The Voice
Frank Sinatra
Mændene kunne se sig selv i ham, og kvinderne elskede ham, de fleste på afstand som fans, publikum og tilskuere, men en hel del som elskerinder. Han duftede af lavendel, Camel cigaretter og Jack Daniels whisky, og hans stemme viberede af romantik og maskulinitet i en skøn blanding, der gav ham kælenavnet ”The Voice”. Frank Sinatra lever videre i vores bevidsthed som meget mere end sanger og skuespiller. Han var og er et uomtvisteligt stilikon, og han er indbegrebet af USA.
Francis Albert Sinatra blev født 12. december 1915 som enebarn i en familie med sicilianske aner i Hoboken, New Jersey. Faderen var bokser, moderen politisk engageret og med en sidegesjæft, hvor hun foretog aborter på unge kvinder med uønskede graviditeter.
Francis var lidt af en bisse og blev smidt ud af high school på grund af dårlig opførsel. På helt klassisk amerikansk vis arbejdede han som avisdreng og siden som nitterdreng på et skibsværft, men blev tidligt klar over sit talent og sang ved forskellige konkurrencer – og vandt, sammen med sin gruppe, The Hoboken Four, en talentkonkurrence, der gav ham mulighed for at synge med orkesterlederen Harry James, som syntes godt om den unge mands lyse baryton. Den havde mindelser om Bing Crosby, som også var manden, der havde inspireret Francis til at synge.
Den første sang, han indspillede, havde titlen From The Bottom Of My Heart. Det skete den 13. juli 1939 og var startskuddet til en af historiens længste og største sangkarrierer. Midt i 1940erne sprang han ud som solist, men da havde især de kvindelige fans for længst fået øje på manden med de blå øjne og den inciterende stemme.
I årene mellem 1943 og 1946 blomstrede hans sangkarriere med hele 17 singler på top-10 listen. Det var krigsår, og han ramte en tone og en stil, der gik direkte i de amerikanske hjerter. Han debuterede på det hvide lærred i 1943 i filmen Higher And Higher, og 2 år efter vandt han en Oscar for anti-racisme kortfilmen The House I Live In. Efter en stille periode kom han tilbage på fuld kraft i 1953, hvor han vandt endnu en Oscar for sin rolle som den amerikansk-italienske soldat Maggio i Herfra Til Evigheden. I 1962 vandt han stor anerkendelse for sin indsats i Kandidaten fra Manchuriet.
Rat pack
Frank Sinatra var medlem af det såkaldte Rat Pack, en flok af tidens hotteste mandlige stjerner med ham selv, Humphrey Bogart, Dean Martin, Sammy Davis Jr, Peter Lawford og Joey Bishop som den faste kerne. De spillede sammen på scenen og på film i de tidligere 1960ere, blandt andre Ocean’s 11 og Sergeants 3. Begrebet Rat Pack udsprang – i hvert fald ifølge en af versionerne – af en nat, hvor de nævnte herrer kom hjem til Bogarts kone Laureen Bacall efter en sviretur til Vegas, og hvor hun angiveligt skulle have sagt: You look like a goddamn Rat Pack. En række smukke og fashionable kvinder, heriblandt Marilyn Monroe, Angie Dickinson, Juliet Prowse og Shirley MacLaine blev kaldt Rat Pack maskotterne. Andre stjerner har gennem tiderne været en del af Rat Pack, der på et tidspunkt også hang ud med præsident John F Kennedy, kaldet Jack mellem venner. Lige i den sammenhæng skiftede gruppen navn til Jack Pack.
Der var tale om nogle ualmindeligt flotte fyre, de var indbegrebet af stil og coolnes med Frank Sinatra som leader of the pack. Og, som han sang sammen med to andre crooners, Dean Martin og Bing Crosby, ”You’ve either got – or you haven’t got style – and if you’ve got it, you stand out a mile”.
Sinatra gik i skræddersyede jakkesæt og smokinger, og man kunne være sikker på, at der stak en halv tomme af manchetten (naturligvis forsynet med manchetknapper af guld) ud af jakkeærmet. Bukserne sluttede lige over skoene, der altid, altid var pudset. Veste var en del af tilbehøret, i afslappede stunder kunne de være i strik. Han gik ikke med smykker, men gerne med skarpt foldede pyntelommetørklæder. Slipset var af silke, den uundværlige butterfly lige så. Og efter mørkets frembrud anså han sort som den eneste passende farve. Som prikken over i’et bar han den klassiske fedora, en filthat, der er trykket sammen i fronten, og som ofte associeres med 1940ernes og 50ernes journalister, detektiver og ikke mindst gangstere.
Mafiaen
I mange år har der verseret rygter om, at Frank Sinatra skulle have fraterniseret med mafiaen. Hans sicilianske herkomst og det faktum, at en af hans onkler, Babe Gavarante, var associeret med mafiaen, nærmere bestemt Moretti klanen har givet næring til rygterne sammen med hans forbindelse til mafiabossen Lucky Luciano. I filmen og bogen The Godfather er karakteren John Fontane, en berømt crooner og filmstjerne, spundet over Frank Sinatra. Fontane er i filmen/bogen gudsøn til Vito Corleone, mafiafamiliens overhoved, og han får hjælp af Corleone til at fremme sin karriere. Sinatras datter Nancy erkender, at FBI havde hendes far i kikkerten i årevis, men hævder at der aldrig har været skyggen af bevis for, at Frank Sinatra skulle have haft en relation til mafiaen. Spørgsmålet bliver nok aldrig afklaret.
