Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

007 Shaken - Not stirred

Efter premieren på den seneste Bond-film var det en slidt Daniel Craig, der fortalte journalister, at han hellere ville skære sine pulsårer over end at indspille endnu film som agent 007 i hendes majestæts hemmelige tjeneste. Men udsigten til en løncheck på 25 millioner dollars fik ham åbenbart til at overveje situationen en ekstra gang. Optagelserne til den 25. Bond-film er i fuld gang. Den får premiere i Danmark den 8. April 2020. Af Claus Vesterager Martinus
Daniel Craig James Bond
Trods de blå øjne og markerede træk, diskuterede både filmentusiaster og kritikere om Craig nu også var den rette arvtager til rollen som Agent 007. Foto: Getty Images

Daniel Craig

Du husker ganske sikkert torturscenen fra Casino Royale, hvor Mads Mikkelsen i rollen som Le Cifre mishandler en nøgen James Bonds ædlere dele med et tykt reb, han tærsker op under stolen. En scene, der fik mænd i alle aldre til udstøde et kollektivt suk i biografens mørke, mens de lagde benene over kors. Det var Daniel Craigs første film som agent 007.

Måske husker du også, at der tilbage i 2006 i filmmagasiner og på diverse sociale medier var en voldsom debat om, hvorvidt Craig nu også var den rette til at afløse Pierce Brosnan som James Bond. Nogle var naturligvis begejstrede for valget af Daniel Craig som den sjette i rækken af skuespillere, der skulle forsøge at spille Ian Flemings agent (faktisk den syvende hvis man medregner Barry Nelsons optræden i en tidlig tv-udgave af Casino Royale fra 1954). På den positive side forventedes det, at Craig kunne give Bond-figuren lidt mere dybde end tidligere. Kritikerne mente omvendt ikke, at han så ud, som James Bond skulle.

Sågar har en engelsk plastikkirurg lavet et studie, hvor Daniel Craigs tynde overlæbe og løgformede næse gør, at han bliver placeret sidst på en liste over de mest attraktive skuespillere, der har spillet rollen som James Bond. Ikke overraskende toppes denne liste af Sean Connery, der spillede Agent 007 i den første biograffilm i 1962 (Dr. No – dansk titel: Mission Drab).

Men hvorom alting er: Da Casino Royale fik premiere faldt al kritik til jorden. I den engelske avis The Guardian skrev anmelderen, at Daniel Craig har vist sig fuldt ud i stand til at fremstå som det ærkebritiske ikon: En kølig mand med en grusom beslutsomhed, hypnotiserende sexappeal og en fatal, destruktiv adfærd over for kvinder. Daniel Craig er en fantastisk Bond. Alle de højtråbende, insisterende, protesterende nej-sigere derude i blog-sfæren burde bøje hovederne i skam.

Imponerende flotte anmeldelser overalt i verden var normen. Også i Danmark hvor det nok også gav et par ekstra point, at Jesper Christensen og Mads Mikkelsen var på rollelisten. Det blev årets mest sete biograffilm med over 700.000 solgte billetter. Ekstra imponerende eftersom filmen først fik premiere den 14. november.

Daniel Craig James Bond
Daniel Craig i sit kararakteristiske Three- Piece-Suit under optagelserne af Spectre i Rom, 2015. Foto: Getty Images

Noget af det der skilte vandene, var måske, at de tidligere Bond films fascination af gadgets og slet skjulte humoristiske indslag med Daniel Craig måtte vige pladsen for en mere gennemført agenthistorie, hvor Bond også fremstår som en empatisk mand, der oprigtig sørger over tab og modgang. Selvfølgelig var der stadig Q og fabelagtige Judi Dench som M. Men det er Craig, der løftede historien ud af de efterhånden trivielle rollefortolkninger, som de tidligere James Bond-film havde skabt. Og selvom både Sean Connery, Timothy Dalton og Pierce Brosnan før ham appellerede til det kvindelige biografpublikum, ja, så gjorde det bestemt ikke noget ved vurderingen af Daniel Craig, at hans plirrende, stålblå øjne gav løfte om andet end en vodka martini-drikkende superelsker.

