Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Daniel Craig: "Vi laver den f****** bedste James Bond film!"

Til april får No Time to Die premiere. Daniel Craig fortæller her eksklusivt for det danske marked om den kommende 007-film og hans aktuelle Knives Out. Af Sunday Times, Oversat af Søren Sorgenfri.
Daniel Craig

Daniel Craig kommer ind i lokalet fuld af energi, selv om han er travlt optaget med optagelserne til den næste James Bond film. Det næste kapitel i den lange agentserie hedder: ’No Time to Die.’

”Årh ja, det er det, den hedder,” siger han og griner. En travl hverdag gjorde, at han glemte det for en kort bemærkning.

Herfra taler han næsten ustoppeligt, men hvad er det mest interessante, som han kan sige lige nu om den kommende 007 film, der får premiere til april næste år. En film der bliver Daniel Craigs femte og sidste optræden som agenten, der gang på gang redder verden og lidt til?

”Hvis jeg nu fortæller dig om min uge, så tror folk bare, at jeg brokker mig,” siger han med en stemme så høj og tydelig, at den vil kunne skære myndigt igennem en tætpakket bar.

”Hver eneste optagedag er meget intens. Hele holdet bag prøver at lave den f****** bedste Bond film, der til dato er lavet.

Vi gør alt, hvad vi kan for at få samlet de løse ender, skåret plottet til bedst muligt, men vi er også ydmyge, og ved, at selv om vi sigter efter stjernerne, så kan det være, vi rammer trætoppene,” fortæller han og holder en pause. ”Men det mest interessante er nok, at jeg i denne uge har stået i vand til halsen i 12 timer.”

Han taler hurtigt. Dette er hans første store interview længe, og der er en del at tale om. Han er ærlig og sjov, og han hviler sig meget i sig selv, at han ikke dvæler ved ordene, før han siger dem. Han har i mere i et årti spillet den vredest Bond til dato, og er mere end en gang blevet fanget på kamera, hvor han luftede langemanden til paparazzifotograferne. De hurtige bemærkninger og attituden har givet ham ry for at være gnaven. Er det fair?

Daniel Craig

”Ja, det er det sikkert,” svarer han. ”Men jeg gør altså heller ikke rigtigt noget for at slippe af med det ry, fordi så ville jeg bare jagte min egen hale for at bevise overfor omverdenen, at jeg ikke er den person, som de tror, jeg er. Jeg gør min nok ikke særligt godt som offentlig person. Nogen er gode til det, og kan deltage i talkshows og fortælle historier, men sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige i sådanne situationer. Jeg kunne forsøge, at sidder i et talkshow og hyggesnakke, men jeg kan ikke finde ud af det, og så vil folk bare sidde og sige, hvad fanden laver han? Hvor er den vrisne f****** gnavpot, som vi kender?”

“Men jeg er faktisk ikke sur,” siger han, og griner højlydt. ”Helt ærligt det er jeg ikke. Det håber jeg, du kan fornemme og fortælle videre.

Daniel Craig

Jeg elsker mit arbejde, og jeg har intet imod at tale med journalister. Altså jeg elsker det ikke ligefrem, men jeg har intet imod at tale om ting, som jeg holder af at snakke om. Det falder mig ret let, men jeg voksede op i en æra, hvor man som kunstner ikke skulle søge anerkendelse. Man gjorde bare det, man kunne, og man gik ikke op i ’likes’. Man gjorde bare sit arbejde, men det her med at krænge sin sjæl ud til offentligheden. Helt ærligt, det rager jo ikke nogen, hvem jeg er – kun min familie,” siger han og fortsætter:

”Hvornår ændrede det sig? Det gjorde det med de sociale medier,” siger han og nærmest spytter ordene ud. Nu er der en konstant søgning efter anerkendelse, og det er jeg ikke fan af. Men jeg er også 51 år gammel, så der er ingen, der lytter til mig, så hvad jeg tænker, det gør ingen forskel. Men da jeg voksede op, der var punkrock den store ting, der gik man ikke op i anerkendelse, og jeg hader den higen efter accept. Det giver ingen mening for mig, at der skal være en sult efter anerkendelse indenfor kunst. Det er anti-kunst og anti-kreativitet.

