Gratis levering i DK ved køb over DKK 499,-   |   Hurtig levering: 1-2 hverdage   |   Altid 14 dages returret
Din indkøbskurv er tom
Du mangler at købe for DKK 499,- for at få fri fragt.

    Rane Willerslev

    Rane Willerslev

    Rane Willerslev, eventyrer, forsker og nu også direktør for Nationalmuseet. En mand af en ganske særlig kaliber.


    EN VILD MAND I
    JAKKESÆT


    D

    anmarks svar på Indiana Jones har indtaget direktørstolen på Danmarks Nationalmuseum, og Kaufmann Journalen møder ham på åstedet. Den nye direktør for Danmarks Nationalmuseum er en ægte eventyrer. Han er blevet jagtet af den russiske pelsmafia og af afrikanske kalashnikov-bevæbnede kvægtyve, han har kæmpet med bjørne, og han har været døden nær af sult i vildmarken.


    Ledelse efter stenalderprincipper

    Men hvad vil en eventyrer i en direktørstol? Det vil vi gerne have svar på, så vi har aftalt at mødes med ham på hans nye arbejdsplads i hjertet af København. Rane Willerslev ankommer til den aftalte tid i hæsblæsende stil med favnen fuld af papirer. Han er iført jakkesæt og ligner egentlig ikke den vildmand, vi havde regnet med. Men skindet bedrager.

    ”Jeg har tænkt mig at tage vildskaben med ind på museet,” siger han ”Den frie og vilde tanke er en forudsætning for al samarbejde og ledelse. Det værste, der kan ske for en leder er, at han bliver til ét stort excelark, og dem er der edderf……. rigeligt af. Efter min mening er du færdig som leder, hvis der flytter excelark ind i dit hoved. Der er mange offentlige ledere, der er blevet til en slags levende Excel ark, og også vores uddannelsessystem skaber regneark- tankegang. Det betyder, at fremtidens offentlige ledere måske nok kan skabe forudsigelighed, men de kan ikke skabe glæde og kreativitet.”

    Han har netop udgivet bogen ”Tænk vildt”, og står det til ham, og det gør det på Nationalmuseet, skal vildskaben, nørderiet og fordybelsen tilbage i højsædet. Der skal være plads til at begå fejl, for det er ud af fejlene, der opstår nye tanker. Og så har Rane Willerslev i øvrigt planer om at hente inspiration til sin ledelsesform fra stenalderens jægere og samlere. Det vil vi gerne have uddybet. ”Det er faktisk den tid, der ligner os mest,” siger han overraskende nok og forklarer herefter: ”Set på verdensplan har vi i 95 procent af vores tid på jorden været stenaldermennesker. Det er i stenalderen, kønnene er mest lige, det er der, vi arbejder allermindst, der er deleøkonomi og en løs social organisation a la de rodstrukturer, som i dag er en moderne virksomhedsstruktur. Og derved bliver stenalderen en optik, hvor du kan gentage det moderne samfund.”

    Men er Rane Willerslev selv en stenaldermand? Svaret er både ja og nej. Han er en moderne videnskabsmand, han går til psykolog, og han er blevet skilt, men han har også levet i månedsvis som de jægerstammer, han som antropolog studerer.


    Drømmen om de hvide pletter

    Den nye museumsdirektør har i hvert fald ingen regneark inde i sit hoved, i hans hjerte bor der en dyb passion, der flere gange har bragt ham ud i ekstreme situationer, hvor han har set døden lige i øjnene. Det er en passion for jægersamlerstammer, der minder om netop stenalderens mennesker. Det startede lige efter gymnasiet, hvor min bror og jeg tog til Sibirien på kanoekspedition sammen med fire andre. Vi blev kastet ned midt i vildmarken med helikopter og landede med kanoer og geværer midt i et af de mest øde steder i verden. Dengang hørte det under Sovjetunionen, der holdt sine geografiske detaljer tæt til kroppen, så det eneste, vi havde at orientere os efter, var et amerikansk militærkort i en meget lille målestok. Det var før Google Earth, og kortet passede ikke, så reelt set var der tale om en af de få tilbageværende hvide pletter på kortet. Og det var også derfor, vi var der. Vi ville være opdagelsesrejsende. Foran de seks unge lå tre måneder i vildmarken, uden kontakt med dem derhjemme. Og da de blev hentet ved ishavet efter den aftalte tid, var verden ikke den samme. Sovjetunionen eksisterende ikke længere. ”Vi anede det ikke, før vi kom tilbage,” fortæller Rane Willerslev.


    Rane Willerslev

    Rane Willerslev henter inspiration til moderne ledelse i stenalderen.


    Sibirien – en passion

    Rejsen blev starten på et årelangt kærlighedsforhold til Sibirien, som vel at mærke er et sted med et ubarmhjertigt klima med vintertemperaturer ned til minus 60, ja i ekstreme tilfælde helt ned til minus 80 grader, myriader af insekter om sommeren og et yderst sparsomt udbud af mad. ”Jeg har oplevet 65 minusgrader, hvor der er en konstant risiko for at få forfrysninger i lungerne, bare ved at indånde luften,” fortæller han, ”og sultne bjørne er også en risiko, man må regne med.” Han har mødt adskillige af slagsen, og det har ind i mellem være tæt på.

