Enkelthedens mester

Mies Van Der Rohe er 50 år efter sin død lige så populær, som han var feteret arkitekt i sin storhedstid. Hans Barcelona-stol produceres stadig – og hans bygninger ses endnu som noget af den ypperste arkitektur fra det 20. Århundrede.
Mies van der Rohe
Mies van der Rohe foran en model af S.R. Crown Hall, Illinois Institute of Technology, der rummer universitetets arkitektuddannelser. Bygningen er tegnet af Mies og færdigbygget I 1956. En bygning, som Time Magazine har kaldt “en af verdens mest indflydelsesrige, inspirerende og overraskende bygninger.”

Mies van der Rohe

Less is more

Gennem størsteparten af det 20. århundrede har denne aforisme opnået stor sandhedsværdi på stort set alle områder. Måske lige bortset fra den maskuline seksuelle formåen. Men i design- og arkitektur-verdenen er det ligefrem blevet indbegrebet af god smag og kvalitet. Ikke mindst på grund af den tysk-fødte Mies van der Rohe. I år er det 50 år siden, han døde. Less is more var den guideline som blev styrende for alle hans værker. Møbler og bygninger skabt i minimalismens navn. Enkeltheden. Det rene og uforfalskede. Stål, glas og sten. En forening af håndværk, design og kunst i funktionalistiske beboelseshuse, kontorbygninger og møbler. Alt tegnet med rene linjer, skarpe kanter og totalt uden nogen form unødig udsmykning.

Mies van der Rohe
Den tyske pavillon blev opført til verdensudstillingen i Barcelona i 1929. Bygningen blev revet ned efter udstillingen, men genopført af en gruppe catalanske arkitekter i starten af 1980-erne.

Barcelona - Definitionen

Et eksempel som her 90 år senere stadig står knivskarpt er den tyske pavillon, som Mies van der Rohe skabte til Verdensudstillingen i Barcelona i 1929. Huset var tænkt som et udstillingsvindue for Weimar-republikken: Demokratisk, velhavende, kulturelt progressivt og gennemført pacifistisk. Et ikonisk hus med det flade tag og store udhæng, der skygger for den catalanske sol. Det flydende tag og den åbne indretning var mange år forud for sin tid. Den udbredte brug af ekstravagante materialer som marmor, onyx og travertin. Selv har Mies om den tyske pavillon i Barcelona sagt: “Det handler om konstruktionens enkelthed, klare tektoniske midler og renhed i valget af materialer skaber en glans af uberørt skønhed.”

Med sine glasfacader og det åbne rum giver Mies van der Rohe’s pavillon mulighed for at opleve de simple konstruktioner. Stålskellettet, glas, marmor – og ikke mindst de møbler som han sammen med veninden Lilly Reich tegnede til udstillingen.

Mies van der Rohe
Den ikoniske Barcelonastol

En komplet møbelserie bestående af lounge chair, sofaer, daybeds og borde. En formfuldendt fusion af håndværk og design. Ikoniske møbler, der stadig produceres. Til den nette sum af små 60.000 kr. for en lounge chair. (På auktioner er det dog muligt at slippe halvt så dyrt. En brugt daybed står en køber i små 60.000 kr).

Pavillonen var kun tænkt som en midlertidig konstruktion, der skulle rives ned efter verdensudstillingen. Og faktisk blev bygningen revet ned allerede året efter. Men med udgangspunkt i en række sort/hvide fotos og de originale tegninger genopbyggede en gruppe catalanske arkitekter huset i 1983-86. Husets kvaliteter og forståelsen af det åbne rum betyder, at huset stadig er en af de vigtigste målestokke for moderne arkitektur.

Mies van der Rohe
Mies van der Rohe’s åbne koncept var et udstillingsvindue for den demokratiske tyske Weimar-republik. Og med det også fødslen af af de åbne, multifunktionelle boligrum.

Kunsternavn

Kunstnernavne havde stor markedsføringsværdi for kulturpersonligheder i 20-ernes og 30-ernes Berlin. Le Corbusier skabte sit eget navn. Således også Mies van der Rohe. Mies var eget hans fars familienavn, mens Rohe var hans mors pigenavn. Og for at give det lidt mere svung blev resultatet altså Mies van der Rohe. At det blev det hollandske ’van der’ og ikke det tyske ’von’, der bandt navnet sammen skyldes det enkle faktum, at man i tyvernes Tyskland skulle kunne bevise sit adelige ophav for at få lov til at kalde sig ’von’.

