Fra hittebarn til superstar
Remee Jackman
”Jeg møder sikkert janteloven dagligt – ligesom jeg sikkert møder racisme – men jeg prøver at arbejde uden om det og ikke skænke det for mange tanker. Hvis jeg giver det for meget opmærksomhed, så vokser det, og det skal det ikke have lov til. Ting, der begrænser os, skal ikke have lov til at findes. Jeg tror fuldt og fast på, at vi er sat i verden for at opleve alt det bedste i universet, for at opleve alt det, der får os til at vokse. Og det under jeg mig selv og alle andre. Jeg tror simpelthen ikke på begrænsninger.” De fleste danskere kender Remee som dommer i tv-talentprogrammet X-Factor, hvor han gennem flere år var den venlige og charmerende dommer, der hjalp ubehjælpsomme amatører med at komme til at shine på den eftertragtede scene. Men denne gang, hvor programmet flytter fra DR til TV2, er han ikke med.
Hvad skete der?
”Jeg sprang ud af X-Factor uden faldskærm. Jeg var nervøs – det var et sug i maven. Alt var ellers aftalt, så det var en last minutemavefornemmelse, der gjorde at jeg sprang fra.”
Hvordan var det?
”Da jeg sagde nej, var det med en følelse af ’at det her er noget, du har lavet i en fast gænge år efter år, du er nærmest symbiotisk med programmet’. Jeg følte, at nogen havde uploadet det format inde i min krop, det var blevet en del af mig, men jeg kunne mærke, at for mig var grænsen nået. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne med det program. Og på en måde nulstillede det mig hvert halve år. Du er helt oppe og køre i et halvt år, hver fiber i krop og sjæl er dedikeret til det, og så slukker kameraerne, og så har du sommeren, hvor du lige skal sunde dig og komme lidt på benene med resten af dit liv. Og så går det i gang igen. Og det kom på en måde til at låse mig. Når alt det er sagt om X-Factor, er jeg dog sikker på, at det bliver en kæmpe succes på TV2. De har et super godt panel - alle kan deres håndværk.”
Der er uafbrudt aktivitet på Remees telefon, mens vi snakker. Også uden X-Factor er han en travl mand. Han har hovedet fuldt af kreative idéer, der rækker langt ud over musikken og langt, langt ud over Danmarks grænser. Og meget af det lykkes for det 43-årige multitalent. Årsagen er ifølge ham selv, at han kun laver det, han har lyst til.
”Jeg har ikke lyst til altid at lave det samme hver dag. Jeg har lyst til at vågne op og sige ’wauw, nu skal vi lave det her, det her er et spændende problem at løse, den her udfordring er fed at arbejde med.”
Men det er jo ikke altid gået godt?
Der har også været nedture, ikke?
”Engang havde jeg en masse rod i mit liv. Den hippieagtige del af mig, der bare ville lave noget, der var fedt, havde egentlig ikke fokus på, om det gav profit eller overhovedet løb rundt. Og gik noget dårligt, ja, så betalte jeg bare regningen. Det betød, at jeg en dag befandt mig i en situation, hvor jeg skulle til at tage mig sammen, for hvis du bruger mere end du tjener, så ender det jo galt. Jeg tjente mange penge, fordi jeg havde skrevet så mange sange, og rettighedspengene blev bare ved med at løbe ind. Så længe jeg kunne gå i studiet og lave tre, fire eller fem sange om ugen, så havde jeg en frihed til at lave mange ting. Men uanset hvor mange penge, man tjener, så crasher det jo stadig, hvis man bruger endnu flere. Så tiden var kommet, hvor jeg skulle til at rydde op.”
Remée lagde sin indre hippie på hylden for en stund og gik systematisk til værks:
”Jeg sagde til mig selv: nu må jeg skrive alt det ned, jeg går og laver. Og så starter jeg med at fjerne alt det, jeg ikke elsker at lave, for det er typisk det, der giver stress og det, der betyder at du fejler. Og det gør du, fordi du ender med at sidde at lave noget, du ikke er god til. Og jeg plejede jo at lave ALT. Så jeg fjernede alt det, jeg ikke elskede at lave. Og bagefter fjernede jeg de ting, der ikke gav mig overskud. Og sådan kom jeg ind til benet.”
Hvad var der så tilbage, hvad bestod 'benet' af?
”Først og fremmest en kunstnerisk platform, hvor jeg kan få talent
til at gro og ting til at ske. Det er for eksempel det, jeg har gjort
i X-Factor, men også i mange andre musikalske sammenhænge.
Og så en livsstilsmæssig platform, fordi jeg kunne se, at alt det,
jeg arbejder med og bruger penge på og investerer tid og energi
i, er de fysiske rammer, for det er en måde at få tingene til at gro.
Og sidst en kommunikativ platform.
Jeg oplevede i X-Factor, at
jeg var god til at kommunikere på TV, og at jeg kunne lide det.
Så det var de tre platforme, jeg skulle bygge resten af mit liv
på, og det har jeg gjort lige siden. Og det fungerer; skabe artister,
putte dem ind i fede rammer og stå for kommunikationen.
