80 Years of True Adventure
Jack Nicholson
Den prisvindende stjernes eget liv er som en hollywoodfilm
Hans egen start på livet er som en film: Han er søn af en kun 17-årig korpige og en ukendt far, men voksede op i den tro, at hans mor var hans søster og hans mormor hans mor. Magasinet Time gravede historien frem, og Jack Nicholson skulle redefinere sin historie i en alder af 37. Når Jack Nicholson træder ind i et rum, er der elektricitet i luften. Hans karismatiske udstråling er legendarisk, det er den, der tryllebinder os alle. Jack Nicholson er helt sin egen, og de karakterer, han spiller, har altid kant. Han entrede scenen i 1960erne som rebel med strøg af sardonisk humor, goodlooking, med glimt i øjet, og med et kraftigt skvæt af noget vildt og anderledes. Allerede i 1969 fik han ikonstatus med filmen Easy Rider, der i sig selv var et nybrud på Hollywoods filmscene.
Jack Nicholson spillede sammen med Dennis Hopper og Peter Fonda i rollen som den alkoholiserede advokat George Hanson. “Easy Rider” var en udvidelse af filmen “The Trip” fra 1967, som Jack Nicholson havde skrevet manuskript til, mens han endnu ventede på at bryde igennem.
Det vilde Hollywood
Han behøvede ikke at vente længere, han blev en af USA's mest eftertragtede skuespillere, fordi han mestrede det skøre, det gale, det vilde, det underspillede og det mærkelige som ingen anden, samtidig med, at han udstrålede charme og sexappeal. Han passede perfekt i 1970ernes særlige stemning og tidsånd og ramte lige ned i det vilde filmmiljø, der herskede i Hollywood i de år. Stofferne flød frit, og alkoholen løb i stride strømme. Jack Nicholsons kæmpevilla på den legendariske Mulholland Drive var rammen om utallige vilde fester. Ifølge forfatteren til biografien Nicholson, Marc Eliot, var der mere end gang i den: ”Der var fest døgnet rundt, drinks, drugs, masser af den slags græs, som man ryger, og der var smukke piger, som var med på den værste.” Jack Nicholsons energi var legendarisk. Han kunne feste til den lyse morgen. Det er efter sigende lykkedes ham at feste selveste Stones-fænomenet Keith Richards under bordet. Noget meget få må have oplevet. “Jack, jeg er nødt til at smutte hjem nu”, skal en udmattet Richards have sagt.
Det var en tid, hvor alle gik til kanten, men det vilde liv har dog aldrig forhindret Jack Nicholson i at være en af Hollywoods mest fremtrædende skuespillere. Han har vundet 3 Oscars og har været nomineret hele 12 gange og har derudover vundet Golden Globes, Bafta Awards samt meget andet. Han har både skrevet og instrueret film, og han har også været fuld og på stoffer, mens han gjorde det. Men han har altid bevaret sin integritet, og selv når han er trådt over stregen, er han blevet tilgivet, fordi han er det unikke menneske, han er.
Startede fra bunden
Han flyttede fra fødebyen New Jersey til USAs vestkyst i håbet om en filmkarriere. Han begyndte helt fra bunden som runner på MGMs tegnefilmsstudier og avancerede derfra til små roller i B-film. Den første større rolle fik han i teenagedramaet “The Cry Baby Killer” fra 1958, og derefter kom rollerne så småt. Han vakte opmærksomhed som masochistisk tandlægepatient i “The Little Shop of Horrors”, og i nogle lavbudget westerns, som med tiden gik hen og fik kultstatus. Mens Nicholson ventede på et rigtigt gennembrud, arbejdede han som manuskriptforfatter. Han skrev blandt andet manuskript til filmen “The Trip” med Dennis Hopper og Peter Fonda, instrueret af Roger Corman, som skulle blive til inspirationen til Nicholsons gennembrud, “Easy Rider”.
