Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Bestil frem til 20/12 og modtag varerne inden jul
Julegaver byttes til d. 31. januar 2025
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Bestil frem til 20/12 og modtag varerne inden jul
Julegaver byttes til d. 31. januar 2025

Elegance og rå hestekræfter

Du er undskyldt, hvis navnet Concorso d’eleganza Villa d’este ikke umiddelbart siger dig noget. Men er du bidt af smukke og sjældne veteranbiler i smukke omgivelser, er den årlige udstilling og konkurrence ved Como-søen absolut et besøg værd. Af Claus Vesterager Martinus, Foto: Concorzos & Getty Images.
Elegance og rå hestekræfter
I år finder CONCORSO D’ELEGANZA VILLA D’ESTE sted den 19.-21. maj 2023.

Der er sjældne Bugattier, smukke Aston Martins og udsøgte Rolls Roycer. Der er veteranbiler med mange år på bagen, der er restaureret og genskabt ned til mindste detalje. Og unika-biler som for eksempel den Aston Martin Bulldog, der vandt guldpokalen ved Concorso d’Eleganza Villa d’Este sidste forår.

Hvert år – i slutningen af maj måned – mødes bilentusiaster med det femstjernede Grand Hotel Villa d’Este som det perfekte scenetæppe ved Como-søens bred for at beundre de exceptionelt smukke biler, der alle som én står som et vidnesbyrd om tidligere tiders teknologiske formåen. Siden 1929 har bilmessen Concorso d’Eleganza Villa d’Este hvert år fremvist de ypperste automobiler. En messe, der med sine storslåede biler snildt kunne måle sig med de prestigefyldte bilmesser i Monte Carlo og Paris. Dét år var det en italiensk luksusbil fra det nu hedengange Isotta Fraschini, der løb med førstepræmien.

Elegance og rå hestekræfter
Hvert år dyster ca. 50 ejere af ikoniske veteranbiler ved Como-søen om den smukkest renoverede bil.

I dag er den årlige messe en eklektisk samling af biler. De smukkeste og mest attråværdige af den slags, der for alvor kan få pulsen op hos bilsamlere verden over. Ikke underligt. For messen foregår på hotellets terrasse, hvor hvidklædte tjenere serverer læskende drinks for bilindustriens overklasse, mens luksuriøse motorbåde vugger hypnotisk ude på Como-søens bølger.

Og så er det også muligt at nyde synet af de mange unikke biler på Lombardiets sceniske landeveje. Efter at BMW for 20 år siden trådte til som medarrangør af Concorso d’Eleganza, åbnes messen med et veteranløb, der strækker sig de 50 kilometer fra Milano til Cernobbio ca. 400 meter fra hotel Villa d’Este.

Elegance og rå hestekræfter
En unik Bugatti vandt konkurrencen i 2022

Sidste år var det endnu en gang en italiensk bil, der løb med præmien for Best of Show, nemlig en Bugatti 57S Cabriolet fra 1937. Prisen bestod af en guldpokal og en Lange & Söhne 1815 kronograf. Denne Bugatti-showstopper er blot en af fire biler, som blev fremstillet med et Vanvooren-karrosseri. Ulykkeligvis havde en tidligere ejer udskiftet den originale motor med en Buick V8’er. Men med en intensiv eftersøgning via internettet lykkedes det den nuværende ejer at finde frem til den oprindelige Bugatti Straight-8-motor. Og genfødslen var en realitet.

Men det var en anden bil, der vandt publikums hjerter, nemlig en enestående og helt unik Aston Martin, der vandt Coppa d’Oro Villa d’Este-trofæet. Ejeren, Philip Sarofim, havde brugt to år på at restaurere sin Bulldog. En lettere futurisk sportsbil bygget i et eneste eksemplar. Den er oprindeligt designet af William Towns, der også skabte den ikoniske Aston Martin Lagonda. Det var planen, at den to-dørs coupé skulle være bygget i 20-25 eksemplarer. Men projektet blev skrottet, så kun dette ene eksemplar forlod Aston Martins udviklingsafdeling i Newport Pagnell i Buckinghamshire.

Elegance og rå hestekræfter
En strømlinet Aston Martin Bulldog fra 1979.