På den måde sidder vi på hele fødekæden: artistry, lifestyle &
media.”
Prøv at komme med eksempler?
”Oasis Club i Tyrkiet var i sin oprindelse en måde at opfatte et boligkompleks på, som mere end et boligkompleks, snarere som et sted, hvor livet kan udfolde sig i ideelle rammer, men også hvor samarbejde, og kreative ideer kan opstå. Det var et forsøg på at skabe nogle økonomisk tilgængelige rammer for netværk og samarbejde. Det samme gælder for lejlighedshotellet Stay Copenhagen, hvor jeg flyttede alle mulige mennesker ind for at skabe en slags 'facebook in real life', hvor folk ikke er samlet i cyberspace, men i en bygning, hvor man kan arbejde sammen, og hvor der opstår et dynamisk miljø, fordi man bor sammen og ikke skal aftale møder, men bare går ind ved siden af. Det er også det, jeg gør med min natklub Arch, og som vi vil gøre med Arch Café, som bliver det næste. I dag er vi også en del af social-works.com, et social media fællesskab, hvor vi arbejder med kampagner, produktlinjer, hoster folks profiler og meget, meget mere. Vi kan ramme flere hundrede millioner mennesker med social-works.com, og lige nu aner jeg ikke, hvad det kan vokse til at blive.”
Er du færdig med TV?
”Nej, bestemt ikke. Jeg blev for nylig ringet op af en produktionsselskab, der gerne ville lave en programserie, hvor de følger mig, og alt det, jeg har gang i. Det bliver et portræt og en iværksætterhistorie, vi er i fuld gang, og tror, det bliver fint.”
Fra hittebarn til verdensmand
Det lå ikke i kortene, at Remee skulle blive rig og berømt. Tværtimod. Mikkel Johan Imer Sigvardts start på livet var ikke nem. Hans mor var psykisk syg, og hans caribiske far forlod hende, inden Remee kom til verden. I erkendelse af, at hun ikke magtede at tage sig af sin lille søn, afleverede hun ham på en politistation, da han var blot tre måneder gammel. Han kom på spædbarnshjem i Skodsborg og blev senere adopteret af en familie fra Solrød Strand. Remees biologiske mor blev myrdet af en psykisk syg mand, da Remee var omkring 12 år.
Hvordan er det at leve med sådan en start?
”Jeg har jeg måttet vende det til noget positivt. Selvfølgelig var det et kæmpe svigt, som gør ondt. Det gør ondt på mig at tale om det den dag i dag. Man kan slet ikke forestille sig den smerte, der er forbundet med det. Tænk, hvis det var mit eget barn. Jeg ved, hvor højt man elsker sit barn, og man efterlader ikke en lille, uskyldig, hjælpeløs baby uden grund. Min mor har haft ansvarsfølelse nok til at aflevere mig et sted, hvor hun vidste at nogen ville tage sig af mig. Jeg ser det selvfølgelig som et svigt, men også som en kærlighedshandling. Det er på en helt primal måde, og det har jeg fra starten skullet vende til noget positivt.”
Det lyder som en næsten umulig opgave. Hvordan har du tacklet den?
”Jeg spørger mig selv: hvad er det, universet har villet med det her? Hvad har det været godt for? For hvad nu, hvis du antager, at universet kun vil dig det bedste, at der ikke er noget, der vil dig det ondt, uanset at der sker dårlige ting? Og at de dårlige ting er der, for at noget kan udvikle sig, eller verden omkring dig kan blive klogere? Og det var jo positivt at jeg blev adopteret af den familie, der blev min familie.
Livets smerte kan enten drive dig mod mørket eller lyset, og jeg har altid haft et enormt behov for at skabe lys for at få tingene til at skinne. Hvis du eksempelvis går ind på Arch, vil du se, at det er et stort lyshav. Det er sikkert ikke tilfældigt.”
Du er vokset op i Solrød, og i dag er du en international stjerne. Hvordan er det gået til?
”Jeg tror dels, det er arven fra min biologiske far, som var en rigtig verdensmand, han havde et kæmpe ego og masser af karisma, og han var fuld af musikalitet. Han rejste i hele verden uden begrænsninger, og til hans begravelse var der 300 mennesker, der var fløjet ind fra hele verden, og der stod folk uden for kirken, og jeg tænkte ’wauw, hvor har han sat sit mærke’. Jeg mødte ham først, da jeg var 19, og jeg var heldig at nå at få nogle år sammen med ham, inden han døde.”
Altså dels din far – og dels hvad?
”Jeg tænker også, det skyldes, at jeg vokset op i et totalt fladt parcelhusområde. I forvejen bor vi i et totalt fladt land, og jeg tror, jeg er vokset op i den fladeste del, så alt det, der ragede op, skulle komme indefra. Jeg læste på et tidspunkt noget om filosoffen Søren Kierkegaards barndom. Hans far gik en tur på Frederiksberg med ham, vel at mærke ikke ude under åben himmel på det virkelige Frederiksberg, men inde i lejligheden, hvor de boede på Nytorv i det indre København. Det, at de visualiserede turen, mente Søren Kierkegaard selv skærpede hans fantasi. Og da jeg læste det, tænkte jeg, at det på flere måder lignede den måde, min egen fantasi var blevet udviklet på. Der skete ikke en skid der, hvor jeg voksede op, så hvis du ville noget, blev du nødt til at fantasere dig til det. Så jeg visualiserede på livet løs hele min barndom.”
