Moden der kom ind fra gaden
Street Art
Mode og beklædning er gået hånd i hånd i århundreder. Konger og adel har ladet sig afbillede i deres fineste skrud på mangt et maleri i tidens løb og sådan har kunstens veje påvirket vores tøjvalg og omvendt. Moderne kunstnere som Andy Warhol gjorde sig ikoniske med tøjvalg og attitude, når de uden respekt for konventioner blandede pop, kunst og fashion.
Som når man i dag kan købe T-shirts med print af Warhols berømte ’dåse kunst’ fra 1962, så er der krydsreferencer mellem tid, sted, kultur, kunst og signalerne fra det tøj, vi møder omverdenen med.
Et jakkesæt er ikke bare stykker af stof syet sammen efter en særlig skabelon, men bruges ikke mindst i filmkunsten til at understrege alvor, seriøsitet, businessfolk og løsnes slipset, så påføres jakkesætskarakteren et mere afslappet udtryk.
Fotokunstens leg med rockstjernerne fra 60,70 og 80erne og den medfølgende iscenesættelse af tøjets betydning har også dannet skole eller Helmuth Newtons berømte billeder af kvinder – billeder der blev berømte på grund af billedernes tekniske karakter, linjer og komposition samt det kildne element, at det var mode billeder uden tøj på.
Udenfor
I nyere tid er kunsten rykket udenfor. Den tid hvor kunsten holdt sig til et lærred og en træramme er for længst væk.
Gadekunsten har indtaget det offentlige rum og bybilledet og med den er fulgt et mere afslappet look. Kunstnerne indenfor ’street art’ optræder ikke i jakkesæt, men sværger til et mere casual look, der uløseligt hænger sammen med hiphop og rap-kulturens løse og posede udtryk.
En stilart der siden har vundet mainstream indpas, så f.eks. hættetrøjen nu er blevet allemandseje. Til løbeturen, til søndagen på sofaen eller børnefødselsdagen, der ikke kalder på en stram slipseknude.
Street Art, der blev folkeligt kendt som graffiti, har i tiltagende grad sine øjeblikke med mode. Som Guccis samarbejde med GucciGhost, Moschinos brug af graffiti-print eller den navnløse britiske graffitikunstner, Banksy, hvis mur-værker hurtigt blev printet på fronten af T-shirts.
At gadekunsten eller street art har sin kærlighedsaffære med mode – og mode på alle niveauer – er ikke nyt. Siden Louis Vuittons tasker i et samarbejde med Marc Jacobs ændrede udseendet på designerens ikoniske tasker og tilførte dem et mere graffitiinspireret og råt look skød omsætningen i vejret.
Siden da har de fleste designere fanget pointen i at mixe høj- og lavkultur for at ramme de unge kunders interesse.
Og med gadekunst menes ikke de kruseduller som en tilfældig teenager sprøjtemaler på en postkasse i udkanten af Aarhus med et ’sygt nok’. Kunst er kunst, og kunst kræver teknik, kreativitet og timing samt evnen til at røre ved beskueren.
Rum
Street Art har hjemme i det offentlige rum. Typisk husmure og industribygninger og gerne de steder, hvor det er tilladt, men en vis form for hærværkskriminalitet kan kunstarten ikke sige sig fri for. Mangt en træt rengøringsassistent har en tidlig morgentime skrubbet togvogne og skolevægge fri for klatmalerier, men det ligger i kunstens væsen, at det drejer sig om at udtrykke sig til offentligheden udenfor gallerier og museernes fornemme haller.
Et slags kunstnerisk oprør fra social klasse 5 med afsæt i New York i 60’erne og senere modning i løbet af 70erne og 80ernes fuldmalede subway-vogne med kunstnerisk epicenter i The Bronx.
Flere kunsthistorikere tilskriver det nu verdensberømte slogan ’Kilroy Was Here’ akkompagneret af en langsnudet mand, der kigger over et hegn, som det første egentlig graffitikunstværk. Ikke fordi for sit udtryk, men mere hvor det dukkede op. Og tegningen af den lille mand, der kigger henover hegnet dukkede op mange steder og satte gadekunsten fri. Som et ’nå der kan man også’, og derfra vandt den egentlige graffiti frem ikke mindst i ledtog med 70erne og 80ernes hiphop-bølge i New York og Los Angeles forstæder.
Udspring
Det er ikke et særsyn i kunsthistorien, at en kunstnerisk bevægelse har et meget begrænset udspring, der så breder sig som ringe i vandet. Første Verdenskrig tvang en gruppe kunstnere i eksil i Schweiz, og i deres modløse tilværelse med afsky for krigens mange ofre talt i millioner slap de den gakkede kunstretning, Dadaismen løs. Den næsten infantile Dadaisme blev senere til surrealisme med frontfigurer som popkunstneren og selviscenesætteren, Dali. Surrealismens oprør med alt og alle bredte sig til arkitektur, litteratur og senere filmens verden med Monty Pythons næsten vanvittige film og tegnefilm. Som eksempel.
Men Dadaismen var som så mange andre kunstretninger før og efter et oprør og et opråb. En politisk protest mod magthavernes forehavender. Det samme gjaldt graffitien, der blev en social protest og en mulighed for at levere meget synlige og flotte slogans og udtryk fra de fattigste sorte klasser i USA.
Men også andre grupper fra samfundets laveste hylde lod sig vække, som f.eks. bandet Beastie Boys, der blev den første store hvide hiphop-gruppe tilsat elementer fra punkens verden med hjemmebane i det fattige Brooklyns irsk-jødiske mindretal.
Musikken var en meget hørbar protestform, hvor Street Art blev den visuelle del af bølgen, og graffitien knopskyd i datidens New York og gør det stadigvæk.
Men udtryksformen vandt også hurtigt indpas i Europa, hvor den vestlige side af Berlinmuren i årevis var et stort betonlærred for byens gadekunstnere, og derfra rullede snebolden, så Street Art indtager gavle, husvægge, mure og bygninger over hele verden i dag.
Street Art begyndte som marginaliseret protest og oprør, men er i dag en fast inspirationskilde og udtryksform indenfor mainstream mode – det sociale medie Pinterest kårer hvert år de bedste Street Art Fashion billeder f.eks. – uanset om det er på catwalken eller stangtøj.