SUPERMODELLEN, der blev tv-stjerne
Heidi Klum
Donald Trump har gang på gang bevist, at takt eller finfølelse ikke nødvendigvis er de egenskaber, der fik ham valgt til USA's 45. præsident. Under kampen om Det Hvide Hus blev Trump skarpt kritiseret for sine udtalelser om kvinder. I et interview i New York Times forsøgte han så at glatte tingene lidt ud: ”Jeg synes, kvinder er fantastiske”, sagde han og indrømmede, at han en gang i mellem måske var gået lidt for vidt. Men i samme åndedrag konstaterede han uden tøven, at ”Heidi Klum beklageligvis ikke længere er en 10’er”.
Men en supermodel som Heidi Klum, der i mere end 25 år har prydet alverdens magasinforsider lod sig ikke gå på af Trumps fornærmelser. Mindre end et døgn efter præsidentkandidatens udtalelser tweetede hun en video, hvor hun poserer i en minimalistisk hvid T-shirt med et sort 10-tal printet på brystet.
En mandsperson med Donald Trump-maske sniger sig ind bag hende og flår 10-tallet væk og afslører tallet 9,99. Videoen har hash-tagget #Heiditrumpstrump, der måske bedst lader sig oversætte til ’Hedi Tryner Trump’. Ikke så underligt, at Heidi Klum i interviews efter valget slog fast: ”Jeg stemte ikke på Trump”.
EMMY-Award for bedste TV-værtinde
Modeller burde have en datomærkning som ’Best before’, har Heidi Klum ganske fornuftigt udtalt. For alderen sætter uvilkårligt sine spor. I en mere normal verden er det heller ikke nødvendigvis en hjælp at sætte fire børn i verden.
Et udsagn, som Heidi Klum har taget ganske alvorligt. I hvert fald har hun sat modelkarrieren på standby og i stedet arbejdet som TV-vært på en række store amerikanske reality-shows som America’s Got Talent (som giver hende en årlig løncheck på et syv-cifret dollar-beløb) og Project Runway. Sidstnævnte i ikke mindre end 14 sæsoner. I hjemlandet Tyskland har hun i 12 sæsoner været frontfigur i tv-showet ’Tysklands Næste Topmodel’, der har næsten 2,5 millioner seere, når det ruller over skærmen.
Fra Victoria’s Secret til Lidl
Én ting er at stille op til et 14-timers foto-shoot til forskellige magasiner og blade. Noget ganske andet – og meget mere indbringende – er det naturligvis at være frontfigur for et af de helt store mode-brands. Og det var lige netop sådan en kontrakt Hedi Klum landede, da hun i mere end 13 år gik på podiet for Victoria’s Secret. Markedsført som verdens mest sexede lingeri. Og noget af det mest ekstravagante, der produceres i denne branche. Celebrity-trusser og BH’er besat med diamanter til priser, der langt overgår livslønnen for almindeligt dødelige!
Selvom om Klums diamant-glitrende karriere på alverdens Catwalks har givet hende status som supermodel og celebrity-stjerne, har arbejdet som producer og tv-vært også givet hende en god fornemmelse for verdenen uden for rampelyset. Ikke mindst de drømme om glamour og mode, som også er en del af dét liv, som millioner af andre kvinder higer efter verden over.
Hendes meddommer i ’Tysklands næste Top-model’, Thomas Hayo fortæller: ”Heidi Klum har en fin forståelse for, hvad der er rigtigt for hende selv og hendes forretning. Da modeverden endnu ikke havde taget Klum til sig, vendte hun sig mod Sports Illustrated og Victoria’s Secret med opgaver, der kredsede omkring hverdags-menneskers liv og drømme. Hun har et fantastisk instinkt og en flot fornemmelse for sit publikum.”