    Rane Willerslev var nu kommet på universitetet for at studere antropologi og rejste flere gange tilbage til Sibirien med et ganske særligt formål: ”Vi havde på Nationalmuseet fundet en gammel bog om et lille sibirisk jægerfolk ved navn jukagirerne og var blevet fascineret af fortællingen om dem. Det var dem, vi rejste ud for at finde, men det var slet ikke nemt. Vi fandt dem først på den tredje ekspedition.” Til gengæld blev mødet med det lille jægerfolk en stor og også overraskende oplevelse. Der opstod et uventet og usædvanligt venskab mellem den unge mand fra Hellerup og de sibiriske jægere.


    Så døden i øjnene

    Passionen for den lille sibiriske pelsjægerstamme havde dog nær kostet Rane Willerslev livet. Af kærlighed til dem iværksatte han et idealistisk projekt, hvor han ville skabe et lokalt andelsselskab med en direkte handelsforbindelse mellem jægerne og Pelsauktionen i Danmark. Planen var at bryde den udnyttelse, som de sibiriske pelsjægere led under. ”På auktionerne her i vesten indbragte et zobelskind måske 600 dollars, men jukagirerne fik kun 8 dollars, så det ville jeg lave om på. Men det syntes den russiske pelsmafia, som jo var dem, der løb med differencen, ikke var nogen særlig god idé. Politiet var i lommen på pelsmafiaen, og det vidste jeg ikke. Jeg var simpelthen naiv, men heldigvis var der en af de lokale jægere, der hørte, at de var ude efter os, og som rådede os til at forsvinde for en tid.”

    Rane Willerslev og hans lokale makker måtte flygte ud i vildmarken, ud i den sibiriske taiga. De måtte gemme sig i næsten et år. ”Vi vidste ikke om vi ville blive arresteret eller om de måske kunne finde på at slå og ihjel og kamouflere det som en ulykke men der var ingen tvivl: vi måtte afsted.” Det var ikke kun forfølgerne, der var en livsfarlig trussel for de to flygtende mænd. ”Vi var fuldstændig overladt til skæbnen. Vi gemte os i månedsvis. Boede i en ussel træhytte med plastik for vinduet. Hvis vi ville have noget at spise, måtte vi selv skyde eller fange det, og når jagtlykken vendte os ryggen, havde vi intet at spise. Der var jeg uhyggelig tæt på at dø af sult. Vi havde intet fået at spise i mange dage, og jeg kunne simpelthen ikke rejse mig af sult. Jeg gjorde dog et sidste forsøg og nærmest kravlede ud af hytten. På et tidspunkt hører jeg en grynten og tror, det er en farlig bjørn, og jeg tænker, at jeg må flygte. Men jeg er sulten og udmattet og jeg kan ikke flygte, så jeg skyder og skyder. Og opdager, at jeg har skudt en elgko med kalv.”

    Oplevelsen er banebrydende for Rane Willerslev. Han har ganske kort forinden haft en drøm, om at der pludselig stod en nøgen kvinde i hans hytte og tilbød ham at drikke af sit bryst. Elgkoens yver var fyldt med mælk, og Rane Willerslev kastede sig desperat af sult over det og drak mælken. Han ser drømmen som et tegn, og oplevelsen har været med til at give ham en tro på, at der nok findes en slags ånder et sted. ”I dag er det en god historie at fortælle, men mens det stod på, var det på ingen måde sjovt. Vores kompagnon blev myrdet og en af mine makkere blev fængslet. Alle vores skind blev konfiskeret, så det endte rigtig skidt.”


    Med maskingeværbevæbnede stammefolk i hælene

    Dengang var Rane Willerslev knap 30, og han overlevede. Oplevelsen skræmte ham ikke fra bestillingen, og der ligger mange senere eventyr i hans bagage. Udover Sibirien, han har også tilbragt lange tider i Uganda på feltarbejde hos en jæger-samlerstamme, Ik’erne, der kaldes verdens mindst sympatiske. Som antropolog flytter man ind hos det folk, man vil studere, og lever som dem, prøver at opleve verden som de gør. Rane Willerslev flyttede sammen med ik’erne, og stammens fjender blev hurtigt hans fjender.

    ”Det er et utroligt ustabilt område, som er domineret af kvægfolk, som stjæler kvæg fra hinanden og er bevæbnet til tænderne med. Det er simpelthen livsfarligt at bevæge sig derind. På et tidspunkt måtte jeg løbe for livet, fordi mine nye venner, kun bevæbnet med primitive buer og pile, blev jagtet af et kvægtyve bevæbnet med AK47’ere.”


    En ny fase i livet

    ”Nu er jeg 45 år, og når jeg tager til Sibirien eller Uganda, får jeg ondt i ryggen. Det er på tide at foretage et livsvalg. Jeg har brug for et nyt eventyr, og der, hvor jeg er nu, er der ikke noget større end at blive leder af Nationalmuseet. Det er et eventyr i sig selv: Kan jeg få noget fantastisk ud af det her sted? Kan jeg få ting til at ske? Jeg vil tro, at det bliver lige så svært som at få en andelsforening for pelsjægere i Sibirien til at lykkes.”


