Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Automobilernes Haute Couture

For rigtig mange bilentusiaster er Porsche 911 en af verdens absolut smukkeste biler. Og lidt af et teknologisk vidunder. En rigtig køremaskine. Men det er bare ikke nok for Jan Kalmar, der starter, hvor andre slutter. Resultatet er en personlig og unik bil i millionklassen. Af Claus Vesterager Martinus, Foto: Sergei Zjuganov & Christina Kayser Onsgaard.
Porsche 911
Jan Kalmar gør den fantastiske Porsche 911 til den perfekte køremaskine.

Porsche 911

Han er lidt af en eventyrer. Har kørt sin Porsche Cayenne non-stop fra Nordkap til Afrikas absolut sydligste punkt: Cape Agulhas. Denne verdensrekordtur på 16.768 kilometer tog ham under ni dage. Han har arbejdet som testkører for Porsche. Og endda ejet sit eget Le Mans-team.

Navnet er Jan Kalmar. Han er født med benzin i blodet og har kørt bil i 138 lande. Han deler gerne sine eventyr med andre bilnørder, der vil betale ekstravagante summer for at køre hans biler over alperne – eller fra Perus hovedstad Lima til Ushuaia på kontinentets sydspids på 38 dage. En tur, han gennemførte med sit eget rejseselskab for en række specielt inviterede kunder sidste efterår. Kunder, der ikke bare ville have en sydamerikansk luksusferie. Det skulle også være den ultimative køreoplevelse i Kalmars super-optimerede bilflåde. Og dét er en oplevelse, der bærer et sekscifret prisskilt. Vel at mærke i Euro.

Men den helt grundlæggende interesse er bilerne. Mere præcist Porsche-biler, som han ikke kun restaurerer. De bliver også ført up-to-date med de nyeste teknologiske landvindinger. “Kort sagt starter vi der, hvor andre stopper. Som udgangspunkt er en Porsche 911 jo noget nær en perfekt køremaskine. Men det kan altid gøres bedre. Og vi skræddersyr bilen, så den er optimereret på alle leder og kanter,” fortæller Jan Kalmar.

Den første bil, han gennemførte en såkaldt ’Restomod’ på, var en Porsche 964 fra 1990. Det var den ni-dobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, der ville skabe en helt unik bil for at fejre sin første sejr i det sagnomspundne franske 24-timers løb. Det var ikke bare en restaurering af en klassisk bil. Det var noget nær en total genopbygning af bilen. Og implementering af en masse ny teknologi. “Selvom vi startede med nogle af de bedste luftkølede motorer fra Porsche 964 og 993, har vi forbedret bilen hundredvis af steder. Det tog os tre år at håndbygge bilen, så den fremstod som et ’automotivt kunstværk’, siger Jan Kalmar.

Porsche 911
Jan Kalmar har i sin aktive karriere kørt 24-timersløbet i Le Mans.

Total genopbygning

Bilen fik navnet ’Kalmar 7-97’ – en reference til Tom Kristensens startnummer 7, som han vandt sin debutsejr med i Le Mans i 1997. Dens hjerte er baseret på en 3,8 liters motor, der alt afhængig af konfigurationen leverer 330-401 hestekræfter. En motor, hvor alle bevægelige dele enten er udskiftet eller fuldt restaureret. Og hvor det har givet mening, er nye, moderne løsninger indbygget i motoren.

“Det er en bil, der lever op til påstanden om at være skræddersyet. Første gang Tom Kristensen satte sig i bilen, var det starten på en proces med nye forandringer, forbedringer og tilpasninger. Det er en proces, vi gennemfører for alle vores kunder. Det kan være, at modstanden i gearskiftet skal justeres, så vi må skifte fjedrene i gearkassen, så kunden får en optimal køreoplevelse.”

At genopbygge en Porsche kræver naturligvis også en masse testkørsel. Og selvom Jan Kalmar til daglig har hjemme i Solrød Strand, har det været nødvendigt at bygge bilerne på en regulær racerbane for at kunne teste de nye Kalmar-biler i deres naturlige habitat. Det har han fundet i det nordøstlige Skandinavien.

Porsche 911
Alle skruer og bolte bliver skiftet. Og bilen bliver tilpasset til den nye ejers behov og ønsker.

At Tom Kristensen var tilfreds med sin nye Kalmar 7-97 er noget af en underdrivelse. Han var vel nærmest begejstret. Hvad han måtte betale for at fejre sin første Le Mans- triumf med en total genopbygget Porsche, er ikke til at vide. Men Jan Kalmar har indgået et salgssamarbejde med My Garage i Vejle, der denne vinter har haft en Kalmar 7-97 til salg med et prisskilt med seks nuller.

Eventyrlige rejser

At starte dér, hvor andre er standset, er lidt af et motto for Jan Kalmar. For udover at designe, renovere og genopbygge ikoniske Porsche-biler, har han tillige skabt en hel flåde af biler til sit rejseselskab. I specialdesignede biler tilbyder han nemlig unikke rejser til Afrika, Asien og Sydamerika. Og selvom kundegrundlaget er nok så internationalt, er der også i 2023 blevet plads til en tur rundt i Danmark. En gastronomisk Tour de Force med stop ved Egeskov Slot, Great Northern i Kerteminde og Aarhus.

Men Jan Kalmar har andre eventyr på bedding i år. Hvad med en tur fra Kigali i Rwanda til Entebbe i Uganda? En tur med sikkerhed for at opleve gorillaer i deres naturlige omgivelser. Eller hvad med en tur over Atlasbjergene i Marokko til den sydlige del af Sahara – og dét i en luftkølet Porsche? Det er i sandhed et eventyr der starter, der, hvor andre for længst er sluttet.