Montrachet verdens dyreste hvidvin
Phylloxeras. Eller på dansk: vinlus. Et lille insekt på blot én millimeters længde. Det lægger sine æg på vinstokkenes rødder, som larverne suger næring fra. Efter fem til 10 år er det slut. Rødderne visner og dør. Det har forårsaget de største katastrofer for vinproduktionen gennem tiderne.
I slutningen af 1800-tallet åd vinlusen sig gennem 2,5 millioner hektar vinmarker i Europa. Alene i Bordeaux faldt produktionen til en fjerdedel. Men det er også starten på en historie, der har skabt grundlaget for dét, som vinkendere i dag anser for at være verdens bedste hvidvine.
I kølvandet på den første verdenskrig tvang vinlusen i tusindtal af franske vinbønder i knæ. Godt nok havde man på det tidspunkt lært sig at pode amerikanske vinstokke, der var immune over for lusens angreb. Alligevel måtte mange gå fra hus og hjem. Men i den lille kommune Puligny-Montrachet små 60 km syd for Dijon levede Joseph Leflaive. Han var oprindeligt uddannet ingeniør. Tilknyttet den franske marines ingeniørkorps tog han del i arbejdet med at udvikle den første franske ubåd. Men det er en anden historie.
Han havde ansvaret for familiens vinmarker i Puligny-Montrachet. Familien havde dyrket vin her siden 1717. På det tidspunkt var produktionen ikke speciel intensiv. Endsige særlig velsmagende. Vinen blev i hovedsagen solgt til lokale vinkøbmænd.
Men omkring 1920 gik Joseph Leflaive i gang med et storstilet projekt. Først og fremmest begyndte han at genplante sine marker med nye og resistente vinstokke. For det andet opkøbte han mere jord for en slik. Med tiden begyndte han at sælge vinen under sit eget navn: Domaine Leflaive.
Det var ikke bare tilfældige vinmarker, Leflaive opkøbte. Det var en perlerække af de bedste marker i kommunen. Vinmarker med de bedste jordbundsforhold, dræning og sol. Det er afgørende for en god vin. Domaine Leflaive er ikke en stor vingård. Men med knap 25 hektar af den bedste jord var det tilstrækkeligt til at skabe store vine.
I dag er det Brice de La Morandière, der står i spidsen for Domaine Leflaive. Han har en fortid i den internationale finansverden og vendte hjem til Frankrig, da hans tante pludseligt døde i 2015. Som pengemand har han sat sin lid til Pierre Vincentes, der er domænets vinmager – eller régisseur, som det hedder på de kanter. I dag ejer Domaine Leflaive jordstykker i fire af kommunens Grand Cru-områder. Ganske små jordlodder, der er med til at gøre vinen helt ekstraordinær god.
Grand Cru-vinene produceres af druerne fra fire forskellige parceller: Montrachet, ChevalierMontrachet, Bâtard-Montrachet og Bienvenues Bâtard-Montrachet. Og de sælges også under disse navne. Topnavnet er uden konkurrence Le Montrachet. En vin, der efter vinifikationen lagrer i mindst 12 måneder i nye egefade. Derefter lagres den i yderligere seks måneder i egefade, der allerede har været brugt én gang. Druerne – og der er udelukkende tale om Chardonnay – bliver høstet manuelt. De presses forsigtigt over de næste 24 timer, inden mosten kommer på egefadet, hvor gæringen foregår. Det er fundamentet for en vin, der som udgangspunkt kræver en otte til 10 år for at nå sit fulde potentiale.
Til gengæld får man så en vin, der får al anden hvidvin til at fremstå som andenrangs papvine fra supermarkedet. I munden er det en vin, der umiddelbart virker åben og ligetil i smagen. Lidt efter lidt lukker smagen sig sammen omkring frugtsmagen, mens de mineralske undertoner i vinen langsomt kommer til sin ret. Og så fremhæver kendere en helt ekstraordinær lang eftersmag! Det er en vin af en anden verden.
Men det er Le Montrachet Grand Cru, der er toppen af poppen. Selve marken Le Montrachet, hvor Leflaive ejer et ganske lille stykke på blot 800 m2 , giver lige akkurat nok druer til at fylde et enkelt fad med den gærede most, der i sidste ende bliver til Le Montrachet Grand Cru. En flaske sniger sig op i nærheden af de 5-10.000 kr. Rundtomkring hos de internationale vinhandlere tilbydes Le Montrachet Grand Cru fra de gode årgange til en pris på mellem 60- og 70.000 kr. for en enkelt flaske