Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Utrolige Eva Mendes

Navnet er Eva de la Caridad Méndez. Gudesmuk skuespillerinde med skønhedsplet på venstre kind, svungne hofter og en forførende dyb stemme. Hun er næsten lige så berømt for sin evne til at bevare sit privatliv ude af celebrity-bladenes sladderspalter som for sine mange filmroller gennem de sidste 20 år. Du kender hende nok bedst som Cocio-pigen – eller under kunstnernavnet Eva Mendes. AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: GETTY IMAGES.
Eva Mendes
44-årige Eva Mendes, mor til to døtre: Måske smukkere end nogensinde.

Som ung legede hun lidt med tanken om at blive nonne. Og om at få fjernet skønhedspletten på sin venstre kind. Men det blev ved tanken. For modermærket viste sig at blive en umådelig vigtig del af hendes image, som en af de hotteste og mest sexede Hollywoodstjerner. Hvad angår kloster-livet, ja, så blev det heldigvis heller ikke til noget, da den unge teenagepige Eva de la Caridad Méndez opdagede, at nonner ikke får løn.

To aspekter som mange mandlige biografgængere nok har sat stor pris på. For den nu 44-årige amerikanske Eva de la Caridad Méndez med det lidt kortere Eva Mendes som kunstnernavn har haft sit navn på mere end 58 film, der spænder fra absolutte B- og C-film til regulære blockbusters som Training Day (2001), Hitch (2005) og We own the Night (2007). Rene A-film, hvor hun spillede overfor stjerner som Denzel Washington, Will Smith og Mark Wahlberg.

Netop det med pengene har haft en vis betydning for Eva Mendes, der inden skuespilkarrieren tog fart studerede marketing på California State University, Northridge. Som hun har sagt i interviews: ”Jeg stammer fra en fattig familie fra den lavere middelklasse. Jeg drømte om at blive alt fra astronaut til operasanger. Men var solgt, da jeg som syv-årig så filmen Annie.”

Eva Mendes Cocio
Cocio – med Mendes på plakaten steg salget til nye højder for den danske chokolademælk.

Musikvideoer sparkede karrieren i gang

Alligevel var det lidt af et tilfælde, at dørene til filmverdenen åbnede sig for Eva Mendes: En Hollywood-caster så hendes billede i en vens modelmappe. Hendes sexede look skaffede hende en rolle i Will Smiths musikvideo 'Miami'. En 3 minutter og 57 sekunder lang musikvideo, hvor Mendes ses bag rattet i en cabriolet i et solbeskinnet Florida. I Aerosmith-musikvideoen ’Hole in my Soul’ fra 1997 optræder Eva Mendes i et splitsekund. Men alligevel nok til, at skønhedspletten på venstre kind for alvor bliver hendes trademark.

Under alle omstændigheder åbner det døren til den rigtige filmindustri om end de første roller falder ind under det lidet flatterende begreb ’Direct-for-video’. Inden hendes endelige gennembrud som film-diva, spiller hun med i film som A Night at the Roxbury (1998), Mortal Kombat: Konquest (1998), My Brother the Pig (1999) og Urban Legends: Final Cut (2000). Spillefilm, som aldrig nåede biografernes hvide lærreder, men som levede et hensygnende liv på videobutikkernes hylder.

Eva Mendes Ryan Gosling
Eva Mendes med Ryan Gosling. Parret datede efter indspilingen af The Place Beyond the Pines. Sammen har de to børn.
Eva Mendes Collection
Eva Mendes Collection er hendes eget modebrand. Successen fra filmens verden bliver gentaget i tøjbranchen.
Eva Mendes
Den mest private film-diva i Hollywood. Sladder- bladenes journalister opdagede først, at hun var gravid få uger inden hun fødte sit andet barn.

