Fra legionær til LITTERAT

Som ung var han med egne ord lidt af en rod. Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle forsøge at tryne ham uden selv at få en blodtud. En til tider kaotisk opvækst med hele syv skoleskift var ikke særligt befordrende for hans lyst til at gå i skole. Efter 2.G fik han nok. Der var behov for et sceneskift. Og den nye scene lå i den lidt søvnige sydfranske by Castelnaudary, små 60 km sydøst for Toulouse. Hjemby for 4e Régiment Étranger. Den skoletrætte 18-årige Peter Hovmand havde for alvor skiftet danske stile og matematikopgaver ud med livet som Fremmedlegionær.
Peter Hovmand – Fremmedlegionen
Den første måned som ny rekrut afsluttes med en 100 km march. Først derefter får soldaten ret til at bære den hvide kepi. Uniformskasketten, der er tegnet på, at man er legionær.

Peter Hovmand

Toget triller lidt for roligt ind på perronen. Dørene glider op og en sorthåret, kortklippet mand med klare grønlandske ansigtstræk haster ud. Skuldertaskens rem trækker han hurtigt over hovedet, mens han i noget der minder om ilmarch stryger ned af trappen til tunnelen under stationen. Få sekunder senere er han på vej over Jernbanepladsen med retning mod Lyngby Hovedgade, hvor han med to minutters respit standser op ved blomsterforretningen.

Interviewaftalen var kl. 11.00! Ikke kl. 10.59. Eller 11.01. Men kl. 11.00 præcis! Hvis der er noget, der bare skal være i orden i Peter Hovmands dagligdag, så er det præcision. Denne grå onsdag formiddag er det kun en undskyldende sms-besked fra journalisten, der redder dagen. Og så naturligvis det faktum, at det i hvert fald ikke var ham selv, der var sen på den.

“Tja, det er nok dén ting fra min rekruttid, der sidder dybest i mig. I dag – næsten 27 år efter jeg troppede op på kasernen – betyder det stadig så meget for mig, at jeg helst møder 40 minutter tidligere end mine elever. Jeg kan simpelthen ikke have, at det er mig, der kommer for sent,“ fortæller Peter Hovmand med et skævt smil.

Kasernen var i dette tilfælde ikke en gennemsnitlig dansk barak. Peter Hovmands erindring stammer fra Quartier Capitaine Danjou i Castelnaudary. En søvnig garnisonsby tæt på Toulouse i det sydlige Frankrig. Her var tonen ikke kammeratlig endsige kollegial. Når korporalen næsten hadsk skreg kommandoen ’Première section! Rassemblement dans le couloir!” stormede rekrutterne ud til samling på gangen i den forudbestemte rækkefølge. Korporalen talte hurtigt. En-to-tre… Og ve den der ikke nåede ud i retstilling inden, han havde talt færdig. I bedste fald var straffen armbøjninger. I værste fald ville korporalen endevende stuen og kaste alles ejendele og udstyr på gulvet, hvilket ville betyde, at Peter Hovmand og resten af delingen først måtte sortere uniformer, støvler, toiletsager og andre ejendele før, de kunne tørne ind.

Peter Hovmand – Fremmedlegionen
“Jeg skal til at skabe mig noget nyt. Mit liv har bestået af en række valg – og nogle hårde kampe. Ikke kun i Fremmedlegionen. Nu skal jeg videre” Peter Hovmand

18 år gammel havde Peter Hovmand fået nok af gymnasiet. Ikke at de faglige udfordringer var steget ham over hovedet. Men skoletræt det var han. Og i 1992 skete der andet end fodboldlandsholdets overraskende triumf ved EM i Sverige. Et par tusinde kilometer sydpå var det byer som Sarajevo, Tuzla og Srebinica, der var i fokus. En blodig borgerkrig hærgede Ex-Jugoslavien. 300.000 mennesker mistede livet.

“Jeg var ung. Fyldt med energi. Og jeg havde en stor trang til at gøre en forskel. At sætte magt bag kravet om fred i Ex-Jugoslavien. Det fødte tanken om en karriere som professionel soldat. Danmark var godt nok aktiv med fredsbevarende styrker. Men jeg mente, at der skulle mere til. En aktiv fredsskabende styrke, der for alvor kunne standse krigen og civilbefolkningens lidelser. Jeg tænkte, at Frankrig nok ville være det mest sandsynlige bud på en sådan indgriben i borgerkrigen. Så derfor voksede tanken om at melde mig til Fremmedlegion,“ fortæller Peter Hovmand.

