END OF SEASON - Spar op til 50% | Shop her
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
END OF SEASON - Spar op til 50% | Shop her
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage

VIRTUOSITET, GENIALITET OG RÅ VOLD

10 film. Hverken mere eller mindre. Det er hvad Quentin Tarantino har planlagt. Men han har også luftet tanken om, at sidste års succes – Once Upon a Time in Hollywood – måske blev den sidste film i rækken, hvor han virtuost har skabt geniale filmværker, der i en andens hånd ville fremstå som platte voldsforherligende B-film. Af Claus Vesterager Martinus Foto: Getty Images
Bradley Cooper
Den unge Quentin Tarantino fik som ung et job i en videobutik. Diskussionerne om film, skuespillere og instruktører udviklede sig sidenhen til dialoger i hans film.

Quentin Tarantino

Los Angeles – og i særdeleshed Hollywood – tiltrækker hvert år i stribevis af mænd og kvinder, der drømmer om en glamourøs karriere. Både foran og bagved kameraet. Det giver sig selv, at det er uendeligt få, der rent faktisk får held til at skabe sig et liv i filmbranchen. Derfor er der så meget desto større grund til at interessere sig for den historie, som Quentin Tarantino har instrueret med sig selv i hovedrollen. En historie om en High School Drop-out, der efter skolen prøvede sig selv af som skuespillerelev på James Best Acting School. Uden den store succes. Også her forlod han skolen efter nogle få år.

”Jeg hadede at gå i skole,” har Tarantino fortalt til Vanity Fair. ”Det var kun historieundervisningen, der var sjov. Den var ligesom en film. Jeg ville være skuespiller eller sådan noget.”

Det blev starten på en lidet attråværdig karriere i pornobranchen: Han arbejdede som billetkontrollør i pornobiografen Pussycat Theatre, mens han om natten arbejdede for en ejer af et pornoblad, hvor han kørte rundt og tømte bladautomater for mønter

Men det var og blev filmens verden, der blev hans redning. I hvert fald til en start. Som 20-årig landede han et job i en lokal videobutik med navnet Video Archives i Manhattan Beach. Med en ussel timeløn på blot fire dollars var det måske ikke verdens fedeste job. Men til gengæld kunne han låne alle de film, han ville, ganske gratis. På den måde var det lidt af et ønskejob. For var der noget, der fangede den unge Tarantinos interesse, var det film! I skolen havde han lært at pjække. Men hjemme optog han timevis af spillefilm. Gamle klassikere og B-film i en pærevælling.

Han vidste et og andet om film, da han startede i video-forretningen. Og han blev hurtigt populær blandt kunderne. Han var nærmest et omvandrende leksikon med viden om film, skuespillere og instruktører. Han kunne diskutere Sergio Leones mesterværker i timevis. Andre emner optog ham lige så levende. Der verserer flere historier om kunder, der faldt i snak med Quentin Tarantino i Video Archives, hvorefter de mange år senere kunne finde en næsten ordret gengivelse af diskussionerne i en spillefilm. Et eksempel var en diskussion om drikkepenge, som i 1992 havde fundet vej til hans reelle filmdebut i filmen Reservoir Dogs.

Der var helt åbenbart ikke særlig travlt i butikken. Så sammen med en kollega, Roger Avery, begyndte han at skive filmmanuskripter. De færdiggjorde et manus med titlen The Open Road, der dog aldrig blev filmatiseret. Men endnu en gang gemte Tarantino guldkornene til senere brug. Store dele af manuskriptet blev nemlig genanvendt i Tony Scott-filmen True Romance med Christian Slater og Patricia Arquette i hovedrollerne. En lettere syret film om en tegneserienørd, der på sin fødselsdag går i biografen for at se tre Sonny Chiba-film i træk og møder sin drømmekvinde. En film, der trækker tråde tilbage til Tarantinos eget liv og drømme.

Tilfældigheder

I det hele taget er det hans evner som manuskriptforfatter, der åbner dørene for Quentin Tarantino.

Efter True Romance-succesen køber Oliver Stone Tarantinos manuskript til storfilmen Natural Born Killers. Det giver penge på bankbogen. Penge, han fluks investerer i filmen Reservoir Dogs.

Det lyder som en historie, vi har hørt før. Men den er mere intrikat end som så. Quentin Tarantino havde skrabet 30.000 dollars sammen til at producere filmen sammen med sin ven produceren Lawrence Bender, hvis kones dramalærer perifert kendte Hollywoodstjernen Harvey Keitel, der ad den vej havde fået fingre i manuskriptet. Resultatet blev, at Keitel skød penge i filmen og selv tilbød at spille rollen som Mr. White. Selvom budgettet voksede til 1,5 millioner dollars, var der stadig tale om et ultralavt budget. Selv for en independent movie: Skuespillerne måtte optræde i deres eget tøj. Der var simpelt hen ikke råd til kostumer!