Diva og forretningskvinde

Mendes havde ikke de store problemer med at rykke fra middelmådigheden til de rigtigt dyre filmproduktioner. Gennembruddet kom med Training Day (2001), hvor hun spillede Denzel Washingtons kæreste. Derudover har hun medvirket i store film, såsom Hitch, 2 Fast 2 Furious, The Other Guys (2010) og The Place Beyond the Pines (2012).

Også store internationale kosmetikfirmaer har haft fokus på den cubansk-amerikanske skønhed. Blandt andet har hun optrådt som model for Revlon, men har ikke holdt sig tilbage fra andre givtige opgaver. Set fra et dansk synspunkt var der nok mange, der spærrede øjnene op da Cocio tilbage i 2010 lancerede en ny kampagne med Eva Mendes som barmfagert blikfang. Og det virkede: Selskabets overskud eksploderede fra tre millioner til over 10 millioner kroner!

Eva Mendes
Will Smith og filmen Hitch var en af de første Blockbuster-film Eva Mendes spillede med i. Indtil da excellerede hun med musikvideoer og B-film.

Selv har Eva Mendes også succes i forretningslivet. I 2013 lancerede hun sit eget tøj-brand ’Eva by Eva Mendes’ i samarbejde med New York & Company. Et sats, der har givet pote. Måske fordi hun rent faktisk selv deltager i design-arbejdet. Eller måske skyldes det omverdenens beundring for en 44-årig skønhed som Eva Mendes.

Eva Mendes
Eva Mendes har været med på rollelisten i mange blockbuster-film, hvor hun har spillet overfor og med andre store stjerner. Ikke desto mindre har hun og Ryan Gosling formået at opbygge et image som Hollywoods mest private par, hvor paparazzi-fotograferne ikke får mange chancer.
Eva Mendes
A PLACE BEYOND THE PINES (2012) blev et vendepunkt. For her spillede hun for første gang sammen med sin senere kæreste: Ryan Gosling. THE SPIRIT – en neo-noir film fra 2008 viser Eva Mendes’ spændvidde - der er plads til film med kun en lille appel til det brede publikum. I BAD LIEUTENANT fra 2009 spillede Eva Mendes overfor Nicholas Cage. Filmen opnåede en bedre skæbne end The Spirit fra året før.
Eva Mendes
Eva Mendes er hot. Forskellige ugeblade og magasiner har svært ved ikke at tage den 44-årige skuespillerinde med på listerne over de mest attraktive kvinder.

Stille familiemenneske med høj etik

Rollen som Romina i The Place Beyond the Pines (2012) var et vendepunkt i Eva Mendes’ liv. Ikke så meget fordi filmen scorede en rating på 7,3 ud af 10 på IMDb’s skala. Men snarere fordi Ryan Gosling også var på rollelisten. For siden optagelserne har de været et par. Ovenikøbet hemmeligt gift.

Kodeordet her er ’hemmelig’. For hverken Eva Mendes eller Ryan Gosling bryder sig om offentlighedens snagende blikke. De værner ganske enkelt over deres privatliv i en grad, som gør at Eva Mendes i sammenligning med andre Hollywood-stjerner nærmest er berømt for deres evne til at undgå paparazziernes telelinser. ”Jeg er et familiemennesker og nyder at være hjemme med mine børn,” har Mendes sagt. Og noget er der om snakken. For mens andre skuespillere nærmest vil hugge en arm af for at få lov til at deltage i de årlige Oscar-uddelinger, ja, så valgte Eva Mendes helt at blive væk.

Eva Mendes

At hun med sin skønhedsplet, kurver og mål skiller sig ud fra mængden, er én ting. Men ganske uvant for Hollywoods divaer står hun også ved sine synspunkter. Som da hun i 2007 poserede nøgen i en kampagne rettet mod brugen af pels i modeindustrien.

"Jeg går ikke til premierer. JEG DELTAGER KUN, når det er film, jeg selv er med i. Berømmelse og ’celebrity’ betyder ikke noget. Det gør til gengæld en LANG KARRIERE," har Eva Mendes sagt.

Eva Mendes