Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

DIEGO MARADONA

Den argentinske GUDDOMMELIGHED, Af Mads Michelsen, Foto: Getty Images
Diego Maradona
Diego Maradona – sammen med Pelé kåret til det 20. århundredes bedste fodboldspiller.

Han var ganske enkelt enestående med en fodbold. Blot 165 cm høj kunne han med sit lave tyngdepunkt afdrible en hvilken som helst modstander. Og så kunne han score mål. Mange mål. På klubplan lavede han intet mindre end 310 mål. På landsholdet nåede han fra 1977 til 1994 at score 34 mål i 91 landskampe. I hjemlandet Argentina er det ikke underligt, at han nærmest opnåede en guddommelig status.

Francisco Cornejo var i 1969 ungdomstræner i klubben Argentinos Juniors. Han fortalte i et interview, hvordan han opdagede Maradona: ”En af mine drenge spurgte mig en dag, om han måtte tage en kammerat fra holdet hjemme på gaden med til træning. Ja, hvorfor ikke, tænkte jeg. Og så oplevede jeg Diego for første gang. Jeg troede ikke mine egne øjne. Den aften kørte jeg ham hjem og fortalte hans forældre, at de ikke behøvede at bekymre sig om fremtiden. Den dreng kommer til at forsørge hele familien.” Diego Maradona var da ni år gammel

Syv år senere skrev han kontrakt med netop Argentinos Juniors. Og det følgende år spillede han som 17-årig sin første A-landskamp. Allerede som 22-årig betalte FC Barcelona mere end 40 mio. kroner for at få ham til Europa. På det tidspunkt var det den dyreste kontrakt nogensinde. Men det blev aldrig til et reelt kærlighedsforhold mellem Maradona og den catalanske storklub: Hans spil var af en anden verden. Men modstanderholdene fik for vane at stoppe ham med særdeles ulovlige midler – og han var alt for ofte på skadeslisten. Så da Napoli bød næsten 50 millioner kr., slog han til. Det blev til seks succesfulde sæsoner i støvlelandet.

HAND OF GOD

Gadedrengen fra slumkvarteret Villa Fioritos i udkanten af Buenos Aires var ganske enkelt forskellen på sejr og nederlag. Ikke mindst for det argentinske landshold. Ved VM-kvartfinalen mod England i 1986 i Mexico scorede han måske hele karrierens mest omdiskuterede mål. Et mål, der stadig kan bringe sindene i kog: Han fingerede et hovedstød, men slog bolden i mål med hånden. Et mål, han sidenhen omtalte som ét, der blev scoret med Guds hjælp. With the Hand of God! Direkte indrømmede han aldrig fadæsen, men på en pressekonference slog han fast, at ”der var lidt af Diegos hånd og lidt af Diegos hoved med i den situation.”

I 1986 blev han efter VM-triumfen (Argentina slog Vesttyskland i finalen 3-2) kåret til verdens bedste fodboldspiller. Det var ganske enkelt højdepunktet af karrieren.

Diego Maradona
Sidste år blev en meget rost dokumentarfilm af Asif Kapadia sendt på markedet. Den havde den enkle titel: Diego Maradona. Instruktøren er ikke i tvivl om Maradonas betydning og sagde i forbindelse med premieren: ”Han var altid den lille fyr, der kæmpede mod systemet – villig til at gøre alting, bruge både list og intelligens for at vinde.”

YDMYGELSEN

Én ting var den elegante målfarlige Maradona, der begejstrede en hel fodboldverden. Men hans leg med bolden var også en kamp med en anden Maradona. En mørkere side.

På den ene side blev han ofte omtalt som en øm og kærlig ægtemand og far. Gavmild og hensynsfuld. Men det var også en gadedreng, der pludselig blev ufattelig rig. Som festede igennem og snusede stribevis af kokain. Det startede allerede i tiden i Barcelona og fortsatte i Napoli, hvor det efterhånden også påvirkede hans spil. I 1991 blev han testet positiv for doping og fik et års karantæne. Herfra gik det ned ad bakke. Dog fik han et bemærkelsesværdigt comeback ved VM i 1994 i USA, hvor han scorede et fremragende mål mod Grækenland. Da karrieren sluttede, tog han voldsomt på i vægt – og fik i 2005 foretaget en gastrisk bypass-operation. Tillige blev han i perioder også sat i forbindelse med mafia-kriminalitet.

Men hans fans elskede ham stadig. Og han fik en ny chance som landstræner for det argentinske landshold. Han fik to kampe. Så blev samarbejdet stoppet.

Diego Maradona