Stjerne og kvinde over eget liv

Det er jo en livsstil, det er det, jeg lever af, det er derfor jeg har råd til en hest og råd til at tage ud og rejse. Men energien skal være der, jeg skal holde mig i form. Jeg spillede tennis 2 timer i dag og det gjorde jeg også i går. For det kræver noget at gå der op. Jeg kan godt lide, at jeg skal samle mig, jeg kan godt lide disciplinen i det og at kunne mærke, at jeg er klar til det.”

Det begyndte med de fem

At hun stadig som 62-årig skulle stå på scenen og synge, var overhovedet ikke noget, hun spekulerede på, da hun sammen med fire andre piger startede bandet ”De Fem” i 3. klasse. ”Jeg tænkte heller ikke, at jeg stadig ville spille som 30-årig,” fortæller hun. ”Vi var børn, og vi kiggede ikke så langt frem i tiden.” På skolen i Brabrand ved Århus, hvor Lis Sørensen gik, havde de kort forinden fået en ny musiklærer. Det var Holger Laumann (der senere blev gift med Anne Linnet, og som er far til hendes to ældste børn), og han kom til at sætte kursen for Lis Sørensen. ”Holger kom med sit lange hår, poncho og saxofon, og det ændrede alt for mig. På skolen var alt så ordentligt og kortklippet. Vi stod i rækker og fik en på siden af hovedet, hvis vi ikke adlød. Og så kom Holger med musikken, og det startede det hele. Pludselig havde jeg en guitar og sang i kor, og det var spændende at gå i skole.

De Fem var ikke bare et skoleband, de tog også ud for at spille. ”Vores første job var på rådhuset, hvor vi spillede for borgmesteren. Og ellers tog vi ud og spillede til byfester og den slags. Holger tog med os, og vi tjente 50 kr på et job.” De Fem udgav også et par plader sammen med Holger Laumann og hans band Tears. Var der andre pigebands dengang, vil Kaufmann Journal vide? ”Der var et, der hed Ladybirds,” griner Lis. ”De spillede topløse, det gjorde vi ikke.” Det har sikkert glædet Lis Sørensens mor, som allerede da Lis var ganske lille advarede mod livet som rockmusiker. ”Min første oplevelse med et beatorkester var på Fanø, hvor vi holdt ferie, og hvor der var en beatklub, det hed Pelargoniehuset. Jeg har vel været 6-7 år, da jeg stod og kiggede på alle busserne, hvor det væltede ud med beatniks. Min mor holdt godt fast i mig og sagde: "sådan en skal du ikke blive.” Da pigerne i De Fem blev ca 14 år, gik bandet i opløsning. ”Der skete pludselig så mange andre ting. Jeg fik en hest. Og så var der jo drengene…”

Så ringede Anne Linnet

Lis Sørensen startede i gymnasiet og var i fuld gang med et teenageliv med drenge, heste og bøger, da telefonen ringede. Det var Anne Linnet. ”Det var et opkald, der ændrede mit liv. Hun spurgte, om jeg ville være med i et pigeorkester, og det blev så starten på Shit & Chanel.” Ligesom De Fem bestod Shit & Chanel udelukkende af kvinder, og det historiske band vakte stor opmærksomhed på den danske musikscene. Lis Sørensen spillede elguitar, og alle husker i dag numre som ”Smuk og dejlig”. Det blev til 4 albums og masser af koncerter. ”Det gik stærkt, vi spillede meget intensivt i 6 år, indtil 1979, hvor vi så småt begyndte at gå i opløsning. Men inden da var vi på turné i Norge” – Lis smiler – ”vi spillede kun to steder, men vi kaldte det vores Norgesturné. Det ene af stederne, i Oslo, spillede vi for et par og tyve mennesker, og da vi nåede lidt længere nordpå, var der måske 16- 17 stykker. Men en af dem var Sebastian.”

Den svære tid

I dag tænker Lis Sørensen ikke over, om hun er 50 eller 60. Men var det ikke dengang. ”I dag er det acceptabelt at blive gammel i det her job. Det var det ikke, da jeg fyldte 40. Da var det svært. Jeg var lige blevet mor, og jeg tænkte, hvordan kan jeg dog få det her til at hænge sammen med folks forventninger? Og med mine egne forventninger? Kan jeg fortsætte som hidtil, kan jeg stadig selv få lov til at bestemme, hvad jeg vil lave? På et tidspunkt erkendte jeg, at jeg skulle tage et valg: hvis ikke jeg kan lave det, jeg selv vil, så kan det være det samme. Så kan det være, at det blå ishus i Tversted bliver til salg, og så køber jeg det.” Slutningen af 1990erne var en tid fuld af svære udfordringer for Lis Sørensen. ”Der skete så meget i branchen, der skulle synges på engelsk, og man skulle til udlandet, og der stod jeg og var fra 80erne og sang på dansk og følte den der ”nu har vi hørt på jer længe nok”. De ringede ikke længere fra festivalerne, og jeg måtte revidere og reflektere – kunne jeg overhovedet blive ved på mine egne betingelser?

