Fattigmandssprutten førte til social deroute
Ernest Hemingway holdt sig bestemt ikke tilbage fra de våde varer. En af de drinks, der blev en konstant i hans liv var og blev Dry Martini. Og den skulle være tør. Virkelig tør: 15 dele gin til én del Vermouth! Uanset blandingsforholdet er der ingen tvivl blandt kendere om, at denne klassiske drink bør blandes i et mixerglas med is og hældes gennem en si i et iskoldt glas.
Der er heller ikke megen tvivl om, at Dry Martini gennem tiden er blevet mixet med stor andagt grænsende til det excentriske. Winston Churchill mente, det var rigtigst at bukke let i retning mod Frankrig i respekt for Vermouth'ens rolle i den ikoniske drink. Andre mener, at det blot var nødvendigt at lade Vermouthen glide hen over glasset med gin og is. Og lad det lige være klart, at James Bond ikke drikker Dry Martini, men derimod varianten Vodka Martini. Men det er en helt anden historie.
Mødrenes ruin
Dry Martini blev ifølge nogle anekdoter skabt til milliardæren John D. Rockefeller på Knickerbocker Hotel i New York i 1912. Det var bartenderen Martini di Arma di Taggia, der skrev sig ind i historiebøgerne med den kølige, tørre og aromatiske drink. Men det var bestemt ikke milliardærer, der først opdagede gin. Faktisk stammer gin fra Holland, hvor britiske soldater i 1500-1600-tallet i de nederlandske krige så, hvordan fjenden drak sig mod til i destilleret spiritus med enebærsmag.
På de britiske øer foretrak man på det tidspunkt ellers sherry og vin – og naturligvis øl for de laverestående klasser. Men told, skatter og afgifter jog priserne i vejret. Svaret på menigmands behov for at flygte fra hverdagens fortrædeligheder hed gin. Gin blev i starten solgt som et medikament, der var effektivt mod såvel gigt som dårlig fordøjelse. Men fremfor alt var det billigt. Som en annonce i 1700-tallets London-pubber slog fast: ”Drunk for a penny. Dead drunk for tuppence. Straw for nothing!”
Det lader sig vel oversætte til noget i retning af: Fuld for en penny. Døddrukken for to pennies. Gratis halm til at sove den ud i!
I 1730 var der i London mere end 7.000 udskænkningssteder. Og der blev årligt destilleret over 45 millioner liter gin. Gennemsnitligt drak hver indbygger 65 liter ren gin om året. Den sociale belastning var enorm. Hele familier gik til grunde. Der verserer endog historier om fædre, der solgte sine døtre for at skaffe penge til gin. Prostitution og skørlevned var udbredt. Intet under, at gin blev omtalt som ’Mother’s Ruin’.
I 1736 blev gin pålagt høje afgifter. En beslutning, der medførte omfattende optøjer i den engelske hovedstad. I øvrigt boostede det blot den illegale handel med gin, der ofte blev tilsat terpentin og svolvsyre. Så sent som i 1913 fastslås det i Webster’s Dictionary, at ’almindelig gin som regel er tilsmagt med terpentin’!
Heldigvis er det ikke sådan længere. Gin er nok den spiritus der bliver produceret mest af i verdenen. Og i dag også i høj kvalitet smagt til med mange forskellige urter og krydderier.
Gin blev hans redning
Interessen for gin har de senere år været eksplosiv. Vi har for alvor fået øjnene op for den klare spiritus, hvis enebæragtige smag forbilledligt blander sig med såvel tør vermouth som kininfyldt tonicvand. For Simon Frimann blev gin and tonic’en ovenikøbet den redningsplanke, der fik en truende konkurs bragt på afstand. Men gin er ikke bare gin. Og tonicvand er bestemt ikke bare tonicvand.
I et lille land som Danmark hvor 30 destillerier allerede i dag fremstiller omkring 160 forskellige slags gin, kræver det umådeligt godt købmandskab, hvis du vil slå igennem med et nyt brand. Og ikke mindst stor passion og tiltro til egne evner. Men det er netop det passionerede forhold til gin – og naturligvis tonic – kombineret med en usædvanlig sans for godt købmandsskab, der er Simon Frimanns store fordel.
Faktisk var det dog købmandsgerningen, der nær havde bragt ham til fald. Som ejer af to store SuperBest-supermarkeder blev han så godt som fældet af den store kødskandale tilbage i 2009. Fra den ene dag til den anden blev det, der så ud som en god forretning til en katastrofe. Simon Frimann endte med at sove i et lagerrum. ”Jeg havde solgt alt. Det eneste jeg havde, var passionen for gin, et agentur for alkoholsodavand og en eneforhandleraftale for noget olivenolie. For pokker, jeg tog bad i den lokale svømmehal,” fortæller Simon Frimann.
Men han fandt vej til MG Destilerias i Spanien og deres nye luksusgin med navnet Gin Mare. Det krævede flere års hårdt arbejde inden han landede en agenturaftale for den spanske gin. I mellemtiden kører han landevejene tynde for at besøge supermarkeder, vinhandlere og messer i et forsøg at skrabe et kapitalgrundlag sammen, så han kan indgå aftalen med det spanske destilleri.
Efter halvandet år på landevejen kan han endelig investere i en ladning gin – og ikke mindst 12.000 flasker Tonicvand af mærket ’1724’. Trods en vanskelig start slog satsningen an. I dag har Simon Frimann skabt virksomheden ’1975 by Simon’ med syv ansatte og over 70 produkter på hylderne.
”Det har været hårdt. Men det lykkedes. Og nu er vi endelig flyttet til nye lokaler i Slagelse. I løbet af efteråret vil vi destillere vores egen gin.”
Gin og den gode smag
At gin har fået et enormt boost de seneste fem-ti år kommer ikke som nogen stor overraskelse for Simon Frimann. ”I dag fås der så mange forskellige gins, at folk kan få det lige præcis, som de ønsker det. Personligt tror jeg, at successen skyldes, at folk har fået øjnene op for, at det ikke kun handler om ginnens smag af enebær. Med krydderier og frugt kan man få den gode smag frem i glasset. Og så er der i dag så mange god gins med forskellige smagsnuancer på markedet, at vi er langt fra den klassiske Gin og Tonic med den let bitre smag,” fortæller Simon Frimann.
Han er især begejstret for, at det i dag også er muligt at få rigtigt mange forskellige slags Tonic-vand. Selv er det tonic’en fra 1724 han sværger til. ”Den har en mild, sødmefuld smag. Og netop det, at det er muligt at bevæge sig lidt væk fra den syrlige, lidt bitre smag, er noget, der tiltaler danskerne.”
Successen har også fået en række dedikerede ginbarer til at skyde frem i nattelivet. Også Simon Frimann’s samlever, Susanne, er med på bølgen. Hun har åbnet ginbaren Two Socks på Klostertorv i Aarhus. Og senere på året håber hun at kunne åbne endnu en i København, så hun også kan præsentere nye spændende gins til publikummet i hovedstaden.