Selv har han om sin fortolkning af James Bond-rollen sagt: ”Det spørgsmål jeg hele tiden stiller mig selv, er om jeg er the good guy eller om jeg bare er en bad guy, der arbejder for the good side? Når alt kommer til alt, ér Bond en morder – og jeg har aldrig spillet en rolle, hvor karakterens mørke sider ikke skulle udforskes. Når filmen er slut, må det ikke være forvirrende. Men det gør ikke noget, at du er i tvivl, mens den ruller over lærredet”.

Daniel Craig James Bond
Craig sammen med sin hustru Rachel Weisz, der vandt en Oscar for sin birolle i The Constant Gerdener. Foto: Getty Images

Andet end Bond

At blive hyret til at spille James Bond har en tendens til at definere en skuespillers livsgerning. Hånden på hjertet: Hvilke andre film med Daniel Craig kan du på stående fod nævne? Ikke mange. Men han har faktisk haft både store og små rolle i ikke mindre end 38 spillefilm udover de fire James Bond-film, han allerede har lavet – og den kommende Bond-film, der får premiere næste forår.

Hans debut på det hvide lærred var allerede i 1992 i filmen The Power of One (på dansk: Én mands styrke), hvor han spiller en politiofficer i 30-ernes stærkt raceopdelte Sydafrika. En film, der spiller på modsætningerne i en ung mands opvækst, hans forelskelse i en hvid apartheidpolitikers datter og kampen for at skabe fred mellem landets mange befolkningsgrupper. En film hvor Craig spillede op imod store navne som John Guilgud og Morgan Freeman.

Daniel Craig James Bond
Craig giver autografer og tager selfies ved den mexicanske premiere på Spectre i 2015. Foto: Getty Images

I 90-erne spillede han blandt andet med i den BAFTA-vindende britiske tv-serie Our Friends in the North – en serie, der følger fire venners liv og levned gennem 31 år fra 1964 og frem. Det var en skelsættende tv-serie, der for alvor satte gang i de fire hovedrolleindehaveres karrierer. Serien bliver ofte betegnet som BBCs suverænt bedste dramaproduktion i 90-erne. I 1998 spillede han desuden rollen som John Ballard i storfilmen Elizabeth med Cate Blanchett. Og lige inden han debuterede som den sjette James Bond, spillede han med i Spielberg-filmen Munich – en fiktiv historie om den israelske efterretningstjenestes hævntogt mod den palæstinensiske terrororganisation Sorte September, der stod bag mordene på israelske sportsfolk under de olympiske lege i München i 1972.

Og selvom han sikkert har haft sit at se til med fire Bond-film på stribe, har han bevist sin produktivitet ved at spille store roller i film som The Girl with the Dragon Tattoo fra 2011; den amerikanske filmatisering af Stieg Larsson Millennium- trilogi om journalisten Mikael Blomkvist og Lisbet Salander, i Cowboys and Aliens fra 2011 og Star Wars: The Force Awakens, 2015. Han har såmænd også haft tid til at lægge stemme til Rackham den Røde i Spielbergs computer-animerede Tintin-film fra 2011.

Daniel Craig James Bond
DANIEL CRAIG – Har spillet rollen som hendes majestæts hemmelige agent i snart fem film, nemlig Casino Royale, Quantum of Solace, Skyfall, Spectre og naturligvis den 25. Bond-film, der får premiere 8. april 2020. Foto: Getty Images

Karrierestart på de skrå brædder

Umiddelbart har der aldrig været tvivl om, at Daniel Craig havde en fremtid for sig som skuespiller. Han erindrer sig, at han allerede som seksårig havde en vis succes i skolestykker. Men interessen for teatret blev for alvor vakt, når han med sin mor fik lov til at se forestillinger på Everyman Theatre i Liverpool. Som 16-årig rejste han til London, hvor han blev optaget på National Youth Theatre. En privat finansieret uddannelsesinstitution. Senere efter flere mislykkede optagelsesprøver på andre teaterskoler fik han endelig sparket dørene ind til den traditionsrige Guildhall School of Music and Drama. Han bestod sin afgangsprøve i 1991.

