Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Kåret som verdens bedste håndboldspiller

2020 har været et mærkeligt år for Niklas Landin: Først fiasko ved EM i januar. Så blev han og klubben THW Kiel tyske mestre. Og denne sommer blev han kåret som VERDENS BEDSTE HÅNDBOLDSPILLER. Han har evnen til at glemme fiaskoerne. Til gengæld er han rigtig god til at huske de gode oplevelser: Superredningerne, OL-guldet og stribevis af EM- og VM-medaljer. Det kræver træning og kampgejst – og masser af tid væk fra familien. AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: MICHAEL ELLEHAMMER
Niklas Landin
Niklas Landin – verdens bedste håndboldspiller 2019-20. Professionel til fingerspidserne. Også i hverdagen.

Niklas Landin

Ni tusindedele af et sekund. Det er dén tid, Niklas Landin har til at få blokeret et skud fra en modstander, når han står mellem stængerne i topkamp i den tyske Bundesliga. Måske en sandhed med modifikationer. For som han selv siger:

”Jeg har jo forberedt mig. Både før kampen med masser af video, hvor jeg har analyseret skudmønstre og tegnet diagrammer over, hvor vores modstandere oftest skyder. Og i kampen har jeg også tid til at følge med i spillet, placere mig korrekt og prøve at forudse, hvor skuddet kommer.”

Ikke desto mindre er den tid, han har til at reagere på, lig med den tid, det tager bolden at nå fra skytten og ind til Niklas Landin i målet, nemlig ni tusindedele af et sekund. Plus/minus en tusindedel eller to.

At han har en exceptionel hurtig reaktionstid, har han i og for sig ikke spekuleret særligt meget over. Det er mere en konstatering. Og vel at mærke en konstatering, der til fulde understøttes af kampstatistikken. Antallet af redninger ligger som regel et pænt stykke over de 40 procent. Og de kampe, hvor det ikke er tilfældet, ja, dem glemmer han.

”At reagere hurtigt på skud og overraskelser i spillet er selvfølgelig også noget, vi træner til daglig i hallen. Men når det er sagt, så har jeg vist altid været hurtig. Når vi er i Tivoli og prøver de forlystelser, der kræver, at man reagerer hurtigt, taber jeg sjældent. Og jeg har også altid været god til Memory og dét der med at afkode billeder.”

Måske det efter mange år på håndboldbanerne også bare er blevet en refleks at reagere, når der sker noget i spillet foran ham. ”Selv når jeg sidder hjemme og ser en håndboldkamp i TV, kan jeg instinktivt tage mig selv i at smække benene sammen, hvis bolden ryger mellem benene på målmand i TV-kampen.”

HÅNDBOLD OG HERREEKVIPERING

Men at nå et så stabilt niveau, at han nu i otte sæsoner har stået mellem stængerne i en af verdens bedste håndboldligaer og siden 2009 været det klare førstevalg på landsholdet, kommer ikke af sig selv. Naturligvis kræver det grundlæggende talent. Men det kræver først og fremmest hårdt arbejde i form af træning.

”Helt tilbage i drengeårene i KFUM København opdagede træneren, at jeg havde en vis evne til at holde målet rent. Jeg kan huske, at jeg selv syntes, det var lidt kedeligt at stå på mål. Så vi lavede en aftale om, at vi en gang imellem byttede, så jeg stod én halvleg på mål og spillede i angrebet i den næste.”

Håndbold har altid fyldt meget. Faktisk startede han allerede som 3-årig med en – mere eller mindre – organiseret træning. Hans forældre er meget engagerede håndboldfans. De var aktive i KFUM København og tilbragte rigtig meget tid i hallen. Og når han nu alligevel var der, ja, så kunne han naturligvis lige så godt begynde at træne med de andre tumlinger.

Niklas Landin
En meningitisinfektion som spæd gjorde ham døv på det ene øre. "Jeg er bange for at virke arrogant og ligeglad med andre. Men det er bare, fordi jeg ikke altid hører, hvad der bliver sagt til mig."

Som teenager røg han på efterskole. Nærmere bestemt Oure Idrætshøjskole på Sydfyn, hvor han som det naturligste i verden kom på håndboldlinjen. Da skolen var overstået, flyttede han som 18-årig permanent til Fyn med sin første professionelle kontrakt i lommen. I sæsonen 2006-2007 fik han sin første oplevelse af succes på topplan, da han med sin klub GOG Svendborg TGI vandt det danske mesterskab.

