Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

En dansk engel med vinger og stærke holdninger - 26 år og 179 cm høj

Hun er som skabt til de store gallakjoler. Supermodel og med en særdeles givtig kontrakt med Victoria’s Secrets. Den sikre vej til en gylden og succesrig karriere. Og så er hun en kvinde med stærke holdninger. Navnet er Josephine Skriver. Af Claus Vesterager Martinus
Josephine Skriver
Josephine Skriver på gaden i New York. Faktisk var det på en tur med sit fodbold- hold i teenage-årene, at hun på gaden blev spottet af en agent fra et af de store modehuse. Foto: Getty Images

Josephine Skriver

Det kan godt være, at man skal være kvinde for at vide det. Men at få sine vinger og blive betitlet som en af Victoria’s Secret’s engle er ikke noget, der overgår enhver. Helena Christensen var som supermodel i 90-erne en af englene. Tyske Heidi Klum en anden. Og siden 2016 har danske Josephine Skriver også gået på podiet for det amerikanske superfirma, der hvert år sælger lingeri og skønhedsprodukter til kvinder for op mod 10 milliarder dollars.

Allerede som 15-årig blev hun spottet. I New York naturligvis, hvor hun var på tur med sit fodboldhold. Men det var langt fra tilfældigt, at hun efter endt skolegang har skabt sig en fantastisk karriere, hvor hun har gået på catwalk’en for så ekstravagante navne i modeverdenen som Christian Dior, Prada, Givenchy, DKNY, Calvin Klein, Dolce & Gabbana, Chanel, ja, fortsæt selv listen. Josephine Skriver har nemlig lige netop det rene, skandinaviske look som hitter hos de store modehuse og -magasiner.

Som chefredaktøren for Eurowoman har forklaret det i et interview, da Josephine Skriver debuterede som Victoria’s Secret’s nye Angel i 2016: ”Danske piger har den personlige stil og attitude. De brænder igennem på catwalken og i modehusenes kampagner. De har et look, der bare er 'no bullshit' smukt og kommer bare, som de er. Og det er netop den afslappede tilgang til det, som skinner igennem.” Det kunne sagtens være en karakteristik af Josephine Skriver. For selv om det er en glamourøs verden hun arbejder i, er det netop det rene, nordiske image, som medier og modeskribenter hæfter sig ved.

Josephine Skriver
Josephine Skriver har siden 2016 været en af Victoria’s Secret Angels. Foto: Getty Images

Debut med 450.000 krystaller

Faktisk stiftede hun første gang bekendtskab med Victoria’s Secret allerede i 2013. Men det var nærmest på freelance-basis, at hun gik på podiet. Og uden at optræde med de ikoniske vinger. Tre år senere var det med kontrakt og vinger, at hun gik catwalk på Victoria’s Secret Fashion Show i Paris. Og hun strålede.

Ikke mindst fordi hun bar det såkaldte Swarovski outfit: I alt 450.000 små krystaller glimtede overalt på ben, arme og ryg. Ikke mindst 3.000 tynde frynser besat med krystaller fra ærmerne gav hendes outfit et magisk look. Næsten som en glimtende silhuette på scenen.

Siden er interessen for Josephine Skriver kun gået opad. Med mere end fire millioner følgere på Instagram er det klart, at der bliver lyttet til den danske supermodel. Det er en position, som gør det særdeles interessant for organisationer som AIDS Fondet, som i 2017 udnævnte hende til ambassadør for fondet, hvor blandt andet har lavet en fotoserie for at promovere salget af en Mads Nørgaard T-shirt, hvor overskuddet går til AIDS-Fondets arbejde for at sikre en verden uden diskrimination af mennesker, der lever med HIV. Et arbejde hun tidligere har været engageret i. Hun har nemlig sammen med solbrillefirmaet Illesteva skabt en solbrille, hvor indtægterne går til organisationen Keep a Child Alive. En organisation, der bringer medikamenter og behandling af HIV/AIDS til børn i U-lande. Hun er tillige ambassadør for den amerikanske organisation Family Equality Council, der slås for at sikre lighed for LGBT-forældre.

Regnbuebarn

At det især er kampen mod diskrimination af homoseksuelle, seksuelle minoriteter og børn med HIV/AIDS har været en opgave, der er faldet let for Josephine Skriver. Hun er et såkaldt regnbuebarn. Hun og broderen Oliver er begge undfanget ved kunstig befrugtning. Deres mor er lesbisk, faren homoseksuel. Til magasinet Vogue har hun sagt: ”At blive født i en familie, som altid har været utraditionel og på en måde ukonventionel, gør, at jeg kender til det at blive sat i bås, så det rammer mig, at verden ikke taler mere om problemet, og at man behandler børn med AIDS så anderledes. Jeg måtte bare være en del af det her.”

At være tydelig og tage stilling til de svære problemstillinger, er en del af Josephine Skrivers natur. Hun er i hvert fald ikke bange for at give udtryk for sine holdninger. Ikke en gang i et USA hvor en liberal livsindstilling til tider kan have trange kår. ”Jeg har altid været højlydt. Min mor siger nogle gange, at hun ikke ved, hvor jeg har det fra, for der er ikke andre i familien, der er det,” har hun fortalt i interview til Alt for Damerne. Her fortalte hun også historien om en veninde, der deltog i et internationalt skoleforløb i Norge. Hun undrede sig over den næsten homofobiske tilgang mange elever på skolen havde. Josephine Skrivers mor gav hende fri fra skole og sendte hende til Norge med en PowerPoint, så hun kunne fortælle historien om dét at være regnbuebarn og være resultatet af fri kærlighed.