Som uddannet skuespiller gik det slag i slag med mindre roller indtil hans gennembrud i tv-serien Our Friends in the North, hvor han spillede rollen som den noget uregerlige George ’Geordie’ Peacock. De skrå brædder trækker endnu. Eksempelvis spillede han Iago i en moderne opsætning af Shakespeares Othello i 2016 på New York Theatre Workshop. En rolle, hvor han ifølge anmelderne fik rig mulighed for at udforske sine skurkagtige, mørke sider.

Sean Connery James Bond
SEAN CONNERY – Hans første store succes. Spillede med i seks film – første gang i 1962. Var bange for at blive sat i bås som hemmelig agent. Men vendte tilbage til sin syvende film: Never Say Never Again i 1983. Foto: Getty Images

Craig helt privat

I en tid hvor feterede skuespillere skal kunne navigere balanceret mellem behovet for være tilstede i medierne for ikke at blive glemt, og ønsket om at kunne bevare bare en flig af privatlivet for sig selv, vil garvede sladderbladsjournalister og paparazzier nok gerne skrive under på, at Craig ganske enkelt er professionel.

Hans kommunikation er styret af forpligtelser i forhold til promotion af nye film og et – lejlighedsvist – seriøst interview. Resten foregår ganske u-Bond’sk bag nedrullede gardiner. Craig har to børn. Han blev tilbage i 1992 gift med den skotske skuespillerinde Fiona Loudon. Sammen fik de datteren Ella Craig. De blev skilt allerede efter to års ægteskab.

George Lazenby James Bond
GEORGE LAZENBY – Fik kun en enkelt filmoptræden som Bond: In Her Majesty’s Secret Service fra 1969. Foto: Getty Images

I 2011 spillede han overfor Rachel Weisz i filmen Dream House. Et møde, der skulle få konsekvenser: Efter en kort romance blev de gift i New York ved en privat ceremoni med kun nogle få gæster. Dog inklusive Craigs datter og Weisz’ søn fra tidligere ægteskab. I april 2018 kunne de så byde velkommen til deres datter, hvilket har udløst nogle af de eneste paparazzibilleder, der kan opdrives: Nemlig billeder af Daniel Craig med baby i bæresele. Politisk og religiøst er der kun få informationer om Craig. Altså rent bortset fra, at han betragter sig selv som ateist. ”Jeg går ikke i kirke. Jeg er ikke troende. Men jeg synes, at religion er fascinerende, fordi den påvirker vores liv så massivt.”

Og for et menneske som Craig, der kun sjældent ytrer sig om andet end de film, han har spillet med i, er det forholdsvist markant, at han i tiden op til den britiske Brexit-afstemning blev set med en vote Remain T-shirt med påskriften ”No man is an island. No country by itself”.

Timothy Dalton James Bond
TIMOTHY DALTON – To film blev det til i 1987 og 1989. Den walisiske skuespiller spillede med i The Living Daylights og Licence to Kill. Foto: Getty Images

Shaken or stirred

Der er ingen tvivl om, at Daniel Craig har haft succes som skuespiller. Og ikke mindst rollen som James Bond har gjort ham til en holden mand. Det ville da også være underligt andet, når hans fire første Bond-film har indspillet mere end 3,5 milliarder dollars. Ifølge Forbes og andre kilder skulle hans personlige formue snige sig op i nærheden af 130 millioner dollars.

Men det er også periodevist hårdt arbejde. Og rollen som Bond stigmatiserer også skuespilleren. Sean Connery opgav i første omgang at lave en sjette Bond-film fordi han var bange for udelukkende at blive slået i hartkorn med agent-rollen. Han vendte dog tilbage efter George Lazenby’s enlige optræden i smoking og cocktail-glas.

