’Chernobyl’ minder os om virkeligheden

Miniserien ’Chernobyl’ er på kort tid blevet en enorm succes, men er ikke undsluppet kritik. Af Søren Sorgenfri.
Chernobyl

I en tv-tid, hvor Game of Thrones har sat nye standarder for seriesucces, så var der intet, der talte for, at ’Chernobyl’ skulle blive et kæmpehit ved premieren i maj. Men det blev den bare fem afsnits korte miniserie. Og det tilmed med indhold langt fra Game of Thrones voldelige univers med rigelige mængder soap og sex.

Så hvorfor er HBO’s serie om en atomkatastrofe bag Jerntæppets kolde krig blevet sådan en seersucces? Og det ikke kun målt på antal af seere, men også seernes rating af seriens kvalitet på film og tv-mediet IMDB’s indeks. Efter bare tre episoder havde 96.000 seere givet ’Chernobyl’ gennemsnitskarakteren 9,7 mod Game of Thrones 9,4 og er dermed all time topscorer på IMDB.

Store briller og brede slips

Det fører tilbage til det naturlige spørgsmål: Hvorfor? Serien er alt andet end sexet; de sovjetiske videnskabsmænd, politikere og civile går med store briller, brede slips, skæve jakkesæt og grimt 80’ere tøj med matchende hår langt fra de rigelige mængder luksusnøgenhed, som Game of Thrones især i de første sæsoner lokkede seere til med.

Succesen handler især om seriens tilgang til historien, så lad os få de historiske fakta på bordet. Lørdag 26. april 1986 eksploderede reaktor fire på atomkraftværket, der på dansk hedder Tjernobyl nær byen Pripjat i Ukraine i det tidligere Sovjetunionen.

Chernobyl

Reaktoren var ikke omgivet af en indkapsling af enten stål eller beton, hvorfor der ikke var en sidste barriere til at forhindre atomudslip, hvis noget gik galt. Og det gik galt. Helt galt.

Den voldsomme stråling kostede dødsfald, men fik også langsigtede konsekvenser. Det anslås at størsteparten af det forurenede radioaktive materiale med vinden drev til Hviderusland, men også det øvrige Sovjetunionen, Skandinavien og andre dele af Europa blev ramt. Der blev tilmed registret nedfald i USA’s østlige områder, og der blev registeret en atomforurening efter katastrofen på atomkraftværket 400 gange voldsommere end efter atombomben over Hiroshima.

Chernobyl

Spøgelsesby

Byen Pripjat måtte evakueres og i alt blev mere end 300.000 mennesker genhuset. Pripjat står stadig tom som en atomalderens spøgelsesby med efterladte lejlighedskomplekser, mennesketomme brede boulevarder og gynger som kun vinden knirkende skubber på bedste horrorvis. Det matte, gule lys i smalle tunneller og ødelagte kommandorum har klare referencer til Alien-filmene og andre science fiction-gys.

Og Tjernobyl står tilbage som atomalderens skrækhistorie og selv om Sovjetstyret forsøgte at dysse katastrofens omfang ned, og forbød læger at angive stråling som dødsårsag. Det menes, at 51 arbejdere og videnskabsfolk døde som direkte konsekvens af eksplosionen og den umiddelbare stråling, og helt op til 93.000 menes at være døde med katastrofens følgevirkninger med kræft som en anslået stor dræber, men de eksakte tal bliver verden næppe klogere på.

Chernobyl

I en tid, hvor terror, klimakrise og internationale konflikter sætter dagsorden, så har serien ’Chernobyl’ trukket katastrofen op ad glemslens hængedynd. Producenterne har høstet roser for seriens detaljemæssige præcision. Ofte når videnskabsdramaer skal omsættes til film- eller serie ender publikum med at rulle det hvide ud ad øjnene, fordi manuskriptforfatterne ender med at overdramatisere eller fortolke og fordreje i urealistiske ’Hollywood-løsninger’.

I ’Chernobyl’ ser man det forvredne metal, stumper af sort grafit og arbejderne der ikke falder om som fluer i en 007-film, men langsomt bliver syge og dør af strålingen. Der er helt tydeligt lagt et stort researcharbejde bag produktionen, og castet er fyldt med dygtige folk som Stellan Skarsgård, Jessie Buckley, Paul Ritter og Jared Harris for nu blot at nævne få ud af en lang og kompetent line up, der ser David Dencik i rollen som Mikhail Gorbatjov.