Gennembrud
Easy Rider var på ingen måde en ædruelig film, og Jack Nicholson, der spillede den alkoholiserede advokat Georg Hanson, har udtalt, at det hele vejen igennem var uklart, om de røg og drak for at blive til deres roller, eller om rollerne blev til, fordi de røg og drak under produktionen. Hollywood havde endelig fået øjnene op for den karismatiske skuespiller. I 1970erne vandt han en Oscar, en Golden Globe samt flere andre priser for en af sit livs bedste præstationer i “Gøgereden”. Nu kunne han vælge og vrage mellem rollerne, og sådan har det været, indtil han for få år siden trak sig tilbage.
Oplysningen, der ændrede Jack Nicholsons liv
Jack Nicholson blev født den 22. april 1937 i New York. Han fik navnet John Joseph Nicholson og voksede op i en tilsyneladende almindelig familie med sin mor og far og sin storesøster June. Men virkeligheden viste sig ikke at være helt som han troede. Da han var 37 år og midt i sin karrieres mest gyldne år, afslørede magasinet Time det, der skulle forandre hans liv. Den kvinde, som han hele livet havde troet var hans søster June, viste sig i virkeligheden at være hans mor. Og den kvinde, han hele livet havde kaldt mor, viste sig at være hans mormor. June var korpige og kun knap 18, da hun blev gravid med en showman, som forlod hende, inden lille Jack blev født. Og at være enlig mor uden en far til sit barn, var i 1930erne en helt umulig situation, så Junes mor, Ethel May, tilbød at påtage sig moderrollen. Da Jack Nicholson fik sandheden at vide, var både hans mor og hans mormor var døde, så han kunne ikke spørge dem om noget, og han følte, at han havde været uønsket, at hans rigtige mor ikke ville have ham. Det stod aldrig helt klart, hvem hans far var.
Kvinderne
Jack Nicholson voksede op omgivet af kvinder. Kvinden, han opfattede som sin mor, drev en skønhedssalon, og han tilbragte mange, mange timer der. ”Jeg lærte gode manerer, jeg lærte at omgås kvinder, og jeg lærte, hvad kvinder vil have. Jeg har ufatteligt gode manerer, og jeg er dybt taknemmelig for den opdragelse, jeg fik,” har han fortalt. Kvinder har altid været Jack Nicholsons livseliksir, og der har været mange i hans liv. Selv siger han 2000. Kendte, ukendte alle sammen smukke, naturligvis. Han har været gift en enkelt gang. Det var med skuespillerinden Sandra Knight, og parret fik datteren Jennifer, inden de blev skilt i 1968 efter 6 års ægteskab. Sandra Knight forudså den umulige konkurrence med alle filmverdenens skønneste kvinder og valgte at opgive kampen.
Der var dog et par andre kvinder, som blev mere end korte affærer. Hans livs store kærlighed var skuespillerinden Anjelica Houston, datter af instruktøren John Houston. Forholdet var lidenskabeligt og varede 17 år. Der var masser af sidespring fra Jacks side. Anjelica vidste godt, at hun havde en mand med stor appetit på kvinder, men hun forsøgte så vidt muligt at vende det blinde øje til. Da han en dag kom og fortalte, at en anden kvinde ventede hans barn, var det dog endelig slut. Hun har beskrevet bruddet som det værste tab og den største sorg i hendes liv. Større end sorgen over døde venner og familiemedlemmer. Anjelica og Nicholson fik aldrig børn. Kvinden, der ventede hans barn, var skuespilleren Rebecca Broussard, og hun og Nicholson var et par i 5 år og fik to børn sammen. Mens Nicholson og Anjelica Houston stadig var sammen, kom imidlertid endnu et barn til verden.