Allerede dengang var han klar over, at håndbold ikke kunne fylde hele livet. I skolen havde han haft nemt ved tal og matematik. Så da han så sig om i uddannelsesvirvaret, faldt valget i første omgang på revisoruddannelsen. ”Men det blev ærligt talt en tak for kedeligt. Så jeg tror kun, jeg holdt en uge,” fortæller han.

Til gengæld landede han en læreplads i en lokal tøjbutik: Hardis/Konrad i Svendborg. Fordi han samtidig trænede og spillede på eliteniveau i GOG, arbejdede han kun 25 timer om ugen i tøjbutikken. (Hvorfor hans elevtid også blev forlænget med et år.)Men det blev en god tid. Også selvom det måske også afslørede en anden og mere genert side af Niklas Landin.

”Som sælger var jeg i starten ikke helt fremme i skoene. Især når de tyske turister kom ind i butikken, gemte jeg mig bagerst i butikken. Det var lidt for tydeligt, for chefen måtte have fat i mig for at få mig frem i butikken og være mere pågående i salgsarbejdet.”

Og han lærte sin metier. Om end det nogle gange holdt hårdt både at arbejde i tøjbutikken og nå til både træning og kamp: ”Jeg har et par enkelte gange måttet drøne direkte fra butikken og køre ud til en kamp. Uden forberedelse. Uden taktikmøde. Ikke ligefrem den bedste start på en håndboldkamp,” griner han.

Niklas Landin
To meter målmand med en fantastisk reaktionsevne. Ofte redder han over 40 procent af modstandernes scoringsforsøg.

I 2010 fik GOG Svendborg økonomiske problemer og gik konkurs. Med øjeblikkelig virkning skiftede han til Bjerringbro-Silkeborg, inden han i 2012 skrev under på sin første udenlandske kontrakt med den sydtyske klub RheinNeckar Löwen, der har hjemme i Mannheim lidt nord for Stuttgart. I dag spiller han for den nordtyske klub THW Kiel – den meste vindende tyske håndboldklub gennem tiderne.

Men tiden i Svendborg var mere betydningsfuld for Niklas Landin end succesen på håndboldbanen: Det var også her, han mødte kæresten Liv, der flyttede med ham til Tyskland.

HANDICAPPET

Når Niklas Landin i starten af sin læretid i Svendborg ikke havde den store lyst til at tale tysk med de turister, der kom ind i tøjbutikken om sommeren, var det dels, fordi han var lidt genert. Og til dels fordi han rent faktisk er stokdøv på det venstre øre. Han var slet og ret lidt angst for ikke at lægge mærke til det, hvis kunderne talte til ham.

Det var en meningitis-infektion, han pådrog sig som spæd, der gjorde ham døv på det ene øre. ”Jeg havde det svært i skolen, hvor jeg ikke altid fik fat i det, lærerne fortalte. Larm og uro gjorde det nogle gange helt umuligt at høre, hvad der blev sagt. Senere har jeg også været lidt bange for at komme til at fremstå lidt for arrogant eller ligeglad med andre mennesker. Simpelthen fordi jeg ikke hører, hvad de siger til mig.”

Det er naturligvis et mærkbart handicap, når han spiller topkampe i sportshaller med 10- 15.000 larmende tilskuere. ”Det er umuligt for mig at høre, hvad der bliver sagt til mig. Især hvis træneren og medspillerne ude på bænken sidder på min venstre side,” siger han og fortsætter: ”Men det kan naturligvis også være en fordel, hvis træneren står derude og skælder ud!”

Alligevel har Niklas Landin formået at vende sit handicap til noget positivt. ”Jeg har jo aldrig prøvet andet end at være halvdøv. Og det har i hvert fald styrket mine andre sanser. Ikke mindst synet er vigtigt. Jeg reagerer måske også lidt hurtigere på den måde.”

Under alle omstændigheder har han formået at udvikle sig til en af verdens bedste håndboldmålmænd. En medspiller, der ofte er kampafgørende. Og helt sikkert har spillet op til sit allerbedste i de kampe, hvor EM-, VM og OL-turneringerne er endt med danske guldmedaljer.