Peter Hovmand – Fremmedlegionen
Det var på en vandretur i alperne, at Peter Hovmand blev overfaldet. Jeg er ikke typen, der bare falder og slår mig, fastslår han.

Selv om hans forældre ikke rigtigt forstod hans trang til at droppe gymnasiet og rejse til Paris for lade sig rekruttere til en af de hårdeste militæruddannelser i verden, ja, så pakkede han sine ting, solgte stereoanlægget og tog afsted.

“Jeg tror også, at det handlede lidt om, at jeg hurtigt følte mig lukket inde. Når det blev for meget flygtede jeg som ung op til Grib Skov. Jeg elskede det vilde. Den uhæmmede natur. Men mest af alt kunne jeg lide dét at nå frem til skovbrynet og se skoven lukke sig op mod det åbne land. Måske er netop det med de åbne vidder og friheden noget, der har sin rod i mine grønlandske aner.“

Rekrut i Légion Éntrangère

I Fort Nogent i Paris meldte han sig til tjeneste og blev sammen med et nyt hold rekrutter sendt til Sydfrankrig, hvor han blev tildelt 4. regiment i Fremmedlegionen, der havde base i Castelnaudary – en lille by med omkring 12.000 indbyggere i hjertet af Languedoc-Roussillon- regionen.

“Vi var en meget sammensat flok. Jeg knyttede mig til de andre engelsk-talende rekrutter. Men vi kom fra hele verden. Der var englændere og amerikanere med erfaring fra Royal Marines og US Marine Corps. Der var russere, der havde været faldskærmssoldater i Spetsnaz-styrkerne. Det var pudsigt, at mange helt åbenbart havde nyopfundne navne, der var skabt med en vis grad af humor. Vi havde eksempelvis en Bill Gates fra USA. Det var dem, der havde haft behov for anonymitet og en ny identitet. Den første tid gik med rengøring, rengøring og atter rengøring, mens vi ventede på at blive sendt ud til La Ferme – Farmen.“

Peter Hovmand – Fremmedlegionen
Legionærer i paradeuniformen. Légion Étrangère har stolte traditioner, men er en moderne kampstyrke, der har kæmpet i alle Frankrigs krige. Senest i Afghanistan og Mali.

Mandskabet fik også udleveret deres kampudrustning: Rygsæk med sovepose og poncho, et basisbælte med magasintasker, drikkedunk og naturligvis hjelm. Den første dag gik med at lære at lægge tøjet i nogle meget præcise stakke. Våben så de ikke noget til endnu. “Det var noget, vi så frem til med vis bæven. For det var en hel måneds Boot camp, der handlede om disciplin og fra-sortering af de rekrutter, der ikke havde dét i sig, som Legionen forventede. Efter sigende skulle det være en af de hårdeste militære grunduddannelser.“

Det blev en hård måned med en benhård disciplin og korporlige afstraffelser, når der blev begået fejl. Det var også en måned med hård fysisk træning. Og mange kilometer på landevejen med fuld oppakning. “Den første tid var svær. Ikke mindst fordi alt foregik på fransk. Især for dem, der ikke kunne fransk, var det et mareridt. Vi kunne kun se på, hvordan de fransk-talende rekrutter gjorde og så gøre det samme. Afskyen skummede i korporalernes ansigter. Vi var ikke soldater. Vi var hjælpeløse civilister.“

Chante en marche – Marchsang

“Det er lidt pudsigt,“ siger Peter Hovmand. “Vi var en del af en de mest legendariske militærenheder i verden. Kunne blive udsendt til krigszoner overalt i Frankrigs interesseområder, hvor vi forventedes at gøre vores pligt uden spørgsmål. Træningen gik i høj grad ud på at nedbryde de forskellige barrierer, den enkelte rekrut havde omkring sig. Få ham til at acceptere at være en del af en enhed. Et kollektiv. Og så alligevel var det et særkende, at et af legionens midler til at få os til at se os selv som en enhed skete gennem sang.“

Peter Hovmand – Fremmedlegionen
Peter Hovmand har skrevet bogen Til det yderste om sine oplevelser i Fremmedlegionen. Her kan du også læse om hans knap så regelrette barndom. Bogen er hans debut som forfatter.

En nat, hvor mændene havde været i gang i over 20 timer skulle march-sangen for alvor bankes ind i hovederne på rekrutterne. Vive la Légion Éntrangère! Marcherende på en stubmark, dødtrætte, udmattede sang de legionens marchsang. Igen og igen.

