London, en gastronomisk storby

Der er noget fascinerende over indflyvningen til London. Uanset om man lander i Gatwick med nedstigning over det sydlige Englands grønne marker tottet i morgendisen eller Heathrows cirkulereren over City, så er en forventningens glæde uundgåelig. Som storbyen breder sig ud langs Themsens bredder og berømte landemærker dukker op. Big Ben, Tower, London Eye, broerne og så meget andet der nede på jorden, men London er mere end seværdigheder. Af Søren Sorgenfri.
London
Foto: The Harwood Arms pr.

Det er en af verdens gastronomiske hotspots. En kulinarisk smeltedigel af stjernekokke, toptunet take away, madmarkeder og etniske restauranter med referencer til hele kloden. London er den storby, der trækker flest danske turister. Der er mange og billige afgange fra stort set alle landets lufthavne, flyvetiden er kort og i takt med Brexits bølgegang er pundet afmattet og shopping attraktivt.

Der er et spørgsmål, der trænger sig på, uanset om turen til den engelske hovedstad skyldes forretningsrejse, fodbold, kultur eller bare en lille getaway hånd i hånd for et par dage: Hvor skal vi spise?

London er en Aladdins hule af gastronomiske muligheder, men som med så mange andre skatte så skal man vide, hvor man skal lede. I de mondæne bydele Fulham og Chelsea bør to restauranter stå på blokken for rejsende med mod på Michelin-mad, der ikke sprænger budgettet.

Jamie Olivers læremester

Veteranen Ruth Rodgers har drevet The River Cafe ved Themsens bred i 30 år med kærligheden til det italienske køkken som motor i det åbne køkken med den brændefyrede ovn som epicenter. Den tætpakkede restaurant har en enkelt Michelin-stjerne og her spiser man sig mæt og glad for under 1000 kroner kuverten i italienske retter så autentiske som i støvlelandet selv. Ruth Rodgers har indirekte præget den senmoderne britiske madscene, da hun har oplært både Jamie Oliver og Gordon Ramsey.

Hos The Harwood Arms har en anden tv-kok en finger med i sovsen. Om end noget mere diskret end Jamie Oliver og Gordon Ramseys rapkæftede facon.

London
Foto: Brasserie Zedel pr.

Mike Robinson stod af tv-ræset, trak sig tilbage til et landsted, hvor han passer, plejer og skyder vildt ud fra en tankegang om, at britisk vildt er verdens bedste. Han står bag Londons eneste pub med en Michelin-stjerne; gastropubben The Harwood Arms i Fulham har netop vildt og wild food indsamlet i de britiske skove som grundkoncept, og den 12 timers braisserede rådyrkølle svøbt i bacon er værd at vælte et træ i skoven for. Man slipper tilmed for under 500 kroner kuverten for tre retter mad, og det er rørende billigt for at prøve en moderne, solid fortolkning af det traditionelle britiske køkken.

Begge restauranter er oplagte til en fredag aften i godt selskab. ørdag formiddag er fører alle veje til madelskernes foretrukne marked, Borough Market. Der har været madmarkedet her ved London Bridge i mere end 1000 år, og det er nedfældet ved lov, at der skal være marked her ved flodens bred til evig for ’the common good’.

London
Foto: The Harwood Arms pr.

Kvalitet og tidsmaskine

Borough Market er en hvepserede af madboder og spisesteder. På den gode måde. Det summer, larmer og en tætpakket horde af sultne turister såvel som lokale indtager frokosten her. Borough Market styres af en fond og en lille arbejdsgruppe, der stiller virkelig høje krav til kvalitet og bodernes niveau. Det er her, man finder produkter fra små lokale britiske producenter af ost, charcuteri, kager, honning, økologisk frugt og grønt og friskfangede skaldyr fra de engelske kyster. Boden ’The Pie Minister’ serverer muligvis byens bedste madtærter, og de er værd at stå i kø for med udsigt til Southwarks store katedral. Markedet anerkender Londons rolle som en kulinarisk åben by; det kommer til udtryk i de mange etniske boder, der arbejder ud fra samme høje kvalitetskrav. Man får en paella her, så god som noget sted i Spanien, og de thailandske og vietnamesiske boder konkurrerer ligeværdigt med den indiske restaurant og delikatesserne fra Frankrig og Italien. Er det dyrt? Nej egentlig ikke. Man skal huske på, at man betaler for et stykke kvalitetsarbejde, der ikke kommer fra en fabrik med samlebånd. Det er fra håndlavet til munden, og det til en fair (trade) pris.

Lørdag aften kalder på en tur i tidsmaskinen. Brasserie Zedel i Soho holder til i store hvælvinger under jorden med marmorbeklædte sale og tager gæsterne med til 1920’ernes Paris. Før eller efter middagen er der live musik i de tilstødende lokaler eller mulighed for en sjus i dæmpet og elegant belysning i Bar American.

Hvis det nu er koldt og blæsevejr (det er jo England), så drop enhver tanke om balsale og fornem hvid dug og sæt kursen mod Chinatown for en skålfuld varm suppe. Gå derefter til den legendariske pub i West End, Coach and Horses og lad resten af lørdag aften glide forbi. Det vil De ikke fortryde.

Flot udsigt

Lørdagen sluttes af højt til vejrs på etage 38 hos Sushi Samba i de højeste luftlag. Restauranten er egentlig en fusion mellem en snorlige sushirestaurant med et sjældent set niveau og en cocktail-bar, hvorfor aftensmaden hurtigt kan glide over i et par festlige sjusser. Prikken over i’et er dog udsigten. Der er frit og forrygende kig til Londons finansdistrikts glitrede højhuse og den øvrige del af City med en effekt, der ikke lader være tvivl om, at man er i Europas største by.

Appetit og sult sætter naturligvis farten, men det bør bemærkes, at man med fordel kan medbringe det store kreditkort på Sushi Samba og en skjorte fri for rejsestøv.