Han har leveret klasseredninger, hvor han har grebet nogle af verdens skytter ud. Ovenikøbet siddende. Som da han med én hånd pillede pynten af en af bundesligaens topspillere. Da landsholdet vandt VM i 2019, præsterede han et imponerende antal redninger, hvilket uden sammenligning gjorde ham til den skarpeste målmand i den turnering.

Niklas Landin
Tiden efter håndboldkarrieren har han ikke helt fået styr på. Jeg spiller så længe, det er sjovt – og jeg ikke får skader.

PROFESSIONEL HVERDAG

At nå det niveau handler om træning. Og om grundig forberedelse, så han har styr på modstandernes opspil og skudmønstre. Men det kan ikke fylde det hele. ”Det giver mig ro at vide, at jeg har forberedt mig godt, når jeg går ind til en topkamp. Men det kan ikke fylde det hele. Det handler også om at være til stede i nuet. Og så huske det, når jeg er allermest presset.”

Forberedelse handler om træning. Tre til fire gange om ugen i klubbens træningscenter i Altenholz lidt nord for Kiel. Den fysiske træning er nødvendig. Det samme gælder den taktiske forberedelse med at se timevis af videooptagelser af modstandernes spille- og skudmønstre.

Men det, der på sin vis trækker flest søm ud, er de lange rejsedage. Ikke mindst de år, hvor klubben udover Bundesliga-kampene også spiller med i Champions League, og hvor Niklas Landin med landsholdet tillige skal spille en EMeller VM-turnering og de Olympiske Lege.

”Min kone regnede ud, at jeg i 2016 havde mere end 200 rejsedage. Det er måske også lidt exceptionelt med et år, hvor der både var EM og OL. Men det er en omkostning, vi må betale. Anderledes kan det ikke være. Men det er nu rart med hjemmekampene. Så er der lidt mere træning, men til gengæld kommer jeg hjem hver dag.”

At Niklas Landins kone havde fundet kalenderen frem og registreret antallet af dage, hvor han ikke var hjemme, var ikke forhandlingsoplæg. ”Vi har en fælles forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, når den ene af os har en professionel sportskarriere at tage hensyn til. Og heldigvis har Liv også kunnet gennemføre sin uddannelse som farmaceut, så hun om nogle få år kan få en erhvervskarriere.”

Niklas Landin

RØVSYGT MED TOMME HALLER

Men i et normalt år er han meget hjemmefra. Desværre har 2020 været alt andet end normalt. Corona-pandemien betød nemlig, at den tyske turnering blev aflyst. Den eneste formildende omstændighed var, at Niklas Landin og medspillerne i THW Kiel blev udpeget som tyske mestre i sæsonen 2019-20!

”I Tyskland betød Corona-pausen først og fremmest, at kampene blev spillet uden tilskuere. Det var ganske enkelt røvsygt. Det betyder fantastisk meget for kampen, at vi bliver bakket op af 10.000 fans – i hvert fald på hjemmebanen. Senere betød de tyske hjælpepakker, at vi alle blev sendt hjem. Vi måtte ikke på nogen måde udføre noget, der kunne minde om arbejde for klubben. Derfor havde vi kun en opfordring til at sørge for at holde os i form!”

Det har han til gengæld også fået gjort. ”Jeg ved af erfaring, at det faktisk kan være ret smertefuldt at slække på træningen. Det føles næsten som vokseværk. Så dét at træne og i øvrigt leve sundt er noget, vi er vant til i familien.”

Til gengæld har Niklas Landin dette forår og sommer kunnet være hjemme med de to børn Pelle (5 år) og Silje (2 år). Og i det hele taget føre et mere normalt familieliv.

At familien – der i dag bor lidt uden for Kiel – betyder meget for Niklas Landin, blev understreget ved skiftet fra sydtyske Rhein-Neckar Löwen til THW Kiel. Først og fremmest blev det meget lettere for forældrene at rejse til Tyskland for at se deres to meter høje søn spille i Bundesligaen. For det andet tegnede hans lillebror, Magnus Landin, også kontrakt med klubben.

