20 år med pop - Rasmus Walter

Rasmus walter er rundet af de store navne som the rolling stones og naturligvis the beatles. Som teenager drev han sin tvillingebror til vanvid, når han på sin akustiske guitar efterlignede jimi hendrix. Skoletræt og med en drøm om succes på alverdens musikscener rejste han til london for at blive en rigtig rockstjerne. Men dybest set var han en ung og frustreret mand, der ærgrede sig over ikke at være født i 60’erne. Og først som voksen kom han til at smage succes og anerkendelse. Af Claus Vesterager Martinus. Foto: Michael Ellehammer
Rasmus Walter
Rasmus Walter ærgrede sig i mange år over at være født i 60'erne. Nu kan han fejre 20-års jubilæum.

Det første gig var en skolekoncert til en fredagsbar på Marselisborg gymnasium i hjembyen Aarhus. Iført stramme trompetbukser og en t-shirt med en hjemmelavet tegning af Jimi Hendrix var det første gang, Rasmus Walter stod på en scene og blev betalt for at spille.

”At vi fik lov til at spille, skyldtes vist mest af alt, at en af mine venners (meget lækre) søster havde lagt et godt ord ind for os. Og så var det også hendes fortjeneste, at jeg kunne optræde i en t-shirt med et billede af mit idol. Hun tegnede nemlig selv Jimi Hendrix’ kontrafej. Det var ret cool. Og der blev vist ovenikøbet optaget en video af koncerten. Men jeg har aldrig kunnet finde det vhs-bånd,” fortæller Rasmus Walter, der nu mere end 20 år senere endelig er landet på en hylde, der måske mere passer til ham.

Rasmus Walter er i dag 43 år, gift og har to børn. Han bor i Humleby på Vesterbro og fremstår nøjagtig, som han er: forholdsvis høj, lattermild, tænksom – og måske mest kendt, desto længere vestpå i landet man kommer. Og dét hovedsageligt blandt 35-45-årige kvinder, der har taget hans, hvad man måske kunne kalde lettere maskuline, men empatiske popmusik, til sig. Stemmen er rå som en ung Michael Falch, og lyden er præget af hans forkærlighed for den akustiske guitar. Alt sammen ting, der passer elegant sammen med den urbane, metro­seksuelle stil med kortklippet mørkt hår (med et par enkelte grå stænk) og de næsten obligatoriske daggamle skægstubbe.

Rasmus Walter
Rasmus Walter, 43, har nu i 20 år spillet på de danske musikscener. Først i bandet Grand Avenue, sidenhen under eget navn som solist.

Mange husker ham sikkert fra tv 2-serien toppen af poppen. Senest i jubilæumssæsonen 2020, hvor han fortolkede Søren Huss-sangen ’et hav af udstrakte hænder’. I de sidste 10 år har han turneret landet tyndt som solist med eget navn på plakaten og udgivet fem albums, der har solgt så godt, at han har fire guldplader hængende på væggen i sit kælderstudie. Og et sjette album er på vej denne sommer. Selvom hans musikkarriere på nogle områder nok kan karakteriseres som ’lige ved og næsten’, har han faktisk 20-års jubilæum i år som scenekunstner. For allerede tilbage i 2001 forfulgte han drømmen som forsanger i bandet grand avenue sammen med tre kammerater, han havde lært at kende på London Music School. Bandet turnerede også uden for Europa og opholdt sig en periode i New York for at indspille et album med et mere internationalt tilsnit. Lyd og stil lagde sig (forholdsvist) tæt op ad det engelske 90’er-band coldplay, der leverede en melodisk pop-rock-stil. Et band, der ofte rangeres på linje med bands som radiohead og u2. Og for nogle superfans’ vedkommende måske også Rasmus Walter og grand avenue.

Drev sin bror til vanvid

Men inden Rasmus Walter kom så langt, var der lige en barndom og teenagetid, der skulle overstås i Aarhus-forstaden Højbjerg. Skolen var ikke et ubetinget hit for Rasmus Walter. Det var musikken, der tiltrak ham. Det var den, der fik ham til at drømme. Det var passionen, der fik ham til at investere tid og penge i at gøre drømmen til virkelighed. Og han startede tidligt.