Nicholsons danske forbindelse
Smukke Winnie Hollmann blev Miss Danmark i 1970. Hun var 19 og det blev starten på en større modelkarriere, som bragte hende rundt i verden. Blandt andet til San Francisco, hvor hun traf Jack Nicholson, der nu var en stor stjerne. Det blev begyndelsen på en affære, der skulle komme til at vare i 5 år – on and off – og som også skulle få følger. Winnie flyttede på et tidspunkt ind i hans kæmpevilla på Mulholland Drive i Hollywood, og i 1982 blev hun mor til hans datter Honey i 1982. Nicholson besøgte mor og datter få uger efter fødslen, og Honey og hendes berømte far har bevaret kontakten, og hun har også gjort ham til morfar.
Sport med mere
Jack Nicholson er vild med baseball og basketball. Og fan af henholdsvis New York Yankees og især Los Angeles Lakers. Han har haft sæsonkort til Lakers siden 1970 og er fast gæst ved courtside. Boksning er også en favoritsport. Men det er ikke sport alt sammen, Jack Nicholson er også kunstsamler og har værker af store mestre som Henri Matisse og Andy Warhol.
Festen er stoppet – Nicholson i dag
Nicholson er 80 år og har trukket sig tilbage fra jobbet. Hans hukommelse er ikke hvad den har været. Men det betyder ikke at han ikke viser sig offentligt, han yder bare ikke længere. Han nyder at være tilskuer. Han er stadig charmerende, men er bittert klar over, at det sjove har en ende. ”Jeg ville så gerne opleve en sidste stor romantisk kærlighed, men jeg tror ikke, det kommer til at ske. Før i tiden fandt kvinder fandt mig uimodståelig – sådan er det ikke længere, og det gør mig melankolsk. Men det forhindrer mig ikke i at længes...”
5 Af de bedste
Det bliver ikke bedre, 1997 - Jack Nicholson er i sit es som den sære, racistiske, sexistiske stærkt OCD-plagede mand, der hader alt og alle. Hans lynende blik og ondskabsfulde tunge er formidabel, og hans forvandling til et bedre menneske, er underholdende på den subtile måde. James L. Brooks får det bedste eller måske snarere det værste frem I Jack Nicholson, der kommer til at eje denne film, uagtet at hans medspillere også gør det fremragende.
Batman, 1989 - Jack Nicholson stjal fuldstændig billedet i Tim Burtons Batman-film. Han spiller superskurken The Joker på helt sin egen måde og sætter helt nye standarder for alle fremtidige tegneserieskurke. Michael Keaton spiller i den grad i skyggen af Nicholsons skarpttegnede galskab og hans udgave af The Joker er kvintessensen af hans helt særlige talent.
The Shining, 1980 - Forfatteren Stephen King ønskede ikke Jack Nicholson i hovedrollen som Jack Torrance i gyseren The Shining, men instruktøren Stanley Kubrick holdt fast i sit valg. Og i dag kan ingen forestille sig nogen anden i rollen som forfatteren, på selvmordets rand på det uhyggelige Overlook Hotel, afskåret fra omverdenen af monstrøse snemasser. Mange af replikkerne er improviserede, noget meget usædvanligt for den stærkt kontrollerende Stanley Kubrick, der ellers aldrig tillod improvisationer i sine film.
Chinatown, 1974 - Jake Gittes i vennen Roman Polanskis retro noir film, der er baseret på en skandale, der ruinerede rigmanden William Mulholland og manden, der gav sit navn til den vej, hvor Jack Nicholson stadig residerer. Som Jake Gittes er han mere underspillet end i sine fleste andre roller, og også det mestrer han til perfektion.
Gøgereden, 1975 - Med denne film, instrueret af Milos Forman, cementerede Jack Nicholson sin absolutte superstjernestatus. Han fremstilling af rebellen Randle McMurphy, der bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, er intet mindre end genial.
Og så er der alle de andre fantastiske, Five Easy Peaces (1970), The Passenger (1975), Postbudet ringer altid 2 gange (1981), Reds (1981), Heksene fra Eastwick (1987), hvor han bruger hele sin diabolske side på at spille djævelen selv, Tid til Kærtegn (1983), Man Trouble og Hoffa (1992), Anger Management og Something’s Gotta Give (2003) – for blot at nævne nogle.