I dag sælger hun sit eget lingeri-brand i mere end 1.800 butikker over alt i verdenen. Siden 2015 har Klum sluttet cirklen, der startede i ´98 med Sports Illustrated: Swim Suit Edition, og lanceret sin egen svømmetøjsserie. Selvfølgelig er det givetvis velbetalt. Men ikke desto mindre har Heidi Klum formået at holde sin karriereplan og arbejdet for en række store detail- kæder så som H&M og MacDonald’s.
Hendes seneste – og måske mest overraskende – forretningseventyr er lanceringen af ’Esmera by Heidi Klum’ i samarbejde med discount-giganten Lidl. Tøjet er billigt. Det var Klums blåstempling og promovering til gengæld ikke. Det kostede millioner. Så uanset om det er en skjortebluse til 79.95 i Lidl, lingeri i Australien eller en MacDonald’s Big Mac i USA, formår Heidi Klum at spinde guld på sin model-karriere.
SPORTS ILLUSTRATED åbnede døren til modeverden
Heidi Klum har haft en forrygende karriere. Og har som mange andre modeller før hende lagt en minutiøs karriereplan, så der også var noget til den dag, hvor det tyndede ud i foto-opgaverne. Klogt og forudseende. For det er efterhånden snart otte år siden, hun sidst var det amerikanske økonomiske magasin Forbes’ liste over de bedst betalte fotomodeller. Alligevel kan hun som stadig glæde sig over en årsindtægt, der ifølge det økonomiske magasin Forbes er på den rigtige side af 20 millioner dollars. Magasinet anslår også, at hendes samlede formue er på ca. $100 millioner. Selv om modelbureauerne stadig ringer efter Heidi Klum, kan den 45-årige supermodel i dag også skrive TV-producer, reality-stjerne og forretningskvinde på visitkortet.
Ikke dårligt for en langbenet pige, der er født i kølvandet på oliekrisen i 1973 i Bergisch Gladbach i nærheden af den tyske storby Köln. Selvom hun egentlig startede modelkarrieren som 18-årig, var det først i ’98 hun opnåede status som supermodel. Det skete, da hun røg på forsiden af Sports Illustrated Swim Suit Edition 1998. Det amerikanske magasin – der normalt udkommer med illustrerede sportsnyheder hver anden uge i et oplag på over 3 millioner eksemplarer – udgiver en årlig særudgave, hvor topmodeller præsenterer årets svømmemode. Og naturligvis sig selv!
Mange mener, at Sports illustrated’s svømmetøjs-udgave i bogstavelig forstand har skabt supermodeller på stribe. Nogle går endda så vidt som at påstå, at det ikke er muligt at opnå status som supermodel uden et forsidefoto i disse særnumre. I så fald må Heidi Klum være i en klasse for sig selv eftersom hun har været portrætteret i Swim Suit Edition adskillige gange.
SUPERMODEL, børn og kærlighed
Som supermodel, celebrity-stjerne, mor til fire børn og – indrømmet – et udseende som 45-årig, som de fleste kvinder misunder hende, har journalister og paparazzi’er fyldt adskillige sladderblade op med historier om Heidi Klum. Men – måske som konsekvens af en solid tysk opdragelse og en stringent karriereplan – er det faktisk så som så med skandalehistorierne. Faktisk er det ikke det, der fylder. Tidligere var det naturligvis mest modeljobbet, der trak overskrifter. Sidenhen blev det jobbene som tv-vært, der skabte omtale. I dag er det forretningskvinden Klum, der hitter.
Hun giftede sig allerede som 24-årig med den 14 år ældre stjernefrisør Ric Pepino. Et ægteskab, der blot varede fem år. I 2004 fik hun så sin første datter, Leni, med Formel 1 direktør Flavio Briatore. Men forholdet brast. Til gengæld mødte hun i 2005 den britiske soul-sanger Seal. Klog af skade gik der fem år og tre børn, inden de i 2010 blev gift i Mexico. Alligevel skiltes de blot to år senere. I 2014 fandt hun sammen med den 14 år yngre kunsthandler Vito Schnabel. Heidi danner dog ikke længere par med ham – vist fordi langdistance-forhold nogle gange har deres udfordringer.