Sir Ridley Scott
Om morgenen den 18. juni 1815 var Napoleon Bonaparte fuld af selvtillid. Han befandt sig i en lille kro ved navn La Belle Alliance. Hans 73.000 soldater havde slået lejr på skråningen og afventede det kommende slag mod 67.000 britiske tropper, der var under kommando af hertugen af Wellington. Alt var klar til dét, der skulle blive Napoleons sidste store slag. Hans endelige nederlag.
Faktum var bare, at han ikke så det komme. Hans overdrevne selvtillid gjorde ham sejrsikker i en sådan grad, at han fortalte sin stabschef, at ”Wellington er en dårlig general, og englænderne er dårlige soldater. Hele affæren bliver ikke mere alvorlig end at sluge sin morgenmad.”
Det var en fejl. Da dagen var omme, var 25.000 franske soldater dræbt. Napoleon begik fejl på fejl. Den værste var nok, at han undervurderede fjenden. Men lige så vigtigt var det, at han udsatte sit eget angreb så længe, at prøjsiske forstærkninger nåede frem til slagmarken. Desuden var han syg og virkede apatisk. Det blev hans Waterloo. Hans endelige fald fra magtens tinder.
Det er dén historie, som mesterinstruktøren Ridley Scott fortæller i sin episke storfilm Napoleon, der fik premiere i biograferne herhjemme sidst i november. Scott, der har filmet og kæmpet mere end sin del af kampene, fyldte seksogfirs i samme måned, en uge efter udgivelsen af Napoleon. Hans otteogtyvende film. Det er tillige planen, at en Directors Cut-version skal sendes som serie på streamingtjenesten Apple+.
Han har i filmuniverset tidligere beskæftiget sig med andre store mænd i historien (Moses, Columbus) såvel som rumvæsener, androider, svindlere, gangstere, nisser, soldater, seriemordere og selvfølgelig Gucci-familien. Han har skabt hele verdener som den regn-stribede, mekaniserede dystopi i Blade Runner og de støvede romerske arenaer i Gladiator. Mange af hans filmscener sidder ganske enkelt fast i vores hukommelse: Hvem husker ikke det slimede monster, der bryder ud af astronautens bryst i Alien, eller Thelma og Louise, der i deres cabriolet suser ud over klippekanten?
Men han er svær at finde ud af. ”Er Ridley Scott en god kunstner? Er han en mesterinstruktør med en kunstnerisk finesse? Eller er han blot et kommercielt hack? Eller er han alle de ting på én gang?” spørger forfatteren Paul Sammon, der har udgivet tre bøger om Ridley Scott. ”Det er dét, jeg virkelig nyder ved Ridley – han kan ikke klassificeres.” Måske er han bare som Napoleon. Selvovervurderende – og sommetider genial.
Selv har han i hvert fald svært ved at acceptere fejl. Og endnu værre står det til med dårlige anmeldelser. Såsom The Counselor (2013), som han den dag i dag fastholder fik en elendig modtagelse som følge af dårlig markedsføring. Og når noget mislykkes, ja, så er det ikke noget, han hænger sig ved. ”Nej! Jeg smadrer det ud af systemet med en tennisbold!” fortalte han til magasinet New Yorker sidste år.
I samme interview nævner han også med en vis vemod en anmeldelse af Blade Runner, hvor særlig én linje springer i øjnene: “Scott ser ud til at være fanget i sine egne blindgyder – uden et kort”.
Måske han havde sagt ja til et nyt interview bare for at kunne grine sidst. For Ridley Scotts karriere har været præget af store succeser, der har indbragt millioner og atter millioner til filmselskaberne.
Science fiction blev hans valg
Bortset fra hans hang til at portrættere store og betydningsfulde historiske personer, har science fiction-genren altid ligget hans hjerte nær. Som dreng var han fascineret af H. G. Wells romaner. Og som ung var det film som The Day Earth Stood Still (1951) og It! The Terror from Beyond Space (1958), han så i biograferne. “De var interessante. Men det var ikke, før jeg så Stanley Kubricks ʻ2001: A Space Odysseyʼ, at jeg vidste, hvad jeg skulle lave i livet.”