”Jeg kan huske, da jeg var omkring de 12 år, at jeg fik en akustisk guitar. Det var lige omkring den tid, hvor min tvillingebror Anders havde fået sit første Tintin-hæfte. Siden den dag sad han altid på vores værelse og tegnede, mens jeg forsøgte at overgå bob Dylans ’blowing in the wind’. Min bror var ved at gå amok over min udgave af Dylans mesterværk. Så det var en rigtig god ting, da vi kunne bytte værelser og få hver vores værelse.”

Men med guitaren og Bob Dylans sange var passionen vakt til live. Og den overlevede også brorens noget begrænsede begejstring for Rasmus Walters forsøg på at få styr på guitarens toner. ”Nu er det jo ikke, fordi jeg kommer fra en supermusikalsk familie. Min far synger pivfalsk. Men han har da gennem tiden fodret mig med en masse god musik. Især prince var han glad for. Og hos min mor, hvor jeg voksede op, havde vi da et klaver – og hun gik til kor hver torsdag.” Så der skulle professionel hjælp til, inden becifringerne sad i skabet. Så hver uge tog han linje 4 fra Højbjerg til hovedbiblioteket i Aarhus midtby. Nærmere bestemt ved mølleparken. Her lånte han alle de musikbøger og nodehæfter, der gjorde ham fortrolig med guitaren.

Rasmus Walter
Rasmus Walter skriver popsange med blå undertoner, der afspejler hans op- og nedture i livet.

Ung og frustreret med et lyst sind

Som teenager var han ganske frustreret over ikke at være født i 60’erne. For det var the Beatles og The Rolling Stones, han var vokset op med i hjemmet i Aarhus-forstaden Højbjerg. Som ung i 90’erne var det den ’vrede’ musik, som nirvana og u2 var garant for, der hittede. ”Men jeg forstod slet ikke den vrede og det mørke livssyn. Jeg var slet ikke til heavy metal og den slags. Bortset fra at jeg havde en periode, hvor jeg godt kunne lide Pearl Jam. Men det handlede nok mest om, at jeg som teenager brugte rigtigt meget tid på mit skateboard og hang ud med et sjak skateboarders.”

Nu var 90’erne selvfølgelig også meget andet end livstrætte vrede unge mænd, der febrilsk ledte efter arbejde. Og den skoletrætte unge mand fra Højbjerg skulle bestemt ikke i gymnasiet. I stedet blev det til et ophold på andebølle ungdomshøjskole i Vissenbjerg på Fyn. Her mødte han sin første ungdomskæreste – en pige fra København. Og da tiden på Fyn var overstået, faldt det ham naturligt at følge efter hende til hoved­staden, hvor hans bror og søster i forvejen boede.

Ingen masterplan – ville bare købe en telecaster

Hvordan musikken skulle blive til en levevej, lå stadig hen i det uvisse. Drømmene var der. Men hvordan? Lige nu og her tjente han til dagen og vejen ved at sælge havemøbler i Magasin du nord. ”Jeg kan huske, at min kærestes far på et tidspunkt under en familiemiddag spurgte til mine fremtidsplaner. Det klassiske spørgsmål! Og det eneste jeg kunne finde på at svare, var, at jeg i en butik i København havde set en telecaster-guitar, som jeg håbede, jeg snart havde sparet nok op til at kunne købe!”

Det var det nærmeste, Rasmus Walter kom på at sætte ord på sit mål. ”Men i en tid med en galoperende ungdomsarbejdsløshed var min generation ekstremt hel­dige, at nogen havde tænkt på at etablere det, der blev kaldt den ’fri ungdomsuddannelse’.” Med opsparing og lån fra familien formåede han at rejse halvdelen af de næsten 80.000 Kr., Som et års undervisning på London Music School kostede. Resten blev finansieret af det offentlige. Med guitar og rygsæk rejste han så til London for at komme et skridt nærmere på at gøre sin drøm til virkelighed. Det blev til fire lange år i det engelske.