Mies van der Rohe
Til den tyske pavillon skabte Mies van der Rohe en komplet møbelserie. Blandt andet Barcelona daybed, som produceres den dag i dag.

Gift og skilt

Mies van der Rohe blev gift med Adele Auguste Brunh i 1913. Hun var datter af en velhavende tysk industrimand. Selvom ægteskabet ikke var videre lykkeligt, fik de sammen tre døtre. Hjemkommen fra første verdenskrigs strabadser, blev han i 1920 skilt. Det skulle blive hans første og eneste ægteskab. Ungkarlelivet varede til midt i tyverne, hvor han mødte møbeldesigneren Lily Reich. Sammen skabte de designikonet Barcelona-stolen. I USA levede han sammen skulptøren Lora Marx som han karakteriserede som sit livs kærlighed.

Nazi-årene

I 1930 overtog Mies van der Rohe ledelsen af Bauhaus-skolen i Berlin. Et uddannelsessted, hvor design, håndværk og kunst gik hånd i hånd. Det blev også starten på enden i forhold til hans liv i Tyskland. Bauhaus er ensbetydende med det stilrene, modernistiske design og arkitektur. Og netop derfor var skolen omgærdet med en voldsom antipati fra de nazistiske magthavere. I 1933 var det så slut. Skolen blev mistænkt for at huse modstandere af regimet og blev lukket trods Mies van der Rohe’s modige protester.

Mies van der Rohe
Farnsworth house blev bygget som et Weekend-hus for en læge i Chicago. Endnu et Mies van der Rohe-ikon, der igen cementerede det åbne bolig koncept.

Emigrationen

Som så mange andre tyske kulturpersonligheder valgte han i 1938 at emigrere til USA. Han slog sig ned i Chicago. Efter følere til en række universiteter blev han ansat som leder af arkitektuddannelsen på Illinois Institute of Technology. I USA-tiden skabte han endnu en stribe ikoniske byggerier, som har været med til at sætte standarden for efterkrigstidens arkitektur. I årene efter krigen skabte han blandt andet et ‘weekend-hus’ til en nyrespecialist fra Chicago. Huset – der kun består af ét eneste rum – er på mange måder en videreførelse af de takter, han slog an, da han tegnede den tyske pavillon til Verdensudstillingen i Barcelona i 1929. Her huset blot hævet på en sokkel over jordniveau. Og de eneste vægge i huset, er dem der omgiver toilet og bad. Ved at bruge glasvægge på alle fire facader, trak han naturen helt ind i huset.

Mies van der Rohe
The Seagram building på Park Avenue kom til at sætte standarden for fremtidige kontorbyggerier. Desuden trak Mies van der Rohe bygningen tilbage fra fortovskanten og skabte dermed et mere åbent byrum omkring bygningen.

Et andet ikonisk byggeri, der ændrede måden at indrette byens rum på, er The Seagram Building på Park Avenue i New York som stod færdigopført i 1958. Indtil da var stort set alt byggeri i byen huse, der gik helt ud til fortov eller vejbane. Mies van der Rohe trak imidlertid det 38 etager høje hus tilbage på byggegrunden og skabte dermed et nyt byrum. En detalje: Mies van der Rohe havde skabt et hus med en stringent, ensartet facade af glas og stål. Men han hadede den uorden som persienner skabte, når de på forskellige tidspunkter blev åbnet eller lukket. Trukket halvt op eller helt ned. Derfor skabte han et særligt persiennesystem med blot tre mulige indstillinger: Helt åbent, halvt lukket eller helt lukket.

Mies van der Rohe

Det er måske denne professionelle stringens, der om noget er med til at definere en af verdens mest beundrede arkitekter. For de ting, der virkelig betød noget, de blev gennemført til mindste detalje. På den personlige front, var en detalje, som han holdt vedlige hele livet, sin trang til gode cigarer. Mange billeder fra hans liv viser ham, mens han pulser løs. En trang, der endte med at blive hans død. Han døde 83 år gammel i 1969.