Meet Mr. Dow & Mr. Jones
Det var en fire dage lang togrejse i 1879 til Colorado, der for alvor sporede journalisten Charles Henry Dow ind på dét, der skulle blive hans livsgerning. Hans redaktør havde nemlig sendt ham afsted for at interviewe en gruppe industrifyrster, politikere og investorer, der skulle undersøge mulighederne for at udvikle sølvminer i byen Leadville. Det blev en begivenhedsrig tur, hvor delegationen spiste og drak rigelige mængder whisky, mens damplokomotivet prustede sig gennem landskaberne. Og der blev udvekslet historier, røget store cigarer og spillet kort. Det blev en tur, hvor den unge reporter lærte en hel del om pengenes verden. Men en verden, der måske ikke var alle forundt. For som han skrev: ”Man skal være villig til at satse – og kunne tåle at tabe.” Allerede året efter flyttede han til New York, hvor han ni år senere grundlagde The Wall Street Journal, der i dag er et respekteret dagblad med et oplag på mere end to millioner eksemplarer. Han fokuserede på erhvervs- og pengestoffet, der blev skrevet under mottoet: ’The Truth in its proper use’. Ikke mindst lovede han en troværdig avis, hvor indholdet på ingen måde var styret af annoncørerne.
Meet mr. Jones
I New York mødte han journalisten og statistikeren Edward Jones, og sammen skabte de det første aktieindeks i et forsøg på at levere troværdig information til investorer. I første omgang et dagligt nyhedsbrev på blot to sider, der beskrev udviklingen i aktiekurserne på 12 jernbaneselskaber og to industrivirksomheder. Det var i praksis forløberen for Wall Street Journal.
Gennem årene forfinede de deres metodik og kunne i 1896 udgive Dow Jones Industrial Average. I 125 år har det skabt et øjebliksbillede af de 12 største amerikanske industrivirksomheders økonomiske sundhedstilstand. Senere blev antallet udvidet til at omfatte de 30 største selskaber. Men grundlæggende består Dow Jones-metoden blot i at lægge aktiekursen sammen og dividere med antallet af selskaber i indekset.
Ikke et termometer
Trods nye – og nogle gange mere præcise – aktieindekser som Nasdaq og S&P500 har Dow Jones stadig sin berettigelse. Det mener serieiværksætter og finansmanden Lars Tvede. ”Selv om Dow Jones rent historisk viser nogle øjebliksbilleder på både økonomiske op- og nedture, er det stadig et værktøj, der bliver brugt. Det viser jo, hvor pengene flyder hen i kølvandet på chok-bølger som eksempelvis Covid19-pandemien, krige og børskrak som i 1929. Men det, folk ofte glemmer, er, at Dow Jones ikke er et termometer, der fortæller om den nutidige økonomi. Det er et barometer, der fortæller noget om den fremtidige økonomiske udvikling.”
Men den historiske udvikling, som Dow Jones-indekset beskriver, er alligevel imponerende. Da indekset på sin første handelsdag på Wall Street kunne gøre handlen på børsen op, lukkede indekset med en kurs på 40,94. I dag er kursværdien af aktier steget til 34.400 – eller en stigning på 80.000 procent.
I mange år blev Dow Jones-indekset slet og ret betragtet som en strømpil på den økonomiske sundhedstilstand. Og ikke mindst i hvilken retning udviklingen ville gå.
Tiderne skifter
Selvom Dow Jones-indekset stadig bliver udregnet hver evig eneste dag, ja, så har verden forandret sig siden den majdag i 1896, da det blev offentliggjort for første gang. ”Historisk har Dow Jones jo også gennemgået en dramatisk udvikling. Hvor indekset tidligere bestod af de store olieselskaber og sværindustri, er det i dag de store tech-giganter som Microsoft og Apple, der topper listen,” siger Lars Tvede.