Daniel Craig

Daniel Craig er filmaktuel nu her i julen med filmen: Knives Out. Her spiller han den nørdede detektiv i tweed fra Louisiana, Benoit Blanc med replikker som: Der er et nazibarn, der onanerer på badeværelset“ Den slags replikker siger Bond ikke, og roller som Blanc giver ham mulighed for at lukke lidt damp ud efter stramme roller og manuskripter, som 007-universet. Det kan være en befrielse fra Bonds spændetrøje. Craig må som opdageren Benoit Blanc finde ud af, hvem der står bag et mord, så endnu en thriller for Craig, men dog med humor og et politisk twist denne gang og stærkt instrueret af Rian Johnson. Udover Craig er Jamie Lee Curtis og Christopher Plummer at finde på rollelisten.

Knives Out er blevet godt modtaget, men det er naturligvis den sidste optræden som James Bond, der er talk of the town for Daniel Craig for tiden.

Daniel Craig

Er han okay med at tale om Bond? “Ja, det er ikke et problem for mig,“ siger han med reference til det famøse interview i 2015, der blev udlagt som om han hellere ville skære sine håndled over end optage endnu en omgang 007. Det han faktisk sagde i interviewet den gang var:

”Optage en ny film nu!!? Jeg vil hellere smadre dette glas og skære mine håndled over. Jeg har ikke lyst til at optage en ny film her og nu.“ Han havde kontrakt på yderligere en film, så det han mente var, at han ikke på tidspunkt havde energi til at optage en ny 007 film.

James Bond er et udpræget maskulint univers, men Daniel Craig ville have Fleabag-forfatteren Phoepe Waller-Bridge ind over manuskriptet til No Time to Die. Var det din ide at få hende med?

”Ja, og bare vent at se, hvad hun bidrager med,“ siger han højt og begynder at grine. „Hun er fantastisk, og jeg har holdt øje med hende siden de første episoder af Fleabag, derefter Killing Ewe og ville bare have hende med. Hun er unik, og det har været et stort privilegium at have hende med.“

Hun er den blot anden kvinde i 007-historien som manus-skribent, og den første kvinde siden Johanna Harwood skrev med på Dr. No og From Russia With Love.

Daniel Craig har tidligere udtalt, at han var glad for, at Monica Bellucci blev castet til filmen Spectre for at bringe aldersbalance ind i forholdet mellem Bond og hans kvindelige modspil. Den modne Belluccis optræden som Bonds elskerinde afstedkom en debat om sexisme, som Craig satte og sætter pris på.

Craig begynder at fortælle om Waller-Bridges måde at arbejde på, men stopper så: ”Hør her. Vi sidder og diskuterer hendes køn, og det er fanme latterligt. Hun er med, fordi hun er en dygtig manusforfatter. Hun er super-dygtig, så hvorfor overhovedet debattere, hvor hun er med ombord?“

Det er netop, når Craig hæver stemmen, at interviewet løfter sig. Han holder af diskussioner, det kan man mærke alene på den energi og kraft, som han spytter ordene ud med. Det er her, han bliver åben i sin dialog på grænsen til det brovtende, men han er egentlig bare fan af at sige tingene lige ud, og som i en god diskussion nede på pubben, så er alt glemt og tilgivet bagefter.

Og der kommer bagefter. Hvad vil han savne fra rollen som verdens førende agent, James Bond? ”Mine venner,“ siger han for første og eneste gang med lav stemmeføring i dette interview. „Jeg har kendt mange af dem i 15 år nu, og selv om vi stadig skal ses, så er det noget særligt, når først James Bond-stemningen melder sig.“