Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

I en klasse for sig

Nogle af verdens bedste og mest eksklusive skidestinationer ligger i Schweiz. Den pittoreske, gamle by ZERMATT er en af dem. Spektakulært beliggende, flankeret af nogle af Alpernes højeste bjergtinder. Monte Rosa tager højdeprisen med sine 4633 meter, men det er Matterhorn, Alpernes mest ikoniske bjerg, der er byens egentlige vartegn, og som løber med prisen for skønhed. Dets stejle sider har fristet mennesker med hang til at bestige bjerge i over 150 år. Første gang, det lykkedes nogen at nå toppen, var i 1865, hvor 7 mand under ledelse af englænderen Edward Whymper besejrede den barske tinde. Men 500 mennesker har gennem tiden mistet livet i forsøget. AF FINN CLAUSEN FOTO: GETTY IMAGES.
Zermatt
Alpernes mest ikoniske bjergtop er skisportsbyen Zermatts imponerende varetegn.

Zermatt

KAUFMANNs tips til et af verdens mest eksklusive skiresorts

Bilfri by

Det er en rigtig god idé at tage toget til Zermatt. Byen er nemlig stort set bilfri, i hvert fald er benzin- og dieseldrevne køretøjer ikke velkomne. I det hele taget adskiller Zermatt sig fra andre skiferiemål. Allerede når toget triller ind ved perronen på byens travle gamle banegård i 1600 meters højde, fornemmer man, at her er anderledes. Først og fremmest er det en rigtig by. Der bor 6000 mennesker – hele året. Som så altså kører i elbiler, hvis ikke de kommer frem gennem de smalle stemningsfulde gader i hestetrukne kaner eller selvfølgelig på ski.

Pelsklædte kvinder og lige så købedygtige mænd færdes i hovedgaden, hvor dyre urmagere som Rolex og Omega ligger ved siden af Støckl og andre dyre skishops. Sceneriet er idyllisk og eksklusivt, og der er fred og ro. Hvis nogen larmer, kommer lokale betjente og tysser på de formastelige.

200 km pister

Skiområdet, der også byder på sommerski, har 47 lifter og knap 200 km pister fordelt med 39 km blå, 113 km røde og 43 km sorte pister. Nogle af verdens bedste skiløbere træner her i området, ligesom berømtheder fra hele verden mødes på pisterne, hvis ikke de allerede har truffet hinanden i toget på vej hertil.

Tog med udsigt

Der går mange forskellige tog til Zermatt. Har man tid og råd, og opholder man sig i nærheden af St. Moritz, bør man prøve Glacierekspressen, som går fra St. Moritz over Chur og Andermatt til Zermatt. Toget kaldes også verdens langsomste eksprestog. Det er forsynet med panoramavinduer og kører gennem nogle af Alpernes smukkeste områder. Turen tager en hel dag, og der serveres mad og drikke om bord. Og vel fremme venter altså både noget af Europas bedste skiterræn OG en by med en helt særlig atmosfære.

Afterskiing

Også når det kommer til afterskiing, er der meget at vælge mellem. Det er muligt at feste til den lyse morgen i Zermatt – med risiko for ikke at nå morgenturen på pisterne. Man kommer ikke uden om den legendariske Papperla Pub. Her møder man det klassiske syn af ski, der er linet op uden for, mens gæsterne drikker Glühwein eller Jägerte og nyder feststemningen inden døre. Der er live musik og altid masser af gang i den.

Det lyder meget maritimt, men Snowboat og Zermatt Yacht Club er ikke havnebarer, det er to af de mest eftertragtede after skiing spots i Zermatt. Stemningen er i top, og deres cocktails er lavet af friske ingredienser, og et godt råd er, at det er en god idé at have spist, inden man kaster sig ud i dem. Hvert år genopbygger passionerede iskunstnere Iglu Dorf i 2727 meters højde. Ideelt til en drink i helt usædvanlige omgivelser. Broken Bar Disco er et af de mest kendte diskoteker I Alperne. Her kan man danse til den lyse morgen sammen med gæster og lokale. Det femstjernede hotel Zermatterhof Hotel er et af byens vartegn. Det er bygget i 1800-tallet af et borgerkooperativ. Der er hele to hotelbarer. I Ruden Bar er der en afslappet atmosfære omkring det bne ildsted, mens den lidt mere sofistikerede Stars Bar giver mindelser om en viktoriansk klub for adelige herrer.