Han voksede op i en militærfamilie – og flyttede som barn rundt alt efter, hvor hans far var stationeret. Hans far var nok en lidt fjern person, som han sjældent så. Til gengæld havde han en onkel, der drev en biografkæde i Tyneside-distriktet i det nordlige England.
Efter endt uddannelse på Royal College of Art i London blev han ansat hos BBC som trainee. Tanken var at designe opsætningerne til de forskellige tv-shows og -serier, som mediehuset producerede. Men allerede i 1965 begyndte han faktisk at stå for instruktionen af forskellige BBC-serier.
Nogle få år senere stiftede han sammen med sin yngre bror, Tony Scott, sit eget produktionsfirma, der blandt andet landede en lukrativ ordre fra Chanel N°5. Det franske parfumebrand havde behov for en revitalisering, hvis det ikke skulle miste sit ry som et luksusbrand. Scott skabte op gennem 70- og 80’erne Chanels tv-reklamer som små mini-film, der spillede på fantasi og forførelsens mægtige kræfter.
Men det var de store episke filmværker, der for alvor havde hans interesse. Og i 1977 fik han debut som filminstruktør med filmen Duellanterne. Filmen foregår mellem Napoleon-krigene og skildrer to mænds 15 år lange konflikt, der egentlig startede på grund af en bagatel. Filmen blev hædret for sin præcision, hvad angår fremstillingen af historiske autentiske militæruniformer og -strategi.
I slutningen af årtiet var det dog science fiction-filmen Alien (1979), der måske huskes bedst. Denne gyser vandt ham stor international succes. En succes, der fik ham til at skabe opfølgerne Prometheus og Alien: Covenant.
Den skjulte feminist
I det hele taget har hans filmkarriere været centreret omkring beskrivelsen af helte og heltegerninger. Med heltinden Ripley i Alien-filmene som udgangspunktet har det ofte været kvindelige rollemodeller, som Scott har fundet frem. Et aspekt, der fik redaktøren på Los Angeles Times til at skrive: “Ridley Scott er måske filmens bedst skjulte og mest konsistente feminist.”
Og Sigourney Weaver i Alien-filmene står ikke alene. Hun blev en af Hollywoods første kvindelige actionhelte. Thelma og Louise, G.I. Jane og Lady Gagas hævngerrige Patrizia Reggiani i House of Gucci er andre slående eksempler. Sigourney Weaver giver Scott æren for Ripleys og Alien-filmenes levetid. Sidste år fortalte hun til magasinet Total Film: “De gjorde Ripley til en kvinde uden at gøre hende til et hjælpeløst væsen. Jeg var blevet udstyret med et babyblåt rumkostume, og Ridley kastede et blik på mig og sagde: Du ligner en fucking Jackie O. i rummet!” Han gav hende i stedet en gammel NASA-rumdragt. “Ripley er ikke en sexet rumbabe,” fortalte Weaver. “Jeg var aldrig bekymret for, hvordan jeg så ud, jeg var bekymret for at komme hurtigt nok ned ad korridorerne til at undslippe eksplosionerne!”
Ridley Scott har haft det store held at kunne arbejde med de filmprojekter, han havde lyst til. Med sin nyeste film, Napoleon, kunne han måske have sat et glorværdigt punktum for en strålende karriere. Men måske er det frygten for at opleve et personligt Waterloo, der holder ham i gang. I hvert fald har han i løbet af i år premiere på Gladiator 2.
Ridley Scott og hans film har i alt vundet ni Oscars. Og i 2003 blev han adlet af dronning Elizabeth med retten til at bære titlen Knight Bachelor og kalde sig Sir Ridley.