Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

King of Cool - Manden, myten og legenden

'King of Cool’ bliver han stadig refereret til den dag i dag, for lige så kendt han var som skuespiller, lige så kendt var han for sin fascination af motorcykler og klassiske biler. Et ikon kan man nærmest kalde McQueen, der formåede at medvirke i intet mindre end 40 spillefilm. For folk med benzin i blodet repræsenterer han stadig den dag i dag alt det man kan klassificere som cool.
Steve Mcqueen
Han var den største mandlige filmstjerne i 1960’erne og 1979’erne, der formåede at komme fra en kriminel ungdom til at blive verdens mest populære skuespiller. 34 år efter hans død, bliver Steve McQueen stadig betragtet som trendsættende, og som et ikon for populærkulturen.

Steve Mcqueen

"En af Hollywoods ubestridte superstjerner, Skuespilleren Steve McQueen, er død 50 år gammel. Han døde fredag morgen efter at have gennemgået en operation på privathospitalet i Juarez, Mexico. Selvom Mr. McQueen havde kæmpet en meget omtalt og kontroversiel kamp mod kræft i flere måneder, er den officielle dødsårsag et hjerteanfald, der indtraf kort efter operationen"

Sådan lød beskeden den 7. November i 1980, og det var en kendsgerning, at verden havde mistet én af deres højest elskede skuespillere. Han er den afdøde mandlige skuespiller, der stadig bliver trykt mest i nutidens medier, og er tilbedt i alt lige fra livsstils- til motorrelateret stof.

McQueen var en mand af sin tid, og han bliver uafladeligt forbundet med 60’ernes old-school-periode, der bød på alt fra kørehandsker og brune cardigans til tweed sports jakker. En stilart, der stadig bliver kopieret af diverse ungersvende, som cruiser rundt på deres Triumphs og føler sig i den rette ‘McQueen ånd’. Men hvem var han egentlig, ham McQueen, der åbenlyst hvilede så meget i sig selv med sin ‘antihelt’-attitude, som gjorde ham til én af de mest populære og højest betalte skuespillere i sin tid?

Han var en mand af få ord, der gjorde den stærke og lidt ensomme ulv til sin specialitet. Han gav sjældent interviews, undgik fester og bar altid blå cowboybukser, når han kunne slippe af sted med det. Han kunne lide racerløb og motorcykler, fordi han her kunne give sig hen i spænding og være lige med de øvrige konkurrenter. Men mikset af den stille mand, der dyrkede racerløb og udførte sine egne stunts gjorde ham fængslende for sit publikum.

Steve Mcqueen
Steve McQueen, var en filmstjerne med benzin i blodet. Kærligheden til motorsport løb i hans årer, og hans passion og engagement var tydelig for enhver. Her er han fotograferet under optagelserne til filmen ’Le Mans’ (1971). ”Racing is life! Anything that happens before or after is just waiting.” Steve McQueen

Hans opvækst var præget af fattigdom og en manglende fader, der forlod familien, da McQueen var bare seks måneder gammel. Som ganske ung røg han ud i bandekriminalitet og blev som 14-årig taget af politiet i at stjæle hjulkapsler. Kort efter kom han i marinen, hvor han udviklede sig til en succesfuld og hårdtarbejdende soldat, der desuden medvirkede i en redningsaktion for fem andre marinesoldater i det Arktiske hav. Han forlod marinen med adskillelige udmærkelser og begyndte få år efter at modtage dramaundervisning på Stanford Meisner’s Neighbourhood Playhouse. For at tjene penge til undervisningen kørte han motorcykelracerløb i weekenderne. Fire år efter hans undervisning begyndte han så småt at få tilbudt roller. Hans talent kom specielt til udtryk i tv-serien ’Wanted: Dead or Alive’, hvor han medvirkede fra 1958-1960.

Steve Mcqueen

Instruktøren John Sturges bemærkede også den stille og tilbagelænede fyr, der brændte igennem på skærmen, og tilbød ham en rolle i filmen ’Never So Few’ lige for næsen af den dengang etablerede skuespiller Sammy Davis Jr. Samarbejdet var så succesfuldt, at de derefter forlængede makkerskabet til de to andre spillefilm ’The Magnificient Seven’ (1960) og ’The Great Escape’ (1960) – en rolle der sidenhen er blevet hans mest uforglemmelige.

Steve McQueen har udtalt

”Jeg er ikke en stor skuespiller – lad os se det i øjnene, jeg har ikke en stor rækkevidde. Der er visse ting jeg kan gøre, men når jeg er dårlig, stinker jeg. Det har noget med mine hundeøjne at gøre. Folk tror, jeg er god, men jeg er ikke særlig god”

De to film, der virkelig gjorde udslaget og hev ham helt til tops i Hollywood, var ’The Thomas Crown Affair’, ’Bullit’ og juvelen ’Papillon’, der også havde Dustin Hoffmann på rollelisten. Sidstnævnte bød på en performance, der viste McQueens evner som en talentfuld karakterskuespiller, men hans alt for tidlige død satte en stopper for en videre udvikling af denne genre. I 1979 blev McQueen diagnosticeret med cancer, men han var dog i stand til at færdiggøre to film – ’Tom Horn’ og ’The Hunter’, før han tabte kampen og døde som 50-årig. Privat nåede McQueen at blive gift tre gange og få to børn med sin første kone Nellie Adams.

Æret være hans minde.

Steve Mcqueen
"I live for myself and answer to no one.” - Steve McQueen

Terrence Steven McQueen

Født: Den 24. marts 1930 i Indiana, USA.
Debuterede: I horrorfilmen ’The Blob’ (1958).
Døde: Den 7. november 1980 i Ciudad Juárez, Mexico (50 år).
Oscarnominering: Oscarnomineret for sin hovedrolle i ’The Sand Pepples’.

Vigtige film

The Magnificent Seven - 1960
The Great Escape - 1963
The Cincinnati Kid - 1965
The Sand Pepples - 1966
The Thomas Crown Affair - 1968
Bullit - 1968
Le Mans - 1971
The Getaway - 1972
Papillon- 1973
The Towering Inferno - 1974

Facts om Steve McQueen

  • McQueen var en af de højest betalte skuespil­lere i 1960’erne og 1970’erne og blev nummer 1 på lønningslisten med hovedrollen i filmen ’The Towering Inferno’.
  • Ved siden af skuespillet dyrkede han motorsport og var en talentfuld racerkører, hvilket han også viste i filmen ’Le Mans’.
  • Filmen ’Papillon’, der havde McQueen og Dustin Hoffmann i hovedrollerne, blev filmet på Djævleøen, der fungerede indtil 1946 som fangekoloni.
  • McQueen var fra 1973–1978 gift med den amerikanske skuespiller Ali McGraw.
  • McQueen døde af lungecancer, grundet kontakt med asbest, da han var i marinen som ung mand, samt i forbindelse med sin hobby, motorsport.