Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Marilyn Monroe

Marilyn Monroe har været død i over et halvt århundrede,men hun lever videre i vores bevidsthed, hvor hun har printet sig fast med superglue. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvad var det, Marilyn Monroe havde, der var så stærkt, at mænd og kvinder verden over stadig betages den dag i dag? Endda i en tid, hvor der ikke ligefrem er mangel på smukke, forførende kvinder, der både kan synge, danse, spille skuespil og samtidig gøre opmærksom på, at de kan alt dette, så hele verden får det at se.
Marilyn Monroe
Marilyn Monroe fotograferet i et sjældent lykkeligt og overgivent øjeblik på Santa Monica Beach juli 1962, kun en månedfør hun døde. Fotografen er George Barris, en af Marilyns personlige venner.

Norma jean Baker

De fleste kender historien om Norma Jean Baker, det omsorgsvigtede barn, der, uden at kende sin far, voksede op hos sin ustabile mor, blev sendt på børnehjem og i pleje hos mere eller mindre tvivlsomme plejefamilier, indtil hun som 16 årig giftede sig med nabodrengen Jim. Mens han var i militæret, arbejdede Norma Jean på en faldskærmsfabrik, og her blev hun opdaget af en fotograf, der havde fået til opgave at fotografere kvinder, som bidrog til krigsindsatsen. Norma Jean fungerede så godt foran et kamera, at hun blev anbefalet til flere fotografer. Modelkarrieren kastede hurtigt nogle mindre filmroller af sig, og efter et par småjobs blev rollerne større og større. Norma Jean, som i mellemtiden havde affarvet de nøddebrune lokker og ændret navnet til Marilyn Monroe, var blevet en filmstjerne. Men filmstjerner var der dengang, som nu, også mange af. Og også de havde blonderede krøller, røde læber, timeglasfigur og osede alle af sex. Alligevel var det Marilyn, man talte om.

Spændingsfelt

For i Marilyn blev det ultrakvindelige ydre forenet med en stor bunke ukontrolleret skrøbelighed. Den luftige lillepigestemme stod i kontrast til den svulmende barm og den vuggende gang. På det hvide lærred både underholdt og forførte hun med en charmerende og komisk klodsethed, og som det ofte er tilfældet, bliver skuespillere forvekslet med de roller, de spiller, og når man så som Marilyn lider under at blive typecastet som naiv blondine, er det svært at blive opfattet som meget andet. Rygter om at hun var svær at arbejde sammen med, at hun altid kom for sent og måtte tage scenerne om et utal af gange, forstærkede billedet af en skrøbelig filmdiva med en svær psyke.

Dengang talte man ikke så meget om ’artistens smerte’, som man gør i dag, hvor det måske især er noget, man forbinder med rockmusikere. Men når man kender til Marilyns indre kamp, og hendes kamp for at blive taget alvorligt som skuespillerinde, for ikke at tale om utallige op- og nedture med hankønnet i form af elskere, heriblandt præsident John F.Kennedy og hans bror Bobby, forliste ægteskaber med berømte mænd, forfatteren Arthur Miller og baseball-spilleren Joe DiMaggio, om angst og misbrug, bliver det tydeligt for enhver, at hun brugte sin smerte, når hun arbejdede med en rolle.

Marilyn Monroe

Det sidste ægteskab, med Arthur Miller, berømt skuespilforfatter og radikal, intellektuel New Yorker type, har fra Marilyns side nok også handlet om drømmen om at blive anset som andet end sexet og skandaløs starlet. Men rygter og slibrige historier om bl.a hendes affærer med Kennedy-brødrene, som måske, måske ikke havde en finger med i spillet, da hun endte sine dage, gjorde det kun sværere for hende at få opfyldt det ønske. Bevæger man sig imidlertid ind i biografens mørke eller bare ned i sofaen og sætter Marilyns film på, oplever man en umiddelbar og hårdtarbejdende skuespiller, der, bevares, er aldeles fortryllende og charmerende, men også bærer mørket og mystikken i sig.

Sexsymbolet over dem alle

Selvom hun igennem hele sin karriere kæmpede for at få de dybe, seriøse roller, husker hele verden hende som sexsymbolet over dem alle. Og er det så slemt?

Marilyn Monroe
I et roligt øjeblik med en bog. Marilyn var glad for at læse, gerne klassikere i den tungere ende.

For Marilyn Monroe var og er et symbol på det mest levende og livsbekræftende, der findes i denne verden, symbolet på det mest magtfulde, noget af det sjoveste og samtidig farligste. Alt dette rummer denne ene kvinde, og derfor er det ikke så underligt, at Marilyn Monroe, 54 år efter sin tragiske og mystiske død, vækker så mange stærke følelser i os blot ved lyden af hendes navn.

Marilyn og mændene

Marilyn Monroe blev gift tre gange. Første gang som kun 16-årig, med nabodrengen Jim eller James Dougherty. Anden gang giftede hun sig med en af USAs største baseballstjerner Joe DiMaggio, som aldrig holdt op med at elske hende. Og tredje gang, hun blev gift, var ægtemanden skuespilforfatteren Arthur Miller. Alle hendes tre ægteskaber endte med skilsmisse.

Udover de tre ægteskaber havde Marilyn et ukendt antal affærer med kendte og ukendte mænd. Den mest kendte af dem alle var USA’s præsident John F. Kennedy. Og formentlig også hans bror Robert. Hendes fødselsdagssang til præsidenten den 19. maj 1962 er blevet et historisk øjeblik. Hun bar en gennemsigtig hudfarvet kjole med 2.500 rhinsten. Kjolen var så stram, at hun måtte sys ind i den. Den selvsamme kjole blev solgt for mere end 7 millioner kroner i 1999 og blev dermed den dyreste kjole nogensinde.

Marilyn Monroes helt usædvanlige tiltrækningskraft betød, at der opstod myter om hendes mange affærer med mange mænd. Nogle af historierne er virkelige, andre er følger af Marilyns status som ikon og legendarisk sexsymbol.

Marilyn Monroe
Marilyn Monroe i godt selskab.

Blandt de mænd, hun måske, måske ikke har haft som elskere er:

Yves Montand, Sanger
Sam Giancana, Mafiaboss
José Bolanos, Filminstruktør
Frank Sinatra, Skuespiller, Sanger
Yul Brynner, Skuespiller
Marlon Brando, Skuespiller
Robert Mitchum, Skuespiller
Elia Kazan, Producer
Miltpn Greene, Fotograf
Tony Curtis, Skuespiller
Milton Berle, Komiker, Producer
Howard Hughes, Mangemillionær

Blå bog

Norma Jean Mortenson aka. Marilyn Monroe
Født: 1.6.1926 i Los Angeles
Død: 5.8.1962 i Los Angeles
Dødsårsag: Overdosis af sovemidler
Karriere: Fotomodel og filmskuespiller, medvirkede i mere end 30 spillefilm på 17 år. Blandt de mest kendte er Gentlemen foretrækker blondiner (1953), Tre piger søger en millionær (1953), Skæbnefloden (1954), Den søde kløe (1955), Bus Stop (1956), Prinsen og korpigen (1957), Ingen er fuldkommen (1959) og The Misfits (1962)
Ægteskaber: James Dougherty (1942-46), Joe Di Maggio (1954-1955), Arthur Miller (1956-1961)

Der er skrevet et utal af bøger om Marilyn Monroe ligesom hun er fotograferet så mange gange, at der ikke er tal på det. Hendes liv er blevet filmatiseret flere gange.