New York
At være Newyorker
Men at høre hjemme i en af verdens mest coole byer, skaber en særlig slags mennesker, og selv som københavner er man alligevel langt fra. Kødbyen på Vesterbro bliver aldrig Meatpacking District, og de højhuse, der stikker op her og der i København, kommer ikke i nærheden af at være skyskrabere. Vi har gule taxier, ja, men vi har ikke opfundet dem, vi drømmer om lejligheder indrettet som newyorker lofts, men de ER ikke newyorker lofts. Og ja, vi snakker hurtigt og vi går hurtigt i København, men ikke så hurtigt som newyorkerne. Vi ringer efter takeaway, men vi skal alligevel lede længe efter en københavner, hvis tupperware udelukkende består af engangsemballage fra hippe takeawayjoints.
Hvis du er newyorker og bor på Manhattan, er skyskrabere dit daglige landskab, du bor måske selv i en. Du lufter hund i Central Park, du løber i Central Park, og du undgår Times Square som pesten, da den er for turister og folk fra provinsen. Så der er meget at lære. En ægte newyorker ser aldrig op. Hvor alle vi andre lægger nakken tilbage for at se op på Manhattans skyskrabere, ser en newyorker konsekvent lige ud, uanset om de så bygger helt op til himlen. Og newyorkere slentrer ikke, de går hurtigt, og når de skal krydse de befærdede gader, jaywalker de, som det hedder når man krydser skråt og uden for fodgængerfelterne. De spiser heller ikke italiensk i Little Italy, det lader de turisterne om, de indfødte ved, at de bedste italienske restauranter ligger rundt om hjørnet, måske i Houston Street – som de fleste af os end ikke kan finde ud af at udtale og siger Hjuston Street, hvor vi burde sige Howsteen Street. Men det kan vi jo ikke vide. Og så bor en rigtig newyorker ikke i New York City. Han bor i The City, for som rigtig newyorker anerkender han ikke at der findes andre end den.
Bo i New York
Men hvor skal jeg så bo i New York? Hvis jeg er rig, bor jeg på Midtown Manhattan, eller måske Upper Manhattan, hvor der findes lejligheder, der er mange gange større og dyrere end de dyreste villaer på Frederiksberg, og de, der bor der, bor med dørmand, tyste elevatorer og parkeringskældre til bilerne i luksusklassen. Når Donald Trump ikke bor i Det Hvide Hus, residerer han i sin 3000 m2 store lejlighed på toppen af Trump Tower, mens den 88-årige mediemogul Rupert Murdoch nyder sin 360 graders panoramaudsigt over Manhattan og tilliggende boroughs fra sit 312.000.000 kroners penthouse med 1000 m2 til rådighed.
På toppen af Manhattans skyskrabere findes vilde penthouses med frodige haver og orangerier i svimlende højder, hvor kun de, der flyver helikopter over byen, kan kigge ind og måske få øje på en af de ukendte, men meget rige kunstsamlere, der fylder væggene med kostbare malerier.
Jeg kan også vælge den monumentale Dakotabygning fra 1880erne på hjørnet af 72. Gade og Central Park West, hvor John Lennon boede og blev skudt, og hvor stjerner som Judy Garland, Judy Holliday og Lauren Bacall har resideret. Eller måske bor jeg i SoHo eller TriBeCa og ejer et af de eftertragtede lofts i en ombygget fabrik eller lagerbygning og møder Meryl Streep og Jay-Z på min lokale café.
Hvis jeg er knap så rig, men stadig velhavende, krydser jeg Brooklyn Bridge og flytter ind i et brownstonehus og elsker og bruger mit lokalområde. Bartenderen på mit stamsted kender mit navn, jeg har nogle af New York Citys bedste restauranter i mit nærområde, og jeg nyder at grundpriserne lige præcis er lidt lavere end på Manhattan, så der er råd til lidt udendørsarealer, en lille gård eller baghave. Og hvis ikke jeg selv har en grøn plet, går jeg til koncerter og filmforevisninger i Prospect Park.
Brooklyn er det tættest befolkede borough i New York med alle slags mennesker og kvarterer i mange prislag. Jeg har helt sikkert ikke råd til at bo i den mondæne del af Brooklyn, men måske har jeg råd til at bo i et af de kvarterer i forvandling, hvor byens nye bohemer, fattige kunstnere, upcoming spekulanter og førstegangekøbere flokkes, og gaderne fyldes med caféer, hvor man kan købe veganermuffins, hvor yogastudier og etniske pizzarier popper op, og hvor folk på gaden bærer guitarer på ryggen, muleposer og rulamsfrakker. Det sker i Williamsburg og i Bushwick og lige nu i i Ridgewood, der ligger på kanten til Queens og har fået kælenavnet Quooklyn.