Zermatt
Zermatt er et skiresort for de allermest kræsne.

De gode restauranter

Klientellet i Zermatt er kræsent, og byen er fuld af eksklusive restauranter og barer. Mulighederne er mange, men Kaufmann Journalen har valgt nogle af de bedste ud i denne lille guide.

Alpin middelhavsstemning

Mont Cervin Palace
Bahnhofstrasse 31, Postfach 210, CH-3920 Zermatt, Tlf: +41 27 966 88 88
Zermatt ligger på grænsen til Italien, og det betyder, at der er mange gode italienske restauranter i byen. En af de bedste er Michelinrestauranten Capri. Deres bøf med bitter cikorie er autentisk, og selvom Schweiz ikke ligger ved havet, er der Middelhavsstemning, når køkkenchefen Savatore Elefante serverer sin saltbagte pighvar med champagnesauce. Restauranten ligger på fjerde sal med en betagende udsigt over Zermatt. Der er kun åbent i skisæsonen.

Under åben himmel

Cervo
Riedweg 156, 3920 Zermatt, Switzerland, Email: [email protected] Telf +41 27 968 12 12
Madanmelderne er vilde med Cervo, der ligger i en af byens mest chikke boutiquehoteller. Det er muligt at spise under åben himmel på terrassen, maden er god og råvarerne er lokale. Kød og mælk kommer fra lokale bønder og vildtet er skudt af lokale jægere eller af ejeren selv.

Fondue i gourmetklasse

Helvetia
Bahnhofstrasse 72, CH 3920 Zermatt Tlf: 41 27 967 10
Man kommer ikke uden om fondue, når turen går til Schweiz. Helvetia i hjertet af Zermatt byder på fondue i smukke omgivelser, hvor klassisk elegance er tilsat et stænk af rustikt. Normalt vil man måske ikke forbinde fondue med gourmet, men det gør man på Helvetia på grund af kombinationen af høj kvalitet i tilberedningen og virkelig gode vine.

Frokost

Familie Max & Greti Mennig
H-3920 Zermatt, Tlf: +41 27 967 20 45 Email: [email protected]
En fremragende frokostrestaurant finder man i en lillebitte alpe - landsby med smukke traditionelle træhuse ved Schwartzsee mellem Zermatt og Furi. Kortet byder på årstidens maritime lækkerier såsom østers, tuncarpaccio eller salat med kæmperejer, på kødsiden lam med asparges, og til sidst en meget berømt æblekage.

Gornergrat

Chez Vrony
Findeln, 3920 Zermatt, Tlf: +41 27 967 25 52
Der ligger også fantastiske restauranter i Gornergrat, en højderyg i 3100 meters højde, hvorfra der er udsigt til mere end 20 bjergtinder på over 4000 meter. Blandt dem er, foruden Matterhorn og Monte Rosa, også Lyskamm og Weisshorn. Man kommer fra Zermatt til Gornergrat med en tandhjulsbane fra 1898 med en stigning på 1500 meter. I Gornergrat ligger et hotel med observatorium i et af tårnene. En af Gornergrats gode restauranter er Chez Vrony, der har til huse i et 100 år gammelt træhus i 2100 meters højde. Gastronomien er hovedsageligt økologisk og lavet på lokale råvarer. Der er specialiteter som tørret, røget kød, hjemmelavede oste og pølser fra Chez Vronys egne køer. En af stedets signaturretter er Vrony burgeren. Man kan sidde på balkonen og nyde en formidabel udsigt eller hyggeligt indenfor.

Film og mad

After Seven
Hofmattstr. 4, 3929 Zermatt
Der er ikke mange Michelin restauranter, hvor man kan spise en udsøgt middag OG se en film på samme tid. Men det kan man på After Seven. Begrebet hedder Cinedinner og omfatter en aperitif, en treretters middag og en film.

Raclette på pisten

Käsestube Furgg
Furgg 2400m, 3920 Zermatt Tel +41 27 967 61 95, tæt på [email protected] [email protected]
Det kræver netop den type appetit, som man oparbejder på pisterne, at spise en anden schweizisk specialitet, raclette. Den appetit kan stilles på Käsestube Furgg, der ligger belejligt lige ved siden af pisten. Maden er god og vinen glimrende, og når der er sol på terrassen, bliver man nærmest lykkelig.