“Det var vanvittigt. Men alligevel var denne nat magisk. På en gang lyrisk eller poetisk. For med ét forstod jeg, hvor svag jeg i virkelighed var. Med sangen forsvandt min nervøsitet. Og vi følte alle en samhørighed, og jeg oplevede en ro, som varede resten af natten. Og en ro, som når tingene blev ekstreme gjorde, at jeg kunne finde den hårdhed og vilje til at fortsætte,“ fortæller Peter Hovmand.

Faldskærmssoldat i ex-Jugoslavien eller…

Den månedlange Boot Camp på Farmen blev afsluttet med en 100 km lang march. La Marche képi blanc med reference til den hvide uniformshat, som er en del af legionærens paradeuniform. En march der skulle gøre de frivillige – Engagées Volontaires – til legionærer. Tilbage på kasernen i Castelnaudary fuldførte han sin rekrutuddannelse. Og Peter Hovmand fik endda sit ønske om at fortsætte sin uddannelse i legionens 2. faldskærmsregiment opfyldt. Regimentet har base på Korsika i Middelhavet – og her fik han sine vinger.

Tiden på basen i Calvi på Korsika var meget anderledes end i Castelnaudary og Farmen. Maden var rigelig. Men ikke desto mindre var der tale om hård teoretisk og praktisk undervisning. Og naturligvis faldskærmsudspring fra et C-160 Transall transportfly fra blot 190 meters højde. “Med oppakning vejede vi omkring de 130 kg. En uformelig rygsæk og gevær, samt sikkerhedsskærmen på maven. Vi faldt med 30-40 km i timen. Et par sekunder inden vi landede, skulle vi give slip på rygsækken, så den hang i enkelt line under os. Og så var det pludselig overstået.“ Den sidste øvelse foregik om natten. Ved et af springene landede Peter Hovmand i et træ. Grenene knækkede og han faldt tungt til jorden. “Korporalen var vist mest glad for, at faldskærmen ikke havde taget skade!“

Peter Hovmand – Fremmedlegionen
Senere har han udgivet novellesamlingerne Hen over jorden (2000) og Ikke altid sådan her – Fortællinger fra afgrunden (2012) og romanerne Soldatens dans (2003) og Grødhoved (2014). I 2013 udgav han tillige Knut Hamsums oprør, mens han i 2014 skrev bogen Vild med Vestjylland – anderledes ture i det vilde vesten.

Dagen efter fik Peter Hovmand udleveret sine vinger, og kunne nu kalde sig Parachutiste i Fremmedlegionens 2e Régiment Étranger Parachutistes, 2. kompagni. En sidehistorie til regimentsnavnet er, at det omtales som 2REP. Det blevet formeret efter, at det første faldskærmsregiment blev opløst i unåde efter dets involvering i et militærkup i Algier i 1961. Et kup, der skulle forhindre en forhandlingsløsning i den oprørskrig, der havde hærget landet i syv år.

Men selv om regimentet trænede for at blive indsat som fredsskabende styrke i ex-Jugoslavien – og det var en af de væsentlige årsager til Peter Hovmands tid i legionen – blev Europa aldrig enige om at standse borgerkrigen med magt. Og i stedet kunne faldskærmsregimentet se frem til en udstationering i Djibouti eller Tchad. “I mine øjne dumpede de europæiske lande fælt. De lod myrderierne fortsætte indtil amerikanske bomber tvang parterne til at forhandle en fredsløsning på plads. Men at vi ikke skulle til Balkan, fjernede også mit engagement.“ Peter Hovmand brugte den sidste chance for at opsige sin kontrakt med Fremmedlegionen og rejste hjem igen.

Men lige så svært som det havde været at gennemføre rekrut-uddannelsen på La Ferme, lige så besværligt skulle det vise sig at få lov til at opsige kontrakten med Fremmedlegionen. “Først og fremmest var der en helt nagelfast kommandovej i legionen. En kommandovej, som under ingen omstændigheder kunne brydes. Men jeg havde truffet min beslutning. På kasernen i Calvi var der naturligvis militær træning. Men der var også ufattelig meget rengøring og opvask. Og når nu Europa lod meningsløsheden råde i Bosnien og Serbien, ja, så kom tanken til mig, at jeg lige så godt kunne tage hjem og få min studentereksamen som at stå her på Korsika og vaske op.“

“Jeg talte med en af de franske korporaler om mit ønske om at forlade legionen. Det var en farlig vej at gå. De kunne lige så godt have sendt mig med det første fly til Fransk Guyana og jungle-krigstræning. Men korporalen ville tale med vores løjtnant, som igen ville tale med kaptajnen, som så ville tale med…“ Det var bestemt ikke let for Peter Hovmand at få lov til at opsige sin kontrakt. Men han havde læst det med småt. Og faktisk var de første seks måneder en prøveperiode.

