Hollywoods bulldog
Sydney Pollack var dén instruktør, Hollywoods filmselskaber hyrede, når de ville have sikkerhed for, at en produktion forløb glat og problemfrit. Han kunne sikre, at deadlines blev overholdt. Også selvom det nogle gange krævede et noget bramfrit sprogbrug, når skuespillerne og det øvrige filmhold ikke lige agerede, som han ønskede det.
Og nogle gange udviklede det sig til regulære skænderier. Dét er i hvert fald den historie, der verserer omkring forholdet mellem Sydney Pollack og Dustin Hoffman under optagelserne af den Oscar-nominerede film Tootsie (1982). De to skændtes, så det bragede. Men Hoffman fik overtalt Sydney Pollack til at spille rollen som den arbejdsløse skuespillers agent. Det gav virkelighedens skænderi et nyt liv på lærredet. Og filmen større intensitet.
I den romantiske genre var Tootsie bestemt en succes, selv om det års Oscar for bedste film gik til storfilmen Gandhi med Ben Kingsley i hovedrollen. Men allerede hans næste film – Out of Africa (1985) – skulle vise sig at blive den storfilm, der for alvor bragte Pollack på podiet ved Oscar-festen: Filmen vandt ikke mindre end syv Oscars. Den blev kåret som bedste film, og Pollack selv vandt en Oscar som bedste instruktør. Men selvom Sydney Pollack gennem karrieren skabte store filmværker, er han ikke en instruktør, der har sat sig de samme kunstneriske aftryk som Quentin Tarantino, Martin Scorsese eller Stanley Kubrick.
”Sydney Pollack er lidt mere ’mainstream’. Og selv om han har skabt storfilm som Tootsie, Tre døgn for Condor (1975) og Tolken (2005) med Nicole Kidman i hovedrollen, så er han ikke en instruktør, der skabte film, hvor han som instruktør havde et særligt budskab eller skabte nye kunstneriske effekter.” Det fortæller lektor emeritus Peter Schepelern på Københavns Universitet. Han karakteriserer Sydney Pollack som en dygtig og ikke mindst effektiv instruktør, som var bedst til de film, som han betegner som ’Hollywood Mainstream’. ”Det var ham, Hollywood gik til. Og han har arbejdet med rigtigt store budgetter og store stjerner som Robert Redford, Barbra Streisand og Meryl Streep. Men der var også store udsving i filmene. Han kunne lave en kæmpesucces som Out of Africa for at floppe totalt med sin næste film,” fortæller Peter Schepelern.
Det var eksempelvis film som Havana (1990) med Robert Redford og Lena Olin i hovedrollerne. Den manglede ifølge Peter Schepelern de små mirakler, som de store filmsucceser rummer. ”Der var intet at udsætte på filmens tekniske kvalitet. Plottet burde ligge lige til højrebenet. Men den fænger bare ikke.”
Ikke desto mindre er Sydney Pollack et af Hollywoods store navne. ”Han har jo lavet fine film som ’They shoot horses, don’t they?’ (1969) om en maratondansekonkurrence under depressionen i 30’ernes USA og ’The Way We Were’ (1973). Film, hvor det lykkedes for ham at få de små mirakler til at ske.” Som lidt af et særsyn blandt Hollywoods store instruktørnavne stillede han gerne sine kvaliteter til rådighed som skuespiller og producer for andres film. Han fungerede blandt andet som producer for kassesucceser som The Fabulous Baker Boys (1989) og The Talented Mr. Ripley (1999).
Sydney Pollack døde 73 år gammel i 2008. Men ikke desto mindre fik en film fra en Aretha Franklin live-koncert premiere i 2018. Pollack havde instrueret optagelserne af koncerten, hvor hendes live-album Amazing Grace blev indspillet tilbage i 1972. Desværre viste det sig, at film og lyd ikke var ordentlig synkroniseret. Ny teknologi gjorde det imidlertid muligt for instruktøren Alan Elliott at skabe en 87 minutter lang film med den legendariske sangerinde. Selvom Pollack ikke bliver krediteret for den endelige film (han modtager en tak i rulleteksterne), er det ganske enkelt de sidste filmstrimler fra et liv som en af Hollywoods store instruktører.