Quentin Tarantino har tilført filmverdenen noget ganske unikt. Film, der i andres hænder ville ende som ligegyldige voldsforherligende B-film, får han til at fremstå som kunst. Faktisk i et sådant omfang, at Reservoir Dogs i første omgang blev forbudt i England med den begrundelse, at vold og tortur blev anvendt som underholdning. Selv har Tarantino forsvaret brugen af vold på denne måde. ”Vold er så godt. Det påvirker publikum så massivt!” En ting er sikker: Hvis han indstiller karrieren om tre år, når han fylder 60 år, er der en hel verden af filmelskere, der vil savne hans pågående og ofte surrealistiske universer. Forhåbentlig kan hans løfte om at kaste sig over nye filmmanuskripter give dem ro i sjælen.

TARANTINOS FRYDEFULDE TOP-10

Quentin Taratino har trukket millioner og atter millioner biografgængere ind i de mørke sale til gys, drama og lejlighedsvis humor. Hvem husker ikke film som Pulp Fiction (1994), Inglourious Bastards (2009) og Once Upon a Time in Hollywood (2019). Men hvilke skuespillere står øverst på hans personlige top-10? Af Claus Vesterager Martinus Foto: Getty Images

Martin Scorsese og Leonardo DiCaprio. Steven Spielberg og Tom Hanks. Og ja, selvfølgelig også Quentin Tarantino har haft den fornøjelse at instruere nogle af tidens allerbedste skuespillere. Stjerneinstruktørerne har naturligvis også deres egne favoritter, som de hele tiden vender tilbage til, når rollelisterne skal besættes. Et eksempel er The Hateful Eight (2015), hvor der var hele otte gengangere fra tidligere Tarantino-film at finde på rulleteksterne. Og to af dem har været med siden hans første film: filmklassikeren Reservoir Dogs (1992). Med Brad Pitt og Leonardo DiCaprio tilbage i truppen i Once Upon a Time in Hollywood (2019) er det et oplagt tidspunkt at gøre status: Hvem er på Quentin Tarantinos top-10-liste efter mere end 30 år i branchen?

Bradley Cooper
ZOË BELL

10. ZOË BELL

Hvis du ikke er 100 procent en del af Tarantinos filmunivers, vil den første på listen nok få dig til at spørge: Hvem pokker er Zoë Bell? Nå, men den newzealandskfødte skuespillerinde – og ikke mindst stuntkvinde – er en absolut integreret del af Tarantinos filmverden. Hendes mest betydningsfulde bidrag til hans film var hendes krævende og sikkert smertefulde job som Uma Thurmans stuntkvinde i Kill Bill Vol. I + Vol. II (2003+2004). Ikke kun har Tarantino fortsat med at bruge Bell til stuntarbejde, men han har siden kastet hende ud i skuespillerroller, herunder som en version af sig selv i Death Proof (2007). En film, hvor hun mindeværdigt slutter af med et cirkelspark til Kurt Russells hoved.

Bradley Cooper
MICHAEL MADSEN

9. MICHAEL MADSEN

Trods det dansk-klingende navn er Michael Madsen ærkeamerikansk. Han spillede med i begge Kill Bill-filmene og havde rollen som Mr. Blonde i Reservoir Dogs. Det er fristende at placere Madsen højere på listen. Ikke mindst på grund af den mest mindeværdige scene i hans karriere: politiforhøret af Mr. Blonde til toner af "Stuck in the Middle with You" i filmen Reservoir Dogs. I filmmagasinerne skoses han imidlertid for at have sagt nej til rollen som Vincent Vega i Pulp Fiction (1994). Rollen kickstartede i stedet den mere seriøse del af John Travoltas karriere. Måske er der her en lille humoristisk tone at spore hos Tarantino: Mr. Blondes navn i Reservoir Dogs er Vic Vega. At navnet går igen i Pulp Fiction, var måske stjerneinstruktørens måde at sige: It could have been you!

A star is born Bradley Cooper
HARVEY KEITEL

8. HARVEY KEITEL

Hvis en rangering af Tarantinos yndlingsskuespillere kun handlede om skuespilkunsten, kunne Harvey Keitel sagtens have været blevet placeret helt i top. Det var ham, der sagde ja til både at spille med i Reservoir Dogs og sikre filmen som medproducer. Det var hans stjerneglans og netværk, der var med til at sikre finansieringen af filmen – og hans skuespil, der var med til at skabe dét mesterværk, den skulle vise sig at blive. Men Keitel har stadig spillet en vigtig rolle på lærredet takket være sin skildring af Mr. White i Reservoir Dogs og Pulp Fictions Winston Wolfe. Måske den sejeste karakter, Tarantino nogensinde har skrevet.