Mor brød kommandovejen

“Første samtale med løjtnanten endte i uvished. Han hævdede på det bestemteste, at punktet i kontrakten om en prøveperiode på ingen måde kunne berettige en legionær til at opsige sin kontrakt. Efter den omgang følte jeg mig som lovløs. Folkene i min deling holdt sig på afstand af mig. Andre havde forladt legionen. De var deserteret! Jeg var den eneste, der havde sagt det højt. Men løjtnanten havde ikke bragt mit ønske videre. Han ventede ganske enkelt på, at min prøveperiode udløb.“

Dagene gik med ekstra oprydning, rensning af våben og rengøring. Men Peter Hovmand havde forinden fortalt sin mor i Danmark, at han ønskede at forlade legionen. Hun havde kontaktet det danske konsulat i Marseilles – og herfra var der taget kontakt til en oberst i Fremmedlegionens hovedkvarter i Aubagne.

“Selv var jeg stadig i tvivl om resultatet af min anmodning ville blive kachotten, tæv eller udsendelse til Guyana. Men en dag, hvor løjtnanten en sidste gang havde forsøgt at overtale mig til at blive, blev jeg kaldt ind til kaptajnen. Fem minutter senere havde jeg skrevet under på et stykke papir. Min mor – ikke jeg – havde i praksis brudt kommandovejen. Måske også et udtryk for, at der var nye tider på vej i legionen.“ Nogle uger senere var Peter Hovmand tilbage i Aubagne. Og med en ny følelse af frihed på vej mod Danmark.

Tilbage i Danmark

Hjemme igen genoptog han sin uddannelse. Først i form af en HF-eksamen – og sidenhen en magistergrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. “Litteratur-videnskab? Tja, før min tid i Fremmedlegionen var min stærke side nok det litterære. Jeg elskede at læse – og jeg havde inderst inde en drøm om også at kunne skrive. I hvert fald var det en af mine styrkesider, hvorimod det lå lidt tungere med matematikken.“ Efter studierne trak militæret atter – og Peter Hovmand aftjente sin værnepligt og blev ansat som konstabel. Faktisk skulle han have været udsendt med Hold 8 til Afghanistan. Men kom aldrig afsted.

Til gengæld fik han arbejde som gymnasielærer – først i Esbjerg og frem til i dag på Lyngby Handelsgymnasium. Men der blev også tid til at skrive. I første omgang pressede oplevelserne i Fremmedlegionen sig på. Bogen 'Til det yderste' udkom i 1998. Senere – i 2014 – blev det en række novellesamlinger og romanen Grødhoved, der handler om en såret soldats lange vej tilbage til livet.

Koma

Den lange skrivepause fra hans debut til 2014 var helt og aldeles ufrivillig. Under en vandretur i Frankrig blev Peter Hovmand fundet bevidstløs. Han lå i koma på hospitalet i Montpellier med læsioner i hovedet. Officielt – og i manglen på vidner – blev skaderne tilskrevet en faldulykke. “Men jeg er ikke typen, der falder! Dagen før jeg blev fundet bevidstløs, havde jeg i et tog fundet sammen med nogle legionærer. Det var dagen før Bastille-dagen. Så der var nok også en del alkohol indblandet. Men det var ikke nødvendigvis respektindgydende for dem at sidde overfor en frafalden legionær som mig. Om det var en dem, der slog mig ned, ved jeg ikke. Men en af dem har givetvis slået alarm.“

Det blev startskuddet til en lang sej kamp for at komme sig efter episoden. “Jeg kunne ikke tale. Havde kun nogle få sætninger. Jeg kunne heller ikke skrive. Byttede om på sort og hvidt. Og da jeg endelig kunne begynde at skrive igen, var der ingen, der kunne læse det.“ - Men jeg har gennem et ufatteligt hårdt arbejde – og med stor professionel hjælp fra Center for Hjerneskade – genvundet mit sprog. Og heldigvis også evnen til både at kunne skrive og undervise igen.

