En kvinde af tiden
Scarlett Johansson
Man kunne frygte, at en blond teenager på 14 år, som tonede frem på biograflærredet ved siden af den erfarne Robert Redford i ’The Horse Whisperer’ (1998), ville falde helt igennem, men sådan gik det ikke. Til gengæld spillede hun sin rolle til perfektion, da hun netop allerede havde bagagen fuld af erfaring fra tidligere roller. Allerede som 12-årig påtog hun sig tunge hovedroller i film som ’Manno & Lo’, hvilket sikrede hende flere nomineringer. Det fine sammenspil med Robert Redford i filmen ’The Horse Whisperer’ blev hendes kommercielle gennembrudsfilm. Pludselig vidste alle hvem pigen med det gennemborende blik var.
Skiftet til voksenskuespiller kom i filmen ’Girl With the Pearl Earring’, hvor hun formår at portrættere en usikker ung kvinde, der endnu ikke forstår sin identitet, og som stifter bekendtskab med sin elskovsglød for første gang. Rådvildheden, og hele følelsesregisteret, der sker i skiftet fra barn til voksen, blev også hendes varemærke i én af hendes hidtil mest anmelderroste roller. Nemlig i Sofia Coppolas film ’Lost in Translation’, hvor den kønne unge kvinde med de dragende øjne og de betagende læber formår på den fineste og uskyldigste måde at forføre den noget ældre Bill Murray. Hendes talenter spænder vidt og samarbejdet med den spanske instruktør Pedro Almodovar, der resulterede i filmen ’Vicky Cristina Barcelona’, beviste hendes klasse og talent og gav hende retten til titlen som filmstjerne.
New York state of mind
Privat synes Johansson hverken at være voldsomt overbeskyttende omkring sit privatliv, ej heller én, der deler flittigt ud. I en tid, hvor begrebet skuespiller ofte bliver reduceret til én der søger ‘omtale’ på den røde løber, har hun formået at forblive større end dette. Her er det værd at nævne, at Johansson betragtes som værende blandt en af de mest succesfulde mennesker på jorden. Scarlett giver selv opvæksten i New York meget af skylden for hendes personlighed, og hun har udtalt følgende: New York er en stor del af min identitet. Jeg føler mig altid hjemme her og kan være mig selv, hvilket er bedre end at være anonym. Byen giver mig en frihed til at gøre, hvad fanden jeg vil. Jeg tror, det er derfor, folk elsker at bo her. Jeg er født og opvokset i New York og bor her stadig. Selvom jeg også har lejligheder i Los Angeles og Paris, så vil New York altid være hjemme for mig.
Udover hendes tiltrækkende umiddelbarhed, der har gjort hende berømt og elsket, hviler hun også i sig selv og lader sig ikke presse af omverdenen, hvilket er en sjældenhed i en verden, der, udover selve skuespillet, hovedsageligt består i at være slank og se godt ud.
Det eneste pres, jeg nogensinde føler, er, hvis jeg kigger i spejlet og ikke kan lide hvad jeg ser. Så siger jeg til mig selv – ‘du burde motionere noget mere’. Men jeg kommer aldrig til at sammenligne mig selv med Uma Thurman og tænke – jeg kan få hendes krop. Det er ikke, hvad jeg formodes at ligne. Jeg har engang hørt, at kvinder klæder sig på for at imponere andre kvinder og dermed ikke mændene. Det tror jeg, der er en vis sandhed i. En mand lægger ikke på samme måde mærke til, om du har tabt 5 kilo, ligesom kvinder gør. Mænd ved, hvad de vil have, og hvis de er tiltrukket af dig, så er de tiltrukket af dig,” har Scarlett sagt.
Superstjerne uden nykker
Fritiden mellem filmoptagelserne bliver tilbragt både i New York og Paris. Hun er i dag forlovet med den franske journalist Romain Dauriac og fødte tidligere i år parrets første barn. Weekenderne i Paris nyder hun til fulde, da de ofte kan tilbringes i et lavere tempo end i New York. Her er der tid til fordybelse, for i modsætning til i USA holder man nemlig fri. Men konkurrencen blandt skuespillerinder er hård. Der er mange skønne kvinder om buddet, og ikke alle er lige samvittighedsfulde. Johansson, der har rundet de magiske 30 år, ved, at hun meget vel kan være på højden af sin karriere lige nu. Selvom hun har været i gamet de sidste 22 år, har indspillet imponerende 39 film, og lige nu er i gang med optagelserne til nummer 40, er hun ikke ved at drosle ned. Tværtimod. Hun forklarer:
Jeg har forståelse for, at jeg skal forblive aktiv så længe som muligt, eller indtil jeg ikke har lyst mere. I underholdningsindustrien står der altid andre på spring til at overtage dit job, hvis du ikke sørger for at pleje dine interesser. På et tidspunkt vil jeg ikke længere få tilbudt ligeså mange roller, og indtil da bliver jeg ved med at arbejde. En dag er det slut, og det er jeg meget bevidst om.” Men indtil den dag kommer, hvilket ikke er foreløbigt, kan vi stadig nyde Johanssons eminente skuespillertalent, naturlige væsen og dragende skønhed.
Scarlett Ingrid Johansson
Født: Den 22. november (1984), New York, USA.
Debuterede: Hun begyndte sin skuespillerkarriere i komedien ’Det perfekte barn’ (1994).
Oscarnominering: Johannson er endnu ikke blevet nomineret til en Oscar.
Vigtige film
The Horse whisperer - 1998Ghost World - 2001
Lost in Translation - 2003
Girl With the Pearl Earring - 2003
The Perfect Score - 2004
The Island - 2005
Match Point - 2005
The Black Dahlia - 2006
The Nanny Diaries - 2007
Vicky Christina Barcelona - 2008
Iron Man 2 - 2010
Hitchcock - 2012
The Avengers - 2012
Don Jon - 2013
Under The Skin - 2014
Facts om Scarlett Johansson
- Johansson er en kæmpe fan af Woody Allen og arbejder gerne så ofte som muligt med ham.
- Hendes far, Karsten Johansson, er arkitekt og dansker.
- Har været ambassadør for champagnemærket Moët & Chandon siden 2009.
- Johansson var gift med den canadiske skuespiller Ryan Reynolds fra 2008 til 2010. I dag er hun forlovet med den franske journalist Romain Dauriac og fødte deres første barn i marts 2014.
- Prøvefilmede til rollen som Lisbeth Salander i filmen ’The Girl
- Er en tro støtte af Barack Obama.
- Hendes yndlingsfilm er ’Heat’ (1995).
- Har en lejlighed på Manhattan og i det trendy Los Angeles kvarter, Los Feliz. Endvidere tilbringer hun også adskillige weekender i Paris sammen med sin franske forlovede.
- Johansson har en tvillingebror Hunter Johansson, der også arbejder som skuespiller.