han sad til middagen med Hillary på sin venstre side og Oprah på sin højre. Sidstnævnte holdt en tale for Lauren, og nævnte humoristisk, at hun vidste, hun var på rette vej, da hun en dag på sit badeværelse lagde en ’mur’ af Ralph Lauren håndklæder på plads.

Ralph og Oprah. To inkarnationer af den amerikanske drøm og på fornavn med verden. ”Jeg ved, hvorfor alle de her mennesker kom til min jubilæumsmiddag. Jeg ved, hvad jeg er, og hvad jeg kan. Men jeg har stadig en kone, tre børn og et ret normalt liv og af og til gider mine børn heller ikke tale med mig ved middagsbordet,” siger han med et lille smil.

Han lever drømmen. Holder den i live. Det er klassisk Lauren.