Disciplin med et glimt i øjet

Peter Hovmands militære uddannelse – både i Fremmedlegionen og i den danske hær – har sat sine spor. Han hader at komme for sent. Han kommer hellere en halv time før en aftale end at risikere at komme for sent. Forberedelse og eliminering af fejlmuligheder betyder også meget. Og det præger også hans undervisning. “Som gymnasielærer starter man jo stort set uden nogen form for pædagogisk baggrund. Så jeg bruger da også min militære erfaring i undervisningen. Jeg behandler ikke de unge som soldater. Men især over for de lidt uvorne unge mænd i klassen, bygger jeg det hele lidt op som en leg, hvor de ved, at jeg holder øje med dem. Jeg ser mange små detaljer. Det trykker på nogle knapper, hvor disciplin får en betydning. Men det skal gøres med et glimt i øjet.“

Nye trædestene

Livet har budt på mange op- og nedture for Peter Hovmand. Og han er bestemt ikke den samme personlighed som den 18-årige skoletrætte unge mand, der rejste til Paris for at melde sig til Fremmedlegionen. “Jeg var nok en noget introvert person som yngre. Jeg havde også en fornemmelse af, at styrke betød noget. Jeg var nok sådan lidt mere til højre for midten. Tag jer nu sammen. Vær ikke så doven. Jeg havde ikke den store forståelse for svaghed. Men efter min skade, hvor jeg mistede mit sprog, fik jeg faktisk også mere forståelse for andres svaghed. Jeg blev mere følsom. Og egentlig også lidt mere religiøs,“ fortæller Peter Hovmand og fortsætter:

“Jeg har lært det på den hårde måde. Men det har været en fordel for mig. Både når det handler om at undervise og om det at skrive. Og jeg har måske også lært mig selv, hvordan og hvor vigtigt, det er at skifte spor en gang i mellem.“ “Det kan være, tingene kører på et skinner i et par år. Men så skal der også ske noget nyt.“ Og noget nyt skal der til at ske i Peter Hovmands liv. I dag som 45-årig begynder trangen til at skabe en ny scene i livet nemlig at trænge sig på. “Jeg skal til at skabe mig noget nyt. Mit liv har bestået af en række valg – og nogle hårde kampe. Ikke kun i Fremmedlegionen. Nu skal jeg videre. Jeg vil gerne have tid til at skrive igen. Og måske også holde foredrag. Måske med overskriften ’Fra Legionær til Litterat’…“ Peter Hovmand skriver aktuelt på en ny bog om nogle af de udsatte eksistenser han traf, da han boede i Esbjerg.

Légion Étrangère: PÅ LIV OG DØD

Fremmedlegionen er måske den mest kendte militærenhed i den franske hær. Det er en historie om stort mod og udholdenhed. Men det er også historien om legionærer med behov for en ny identitet.

Myter er der nok af, når talen falder på Fremmedlegionen. Og de er næsten umulige at udrydde. En går på, at legionærerne er en samling kriminelle fra stort set alle egne af verdenen. Folk, der havde behov for en ny identitet. Et nyt liv. Selv om myten til dels rummer et gran af sandhed i et historisk perspektiv, ja, så bliver nye rekrutter med en blakket fortid sorteret fra længe inden, de når frem til træningsregiment i Castelnaudary i det sydlige Frankrig.

Men det franske elitekorps er stadig åben for nye rekrutter uanset nationalitet, race eller religion. Legionærerne indgår en fem-årig kontrakt, der kan forlænges. For mange er det lidt af en gulerod, at soldaterne efter tre års tjeneste kan søge om fransk statsborgerskab. En anden gevinst er, at 15 års tjeneste udløser en livsvarig pension. Fremmedlegionen styrke er på ca. 10.000 mand, der alle gennemgår en hård fysisk træning og en hverdag, hvor de er underlagt benhård disciplin. Légion Étrangère blev oprettet allerede i 1831 i Algeriet, hvor et større antal franske tropper var strandet. Legionens hovedformål var at sikre Frankrig nye kolonier i Nord-Afrika og Fjernøsten.

Mod og udholdenhed er et af legionens karakteristika. Især et enkelt kompagnis kampe ved Camerone i Mexico bliver stadig mindet med stor veneration hvert år den 30. april. De 65 legionærer stod overfor en overlegen styrke på 2.000 mexicanske soldater. I ni timer holdt de stand og tvang deres modstandere til at betale en høj pris for sejren. Blot tre legionærer overlevede.

Før kampen ved Camerone var korpset foragtet som den franske hærs affald, men nu vandt den anerkendelse som en elitestyrke langt ud over Frankrigs grænser. I dag er det den franske hærs elitekorps, der har kæmpet i stort set samtlige krige, som Frankrig har været involveret i. Senest i Afghanistan og Mali.

Rundt omkring i Frankrig har Fremmedlegionen 18 hvervningskontorer, hvortil mænd fra hele verden kommer døgnet rundt for at blive en del af verdens skrappeste hær. Alle føres videre til lejren i Aubagne, hvor de må gennem 20 dages omfattende evaluering, før de underskriver kontrakten og sendes til fire måneders rekrutskole i Castelnaudary.