Filmens øjeblikkelige ANTI-HELT
Bradley Cooper
”Han har altså også en særdeles køn kæreste.” Det var den naturlige og lettere irritable replik til konens påstand om, at Bradley Cooper i særdeleshed er en endda overordentlig pæn mand. Hvad der så end ligger i det!
Hvorom alting er, så har den nyligt Oscarnominerede filminstruktør og skuespiller da heller ikke middel-amerikanerens tyngde eller drøjde. Tværtimod. Som 44-årig ser han faktisk forholdsvis fit ud. Så den feminine akklamation er vel et eller andet sted forståelig. (I parentes bemærket: Han er da også meget pæn.)
Og selv med sin stjerneombruste karriere – og nylige succes med genindspilningen af A Star Is Born – er han bestemt ikke prototypen på en selvfed amerikansk filmskuespiller, der skifter kvinderne i sit liv ud, som andre skifter…
Ej heller er hverken han eller kæresten – den 29-årige model Irina Shayk – sladderpressens yndlingsofre. Eller mere præcist: De har formået at styre deres familie- og privatliv som, ja netop, et privat anliggende. Faktisk er det bemærkelsesværdigt, at hun på de sociale medier som Instagram og Facebook ikke nævner Bradley Cooper eller deres 2-årige datter Lea med ét eneste ord.
Men Bradley Cooper er altså også en anti- helt. Han har i mange interviews slået fast, at han aldrig har befundet sig helt vel i rampelyset. Eller måske ment, at han fortjente at være der. Det er dén vurdering, som går igen, når film-journalisterne beskriver hans skuespillerpræstationer.
Helte vs. anti-helte
Lige siden filmindustrien trådte sine lydløse barnesko, har filmverdenen produceret sine helte. Tænk bare på Charlie Chaplin, Errol Flynn eller Bradleys navnebror Gary Cooper. Og fra starten har vi biografgængere været draget til de mænd, der spillede de helt urimeligt modige roller. Mænd, der på filmens hvide lærred stillede op mod uretfærdighed eller undertrykkelse, hvor andre gav op.
Senere, da filmindustrien kom i puberteten, så vi en mere kompliceret helte-rolle med en udtalt mørk side. Tænk på James Stewart med sin urimelige pænhed – og den mørke side i Hitchcooks gysere. Men så kom reaktionen i form af anti-helten. For hver John Wayne-agtig karakter, var der en indesluttet, følsom Jack Nicholson.
Alle mandlige Hollywood-stjerner i svøb var hurtigt tvunget til at tage et valg: En Tom Cruise-type? Eller Ryan Reynolds fra Deadpool- filmene? Eller kunne en moderne film-helt være en blanding af de to yderpunkter? Kunne en helt være én, der udforskede både helten og anti-helten? En der forstod de gode egenskaber såvel som de fejl, de fleste af os mennesker må leve med? En som Bradley Cooper?
Han har haft sine helteroller. I American Sniper, hvor han som Navy Seal-soldaten Chris Kyle kæmper med krigens realiteter. Ikke så meget de missioner han gennemfører i Irak. Men snarere hvordan hans forhold til andre mennesker ændrer sig. Og ikke mindst den om-programmering, der er nødvendig for at genindtræde i det civile liv.
Og endnu mere udtalt var den dualistiske helte-rolle i The Place Beyond The Pines (2012), hvor han spiller en ung ambitiøs politibetjent, der i et split-sekund træffer en skæbnesvanger beslutning og dræber en kriminel. Han udråbes som helt, men plages af bevidstheden om, at han har skudt og dræbt et andet menneske. Et menneske, der også var far til et lille barn. En handling, der følger betjenten og ikke mindst hans søn resten af livet – og en handling (krydret med korruption), der arves af de to børn. Filmen er et godt billede for den modvillige helts gerninger, der fører ud til kynismens overdrev. Der er ikke meget Clint Eastwood-agtigt ’Make my day, Punk!’ i den rolle.