    Rane Willerslev

    Rane Willerslev står over for en af sit livs store udfordringer som direktør for Danmarks Nationalmuseum.


    Passionen har kostet

    Rane Willerslev fisker en dåse snus frem og erklærer, at han egentlig er holdt op med at ryge, men at han lige nu er på både snus og tobak – i anledning af alle omvæltningerne. Han erkender blankt, at passionen og lysten til det ekstreme har haft store personlige omkostninger. ”Jeg har levet ekstremt og arbejdet har altid været i højsædet. Jeg troede at jeg kunne få det hele, at livet var et stort tag-selv-bord, men jeg har lært, at de valg, man foretager, har konsekvenser. At hvis man satser noget, så taber man også noget. Min arbejdspassion har kostet mit ægteskab, og det ville jeg gerne have undgået.” I sit nyt liv som direktør for Nationalmuseet vil han forsøge at holde balancen. Han kommer til at savne den frihed, som forskerlivet gav, men han finder noget af den ved at gå på jagt, en sport, han også ind i mellem dyrker med sine døtre.


    Opdraget til rigtige mænd

    Da Rane Willerslev og hans tvillingbror Eske var små, borede deres far huller i isen på Øresund og smed dem i det iskolde vand, og hvis de tøvede på 5-metervippen i svømmehallen, fik de et skub. De fik deres første dolke, da de var 5, og der gik ikke længe, før de også fik geværer at skyde med. Når Nationalmuseets nye direktør skal beskrive sin opdragelse, vil han nærmere kalde det en hærdning, men han erkender, at det nok også er den hærdning, der har gjort ham til den, han er. I forhold til den opdragelsesform ser han nærmest sine egne døtre som en slags curlingbørn. Men det er sagt med et smil på læben, og nærmere adspurgt, har han et stort ønske om at give glæden ved livet i vildmarken videre til dem, og ligesom han skyder de med bue og pil og sejler i kano.


    MUSEUMSDIREKTØREN, SVAMPENE OG DØDEN

    Årene med naturfolkene har gjort videnskabsmanden Rane Willerslev åben over for muligheden for, at der findes guder, ånder og et liv efter døden. Men det betyder ikke, at han ikke frygter døden. Han er ikke bange for paradokser eller kaos, men de gange, han har været tæt på at dø, har han været bange. Han anser i det hele taget ikke sig selv som særlig modig. Men selvom han nu tager plads bag et skrivebord, udfordrer han stadig sit mod. For nylig tog han stærkt euforiserende svampe for åben mikrofon i et radioprogram for at prøve at komme bag om den virkelighed, vi kender. “Selvom det var et kontrolleret forsøg, var jeg pissebange. Alle spørgsmål om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi, og om der er ånder eller ej, opløste sig og blev overflødigt. Det var så kraftfuldt, at jeg ikke kommer til at gøre det igen.”


    ANTROPOLOGEN RANE WILLERSLEV ER FØDT I 1971

    Han har en ph.d. fra Cambridge 2003, og er kandidat i Visual Anthropology fra Manchester Universitet (1996) og lektor samme sted (2004-06). Som 35-årig modtog han Det Fri Forskningsråds Ung Eliteforskningspris. I 2010 blev han udnævnt til professor i antropologi på Aarhus Universitet. 2008-11 var han leder af Moesgård Museum ved Aarhus og i efteråret 2011 blev han direktør for Det Kulturhistoriske Museum i Oslo og professor ved universitetet i Oslo. Fra 2013 til juli 2017 har han været leder af Faculty of Arts på Aarhus Universitet, hvor han har koordineret den arktiske forskning. Fra 1. juli 2017 har han været direktør for Nationalmuseet i Danmark. Rane Willerslev har været medlem af Eventyrernes klub siden 2001.


    Tilmeld nyhedsbrev


    Hvorfor handle hos Kaufmann Kundeservice Handelsbetingelser Mit Kaufmann
    Hurtig og Gratis leveringGratis levering ved køb over DKK 499,-  Telefon: 87 30 46 47 Generelle handelsbetingelser Login
    Hurtig og Gratis leveringHurtig levering: 1-2 hverdage E-mail: kundeservice@kaufmann.dk Cookiepolitik Favoritliste
    ReturretAltid 14 dages returret Levering & retur Persondatapolitik Tilmeld nyhedsbrev
    Click & CollectClick & Collect Størrelsesguide Om KAUFMANN Afmeld nyhedsbrev eller SMS
    Find butik & åbningstider
    Jobs

    Betaling © 2018 KAUFMANN.DK | DANMARK | TLF: 87304647 | CVR: 19098192   emærke

    På kaufmann.dk anvender vi cookies til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer.

    Du accepterer det ved at klikke videre på siden. 

    Læs vores cookiepolitik her


    Acceptér
    Vind et gavekort på 1.000,-

    Tilmeld dig KAUFMANN's nyhedsbrev og deltag i konkurrencen.

    Læs vilkår