Queens er en slags Udkants-New York City. Der er simpelthen billigere og mere almindeligt i Queens end i det meget dyrere Manhattan og Brooklyn, og man kan møde mange Manhattan-beboere, som vil hævde, at de aldrig har sat deres ben i Queens. Her er der ikke så mange sofistikerede kaffebarer, man drikker sin kaffe fra Starbucks, hundene i Queens er mere almindelige at se på end de ofte meget stylede varianter, man kan møde på Manhattan. Og så er der mere stille.
Bronx vælger jeg sikkert ikke, ikke før om nogle år i hvert fald. For ikke så længe siden var Bronx et sted, hvor taxichaufføren ikke ville køre dig hen, kendetegnet ved bandekrige, brandstiftere og gangstere af enhver art. Mens Harlem er gået fra at være farligt til at blive hipt, er Bronx måske nok i bedring , men det er stadig New Yorks fattige ende, og i South Bronx er lever ca. 40% under fattigdomsgrænsen, som er 40$ om dagen. Men formentlig vil der ske det samme her som i andre storbykvarterer, der ligger tæt på det dyre downtown: de lave priser lokker de nye hippe til, og her skal man ikke glemme, at hiphop kommer fra Bronx, der i øvrigt er det område i New York City, der har langt den største koncentration af latinamerikanere.
Man har altid lov til at drømme, og hvem siger, at det ikke en dag bliver muligt. New York har fra begyndelsen været et sammensurium af mennesker fra hele verden, så hvorfor skulle jeg ikke kunne blive en del af det sammensurium?
Fakta: om New York
New York City består af 5 boroughs (bydele): boroughs, Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island. Der bor 8.5 millioner mennesker i New York City, 7.000 personer pr. kvadratmeter. Regner man forstæderne med, bor der knap 20 millioner mennesker i New York, der dermed er en af verdens 10 største metropoler.
The New Yorker
Et lille magasin med stor betydning
Det er de færreste magasiner der er så umiddelbart genkendelige som det snart 100 år gamle The New Yorker. Lille, lidt uanseligt, men altid med en slående tegning på forsiden og bag det beskedne ydre en af USA's stærkeste meningsdannere og et magasin, man gerne vil kunne citere. Det udkommer hver uge med debatskabende artikler og originale forsider. Magasinet blev født dengang skyskraberne på Manhattan var nye. Det skulle være et spejl af byen, det er opkaldt efter, satirisk med masser af skarpe penne ansat til at spidde byen og dens mennesker både på skrift og i streg. Det var datidens public service kanal, et intelligent satirisk medie, en blanding af Weekendavisen og en slags trykt DR2.
I begyndelsen af 1900-tallet fandtes udover den trykte presse, også i rigt mål magasiner med tegnede kommentarer til aktuelle begivenheder. Et af dem hed Judge, en 16 sidet udgivelse. Redaktøren var Harold Ross, og i 1925 forlod han Judge for sammen med sin kone, Jane Grant, journalist ved New York Times, at skabe et ambitiøst, sofistikeret, kosmopolitisk medie.
Magasinet skulle være skabt til den nye tids moderne mennesker, i verdens mest kosmopolitiske by. Det var, som han sagde, ”ikke et magasin til gamle damer.”
Ross blev siddende i redaktørstolen i 26 år til sin død i 1951, men magasinet har holdt fanen højt til i dag, og der er ikke noget, der tyder på træthed endnu. The New Yorker har, ligesom den by det er opkaldt efter, overlevet krige, terror, skiftende præsidenter og ankomsten af såvel de elektroniske medier som de sociale ditto. The New Yorker er 100 tætskrevne sider med en blanding af lange, kloge artikler om alt mellem himmel og jord, essays, noveller, digte, anmeldelser og ikke mindst vittighedstegninger. I en tid, hvor underholdning sparker kulturen til hjørne, holder The New Yorker fanen højt som et magasin om politik, kunst, litteratur, mad, teater, film, litteratur med meget mere.
På forsiden
Hvor de fleste magasiner bruger forsiden til at fortælle noget om det, der er inde i bladet, er The New Yorkers forsider grafiske eller tegnede, men bestemt ikke altid konkret forbundet med indholdet i den pågældende udgave. Forsiderne er på samme tid indforståede og universelle og ikke mindst skarpt satiriske kommentarer til det, der rører sig lige nu. I 2008 bragte magasinet en forside, tegnet af Barry Blitt, der viste præsident Obama i muslimsk turban sammen med Michelle Obama i camouflagetøj, afrohår og med en riffel over skulderen. Parret var afbildet i det ovale værelse i De Hvide Hus, hvor et portræt af Osama Bin Laden prydede væggen. Det var en forside, der vakte furore. Ville folk kunne se ironien? Ville de forstå, at det var en satire over de racistiske angreb på præsidentparret? The New Yorkers forsider bliver citeret, og nogle af dem går over i historien. En af de mest velkendte er tegneren Saul Steinbergs kort over USA, hvor New York City fylder det hele og resten blot er hvide pletter på kortet. Bag Hudson River rejser sig et smalt westernlandskab og bagved igen Stillehavet. Der er intet der i mellem. Newyorkerens verdensopfattelse par excellence.