Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Femme Fatale

Penélope Cruz har drevet det vidt, siden hun som bare 18-årig debuterede på det hvide lærred. Hun har fast plads på mandemagasinernes lister over verdens flotteste kvinder, og selvom superstjernen dårligt kunne tale et ord engelsk, da hun først kom til Hollywood, blev hun alligevel den første spanske skuespiller med en Oscar-statuette stående over kaminen. AF NANA NØRGAARD FOTO: GETTY IMAGES.
Penelope Cruz
Det er svært at tage øjnene fra Penelope Cruz’, hvis skønhed og charme er udover det sædvanlige. Siden 1992 har hun smeltet alverdens drenge- og mandehjerter, og det ser ikke ud som om, det slutter her.

Penelope Cruz

Om mennesket bag det smukke ydre

Ud af Spanien

Penélope Cruz Sánchez kom til verden i 1974, i Alcobendas, en lille by, lidt nord for Madrid, hvor hendes mor var frisør, og hendes far mekaniker. I barndomshjemmet fik den unge Penélope plads til at afprøve og udvikle sit talent for skuespil, ved blandt andet at rekonstruere reklamerne, hun kendte fra TV, for et publikum bestående af forældrene og de to yngre søskende.

Skønt talentet og interessen for skuespil havde vist sig tidligt, kastede Cruz sig alligevel først over dansen, og som teenager medvirkede hun i indtil flere musikvideoer. Karrieren tog hende også forbi en tjans som værtinde på spansk ungdoms-TV, inden hun som 18-årig fik sin debut i filmen “Jamón, Jamón”.

Her spillede Cruz overfor Javier Bardem, som hun sikkert ikke anede, at hun år senere skulle gifte sig og få børn med. Cruz blev nomineret til flere af sit hjemlands fineste priser for debutrollen, men måtte alligevel gå tomhændet igennem året. Da hun vinteren efter, spillede med i Oscar-filmen “Belle Époque”, tog hun revanche og vandt den eftertragtede ‘Premios Unión de Actores’-pris, i kategorien bedste birolle.

I årene 1993-96 medvirkede Cruz i hele ti både spanske og italienske film, men dansen var alligevel ikke helt lagt på hylden, og imellem optagelserne tog hun til New York for at studere ballet. Her tog den spansktalende Cruz også sprogkurser, for som hun selv siger, var hendes sparsomme engelskfærdigheder begrænset til få nyttige fraser som “tak” og “hvordan går det?”.

Penelope Cruz
Med over 70 roller bag sig har den 43 årige skuespillerne for længst markeret sig som en af de ypperste skuespillerinde i verden. Om hun medvirker i en gigantisk Hollywood-film, eller kaster glans over en smallere, europæisk produktion, brænder hun igennem lærredet og leverer den ene mindeværdige præstation efter den anden.

Fra Almodóvar til Amerika

Det var da Penélope Cruz som teenager så filmen “Tie Me Up! Tie Me Down!” af den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar, at hun for alvor fik øjnene op for skuespillet. I interviews har hun senere fortalt, hvordan hun som ung i Madrid, sneg sig ind på settet til filmen “High Heels”, og her kunne hun stå og iagttage Almodóvar, imens han, uanende om den ekstra tilskuer, instruerede sine skuespillere. Nogle år senere blev Cruz ringet op af selvsamme instruktør, der havde set den unge skuespillerindes filmdebut, og imponeret over hendes præstation luftede ideen om, at de en dag kunne arbejde sammen. Cruz, der tillægger Almodóvar æren for, at hun overhovedet valgte skuespillet, kunne selvfølgelig ikke tro sine egne ører, men i 1997 lykkedes det alligevel, da de sammen indspillede filmen "Live Flesh”. Dette skulle vise sig at blive begyndelsen på et smukt venskab og et gunstigt samarbejde mellem de to, og filmen blev også Cruz’ springbræt til roller i amerikanske film.

Penelope Cruz
Penelope Cruz har fast plads på mandemagasinernes lister over verdens flotteste kvinder.

Det store gennembrud

Efter, i forbindelse med “The Hi-Lo Country” fra 1998, første gang at have indspillet på den anden side af Atlanten, var den amerikanske jord gødet til hendes totale, internationale gennembrud, som skulle spire blot få år senere. I 2001 udkom både “Blow”, hvor Cruz spiller overfor Johnny Depps kokainsmuglende hovedrolle, og “Vanilla Sky”, hvor hun allerede kendte rollen som Sofia, efter nogle år forinden også at have medvirket i den originale, spanske udgave, Abre Los Ojos. Øverst på den amerikanske plakat, stod Tom Cruise, og kærligheden mellem hans og Cruz’ roller, fulgte med hjem fra filmsettet, hvorefter parret var sammen i tre år. Herefter fulgte en række mindeværdige præstationer som blandt andet arbejderklassemoderen Raimunda i endnu et af Almodóvars mesterværker, “Volver”. For rollen her blev hun nomineret til en Oscar, men hun skulle alligevel omkring filmbranchens yndlingsneurotiker, før hun fik fingre i den eftertragtede guldfigur.

Penelope Cruz

Woody, oscar og kærligheden

I Woody Allens “Vicky Christina Barcelona” fra 2008 spiller Cruz rollen som den temperamentsfulde kunstner María Elena. Det gjorde hun så overbevisende, at hun nu kunne gå hjem med den gyldne statuette. Men det var ikke alt, Cruz fik med fra sin medvirken i “Vicky Cristina Barcelona”. I filmen spiller hun igen overfor Javier Bardem, ligesom i debuten, og de to skuespillere, der i mellemtiden begge havde opnået international berømmelse, forelskede sig. I dag har parret to børn, en dreng og en pige, og familien værner meget om deres privatliv, hvilket muligvis er med til at opretholde Cruz’ evne til at få så karakterfulde roller, som hun gør. Her er langt imellem distraherende skandaler, og i stedet kan man koncentrere sig om den smukke skuespillerindes overbevisende og troværdige præstationer.

Penélope Cruz’ tidløse skønhed og charme er ikke til at komme udenom – heller ikke udenfor biografmørket. Cruz er ansigt for Lancôme, og i år medvirker hun for anden gang i den legendariske Pirelli Calendar. Mode-verdenen kommer også til at spille en stor rolle i 2. sæson af TV-serien American Crime Story, hvor Cruz portrætterer Donatella Versace, når FX i 2018 lægger sendeflade til.