Så hvem er du?
”Jeg er en blanding af min næstekærlige adoptivmor som gav mig et bredt perspektiv på, hvad mennesker kan være, blandt andet ved at lade mig vokse op sammen med sine to autistiske plejebørn, og min adoptivfar, som havde et Reklame/udstillingsbureau og nærede min visuelle side. Og af min biologiske far, der havde musikaliteten, og min biologiske mor, der havde hjernen. Jeg har fået gaver fra dem alle fire. Og jeg er taknemmelig for dem.”
På trods af din hårde start på livet virker du som et lykkeligt menneske. Hvad er opskriften?
”Den eneste vej til lykke er taknemmelighed. Jo mere du kan sige tak for, jo rigere bliver du i det liv. Start med det hver dag. Find alle de ting, du kan sige tak for, i stedet for alle de ting, du kan brokke dig over.”
Familiemennesket Remee
Din start på livet har været turbulent. Nu er du selv far, hvordan har du tacklet rollen?
”Jeg har måttet lære at blive far. Jeg vidste intet om det, da jeg blev far for første gang. Jeg var meget ung og boede i New York, da telefonen ringede, og jeg fik at vide, at jeg skulle være far, at Emma var på vej. Emma var grunden til at jeg forlod New York. Jeg ville på ingen måde kunne leve med at gentage min egen historie, så jeg flyttede hjem, og så prøvede hendes mor og jeg at få det til at fungere på den måde, at jeg blev weekendfar. Da Emma var 12, flyttede hun hjem til mig på fuld tid, og for mig har det været learning by doing. Jeg kan med stolthed og glæde sige, at Emma er blevet et dybt, smukt, karismatisk, intelligent og kunstnerisk menneske, men jeg kan ikke sige, at det var fordi vi gjorde det rigtigt. Jeg kan kun sige, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne.”
Og nu er der endnu en pige?
”Med Kenya, der kom til verden mange år senere, kan jeg mærke, at jeg – som nogle mænd måske gør – modnes langsomt i modsætning til kvinder. Der skulle gå mange år, før jeg var rigtig klar til at blive far. Mathilde var klar som 23 årig, jeg skulle blive 40 før jeg var rigtig klar til et ansvar.”
Hvad betyder familien?
”Mine piger derhjemme er en kæmpe gave, de er mit kompas, de er mit hjem, de er min familie, de er alt det, der er vigtigt for mig.”
Familielykken udspiller sig ikke kun bag hjemmets vægge i villaen i Skodsborg. Remee og kæresten Mathilde deler ud af den og står bag en række charityinitiativer. Remee afslører, hvad der hænger i guldkæden han har om halsen, og trækker en medaljon frem. Den er af guld og motivet er Afrika. Der, hvor Kenya ligger, stråler en diamant.”
”Vores lille datter hedder Kenya, og vi har vores egen charity i Kenya, som er en børneby, som vi supporter i samarbejde med SOS Børnebyerne. Vi har bygget bibliotek, musikskole og sundhedscenter, og vi følger pengene krone for krone, så vi kan være sikre på, at pengene ikke går alle mulige andre steder hen.”
De fire bedste hits
Hvilke af dine sange står dit hjerte nærmest?
”Jeg er nødt til at nævne ”Superstar”. Det er den største. Den var den fjerde mest spillede i Storbritannien i 2000 til 2013, så det er en international klassiker.
”Keep this fire burning” kom kort efter jeg mistede min mor. Jeg skrev den til svenske Robyn, men jeg har altid følt, at det var min mor, der sang den for mig. Jeg skrev den kort efter hendes død, og den tog mig kun 4 minutter at skrive.
En af de sange, der tog længst tid at skrive, var ”Let love be love”. Den skrev jeg til Emma, da hun blev født, - den er hendes fødselsgave. Den er et livsråd til Emma, og den har fulgt hende hele livet. Noget af det bedste musik kan, er at vække kærligheden i os.
”Hvor små vi er” er mere en konstruktion. Den skulle kunne noget bestemt, nemlig samle penge ind til ofrene for tsunamien i 2005. Jeg fik opgaven om søndagen, Nik og Jay kom i studiet om mandagen, og vi havde haft 57 artister i studiet, da den fik premiere om fredagen. Og den gjorde det, den skulle. Den indsamlede 3 millioner kr.”
Fakta
Remee blev født 8. november 1974 og døbt Mikkel Johan Imer Sigvardt. På et tidspunkt vendte han Imer om, så det blev til Remee. I dag har han ændret sit navn til Remee Sigvardt Jackman. Han er forlovet med modellen Mathilde Gøhler, som han har datteren Kenya (3 år) med. Fra et tidligere forhold har han datteren Emma, der blev født i 1999.