Chernobyl

Flotte detaljer

Detaljearbejdet er imponerende, når serien rammer den rigtige sovjetiske gadebelysning, påklædning og andre små fine detaljer, og er måske den vestlige produktion, der til dato rammer 80’ernes Sovjettid bedst. Og i det første afsnit, hvor Donald Sumpter som den aldrende politiker Zharkov siger:

”Ingen forlader byen. Afbryd telefonforbindelserne og inddæm risikoen for misinformationer. På den måde forhindrer vi folket i at underminere frugten af deres eget arbejde.” Der understreges hele det sovjetrussiske bureaukratiske monster med dets manglende respekt for menneskeliv og understregning af elitens herredømme over arbejderklassen. Netop den scene har høstet stor ros fra tidligere sovjetborgere, nu gør sig som bloggere, forfattere og andre meningsdannere.

Men. Og der er som altid et men. Serien er fiktion, og må derfor ikke tages som 1:1 historisk gengivelse af begivenhederne. De mange trusler om at blive skudt, hvis ikke X eller Y makker ret, synes der ikke at være historisk klangbund for. Siden 1930’erne gjorde Sovjetborgerne grundlæggende, hvad de fik ordre om, og krigsretter eller lignende var ikke et trusselsmiddel.

Som tidsskriftet The New Yorkers russisk-amerikanske debattør, Masha Gessen skriver: ”Det var der ganske enkelt ikke brug for. Man gjorde, som man fik besked på.”

Og de mange videnskabsfolk i serien, der siger politikerne og bureaukraterne imod, dem har Masha Gessen heller ikke meget tilovers for. ”Sådan fungerede systemet ikke. Der var ingen videnskabsfolk, der sagde den politiske elite imod, fordi forstod de ikke det politiske system, så ville de slet ikke arbejde i et laboratorium,” skriver han i en anmeldelse.

Chernobyl

Og sådan er serien bredt kritiseret for at dyrke karikaturer eller opfinde figurer, der med særlig indsigt og vid skærer igennem systemets råd, men den sovjetiske propagandamaskine arbejdede netop på en måde, der gjorde at ganske få havde tilstrækkelige informationer til netop at påpege – og turde gøre det – fejl i maskineriet. Eller katastrofens ansvar og udvikling tilskrives ret sort/hvidt enkelte karakters ønske om personlig vinding og forfremmelse. At katastrofen kunne være undgået eller begrænset havde det ikke været for disse systemets ’bad guys’. Det er en klassisk vestlig kulturel fremstilling af en tragedies forløb – nogen handler ondsindet og onde ting sker. I virkeligheden var det det sovjetiske handlingslammede kommandosystems kikkert for det blinde øje – systemets systemfejl så at sige – der kostede menneskeliv, da første katastrofen indtræf. Det er i hvert fald en forklaring, som mange historikere lufter.

Tjernobyls vakuum

Børn af Sovjetunionen er alle opvokset med stærke narrativer omkring 2. verdenskrig og den kolde krig mod USA. Fædre- eller moderlandets krige. Men flere bøger har undersøgt Tjernobyl og fundet et kollektivt vakuum i borgernes erindring. Der er ingen fælles forklaring og historie. Det var et dødeligt uheld på grund af sjusk, og trods katastrofens massive omfang, så er den dysset ned. Derfor har serien ikke overraskende ikke særligt mange fans i Rusland; russerne skruer nu på at lave deres egen serie med forklaring om, hvorfor det gik så galt den lørdag i april i 1986.

’Chernobyl’ får som serie naturligvis medvind på grund af tidens klimakrise. Ikke mindst fordi flere lande overvejer atomkraft som energigrundlag som erstatning for mere forurenende fossile energikilder, men også den dystopiske, horrorfilms-stemning folder katastrofen ud på en gribende og medlevende måde. Et drama der minder os seere om, hvad der kan ske, når det politiske system ukritisk får magten, og at når vi piller ved naturens kræfter, så kan det eksplodere mellem hænderne på os, hvis ikke vi tænker os om.