Bradley Cooper-Lady gaga - A star is born
KURT RUSSELL

7. KURT RUSSELL

At Kurt Russell ikke er rangeret højere, skyldes en – ifølge anmeldelserne – noget bleg performance i Death Proof. Han leverede ellers en fremragende præstation som ’The Hangman’ i The Hateful Eight. Men Death Proof var også Tarantinos mindst omtalte film. Og den film, der fik de dårligste anmeldelser. Ikke desto mindre var Kurt Russell tilbage på rollelisten, da Once Upon a Time in Hollywood blev optaget.

Bradley Cooper-Lady gaga - A star is born
TIM ROTH

6. TIM ROTH

At få Tim Roth til at sige ja tak til rollen som Mr. Orange i Reservoir Dogs krævede en seriøs druktur. Tarantino og Roth måtte bunde adskillige flasker, inden han sagde ja til at stille op. Og gudskelov for det. For det blev startskuddet til tre andre superpræstationer i filmene Pulp Fiction, Four Rooms og The Hateful Eight.

Bradley Cooper Irina Shayk
LEONARDO DICAPRIO

5. LEONARDO DICAPRIO

Han er den senest ankomne til Tarantinos foretrukne trup. Han var i tale som Waltz i Inglourious Bastards (2009), men kom først på rollelisten til western-fortolkningen Django Unchained (2012). Efter en karriere som hjerteknuser og leading man på filmlærrederne skiftede han karakter og blev en skræmmende og brutal slaveejer i rollen som Calvin Candie. Syv år senere var han atter en af Tarantinos foretrukne i Once Upon a Time in Hollywood. Samarbejdet mellem de to synes ekstra vigtigt, da de næsten er de to sidste tilbageværende af Hollywoods superhelte-æra.

Bradley Cooper Sam Elliott A star is born
BRAD PITT

4. BRAD PITT

Filmen True Romance er teknisk set det første samarbejde mellem Brad Pitt og Tarantino, i den forstand at manuskriptet var skrevet af Quentin Tarantino. Derfor er det lidt overraskende, at der skulle gå 16 år, inden de kom til at arbejde sammen med filmen Inglourious Bastards. Men det var ventetiden værd. Brad Pitt leverede en inspirerende hovedrolle som løjtnant Aldo Raine. En optræden, han om muligt forbedrede i Once Upon a Time in Hollywood, hvor han spillede stuntman-chaufføren Cliff Booth for den afdankede Hollywood-skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio).

Bradley Cooper Sam Elliott A star is born
CHRISTOPH WALTZ

3. CHRISTOPH WALTZ

To Oscar-statuetter er den bedste introduktion for den tyskfødte skuespiller Christoph Waltz, der spillede med i både Inglourious Bastards, hvor han allerede i de første scener bjergtog publikum som Standartenführer Hans Landa. En tysk officer, der sætter alt ind på at fange Aldo Raine (Brad Pitt) og hans folk. Rollen som SS-officer betegnes af Tarantino selv som den bedste karakter, han nogensinde har skrevet. Waltz imponerede også som dusørjægeren i Django Unchained.

Bradley Cooper Sam Elliott A star is born
UMA THURMAN

2. UMA THURMAN

På andenpladsen – og beskrevet som Tarantinos muse – kan det undre, at vi finder Uma Thurman, der spillede med i både Pulp Fiction og Kill Bill-filmene. Selvom hun har leveret besnærende dansescener og fantastiske sværdkampe (sammen med Zoë Bell), er hun nok det bedste bevis for, at Tarantino ikke har haft mange kvindelige skuespillere med i sine film. Men hun er undtagelsen, der bragte liv til to meget forskellige film, der begge har sin berettigelse i Tarantinos Hall of Fame.

Bradley Cooper Sam Elliott A star is born
SAMUEL JACKSON | En lang række Hollywood-stjerner har spillet hovedrollen i Quentin Tarantinos film. Men det er og bliver Samuel Jackson, der er hans favorit. Det var i film som Pulp Fiction, han for alvor trådte i karakter. Og dét i en grad, så han på et tidspunkt var den bedst betalte skuespiller gennem tiderne.

1. SAMUEL JACKSON

Hvis Thurman er Tarantinos kunstneriske muse, så er Samuel Jackson ilten, der giver liv til hans film. Han kan næsten ikke arbejde uden ham. Jacksons meritliste er imponerende. Ikke mindst som den bedst betalte skuespiller gennem tiderne. Og selvom han har sat sit præg på Star Wars-film og Marvel-universet, så er det i Tarantinos univers, han for alvor strålede i sin mere end 40 år lange karriere

Med ni kassesucceser har 57-årige Quentin Tarantino sagt, at han højst ville lave 10 film, så han kunne trække sig tilbage som 60-årig og hellige sig arbejdet som forfatter. Holder det stik, ja så er ONCE UPON A TIME IN HOLLYWOOD hans absolut sidste film. Men man har da lov til at håbe!