Stjerne-filmen
Selv om Bradley Cooper måske er anti-helt – eller i hvert fald gerne spiller de mere komplekse helte-roller – og selv om han ifølge egne udtalelser måske heller ikke føler sig helt fortjent til den megen omtale og de mange roser, ja, så var hans debut som instruktør en glad oplevelse, som han fortalte i New York Times i efteråret. A Star Is Born er i en helt anden boldgade end de film, han ellers har spillet med i (Wedding Crashers, Tømmermænd i Las Vegas, The Place Beyond the Pines, American Sniper for at nævne nogle få).
Coopers filmatisering er den fjerde i rækken af 1937-filmen med Janet Gaynor i hovedrollen. I 2018 spiller Bradley Cooper over for Lady Gaga som sangerinden, der med hans indsats ender med at række ud mod stjernerne.
Men det sker på hans egen bekostning. Hans egen udvikling er en nedadgående spiral, der ender tragisk. Så husk Klenex’en! Igen rejser det spørgsmålet om helten vs. anti-helten. Den gode, der gør så uendeligt meget godt. Og som alligevel er på et selvdestruktivt skoleridt.
Det er en film, der fik filmkritikerne til at finde de helt store roser frem. Og både Bradley Cooper og Lady Gaga, blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle. Ingen af dem vandt. Men Lady Gaga vandt dog en Oscar for bedste originale sang (Shallow). Ikke urimeligt. Filmen indeholder nogle fantastiske live-optagelser, hvor også Bradley Cooper synger duet med Lady Gaga. Som en kritiker skrev: Ikke én, men to stjerner blev født foran og bag kameraet.
Musikken fyldte barndommen
Bradley Cooper voksede op i Philadelphia. I et hjem hvor musikken strømmede ud af højtaleren: Alt fra Tjajkovskij og Vivaldi over Tom Waits, Bob Seger og Billy Joel til Led Zeppelin. Hans far var børshandler, mens moren arbejdede på TV-stationen NBC. Han elskede sin soldater- figurer, som han stillede op til krig på gulvtæppet. Han lagde sten og andet legetøj under tæppet for at skabe landskaber, som soldaterne skulle kæmpe i. Hans første instruktørjob…
Og han elskede at optræde. Spillede kontrabas som stak ud ad vinduet, når han blev kørt i skole i familiens Cadillac. Som 12-årig så han filmen Elefantmanden, og blev fast besluttet på, at skuespillet var hans fremtid.
Han læste engelsk på Georgetown universitetet. Uddannelsen fortsatte på Actors Studio Drama School i New York. Her mødte han sin senere mentor Elizabeth Kemp, der med hans egne ord ”fik ham til at føle sig afslappet for første gang i livet.” Måske det var lige netop den følelse, der fik ham til at fremstå som en seriøs skuespiller. En skuespiller der, som han siger, udfylder sin rolle på sit eget personlige fundament.
Dét, at tro på, hvad du selv kan – og ikke hvad andre siger, du er eller kan – har været styrende for hans karriere sidenhen. Selvfølgelig kan ingen nøjagtigt fortælle, hvad der skete bag de lukkede døre, da Bradley Cooper for nogle år siden pitchede sin ide om en fjerde version af A Star Is Born. Men hans tro på projektet har sikkert været afgørende for, at Warner Bros. åbnede pengekisten og afleverede 38 millioner dollars til Cooper.
Som seriøs skuespiller er han, ja, netop seriøs. I A Star Is Born er han den selvdestruktive rockstjerne, der løfter det unge talent. For nu at slutte diskussionen om helterollerne af: Rollen og hans instruktion viser også den mistillid, som han nærer over heltedyrkelsen i filmens verden. Og i en tid hvor mange efterspørger en større bredde og diversitet på filmlærredet, vil Bradley Cooper sikkert gerne glide ud af helterollen. Og i rollen som den afdankede rockstjerne i A Star is Born gør han lige nøjagtig dét.