Et 17 mands orkester

Lis Sørensens drømme gik slet ikke i retning af tidens techno. Tværtimod. Samarbejdet med Sebastian havde været frugtbart og kom til at række ud over de år, hvor de optrådte sammen, og i 2000 udgav Lis Sørensen trods modstand fra pladeselskaberne albummet Rose som en hyldest til samarbejdet med Sebastian og til hans sange. ”Jeg ville lave Rose-albummet. Og jeg ville lave det med et 17 mands orkester. Efter at mit samarbejde med Sebastian sluttede, havde jeg gjort alt for at lægge afstand til mig sammen med Sebastian, mig sammen med Anne Linnet, mig sammen med Sanne Salomonsen. Jeg skulle ud og finde mit eget fundament. Men så kunne jeg se, hvor påvirket jeg havde været af hele Sebastians univers, hans tekster, hans sange. Og jeg vidste, at det måtte jeg gøre noget ved, selvom det på det tidspunkt var endog meget svært at overbevise pladeselskaberne om, at det var et projekt med fremtid i. Så gik der 2 år med det, og så kunne jeg jo godt se på mit budget at det gik ikke. Jeg tjente jo ingen penge, når jeg rejste rundt med 17 mand, der skulle på bo hotel.” Sangerinden sadlede om. Rose-albummet var udkommet, og nu handlede det om at overleve, både økonomisk og musikalsk. ”Jeg lavede et lille hold med min mand Jan, Jette Schandorff og Per Frost og startede ud på de helt små steder. Vi sad alle sammen i bilen med alle instrumenterne og en tekniker. Det begyndte jeg på i 2003. Og så omkring 2007 laver jeg Kronborgkoncerten, og derfra er det bare gået fremad.”

En af drengene

Lis Sørensen trådte sine allerførste musikalske barnesko i pige- og senere kvindebands. I dag er hun en af drengene. Hendes band består af mænd, nogle af branchens dygtigste, – og nogle af dem har hun kendt næsten hele livet. ”Når man turnerer så meget, som jeg gør, er det er alfa og omega, at jeg har et orkester, hvor jeg synes, vi giver hinanden udfordringer hele tiden, hvor jeg kan føle mig tryg, hvor jeg ved, at de kommer til tiden, og at de er der. Det er det her, vi er sammen om, og vi skal yde vores ypperste hver gang. Der er ikke noget med at sidde og sove i timen hos mig, det har jeg aldrig selv gjort. Og det ved mine musikere godt.” ”Vi har også stor glæde af at være sammen på det personlige plan, og jeg drager omsorg for mit orkester. Hvis der er en, der har det skidt, går jeg ud og finder nogle panodiler i min turtaske. Jeg får det igen på scenen. Det er noget med blikke, noget med at fange hinanden. Vi har øjenkontakt. Vi passer på hinanden. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have dem.”

Entreprenøren

Lis Sørensen er leader of the band og direktør i sit eget liv. Hun styrer med en blanding af passion, erfaring, tæft og entreprenørskab. ”Det handler om at finde gode samarbejdspartnere: et pladeselskab, der respekterer min kunstneriske frihed, et bookingbureau, der forstår, hvor jeg gerne vil spille, og hvem vil jeg gerne spille for. Jeg spiller helt små steder og så spiller jeg også på Det Kgl. Teater, og jeg ved jo godt, at man ikke skal komme med et stort orkester på de små bitte steder. Der skal jeg komme med et deluxe-hold, der kan give den ultimative koncert selvom der kun er 200 mennesker. Jeg sørger for at alle tjener penge, også arrangørerne, så vi kan komme igen. Jeg er en slags entreprenør. Jeg har selv fundet min vej i det her, fundet ud af hvor jeg skal spille, hvor mange jeg skal have med, hvor meget lys, der skal være o.s.v. Det er en kæmpe frihed.” Der har været både tro og tvivl i Lis Sørensens liv. ”Jeg har da tvivlet lige så meget som jeg har troet. Men jeg har gjort det alligevel, fordi jeg har har villet give familien det gode liv. Jeg tvivler stadig – det er en tvivl der gør, at jeg tænker mig grundigt om. Og hvis jeg siger ja, så er det bindende.”