Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Fast as a Cobra

Carroll Shelby skabte den originale tilbage i 1961. Det var en revolution. En lille 2-sæders roadster med en brutal V8 Ford-motor. Den var fra starten en vaskeægte succes. Og ikke mindst en succes, der den dag i dag får bilentusiaster til at blive bløde i knæene. I dag producerer BackDraft Cobra Racing i Florida specialdesignede replika-modeller. Af Laurdis Bertelsen. Foto: Getty Images
Cobra sportsvogn - Carroll Shelby
Carroll Shelby skabte Cobra-sportsbilen tilbage i 1961. Den er stadig eftertragtet.

Navnet Carroll Shelby er uløseligt forbundet med motorsport. Ikke mindst 24-timersløbet Le Mans, som han vandt i 1959 i en Aston Martin DBR1. Få år senere cementerede han sin betydning for motorløb, da han i tæt samarbejde med Ford optimerede Ford Mustang i en sådan grad, at Le Mans ’66 blev den endegyldige succes for Ford, da tre Mustangs kørte over målstregen – stort set – samtidig. Indtil da havde Ferrari været toneangivende og hurtigst.

Men allerede i 1961 arbejdede Shelby intenst på at skabe en lille adræt sportsvogn. Lille og letkørt. Men med både acceleration og en tophastighed, der skulle gøre den til en vinder på væddeløbsbanerne. Den lille åbne sportsvogn fik navnet Cobra. Med en bagaksel fra en Jaguar E-Type og et motorrum, der kunne monteres med stort set alle Fords motortyper, fik han ikke blot skabt en legendarisk sportsbil. Den var også billig i drift og reparationer.

Cobraen var hurtig – og blev en kæmpesucces. Ikke desto mindre blev der i årene efter premieren i 1965 blot fremstillet 348 eksemplarer af denne lille lækkerbisken med den voldsomme V8-motor.

Det betyder, at originale biler ofte bliver handlet på auktioner til millionbeløb. Men drømmen kan blive til virkelighed, hvis man kan leve med en replikamodel fra Back Draft Cobra Racing i Florida. Her er det muligt for en pris på omkring de 100.000 dollars at få bygget en tro kopi af 1965-udgaven af Shelbys Cobra. Til gengæld kan man vælge på alle hylder, det skal være, i forhold til motorstørrelse, ophæng, bremsekaliber, interiør og alle mulige og umulige måleinstrumenter. Naturligvis hvis man er i stand til at betale lidt ekstra. En Cobra-replika udstyret efter alle kunstens regler sniger sig let op imod de 200.000 dollars.