Kvinderne
Kvinderne var vilde med ham, og gennem hele sit liv var Frank Sinatra da også en rigtig kvindebedårer. Han var gift fire gange. Første gang med Nancy, som han fik sine tre børn med, Nancy, Frank Jr. og nogle år senere Christina, kaldet Tina. Ægteskabet holdt i mere end 10 år, men Sinatra havde affærer undervejs, og skilsmissen lurede. Da hans forhold til den sensuelle skuespillerinde Ava Gardner blev kendt, brast det endeligt, i 1951 blev Nancy og han skilt, og kort efter giftede Sinatra sig med Ava Gardner. Et par år senere gik også dette ægteskab i stykker. Skilsmissen blev dog først endelig i 1957, og der skulle gå næsten 10 år, før han giftede sig igen. Frank Sinatra var 50, da han giftede sig med den purunge Mia Farrow (21). Det skete i 1966, hvor han red på et af sine karrieres mange højdepunkter.
De mødtes under optagelserne til filmen Von Ryan’s Express. I 1968 tilbød han hende en rolle i The Detective, men da hun afslog, fordi hun skulle spille hovedrollen i Rosemary’s Baby, præsenterede han hende for skilsmissepapirerne foran både cast og crew.
I 1976 giftede Sinatra sig så for sidste gang. Det var med Zeppo Marx’ (Marx Brothers) exkone Barbara, og denne gang kom det med til døden jer skiller til at gælde. De holdt sammen i 22 år, men det betyder ikke, at Sinatra holdt sig på måtten. Allerede som ung var han blevet arresteret for at have et forhold til en gift kvinde, noget, der var forbudt dengang, og før, under og efter sine ægteskaber havde han utallige affærer, med blandt andre Judy Garland, Laureen Bacall og Marilyn Monroe.
Still going strong
Da Sinatra var i slutningen af 70erne begyndte hans helbred at vakle, og i 1994 kollapsede han på en turne på scenen på grund af dehydrering. Men han fortsatte turnéen, der blandt andet gik til Japan, hvortil han fløj i sin private jet. Hans enke fortæller, at han på hele turen gik op og ned ad flyets midtergan, mens han drak whisky hele vejen over Stillehavet. Da han nåede frem, tog han et brusebad, klædte sig på, gik på scenen, gennemførte et show og fløj hele vejen tilbage – igen gående op og ned ad gangen med et glas i hånden hele vejen.
Sangene
Kvinderne, mafiaen, det hvide lærred, pengene, det vilde liv – men det er som sanger, han er udødelig. I 1940erne var han teenagernes idol, og hans sange var populære med rødder i jazz og swing. Han var selv uegnet til militærtjeneste, men sang for tropperne og var den unge amerikanske fyr, de fleste kunne identificere sig med. Sinatra arbejdede gennem hele karrieren med de bedste orkesterledere og de bedste sangskrivere, han sang i TV shows, og 1966 toppede han alverdens hitlister med Strangers in The Night, som blev hans signatursang indtil 1968, hvor My Way tog over, en sang, der i øvrigt hævdes at være den mest spillede til begravelser i USA.
I 1971 takkede han af og sagde farvel til showbiz efter at have indspillet sangen The Game Is Over – dog kun for at vende succesrigt tilbage i 1973.
Den drengede charme var afløst af en sølvfarvet maskulin modenhed, og albummet Ol´Blue Eyes Is Back sendte ham, sammen med et tv-show, tilbage på hitlisterne. Hans versioner af George Harrisons Something og af Just The Way You Are var – sammen med hans tredje og sidste signatursang New York, New York – med til at cementere hans unikke position.Frank Sinatra fik sit sidste gennembrud i midten af 1990erne, hvor han sang duetter med Aretha Franklin, Bono, Willie Nelson, Barbra Streisand og Chrissie Hynde. Skønt det var mere end 20 år siden, han havde sagt farvel til scenen, kunne han ikke slippe den og blev ved med at turnere, også selvom det ind i mellem ikke altid var lige glamourøst.
Frank Sinatra optrådte for sidste gang i 1995. Den 14. maj 1998 døde han af et hjerteanfald, 82 år gammel. Hans stemme står tilbage – som absolut enestående. Sinatra har solgt mere end 150 MILLIONER PLADER og modtaget 31 guldplader, ni platinplader, tre dobbelt platinplader og en enkelt tredobbelt platin. Medvirket i mere end 60 film og selv produceret otte af slagsen. Han har appelleret til generation efter generation, og selv efter sin død har han stadig appeal. Sidste år indspillede ingen ringere end Bob Dylan et album med coverversioner af Sinatrasange. Han modtog Kongressens Guldmedalje og Præsidentens Frihedsmedalje samt et utal af æresbevisninger fra musikindustrien, filmindustrien, Kennedy Center med flere.
Blå bog
Født: 12. December 1915, 14. Maj 1998
Amerikansk sanger og skuerspiller: Kendt som crooneren over alle croonere. Han indspillede en lang række film og fik en Oscar for sin rolle I "herfra til evigheden" og en Emmy for "The House We Live In".
Han var gift fire gange: Nancy, Eva, Mia og Barbara. Med Nancy fik han børnene Nancy, Frank Jr. og Tina.
Han er kendt for sange som bl.a.: My Way, New York, New York, Strangers in the Night og That's life. I 2008 blev der udgivet opsamlingsalbum med Sinatras bedste sange samt 12 ellers uudgivede julesange. Albummet hedder Nothing but the Best.
Det hævdes, at Frank Sinatras berømte My Way er den mest spillede sang til amerikanske begravelser.