Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

En tid med sixpence, vest og knækflip

ER DER NOGET, DE ENGLÆNDERE KAN, SÅ ER DET KUNSTEN AT SKABE TROVÆRDIGE TV-FILM OG -SERIER, der opleves som tidslommer, der bringer os seere tilbage til en svunden tid. Husk bare på Downton Abbey og tv-serien om dronning Victorias liv og levned. Men lange kjoler og et indblik i de kongeliges og adlens liv er ikke lige det, der fylder mest i de FEM – SNART SEKS – SÆSONER AF PEAKY BLINDERS. AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: SCANPIX
Peaky Blinders
Sixpence, knækflip og ulden jakke. Cillian Murphy i rollen som Thomas Shelby i Peaky Blinders-serien har givet nyt liv til den klassiske britiske arbejderkasket.

Peaky Blinders

”Du er en god mand. En god soldat.” Thomas Shelby ser på sin tidligere soldaterkammerat og trykker af. Skuddet runger ud over Birmingham. Kulsmog, røg, slagger og kul. Tiden er ikke til at tage fejl af. Første verdenskrig er slut. Millioner af mænd er vendt hjem fra Frankrigs slagmarker. Mærkede på krop og sjæl.

Peaky Blinders har taget verden med storm siden premieren tilbage i 2013. Og ikke mindst har den cementeret irskfødte Cillian Murphys karriere som en seriøs skuespiller, der er i stand til at levere en overbevisende rolle som karakterfyldt mafiaboss i mellemkrigstidens England. Bevares! Han har da været på rollelisten i store film som eksempelvis Batman-trilogien. Men det er rollen som bandelederen Thomas Shelby i den britiske successerie Peaky Blinders, der kommer til at definere hans karriere.

Og så er det faldet i hans lod sammen med de øvrige drenge og mænd på rollelisten endnu en gang at gøre sixpence-kasketten og det uldne three piece suit populært som aldrig før. Navnet på kasketten er i øvrigt en dansk tilsnigelse. Måske en henvisning til en forholdsvis lav pris. Men i England kaldes den bløde kasket som regel for flat cap. Der er næppe nogen hovedbeklædning, der har så mange år på bagen som den. Faktisk blev den nærmest obligatorisk for drenge over syv år og mænd helt tilbage i 1571, hvor det britiske parlament bestemte sig for at gøre det lovpligtigt at bære den på søgnehelligdage. Naturligvis var adlen og borgere i de højere rangklasser undtaget. De havde jo også deres top hat at falde tilbage på.

Loven blev ophævet 20 år senere. Men på det tidspunkt var den blevet den jævne mands hovedbeklædning. En kasket, der klart var foretrukket af arbejderklassens jævne folk. En sixpence er en ulden kasket med en lille skygge foran. Ofte lavet af tweed. Men også mange andre uldstoffer har fundet vej til denne arbejdsmandskasket.

Peaky Blinders
Cillian Murphy sammen med Annabelle Wallis i en scene fra den første sæson af Peaky Blinders fra 2013. En sjette sæson kommer i 2021.

Og den var – og er – populær. Kast et blik på fotografier af starten af 1900-tallet: Det vil uden tvivl afsløre et hav af sixpences. Eller flat caps, som de rettelig hedder. Og naturligvis også i de tidsbestemte tv-serier som Peaky Blinders. Serier, som BBC er så fænomenalt dygtige til at producere, så man føler sig hensat til en anden tid. Alle rekvisitter og kostymer er så præcist udvalgt, at der kun sjældent sker fejl. Det gælder også de three piece suits, som Cillian Murphy iklæder sig som Thomas Shelby. Et allround uldent jakkesæt med vest og hvid skjorte med knækflip. Det var ikke for varmt om sommeren. Og kunne holde kulden væk om vinteren. Ikke mindst med en mørk ulden frakke om skuldrene.

Det er en tøjstil, der stadig er umådelig populær. Sidste år blev den første originale Peaky Blinders Festival afholdt i Birmingham. Her strømmede tusinder af fans til byen for at se skuespillerne fra serien opføre forskellige scener i bydelene, hvor optagelserne fandt sted. Mange festivaldeltagere havde klædt sig i 1920'ernes tøjstil: sixpence og jakkesæt for mændenes vedkommende, mens kvinderne var i kjoler, hat og sko med en lille smule hæl.

Peaky Blinders
Peaky Blinders er en fænomenal serie, der leverer et præcist billede af mellemkrigstidens England.

I det hele taget har Peaky Blinders formået at skabe et komplet brand, hvor det ikke alene er muligt at investere i sixpences, jakkesæt og lettere stumpende bukser. Brandet rummer alt lige fra gin, T-shirts og kopper.

Herhjemme hitter seriens fem sæsoner også på Netflix. Og mange fans har sikkert inviteret til temafester med Peaky Blinders-tema. Selvom en ægte fan vil værdsætte at eje sin egen kasket, er det såmænd også muligt at leje et festkostume komplet med sixpence, jakke og vest.

Peaky Blinders
En sixpence var arbejdsmandens uniformskasket. En succesrig gangster supplerede gerne med et three piece suit.

Èn ting er sikker: Selvom sixpencen har mere end 400 år på bagen, er der ikke tegn på, at den skulle være på vej i glemmebogen. Tværtimod. Hver eneste gang den synes på vej ud af den moderne mands påklædning, dukker den op på hovedet af en kendt skuespiller. Både i filmens og virkelighedens verden. Og selvom den næppe når samme popularitet som i 20'ernes England – det er jo trods alt de færreste, der i dag går med hat – kunne det da være interessant, hvis flere skiftede baseball-kasketten ud med en rigtig sixpence. Cillian Murphy har i hvert fald gjort sit til at give den nyt liv.