”Jeg blev hooked på London og havde min base i Tottenham. Det var en rigtig god tid. Ikke mindst fordi jeg stødte ind i tre andre gutter, der havde den samme drøm som jeg. Så jeg blev hængende i fire år. Arbejdede på en pub og spillede musik i weekenden.” Det var måske første gang, det var ’lige ved og næsten’ for Rasmus Walter. ”Jeg var begyndt at spille med nogle gutter. Vi havde rent faktisk også fundet en manager, der mente, at plade­selskabet Sony måske var interesseret i os. Men efter næsten fire år var der ikke sket noget på den front. Og da jeg var hjemme på juleferie i 2000, kunne jeg bare mærke, at det var slut.”

Grand avenue – guitarist eller sanger

Hjemme igen gik tiden med forskellige småjob, inden han fandt sammen med kammeraterne fra London. Resultatet var bandet grand avenue. Efter deres tredje demobånd var klart sommeren 2002, var de klar til at indtage den danske rockscene. Men det var svært at skabe den helt store interesse. Rasmus Walter fortæller, at de selv brændte en stribe demo-cd ’er, som de afleverede til journalister og studieværter i Danmarks radio. Og efter nogle dage blev de ringet op af natradioen, der ville høre, om de måtte spille nummeret everyday fra deres første album, der blev sendt på gaden i 2003.

”Vi fik en del succes. Men vi var aldrig helt med i toppen. Sådan lige ved og næsten. Vi havde da turnéer i både Danmark og udlandet. Og vi fik da også udgivet fire albums. Vi tog arbejdet ganske alvorligt og mødtes hver dag klokken 10 for at øve. Men med tiden kom også uoverensstemmelserne og skænderierne, når nye ideer blev skudt ned lidt for hurtigt.” I 2010 efter deres sidste album place to fall (2009) var det definitivt slut. ”Det føltes, som om vi hele tiden var i halen på noget, der allerede havde peaket. Vi var groet fast i lyden, og det gik ud over kreativiteten,” fortæller Rasmus Walter. Og så var vejen ligesom banet for en solokarriere.

Solosucces – på dansk

Det var hans bror, der kom ind fra højre med et ønske om, at Rasmus Walter skabte et soundtrack til en tegneserie. ”Har du nogensinde hørt om dét?” Han skrev melodien. Og hans bror kunne lide den. Men krævede så, at den skulle have dansk tekst. ”Altså på det tidspunkt – og med mine musikalske rødder solidt plantet i arven fra Jimi Hendrix, The Rolling Stones og the Beatles – var det ualmindeligt pinligt at skulle synge på dansk. Det føltes akkurat lige så pinligt som at skulle danse splitterravende nøgen ned ad strøget! Og egentlig var det jo også lidt underligt at skulle lave musik til en tegneserie. Men det gav faktisk en fed synergi-effekt.”

I mellemtiden var Rasmus Walter kommet i stald med pladeselskabet playground. Og de kunne lide, hvad de hørte. ’Kunne du ikke lave et helt album med det der?’ ”Det var fedt. Endelig oplevede jeg en befriende musikalsk frihed. Jeg havde helt frie hænder. Og den sommer i 2010 arbejdede jeg på et super-varmt tørreloft på Frederiksberg, hvor min bror også havde kontor. Det var her, jeg for alvor begyndte at skrive dansk pop.” Og i april ’11 kom debutalbummet ’Rasmus Walter’ på gaden. Det var et album med ørehængere som dybt vand og stille angreb. I en ellers hæderlig anmeldelse i Politiken blev han kaldt ’den pæne dreng i dansk rock’. Tillige fik han ros for at give det danske sprog en chance. Især nummeret dybt vand blev det forår spillet til hudløshed i radioen – og ikke mindst solgte albummet (der både udkom på vinyl, cd og som streaming) 10.000 Eksemplarer, hvilket udløste hans første guldplade.