Roger Moore James Bond
ROGER MOORE – Syv gange spillede Moore Agent 007. Første gang i 1973 i Live and Let Die. Hans fremtoning på lærredet forekommer nok mere playboyagtig sammenlignet med Sean Connery’s. Foto: Getty Images

Måske var det for meget hårdt arbejde, måske tortur-scenerne eller bare angsten for til tid og evighed at blive identificeret som James Bond, men noget må have stirred Daniel Craig efter hans performance i Spectre. For i et interview afviste han at lave flere Bond-film med ordene. ”Jeg vil hellere skære pulsårene over end at deltage i endnu en Bond-film.”

Om han var i rørte vande eller bare lettere rystet over samarbejdet med instruktøren Sam Mendes, melder historien ikke noget om. Men i hvert fald kunne en løncheck på 25 millioner dollars for en femte Bond-film sikre, at vi også til næste år kan høre Daniel Craig præsentere sig som Bond. James Bond. Og blot for en ordens skyld: Når Bond bestiller en Vodka Martini cocktail, så er den Shaken – not stirred!

Pierce Brosnan James Bond
PIERCE BROSNAN – Irske Brosnan fik rollen fire gange. I 1995 i Golden Eye gav han Bond-figuren en ny opblomstring i den indtil da mest succesrige film. Foto: Getty Images

David Dencik skal spille over for Craig

Tidligere har vi set Ulrich Thomsen, Jesper Christensen og Mads Mikkelsen i betydende roller i Bond-film. Og når den 25. Bond-film ruller over lærredet til næste år er en ny dansk skuespiller parat til at gøre livet surt for Daniel Craig. Det er dansk-svenske David Dencik, der har fået en af rollerne som Bad Guy. David Dencik er født i Sverige i 1974, men familien flyttede siden til København. Han vendte tilbage til det svenske i 1999 og blev der indtil 2003, mens han uddannede sig som skuespiller.

Senest har Dencik spillet Mihail Gorbatjov i HBOs anmelderroste Tjernobyl-serie. Han har desuden medvirket i film som Mænd og Høns, Fasandræberne og Dame, Konge, Es, Spion, og i serier som Lykke, Bedrag og Quicksand.

DAVID DENCIK james Bond
David Dencik. Foto: Getty Images

4 X Craig

JAMES BOND CASINO ROYALE. Den første film med Daniel Craig i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste. Mads Mikkelsen er den ondsindede internationale terrorist, der går under navnet Le Chiffre. Han udfordrer Bond ved pokerbordet i Casino Royale. Det er højt spil i mere end én forstand, og Bond må være parat til at undgå Le Chiffre’s livsfarlige fælder – og ikke mindst kvinden Vesper Lynd

QUANTUM OF SOLACE. Agent 007 (Daniel Craig) kommer på sporet af Vesper Lynds forbindelse til en mystisk organisation via Mr. White (Jesper Christensen), som blev skudt og såret i slutningen af 'Casino Royale'. Bond må hele tiden være et skridt foran CIA, terroristerne og selv M (Judi Dench), for at afsløre Greene’s udspekulerede plan og sætte en stopper for hans organisation.

Daniel Craig James Bond
4 x Craig. Foto: Getty Images

SKYFALL. James Bond er forsvundet og frygtes død efter en mislykket mission i Istanbul. Samtlige MI6-agenters identiteter bliver lækket på internettet, og M (Judi Dench) bliver genstand for en kritisk vurdering fra regeringen af hendes håndtering som leder for operationen. Filmen fik en Oscar for bedste sang (Adele).

SPECTRE. James Bond er på en uautoriseret solomission i Mexico, der efterlader dele af hovedstaden i ruiner. MI6 er alt andet end begejstrede for agentens rebelske adfærd, og den hæderkronede afdeling er samtidig i fare for at blive nedlagt til fordel for et globalt overvågningssystem. Bond får karantæne, men en hemmelig besked fra den tidligere M bringer ham på sporet af en italiensk enke og forbrydersyndikatet Spectre. En film der trækker tydelige spor til tidligere Bond-film og vurderes som en af de bedste gennem tiderne.