”Det har betydet rigtigt meget, at Magnus også spiller her i Kiel. Husk på, at jeg først rejste på efterskole. Og da jeg som 17-18-årig flyttede til Svendborg, gik han som 9-10-årig stadig i skole. Derfor er det fantastisk nu at have ham tæt på og følge hans udvikling både i klubben og på landsholdet. Og for ungerne er det skønt at have deres onkel så tæt på.”

Livet som professionel håndboldspiller har også sine omkostninger: ”Vi rejser meget og spiller mange kampe på både klubplan og med landsholdet. Når jeg er hjemme, har det også sine fordele. Jeg kan køre børnene i børnehave og hente dem. Jeg plejer at sige det sådan, at vi har meget fritid, men ikke særlig meget frihed. Så længe jeg spiller, kan vi jo ikke bare planlægge med ekstra lange ferierejser om på den anden side af jordkloden.”

 

SUCCES OG FIASKO – OG TIDEN EFTER HÅNDBOLDEN

Selvom Niklas Landin lige nu er på toppen af sin karriere som en af verdens bedste målmænd og denne sommer faktisk blev kåret som verdens bedste håndboldspiller i sæsonen 2019-20 af det Internationale Håndbold Forbund, er det ikke udelukkende succes, der har præget hans liv på håndboldbanen.

”Der kommer selvfølgelig også dårlige dage, hvor hverken forberedelse eller træning går op i højere enhed. Det er fantastisk irriterende at blive pillet ud af en kamp. Men jeg har lært mig at parkere de dårlige oplevelser i stedet for at gå rundt og tænke for meget over det.” Værre er det, når hele holdet kollapser. Det skete ved EM-turneringen i januar måned, hvor de forsvarende danske verdensmestre blev spillet ud af turneringen allerede efter de indledende kampe.

”Det var en turnering, der hele tiden var lige på vippen. Vi taber én kamp med ét mål til Island og spiller uafgjort mod Ungarn. Det var nok! Forberedelserne til EM-turneringen nåede aldrig at blive optimale. Jeg selv var syg op til turneringen i Sverige. Og holdet kæmpede med mange skader. Men det var bestemt ikke rart at skulle forlade turneringen så tidligt.” Nu håber Niklas Landin til gengæld, at Bundesligaen som planlagt bliver skudt i gang i oktober måned. Og at det bliver muligt at revanchere sig for ydmygelsen i Malmø, når håndbold-VM til januar forhåbentligt bliver afviklet i Egypten.

Indtil videre har Corona-krisen ført til en indskrænkning af Niklas Landins personlige økonomi, da alle spillere i klubben har indvilget i en 50 procents lønnedgang. ”Ikke at vi kommer til at lide nød. Men det har været et mærkværdigt år, hvor man også kommer til at tænke lidt på fremtiden.” Selvom lønnen i de tyske bundesligaklubber ikke når de næsten hysteriske niveauer som i fodboldverdenen, er der givetvis også seks nuller på Landins årsløn. Selvom han bestemt afviser at tjene i nærheden af de otte millioner kroner, som landsholdskollegaen Mikkel Hansen – ifølge mediernes rygtebørs – får for at spille i den franske klub Paris St. Germain.

Endnu har han ikke nogen konkrete tanker om en karriere efter håndbolden. Han har tidligere blandt andet fordi han selv rejser meget med både klub og landshold - udviklet en app til smartphones, der kunne hjælpe brugeren med at finde frem til butikker i en ny by, hvor man kunne finde frem til lokale forhandlere af lige præcis de tøjmærker, man plejer at købe. ”Men det var en ide, der krævede for meget tid at føre ud i livet. Appen fik vi lavet, men vi havde ikke tid eller ressourcer til at markedsføre den.”

Men måske bliver det en fremtidig karriere i medieverdenen, der kommer til at erstatte håndbolden. ”Sammen med min fætter hygger jeg mig i hvert fald med at lave podcast med titlen Duften af harpiks, hvor vi interviewer kolleger i håndboldverdenen om alt det, der ikke er tid til i de 30 sekunder, man har til rådighed i sportsudsendelserne på TV,” fortæller han og slutter: ”Men så længe det er sjovt – og jeg ikke bliver ramt af skader – bliver jeg ved med at spille håndbold. Ikke mindst fordi der jo også venter et nyt OL lige om hjørnet. Forhåbentligt.”