Siden da er det blevet til fire albums – det seneste i mit blod (2020) – og en lang række singler. Og de sælger rigtigt pænt. Faktisk har Rasmus Walter opnået flere guld-, platin- og endda dobbeltplatin-plader, der hænger fint på væggen i hans studie nede i kælderen i huset i Humlebyen på Vesterbro. Men ikke mindst har det betydning, at hans musik efterhånden er blevet downloadet mere end 60.000.000 Gange fra diverse streamingtjenester. Især hans hits endeløst og verden i stå er musik, som hans fans har downloadet i stor stil – og som er med på sætlisten til alle koncerterne.

Turnéerne og de blå toner

Men selvom hans musik er blevet til ørehængere, er det på turnéerne og koncerterne, han for alvor oplever succesen. Hvor anmelderne på de etablerede kulturredaktioner nok anerkender hans håndværk, så er det som oftest koncerterne, der hitter. ”Musikbranchen er jo efterhånden blevet noget fragmenteret. Hvor det tidligere var de store pladeselskaber, der skummede fløden og bestemte, hvilke kunstnere der blev en succes, er der i dag flere veje til succes. Selv om det ikke er problemfrit, er streamingtjenesterne med til at udbrede musikken.” Og så er det jo heller ikke dem over 40 år, der i sidste ende interesserer sig for hitlisterne. ”Og især blandt de unge og de unge kunstnere er det jo via de sociale medier, at der skabes hits og succes.”

Selvom anmelderne ikke altid mener, at Rasmus Walter når sit fulde potentiale, så er han i stand til at fylde koncertsalene rundtom i landet. ”Og når jeg går på gaden i en vestjysk by, er der også flere, der vender sig om og siger: det var da Rasmus Walter, der gik der, ikke?” Det er da et mål på en vis succes. Og han har da også altid fået roser for at levere et godt sceneshow. Også selv om nogle af hans sange helt klart har lidt blå toner. Men det er et univers, som han er ganske tryg i.

”Når jeg taler om blå toner i min musik, tror folk ofte, det handler om kærlighed. Eller mangel på samme. Men for mig er det en følelse, som jeg kan relatere til i min tidlige karriere, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg havde evnerne til et liv med musik. Og hvad så, hvis jeg ikke havde? Hvad skulle jeg så stille op med livet?”, Siger Rasmus Walter og fortsætter: ”Det har noget at gøre med det, jeg selv gerne vil, nemlig at sætte ord på nogle følelser, som folk kan relatere til og spejle sig i. Det der med, at det ikke kun er én selv, der går og roder med op- og nedture i livet, men at der også er andre, der har det på samme måde. Jeg tænker også, det er et temperamentsspørgsmål. Mit er helt klart i den milde ende, og jeg kan godt lide, når musik er roligt. Der er mere plads til en selv og til at lade det ramme en. Musik skal helst lyttes til og må ikke for mit vedkommende blive for meget noget baggrundsstøj, der bare kører. Det bliver lidt mere en rejse, man tager på, hvis der er tid til nuancerne, og så føles det blå ikke så blåt, men mere som noget, der rammer en i hjertet og fortæller dig, at du er ikke alene.”

At kæle for de blå toner har Rasmus Walter gjort, siden han droppede Jimi Hendrix og slog sig på dansk popmusik. Noget, som vennerne fra grand avenue stadig driller ham med. Og det har ikke altid været helt let for ham at lave det skifte. Noget, der kommer til udtryk i et af hans egne favoritnumre: vi ku’ blive…

”Det er en sang, der tit har fundet vej til sætlisten. Den betyder rigtig meget for mig rent lyrisk. En sang, hvor jeg synger om og til den angst, jeg har lidt af specielt i mit tidlige musikalske liv. De fleste mennesker hører den nok som en kærlighedssang mellem to mennesker. For mig handler den om at prøve at forstå ens egne mørke sider og blive gode venner med dem. Tage dem i hånden og ikke forsøge at finde den lette vej uden om dem.”

I 20 år har Rasmus Walter stået solidt på den danske musikscene. Til efteråret bliver det fejret – om alt går vel – med en jubilæumskoncert på falkoner salen på Frederiksberg. ”Men jeg har meget mere i mig. Også selvom jeg som 70-årig næppe vil stå på scenen og synge om ung kærlighed. Der er altid behov for at genopfinde sig selv,” slutter Rasmus Walter.