Selvom Dow Jones-indekset af nogle aktieanalytikere beskrives som et rigtigt dårligt udgangspunkt for investeringer, er Dow Jones-indekset vigtigt, fordi det startede en trend med at belyse aktiemarkedet på en anden måde end kun at have fokus på enkeltselskaber. Det var det første spæde skridt til at få investorer til at interessere sig mere for risikospredning. Et begreb, som ikke fyldte så meget dengang i starten af 1900-tallet.
Vejen til vores dages børshandler har været turbulent for Dow Jones-indekset. Det har overlevet 23 amerikanske præsidenter, 25 recessioner, to verdenskrige og et utal af børskrak – ikke mindst krakket i 1929.
Charles Henry Dow døde forholdsvis ung som 51-årig i 1902. Selskabet, som han og partneren Edward Jones skabte – Dow Jones & Company – blev i 2007 solgt til Rupert Murdochs News Corporation for næsten fem milliarder dollars.
Wall Street
Er grådighed stadig godt?
Oliver Stones film Wall Street fra 1987 udstillede 80’ernes yuppie- generations grådighed. Filmen med Michael Douglas i rollen som den forhærdede børsspekulant Gordon Gekko var en advarsel mod en giftig kultur. Men lærte vi lektien?
Hvis 1980’erne trods alt er gemt lidt for langt nede i hukommelsens tåger, kommer her lidt hjælp: Det var en æra, hvor yuppierne regerede. Disse Young Urban Professionals blev indbegrebet af tidens egoisme og grådighed. Det var også en tid, hvor skuespilleren Ronald Reagan pludselig blev præsident. Og ikke mindst en tid, hvor økonomien boomede: På fem år fra 1982 til august måned 1987 steg værdien af Dow Jones-indekset fra 776 til 2.722 point.
Det var en tid, der skabte mange nye millionærer. Lige indtil aktiekurserne styrtdykkede på Black Monday. Det skete den 19. oktober 1987. En sort dag, hvor Dow Jones kunne registrere det største fald på en enkelt dag. Værdien af de 30 Dow Jones-selskaber i indekset mistede med et hug 22,6 procent.
To måneder efter havde Oliver Stones film ’Wall Street’ premiere med Michael Douglas i hovedrollen som den ultragrådige og skruppelløse finansmand Gordon Gekko, der bruger ethvert trick for at score en hurtig gevinst på børsen. Sjældent har en filmpremiere været så vel-timet!
I filmen siger han et sted: ”… grådighed – i mangel af et bedre ord – er godt. Grådighed er rigtigt. Grådighed fungerer.” Det blev et mantra i forståelsen af den økonomiske nedtur, der fulgte. Og måske også af selve tidsånden i 80’erne.
Rollen som Gordon Gekko var efter sigende inspireret af en real-life-finansmand ved navn Ivan Boesky, som ugen efter premieren blev idømt tre års fængsel for bedrageri. Og i filmuniverset ender Gordon Gekko aka Michael Douglas ligeledes bag tremmer.
Filmen Wall Street var Oliver Stones utvetydige beskrivelse af en giftig kultur i New Yorks børshandlermiljø. Men filmen fik den stik modsatte effekt og blev nærmest en kultfilm, der inspirerede en ny generation af børsmæglere, der ej heller syntes at have lært lektien fra Black Monday 1987. Årsagerne var måske anderledes. Ikke desto mindre syntes 1987-krakket at gentage sig selv med finanskrisen i 2007-8. Også her blev både bankerne og børsmæglere beskyldt for en grådighed, der lå uden for almindelige menneskers forstand. Oliver Stone udtalte i 2015 i kølvandet på finanskrisen, at Wall Street-kulturen i dag er meget værre end i 80’erne.
Filmen fra 1987 rummede en advarsel om de økonomiske mareridt, der kunne opstå i fremtiden. En advarsel, der ikke blev fulgt. I 2010 instruerede Stone filmen Wall Street: Money Never Sleeps. Her har Gekko fået noget, der kan minde om ansvarsfølelse og moral. Men måske er det stadig den originale Wall Street-film, der rummer det vigtigste budskab, nemlig at grådighed leder til selvdestruktion. Et budskab, der nok er spildt på dem, der synes, at historien om Gordon Gekko er værd at fejre.
