Diamantjægeren

Men siden han tilbage i 1999 første gang satte foden på det afrikanske kontinent, har han været fanget af eventyret og lysten til at gøre det usædvanlige til sin levevej.

”Første gang jeg rejste uden for Europa, var fordi en af mine kammerater fra gymnasiet havde skaffet mig et job som Safariguide i Zimbabwe. Det var en storslået oplevelse, der gav lyst til meget mere.”

Efter gymnasiet og en officersuddannelse i forsvaret læste han jura på Københavns Universitet. Som en del af specialeskrivningen arbejdede han i seks måneder i Dar Es Salaam ved Handelsdomstolen, som nogle år forinden var etableret her med støtte fra Danida.

Diamanter og rubiner

Løsningen kom i form af en israelsk diamanthandler, George Assaf, der havde mere end 20 års erfaring med at handle med ædelstene i både Afrika og Sydamerika.

”Når det handler om ædelstene er Afrika helt fantastisk. Der er stadig så mange uberørte steder. Og jeg lærte alt om handlen med diamanterne. Tog ovenikøbet en bacheloruddannelse i gemmologi i Dubai, så jeg også kunne krydre min praktiske viden med den teoretiske.”

Men det var bestemt ikke ufarligt. Ofte har det krævet dagslange vandringer for at nå frem til områder, hvor det kunne betale sig at grave efter ædelsten.”Vi har kastet os udmattet til jorden og sovet i et udtørret flodleje for at vågne næste morgen omgivet af skorpioner og slanger. Her kom mine erfaringer som safariguide og jæger mig til stor gavn. Desuden taler jeg swahili, så jeg ved også, hvordan jeg skal begå mig, når jeg er afsted på ekspeditioner.”

Sådan en tur førte i 2015 til, at han sammen med en ven, masaihøvdingen Oryahe, åbnede en rubinmine i en af de mest ufremkommelige egne i Tanzania.

”At handle med diamanter, rubiner, tanzanitter og andre ædelstene var enormt profitabelt. I tre år gravede vi efter rubiner og safirer i vores mine. Men en ny regering indførte et forbud mod udførsel af rå diamanter og ædelstene. Så var det tid at søge nye jagtmarker.”

Da Iver Rosenkrantz arbejdede sig ind i ædelstenenes verden, skete det som oftest med netop mellemhandlere, der skummede fløden. “Hele mit forretningsgrundlag har altid handlet om at arbejde mig hele vejen til “the source”.” Derfor var de første år i branchen også en ’læretid’, hvor han blandt andet skulle lære at undgå forfalskninger og syntetiske sten.

”Sammen med min forlovede, Jhaleh Aziz, har vi skabt vores eget smykkebrand. Uden fordyrende mellemled. Min kæreste står for designet – og jeg skaffer stenene. På den måde er vi i stand til at levere noget helt unikt. Ikke bare designmæssigt, men også fordi der følger en historie med hver enkelt sten. Om kvinderne i Zimbabwe. Om vores brand og navnet Rosenkrantz. Om tanken om bæredygtighed og ansvarlig opførsel. Og naturligvis også om det område, hvor stenene er fundet.”

Tysker-guld og Lobengulas skat

Det er i sandhed en eventyrlig historie om en ung dansk adelsmand, der rejste ud i verden for at opleve suset fra de store eventyr. Og – når man ser bort fra det rent forretningsmæssige aspekt – er det næsten som en eventyrfilm á la Indiana Jones eller Allan Quartermain i Kong Salomons miner. ”Det er dét, der er så fantastisk ved Afrika.Det er et sted, hvor drømmene får lov til at leve.Myterne og historierne er mangfoldige. Her er der ikke nogen, der trækker på smilebåndene over, at man bruger tid og penge på at gå på skattejagt.”

Og skattejagter har Iver Rosenkrantz brugt rigtig megen tid på. En gammel historie fortæller, at tyskerne under 1. verdenskrig gemte en stor skat, inden de blev tvunget ud af englænderne. I flere år arbejdede han ihærdigt på at skille skidt fra kanel – og gik endda så vidt, at han med jordradar-udstyr afsøgte et stort område og fandt et gammel tysk fort.

”Historien vil vide, at tyskerne gemte en fantastisk mængde diamanter og andre ædelstene. Desværre har vi ikke fundet dem. Men vi fandt et fort, hvor vi ni meter under jordens overflade opdagede et skjult gangsystem – og ikke mindst et gammelt skelet af en mine venners forfædre, der åbenbart var blevet slået ihjel for at hindre, at hemmelighederne blev afsløret, da tyskerne forlod fortet.”

Som tak for at havde fundet de jordiske rester fik Iver Rosenkrantz foræret en kuvert, der viste sig at indeholde originale tyske kort, der fortæller en historie om, at myterne om tyskernes skat sikkert ikke har været helt usande. Men om det er ensbetydende med, at skatten nogen sinde bliver fundet, er mere usikkert.

Til gengæld er Iver Rosenkrantz faldet over en anden af kontinentets store historier om guld, ædelsten og rigdom: Nemlig myten om Lobengulas skat. En høvding, der efter sigende skabte en enorm skat af et livs rigdomme af diamanter og guld, som hans folk havde hjembragt fra sydafrikanske miner. Hvert år – fortæller historien – skulle de havde betalt én diamant og et guldstykke i skat til høvdingen.

”Den skat er der mange, der har været efter i tidens løb. En af mine kammeraters forfædre var på en ekspedition i 1927, hvor de fandt det formodede sted. Deres udgravning styrtede sammen efter de havde fundet potteskår typiske for Ndebele-stammen og andre tegn på, at de var på rette spor. En af graverne blev slået ihjel, og de måtte forlade stedet. Han skrev en dagbog og tegnede et kort med henblik på senere at vende tilbage.

På grund af krige i området lykkedes det hverken for ham eller hans søn. Men nu har barnebarnet og jeg fået fingre i kortet. Vi planlægger en ekspedition. Det er en af Afrikas største (kendte) skatte og kortet viser, at den slet ikke ligger der, hvor alle andre skattejægere har søgt gennem tiden.”

Og den skat er Iver Rosenkrantz parat til at finde. Det næste afrikanske eventyr venter lige om hjørnet.